Valgkampen er for middelklassen, ikke de marginaliserede

Velfærdssamfundet er hottest potato i årets valgkamp. Sygehuse, børnepasning, ældrepleje, inflation og energipriser dominerer den offentlige samtale, når politikerne kappes om krydserne.

Men der er en gruppe borgere, der må have svært ved at genkende sig selv i valgkampen i 2022, siger Stine Jørgensen, der er professor i socialret på Det Juridiske Fakultet, og det er de allermest udsatte: De uuddannede, de marginaliserede, de fattige:

»Når politikerne taler om velfærdsstaten, adresserer de næsten udelukkende samfundets privilegerede, nemlig den store arbejdende middelklasse. Det er dem, der skal have gode sociale ydelser, det er dem, der får adgang til inflationshjælp (dog på nær varmehjælp til visse folkepensionister), det er dem, der er velfærdsstatens kerneborgere.«

Den aktuelle krise bidrager til den øgede ulighed og udstiller fattigdom på en ny måde i det moderne velfærdssamfund. Stigende ulighed rammer i sagens natur skævt, og Stine Jørgensen har meget svært ved at få øje på velfærdssamfundets sikring af de mest udsatte i de aktuelle debatter:

»Uligheden er stigende i de fleste europæiske lande, og den aktuelle inflation og de stigende priser bidrager til den udvikling. Jeg så et tweet fra Lizette Risgaard, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, hvor hun skrev, at flere danskere får brug for inflationshjælp. Men de eksempler, som FH oplister på folk, der bør få hjælp, er de laveste indkomstgrupper på arbejdsmarkedet og dagpengemodtagerne. Ikke de personer, der står helt uden for arbejdsmarkedet, fx førtidspensionister. Der tænkes her ikke på de allerfattigste eller marginaliserede, men dem, der er privilegerede og organiserede. Det er dem, vi taler om i dag, selv når vi taler om, hvem velfærden skal sikre – ikke dem, der er allermest udsat.«

Få dig nu bare et job

Da Stine Jørgensen holdt sin tiltrædelsesforelæsning i september måned, var en af hendes pointer, at Folketingets udformning af sociale rettigheder de seneste årtier kun i ringe grad har sigtet mod at afhjælpe fattigdom og modvirke ulighed, men tværtimod har bidraget til yderligere fattigdom og stigmatisering blandt socialt udsatte.

»Fattigdom er heller ikke adresseret som et problem i denne valgkamp. Det stod ellers i forståelsespapiret for den afgående regering, at man ville udrydde børnefattigdom og genindføre en fattigdomsgrænse. Det sidste har man ikke haft tid til, kan jeg forstå, og børnefattigdommen har man forsøgt at adressere gennem Ydelseskommissionens arbejde. Men den politiske aftale, der blev landet før sommeren, har endnu ikke manifesteret sig i en lovændring. Fattigdom fylder ikke noget i valgkampen, og det handler formentlig om, at der ikke er mange stemmer at hente her.«

I dag kan der helt berettiget sættes spørgsmålstegn ved, om velfærdsstaten er for de fattige.

Professor Stine Jørgensen

Stemmerne findes blandt velfærdsstatens kernevælgere, siger Stine Jørgensen, derfor er det den gruppes interesser, politikerne flokkes om at imødekomme:

»Alle partier ønsker at give økonomisk krisehjælp i den aktuelle situation, fx gennem tilskud til varmeregningen, beskæftigelsesfradrag, med videre. Men de fleste af de foreslåede tiltag gavner velfærdssamfundets privilegerede borgere, arbejderne. Dem der står uden for arbejdsmarkedet, de syge og dem, der af andre grunde ikke kan arbejde, bliver ikke særskilt tilgodeset. De skal bare se at få sig et job, må man forstå.«

Handler det om, at det er den arbejdende middelklasse, der finansierer velfærdssamfundet som skatteborgere, og de forventer noget igen, når inflationen rammer?

»Ja. Velfærdsstaten er skattefinansieret, og derfor er dens rationale i vidt omfang at sikre, at dens kerneborgere får deres rettigheder. Selv om velfærdsstaten i sit udgangspunkt også skal hjælpe de svageste, er det i dag blevet sådan, at der helt berettiget kan sættes spørgsmålstegn ved, om velfærdsstaten er for de fattige. Når jeg gerne vil oparbejde en juridisk forståelse af fattigdom i min forskning, handler det om at forstå, at fattigdom er andet og mere end blot økonomisk fattigdom. Fattigdom rammer på flere måder end den rent økonomiske. Fattigdom betyder også at borgere ekskluderes fra samfundet. Der er brug for en bredere forståelse af fattigdom, der også indtænker den eksklusion der sker, og det tab af rettigheder der er konsekvens af at være fattig.«

Middelklassens entré i psykiatrien

Et folketingsvalg handler til syvende og sidst om, hvordan vi ønsker at indrette vores samfund. Med sin forskning vil Stine Jørgensen gøre op med individualiseringen af sociale problemer og pege på, at der findes »strukturel udsathed«, som hun siger:

»Vi har i Danmark en lang tradition for at hjælpe de svageste i samfundet. Personer, der ikke kan forsørge sig selv, har ret til en grundlæggende forsørgelsesydelse. Også andre grupper af borgere er i den sociale lovgivning defineret som udsatte grundet særlige kendetegn, fx hjemløse eller stofmisbrugere. Når udsathed defineres i forhold til specifikke kendetegn ved de personer, der er udsatte, designes lovgivningen til at afhjælpe de problemer, som netop denne gruppe af borgere har. Den arbejdsløse skal have et arbejde, den uuddannede skal have en uddannelse, misbrugere hjælpes ud af misbrug, de hjemløse have en bolig, og børn med forældre, der ikke kan tage vare på dem, skal have nye forældre. Det betyder, at udsathed og fattigdom betragtes som et individuelt problem og ikke som et strukturelt problem.  Herved overses, at fattigdom og udsathed også er en konsekvens af de samfundsmæssige strukturer.«

I dag er det mainstream at betragte sociale problemer som et individuelt anliggende.

Professor Stine Jørgensen

Når du siger, at marginalisering og udsathed i den politiske retorik er blevet gjort til et individuelt problem, sigter du så fx til valgkampens sloganplakater med peptalk fra Liberal Alliance, der bebuder, at man bare skal smøge ærmerne op og droppe offerrollen?

»Ja, det er et godt eksempel på en retorik, der understøtter den opfattelse, at sociale problemer er den enkeltes problem. Men denne opfattelse må siges at være mainstream i dag. Kontanthjælpssystemet og udmåling af kontanthjælp bygger fx på den opfattelse, af det skal kunne betale sig at arbejde. At være uden for arbejdsmarkedet er et individuelt valg og problem.«

Psykiatrien har da fundet vej til årets valgkamp. Det handler vel om de mest udsatte?

»Ja, det har vi ikke set som et tema i tidligere valgkampe. Jeg vil tro, det skyldes, at der er mange flere unge, der er blevet en del af det psykiatriske system, så den gruppe er blevet bredere de senere år.«

Den arbejdende middelklassens børn har fået psykiatriske problemer, derfor har psykiatrien fundet vej til valgkampen?

»Ja, det kan man godt sætte spørgsmålstegn ved. Det kunne godt være derfor.«

Hvis du skulle arrangere en partilederrunde, hvad ville du så gerne have svar på?

»Hvor stor en grad af ulighed er acceptabel i et velfærdssamfund som det danske? Det savner jeg et politisk svar på.«