Studerende fører an i omfattende protester i Serbien

Bannere med blodrøde hænder hænger overalt på universitetsområdet i Serbiens næststørste by, Novi Sad. Der er mennesketomt mellem de betongrå bygninger, men i indgangen til Department of Media Studies på Filosofisk Fakultet sidder en studerende foran en computer. Hun beder om pas og taster navnet ind, før vi kan få adgang til instituttet.

»Det er vi nødt til af sikkerhedsgrunde,« forklarer Anja Stanisavljević fra de studerendes mediegruppe. Hendes medstuderende Nađa Šolaja nikker, hun er selv blevet banket af nogen, der støtter magthaverne eller bare er desperat efter penge.

»Vi har fået at vide, at regeringen betaler bøller 50 euro per demonstrant, de slår ned. Nogen er også blevet kørt ned,« siger Nađa Šolaja, der ligesom Anja er en del af mediegruppen.

I gangene indenfor ligger madrasser og dyner. De studerende spiser og sover på instituttet, hvor undervisningen er aflyst. Kun en gang imellem tager de hjem for at få et bad.

På trappen til første sal står et juletræ. Protesterne begyndte i november, da et tag på den største togstation i byen faldt ned. 15 mennesker mistede livet, to ligger hårdt kvæstede på hospitalet.

Et mistet studieår er et meget lille tab, hvis vi til gengæld lykkes med at skabe et bedre land

Anja Stanisavljević fra de studerendes mediegruppe

Togstationen havde været under renovation i flere år, og byggefirmaer havde fået millioner af euros for arbejdet. De studerende mener, tagkonstruktionens kollaps skyldtes korruption og kræver, at de ansvarlige for byggeriet bliver stillet for retten.

Det ønske vil myndighederne ikke efterkomme, og så gik de studerende på gaden i protest. Med sig bragte de kæmpe bannere med hænder, der er blodrøde.

De protesterende blev mødt med peberspray og anholdelser, men demonstrationerne fortsatte. I begyndelsen af december flyttede de studerende ind på universitetet og blokerede undervisningen med opbakning fra mange af deres lærere.

»Ikke alle bakker op om os – det gælder både lærere og studerende – og det er i orden, der skal være plads til alle holdninger,« understreger Anja Stanisavljević.

Befolkningen bakker op

I et klasseværelse er stole og borde flyttet ud langs væggene, så der er plads på gulvet til at male store bannere. På bordene står pensler og graffitidåser linet op ved siden af megafoner.

»Vi får støtte fra flere og flere helt almindelige serbere,« siger Anja Stanisavljević: »De hjælper os med gratis trykning af foldere, teknisk udstyr og så videre.«

Hun viser vej til en iskold bagindgang.

»Det her er vores køleskab,« smiler hun og peger i retning af reoler med frugt, gryn og andre fødevarer, som byens borgere er kommet med.

En medstuderende kommer forbi med en gryde med mad, men afviser at deltage i interviewet.

»Regeringen forsøger at infiltrere os, derfor er det kun medlemmer af mediegruppen, som står frem med navn og billede,« forklarer Anja Stanisavljević.

Iagttagere siger, at regeringen og præsidenten i Serbien i begyndelsen ikke tog de studerende alvorligt og slet ikke havde forudset, hvor stor opbakning, de ville nyde blandt befolkningen. Men modstanden mod magthaverne er taget voldsomt til.

»Det er helt uventet. Man havde en forventning om, at denne generation af unge ikke gik særlig meget op i politik og var passive. Men der tog man fejl!,« siger Tihomir Loza. Han er journalist og administrerende direktør for SEENPM, som er et netværk bestående af 19 mediecentre og -institutter i det centrale og sydøstlige Europa, og mangeårig iagttager af udviklingen på Balkan.

Studerende fra universitetet i hovedstaden Beograd gik for nylig 100 kilometer for at deltage i protesterne i Novi Sad. På vejen kom de gennem flere landsbyer, hvis indbyggere normalt støtter det regerende parti, men beboerne kom frem og bød de unge på mad.

Da demonstrationen sluttede, og de studerende skulle tilbage, holdt en kø af taxier fra Beograd klar til at give dem en gratis tur tilbage til hovedstaden.

Mentalitets- og politikerskifte

Anja Stanisavljević er på sit fjerde år på studiet og kunne egentlig begynde at glæde sig til at blive færdig. Hun er bleg, men beslutsom og trækker på skuldrene med et lille smil.

»Jeg synes, et mistet studieår er et meget lille tab, hvis vi til gengæld lykkes med at skabe et bedre land uden korruption. Vi ønsker faktisk bare at leve fredeligt i et lovreguleret land,« siger hun.

Jeg elsker ungdommen!

Ældre, anonym mand på gaden

De studerende har bevidst ikke knyttet bånd til nogen politiske partier og ønsker ingen oppositionspolitikere til deres demonstrationer.

»Vi ønsker blot, at de ansvarlige for byggeriet på stationen bliver stillet for retten og at dem, der har angrebet demonstranter, bliver anholdt,« siger Anja Stanisavljevic.

I begyndelsen af februar opnåede de studerende tilsyneladende en kæmpe sejr, da Novi Sads borgmester og regeringslederen formelt begge gik af. Men det har ikke standset protesterne.

»Reelt sidder de stadig på magten, der er ikke kommet nye til,« siger talspersonen for mediegruppen.

Magthaverne prøver fortsat at undertrykke protesterne, for eksempel omtales demonstrationerne kun meget lidt i de statsstyrede medier. Men nu ses de blodrøde hænder også overalt på mure og bannere på de stærkt befærdede hovedfærdselsårer i hovedstaden Beograd.

»Flere og flere slutter op om os. Advokatsamfundet har nedlagt arbejdet, landmænd hjælper med at afspærre veje med deres traktorer, og børnefamilier deltager også i demonstrationerne. Selv de ældre, som traditionelt har troet fuldt og fast på alt, hvad regeringen og præsidenten sagde, begynder at bakke op. Mange af dem kender jo nogle af os unge, og nu begynder de at tro mere på os,« siger Anja Stanisavljevic.

Hendes egne bedsteforældre har været med til en demonstration, fordi de stoler på deres barnebarns analyser.

15 minutters stilhed

Før den nuværende præsident Aleksandar Vučić kom til, blev Serbien i årevis regeret af diktatoren Slobodan Milošević.

Studenterbevægelsen har ikke én leder.

»Det er vores måde at vise omverdenen, at der er andre måder at lede på, end vores land normalt er blevet styret,« siger Anja Stanisavljevic.

De studerende drømmer om et grundlæggende systemskifte bygget op fra grunden. De ønsker et opgør med »råddenskaben, der endnu engang har kostet serbiske menneskeliv«, og åbenhed i beslutningsprocesserne. Hver dag holder de 15 minutters stilhed – et for hvert af de 15 ofre.

Foran den nu lukkede togstation i Novi Sad ligger blomster, børnetegninger og bamser samt billeder af et barn, der ikke længere lever. En kvinde haster forbi på vej fra bussen, der har erstattet togene. Hun knæler foran blomsterne og gør korsets tegn for sig, inden hun iler videre.

På fortovet få hundrede meter fra togstationen står en ældre mand. Han vil ikke sige, om han støtter de studerende eller ej, men smiler et tandløst smil og siger:

»Jeg elsker ungdommen!«

På lørdag 1. marts demonstrerer de unge igen sammen med landmænd, børnefamilier, bedsteforældre, advokater, taxachauffører og mange flere, der ønsker forandring i Serbien.