Valkendorfs Kollegium har Indre Bys største have. Og høns

Da Uniavisen kommer på besøg på Valkendorfs Kollegium, har beboerne lige haft havedag, og rosenbedene står som havens centrale prydstykker. Det er Indre Bys største have, og med en grund der har tilhørt Valkendorf Kollegium siden 1589, er kollegiet samtidig Nordens ældste.

Dengang var det et kloster for karmelitermunkene, og det er stadig de gamle klostermure der omkranser kollegiets store have. Det er dog ikke de gamle munkeceller, som kollegiets beboere må bo i, for efter 276 år, hvor det gamle munkekloster havde gennemlevet både et granatnedslag og en bybrand, blev en ny og mere moderne murstensbygning rejst.

Valkendorfianerne bor i noget, der ligner et større herskabshjem, og selv om køkkenerne er lidt små, lider beboerne ingen last. Historien om det ældgamle kollegium bliver fortalt med stolthed af Ditte S. Jelsbak-Rasmussen, der har boet på kollegiet i to år og læser historie.

Hemmelig husleje og forpligtende fællesskab

På Valkendorfs Kollegium kalder man sig ’alumne’, mens man bor der, og det er der 22 studerende, der gør. Tre af dem bor sammen med deres kærester, som er flyttet ind som såkaldt ’gris’. Ordet er en modifikation over ordet gratist, selvom det nu aldrig har været gratis at bo der, heller ikke for kærester. Som gris har man i mange år ikke haft de samme vilkår som de almindelige beboere, men i dag er der næsten ingen forskel, siger Ditte S. Jelsbak-Rasmussen.

Huslejen er hemmelig, men »den er ikke høj« forsikrer Ditte S. Jelsbak-Rasmussen. Til gengæld forventes det, at man bruger meget tid på kollegiet. »Det er ikke bare et værelse, man lejer,« siger Ditte S. Jelsbak-Rasmussen.

Huslejen holdes hemmelig, for kollegiet ønsker ikke at konkurrere på pris. Kommende beboere skal ikke tiltrækkes af en lav husleje, men af en lyst til at engagere sig i kollegielivet.

Man føler, at man bliver en del af noget større, når man flytter ind.

Ditte S. Jelsbak-Rasmussen, alumne

Der er madklub to gange om ugen for hele kollegiet, og mere spontane madklubber opstår i løbet af ugen på gangene, hvor der bor mellem tre og ni alumner.

Ud over den traditionsbundne svampesamletur, som alumnerne tager på hvert år, samt diverse store fester, er der også et delt ansvar for at holde kollegiet kørende på bedste vis. Ansvaret fordeles efter såkaldte embeder, hvor nogen er ansvarlige for husets økonomi, haven eller kommunikationen udadtil, mens andre sørger for, at der ser hyggeligt og hjemligt ud på kollegiet.

Den gamle bygning fra 1800-tallet står flot både udefra og indefra. Køkkenerne er små og hyggelige og bliver måske lidt trange, hvis alle otte skal lave mad samtidig, hvorfor det også er almindeligt at skiftes til at lave mad til hele gangen.

Fra husmøde til hønsegård

Det er beboerne selv, der træffer beslutninger om, hvordan det skal være at bo sammen, og hver måned afholdes et husmøde for hele kollegiet. Her taler beboerne om dette og hint og vender forslag til nye strukturer for kollegiet.

På et husmøde blev det engang foreslået, at kollegiet skulle have en hønsegård. En beboer holdt et oplæg om, hvorfor det ville være sagen, og efter hønsegården var blevet stemt igennem, blev der nedsat et lille hønsegårdslav blandt beboerne, som skulle stå for pasningen. I løbet af en weekend byggede hønsegårdslavet et hønsehus, og i dag går en håndfuld hakkende høns rundt nede i kollegiets forhave.

Ditte S. Jelsbak-Rasmussen kan varmt anbefale at søge ind på kollegiet.

»Man føler, at man bliver en del af noget større, når man flytter ind. Noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv, er at søge ind her,« siger hun.

Pladserne på det gamle kollegium er fordelt, så hvert fakultet på Københavns Universitet er repræsenteret. Så hold øje med deres hjemmeside, hvor kollegiet skriver, når de søger en studerende fra dit fakultet. Du skal være studerende ved Københavns Universitet og have læst i mindst halvandet år (altså optjent 90 ECTS-point).

Man må bo på kollegiet i fem år, og det fleste bor der hele perioden ud.

LÆS MERE HER: Den store kollegieguide