Universitetets kultur for kritisk diskussion er stærkere end Chicago-principper

Debat skal ikke undertrykkes, selvom de fremførte idéer synes forkerte eller provokerende. Det er kernen i Chicagoprincipperne, som var genstand for en god høring i Folketinget den 3. maj. Som universitetsmenneske er det svært at være uenig i tankegodset bag principperne. Heldigvis findes der en stærk kultur for at ytre sig og tale magten midt imod på universiteterne i Danmark. Spørgsmålet er derfor, om det giver mening at lovfæste principperne og dermed regelgøre det åbenlyse.

Flere argumenter trækker i en anden retning:

For det første er den danske kontekst væsensforskellig fra den amerikanske, hvorfra principperne udspringer. USA har et væld af private universiteter, som ikke reguleres af en statslig universitetslov. Dernæst empirien: Danske universiteter er slet ikke i samme grad ramt af identitetspolitiske trakasserier, som vi bl.a. ser på nogle nordamerikanske universiteter, der er rundet af en anden historie og kultur.

Universitetsloven bedre end Chicago-principper

For det andet stipulerer den danske Universitetslov allerede forskningsfriheden. Som det står i §2. Stk. 2: ”Universitetet har forskningsfrihed. Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken”. Kan formuleringen blive bedre? Ja, måske hvis man medtager det bredere begreb ”akademisk frihed”, som også omfatter undervisningsfrihed. Det vil kræve en spids pen til begrebsafklaring i det lovforberedende arbejde, som anført af lektor Jakob Holtermann ved høringen. Vi kender imidlertid ingen tilfælde fra KU, hvor ansatte ikke har kunnet give deres mening til kende på de måder, som beskrives i Chicagoprincipperne. Vi har tillid til, at universitetets undervisere er fuldt ud i stand til på en balanceret måde at behandle svære emner, der kan vække stærke følelser. Det lave antal af klager over undervisningen giver heller ikke grund til at have den modsatte antagelse.

For det tredje har de danske universiteter allerede en række checks and balances og principdokumenter, der understøtter bl.a. forskningskvalitet, forskningsintegritet, ytringsfrihed, forskningsfrihed og god videnskabelig praksis. Ud over love og vedtægter, gælder det særligt peer review-system. Det er ikke perfekt men alligevel en velafprøvet sorteringsmekanisme. Dertil kommer de internationale forskningsevalueringer, som giver et eksternt blik på forskningskvaliteten og dermed modvirker enklaver af indspist forskning.

KU har højt til loftet og langt til døren

På dokumentsiden er der principper for forskningsbaseret samarbejde og rådgivning fra det såkaldte “Wegener-udvalg” og Kodeks for god videnskabelig praksis, som vi er i gang med at revidere på KU. Chicagoprincipperne har været drøftet i flere af KU’s Akademiske Råd.

Vi vil dog anbefale, at vi fokuserer lidt mindre på paragraffer og principper. De er såmænd fine nok. Men vi kan ikke lave regler for alle situationer. Universiteterne er netop levedygtige, fordi de er indbegrebet af en kultur for kritiske diskussioner, der udogmatisk sætter problemer til debat, erkender fejl, bliver klogere og gør det bedre næste gang.

Tag eksemplet, der blev nævnt i Folketinget af ekspertvidnet Daniel Diermeier, tidligere Provost ved University of Chicago og nu rektor på Vanderbilt: Et basketballhold fra Vanderbilt nægtede at være til stede ved afsyngningen af nationalmelodien – som protest mod social uretfærdighed. Det, mente krigsveteraner blandt alumnerne, var udtryk for disrespekt. Universitetet arrangerede et debatmøde mellem basketspillere og veteraner. En konflikt transformeret til en læringsmulighed, hvor stejle positioner blev klogere på hinanden. Sådan er kulturen også på KU. Højt til loftet, langt til døren og rum til den krævende, kritiske debat, der fremmer forståelsen