Verdens-borgeren fra Varde

Støvet fra Berlinmurens brokker hvirvler i forårssolen. Den Kolde Krig er slut, og fremtiden tegner lys, da en opvakt ung mand fra Vestjylland beslutter sig for at drage til København og læse jura.

Mikael Rask Madsen er ambitiøs, og han har, hvad der skal til for at blive stjerneadvokat. Halvvejs igennem tager studierne dog en drejning for ham, da han i midt-halvfemserne tager orlov og drager med rygsækken til Guatemala. Her, i et af verdens mest forbryderiske diktaturer, oplever han noget, der ryster hans verdensbillede:

»Jeg så fredsprocessen udfolde sig lige uden for min dør. Det var meget slående. FN kæmpede ikke bare for at holde fred, men for at skabe fred. Jeg så, hvordan international ret kunne gøre en forskel. Det var både overraskende og inspirerende. Og det vakte en meget stor interesse i mig for rettens kraft i skabelsen af demokrati og fred.«

Mikael Rask Madsen kom tilbage til Danmark og skrev speciale om international rets funktion i skabelsen af fred og demokrati. Og han har fulgt sporet om globalisering og rettens rolle i skabelsen af moderne samfund lige siden. Altid med det ene ben i juraens spor og det andet i sociologiens, en tværfaglig manøvre, der betones i indstillingen til den EliteForsk-pris han fik som en af fem af Danmarks mest fremragende yngre forskere i februar måned.

Den pris er han stolt over – ikke fordi han er uvant med store bevillinger, men fordi »det altid er rart at få anerkendelse fra egne rækker,« siger han til Uniavisen, da vi møder ham i det nye domicil på Søndre Campus, hvortil Det Juridiske Fakultet netop er blevet bugseret.

Mikael Rask Madsen, der blev professor som 37-årig, har ledet iCourts – Danmarks Grundforskningsfonds Centre of Excellence for Internationale Domstole siden 2012. At være støttet af Grundforskningsfonden betyder, at de knap 30 ansatte på centret (der tæller 15-16 nationaliteter fra 4-5 kontinenter) har »det kolossale privilegium,« som han siger, at have en stor grundbevilling, som giver arbejdsro.

Man of the World

»iCourts er ultraglobalt – også i sit videnskabelige udsyn – og det skaber et helt særligt miljø,« siger Mikael Rask Madsen. Han besvarer spørgsmålet om, hvorfor han taler fem sprog og har haft både korte og længerevarende forskningsophold ved en lang række udenlandske universiteter, med et hint til barndommen:

»Måske skyldes det min familiære baggrund. Jeg har aldrig set verden som et sted, man skal holde sig væk fra. Min morfar boede i USA i mange år. Min onkel sejlede på de syv have, min tante er portugiser. Det har altid ligget dybt i mig, at verden er både stor og lille,« siger Mikael Rask Madsen, der traf sin amerikanske hustru, som han i dag har to børn med, i Costa Rica.

»Den genstand jeg beskæftiger mig med udspiller sig i praksis på en række sprog – kernesprogene er fransk, engelsk og i et vist omfang spansk og portugisisk. Og når vi laver feltarbejde, foregår det på det lokale sprog. Den opfordring lader jeg gå videre til de studerende: Tro ikke, at engelsk er nok, hvis du vil forstå den større verden, der ligger uden for Netflix.«

Internationalisering har fået et dårligt navn

Da Mikael Rask Madsen begyndte at studere internationale institutioner og domstole, var globaliseringen i evig vækst:

»I halvfemserne så vi en demokratiseringsbevægelse på globalt plan – en fremadskridende proces hvor der kom flere og flere demokratier til, og de internationale organisationer voksede væsentligt i samme periode.«

Siden har billedet ændret sig, det ved enhver, der læser avis. Donald Trump blev valgt til leder af den frie verden på et slogan om America First, briterne vil ud af EU, og i mange lande, også Danmark, er modstanden mod både det fælleseuropæiske projekt og internationale konventioner vokset hurtigt. Hvordan ser verdensborgeren fra Københavns Universitet på den udvikling?

»I de seneste 5-10 år har vi set et pushback mod internationaliseringen, som formentlig primært skyldes, at den geopolitiske magtbalance har ændret sig. Den amerikanske dominans er svækket, og det er sværere at blive enige på globalt plan. Det har konsekvenser, også for Europa, der bliver trukket så meget fra hinanden, at Storbritannien er på vej helt ud,« siger Mikael Rask Madsen.

Men der er et iboende dilemma ved international ret og governance, som er lige så gammelt som institutionerne selv, siger han:

»Organisationer som FN og EU, Europarådet og WTO vil altid fremstå som en teknokratisk overbygning fjernt fra den enkelte borger – og det skaber nogle følelser, der er blevet stærkere på det seneste. De fleste mennesker vil mene, at beslutninger træffes bedst tæt på dem selv, og det er jo intuitivt rigtigt. Men om det også er rationelt rigtigt, er noget helt andet, når vi forholder os til internationale anliggender.«

I Danmark er EU-kritikken blevet mere højrøstet, og det er blevet populært blandt nogle politikere, at for eksempel gradbøje internationale menneskerettighedskonventioner i forhold til snævre, danske interesser.

I dag er menneskerettighederne vel nærmest kommet til forhandling?

»Det er rigtigt, at menneskerettighederne ikke længere har den samme ophøjede status som tidligere. Noget af den kritik af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og -domstol, vi nu ser i de danske medier, havde været utænkelig for tyve år siden. Der var ingen seriøse politikere, der ville have drømt om at udtale sig kritisk om menneskerettigheder på den måde, vi ser i dag.«

Internationale organisationer svarer ikke igen

Der er ifølge Mikael Rask Madsen en hurtig politisk gevinst ved at kritisere de internationale organisationer, fordi de er langt væk og har svært ved at forsvare sig:

»Det gælder i særdeleshed internationale domstole, som traditionelt set ikke svarer igen på kritik – det ligger ikke i deres mandat – så det er en relativt gratis omgang. Og det er bestemt blevet benyttet de senere år.«

Selv om nogle internationale domstole er kommet under et vist pres, står de stadigt stærkt, siger Mikael Rask Madsen:

»Der har aldrig været flere internationale domstole end i dag; der har aldrig været flere internationale afgørelser og mere retspraksis. Internationale domstole har både bred autoritet og reel magt, og i det lys er det heller ikke så overraskende, at vi ser en form for grænsekampe udspille sig omkring dem. Det mener jeg er helt naturligt, når man ser på den iboende spænding i deres opbygning i forhold til nationalstaterne.«

En domstols autoritet beror naturligt på, at mennesker – uanset dommen – adlyder dens afgørelse. Man kalder det en content independent authority, fortæller Mikael Rask Madsen. For borgere i velfungerende demokratier er det selvindlysende, men i international ret sker der en graduering, fordi domstolene mangler den fælles underliggende infrastruktur, som nationale demokratier har.

For tyve år siden [var der] ingen seriøse politikere, der ville have drømt om at udtale sig kritisk om menneskerettigheder på den måde, vi ser i dag

Men det svækker vel internationale domstoles autoritet at afsige domme, der ikke bliver fulgt af nationalstater?

»Kigger du på de sidste ti års retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, så er det korrekt, at der er vækst i antallet af sager, der ikke bliver fulgt til punkt og prikke. Langt hovedparten af disse sager angår et fåtal af medlemsstater; i Rusland, Tyrkiet, Ukraine, Rumænien og også i et vist omfang Italien kan der være problemer med at få afgørelserne implementeret,« svarer Mikael Rask Madsen, der kommer landene lidt i møde ved at tilføje, at det kan være vanskeligt at implementere en menneskerettighedssag:

»Det kan kræve reformer af en national lovgivning, som fordrer et flertal i et givet parlament, og det kan kræve store ressourcemæssige investeringer at ændre på den måde, fængsler opererer på, og så videre.«

Global genoprejsning i sigte

Efter Brexit vil piben begynde at få en anden lyd, mener Mikael Rask Madsen:

»Jeg tror, der er en generel forventning i brede kredse i Europa om, at splittelses-retorikken skal modarbejdes med en fornyet tilslutning til de fælles multilaterale projekter. EU-projektet, Europarådet og FN er ikke mere end de lande, der har kreeret dem, så det er i sidste ende vores egne projekter.«

»Jeg kan observere, at der lige nu foregår en form for rebalancering. Ethvert evolutionært system vil altid finde en balance i forhold til de omkringliggende samfundsmæssige udviklinger. Sådan svinger pendulet også for internationale organisationer og domstole.«

Mikael Rask Madsen smiler. Han finder det ikke sandsynligt, at Marine Le Pen vinder anden runde af det franske præsidentvalg.

Han lyser op, da Uniavisen beder ham beskrive den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg:

»Her arbejder 47 internationale dommere fra lige så mange lande i det større Europa sammen i en hypermoderne international organisation, der stadig har de dyder, der kendetegner en øverste domstol: Et kollegium af højt begavede mennesker, der i sidste ende skal blive enige om at træffe en afgørelse. Det er et kendetegn ved jura – det har altid en konklusion. Den kan være nok så svær at nå frem til, men der vil være en: Er der sket en overtrædelse eller ej?«

Mikael Rask Madsen skal hjem. Han sætter et eksempel for sine medarbejdere ved at gå fra kontoret i ordentlig tid. Familien kalder. Derhjemme tjekker han først mails, når børnene sover. Medmindre han hiver sin tenorsax frem i stedet og øver en jazzvariation. Man skal løfte blikket fra bøgerne, siger han til med adresse til de jurastuderende, for inspirationen kan dukke op de særeste steder.