Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Vi bliver fattigere som samfund, hvis forskerne ikke udtaler sig

Viden ruster os til fremtiden. Derfor er det kritisk, hvis forskerne fravælger at dele den med offentligheden.

Jeg bliver dybt bekymret, når jeg i Fagbladet Journalisten kan læse, at forskere undlader at udtale sig til pressen, fordi de ikke har tid.

LÆS OGSÅ: Lektor Rasmus Elling har slukket sin telefon for journalister: Det skal kunne betale sig at formidle. I dag forhaler det bare min karriere

Deres viden er med til at kvalificere samfundsdebatten og dermed helt afgørende for udviklingen af samfundet.

Derfor er det også afgørende, at den viden, der bliver produceret på universiteterne, kommer ud og leve, så vi alle sammen kan blive klogere, og så vi som mennesker kan træffe vores beslutninger på et oplyst grundlag.

Forskningen skal udvide vores horisonter og blandt andet skabe et fundament for kvalificerede beslutninger, uanset om det handler om grøn omstilling, digitalisering, mistrivsel, bevarelse af kulturarv eller udvikling af nye vacciner.

Forskningen skal ikke kun indrettes efter, hvad der er brug for på kort sigt, for vi kender ikke fremtidens udfordringer. Det viser årets nobelpris så flot.

Pres på fagmiljøerne

Derfor er det heftigt at læse, at nogle forskere – som der er mange af blandt DM’s medlemmer – vælger at begrænse deres vidensformidling. Men det er der flere grunde til.

Den vigtigste grund er ganske simpelt, at de mangler tid. Der er et enormt pres på forskere, og det er både bevillingsgivere og ledelse nødt til at forholde sig til. Da samfundshistoriker og forsker Rasmus Elling tog bladet fra munden og sagde, at han ikke længere kunne finde tid til alle interviews, handlede det jo ikke om, at han ikke vil formidle sin viden, men at han simpelthen er nødt til at prioritere andet, fordi han også skal tænke på sin videre karriere.

Tidspresset skyldes også, at en del faglige miljøer er blevet så små, at der bliver mere pres på de få forskere, der er tilbage. Når der er uro i Mellemøsten, eller når der udbryder krig, kan der komme stormløb mod de forskningsmiljøer, der forinden er skåret ned på. Det problem kan afhjælpes ved at skabe et tilstrækkeligt vidensberedskab, som ikke er afhængig af, om politikerne vedtager dimensionering på enkelte uddannelser.

Vi er nødt at sikre stabilitet i forskningsmiljøerne, og det ligger mig selvfølgelig ekstra på sinde, når jeg ser regeringsgrundlaget, hvor der ikke er meget kærlighed til hverken forskning eller uddannelse. Det bliver en af vores vigtigste opgaver at gøre politikerne opmærksomme på den kæmpe succes, som universiteterne er, og det håber jeg, at vi kan gøre sammen. Politikerne ved ikke altid, hvilken kæmpe udvikling der sker på universiteterne, så den viden skal vi give dem. Uddannelse og forskning er vores samfunds største råstof.

Viden er IKKE en holdning

En sidste facet i, at en del forskere trækker sig fra samfundsformidling er, at der ofte bliver skudt på dem, når de stiller sig frem med viden. Nye resultater bliver ikke lige godt modtaget alle steder, og mange forskere oplever desværre chikane og trusler, når de har udtalt sig i den offentlige debat.

Cirka hver syvende af de forskere, der har udtalt sig offentligt, har efterfølgende haft en negativ oplevelse i form af trusler, klager til arbejdsgiveren eller en hård tone på SoMe. Og vi ved også fra en DM-undersøgelse, at hver tredje af alle ph.d.’er afholder sig fra at blande sig i den offentlige debat af frygt for negative reaktioner.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Det er da også møgirriterende, hvis en ekspert går i medierne og taler imod den forestilling, man har af verden, og vi oplever ofte, at forskning bliver hængt ud som værende en politisk holdning. Men lad mig lige understrege: Viden er ikke holdning. Viden kommer af et metodisk og forskningsbaseret arbejde, hvor der bliver taget kritisk stilling til metoden, og hvor der ikke bliver skelet til politisk observans.

Forskere formidler deres viden, og det skal de have lov til uden at frygte for at blive svinet til på sociale medier, eller noget der er værre.

Jeg vil gerne lige slå fast, at kritik er en helt naturlig del af forskningen og med til at sikre kvaliteten. Det er den usaglige og politiske kritik, der bliver oplevet som negativ og ødelæggende for debatten. Det er den, der skaber fordomme i stedet for viden.

Til slut vil jeg vende tilbage til, at flere forskere begrunder deres fravær i medierne med, at det kan stå i vejen for deres akademiske karriere, fordi mediearbejdet tager tid fra andre opgaver, der er mere karrierefremmende.

LÆS OGSÅ: På DIIS rydder forskerne kalenderen, når deres emne er højaktuelt: »Bred formidling er en central del af vores DNA«

Det er nødvendigt, at vi skaber rammer og tid til, at forskere kan og vil deltage i den offentlige debat. Vi kunne for eksempel reducere den tid, forskerne skal bruge på at tiltrække eksterne midler. Det er forbundet med meget spildt arbejde og unødig administration. Den tid kan forskerne bruge bedre. For eksempel på at dele deres viden med offentligheden.

DM vil som fagforening gerne samarbejde med universitetsledelserne om at skabe rammerne for, at forskerne kan prioritere medietiden. Der skal skabes tid og plads til, at forskerne kan udbrede deres arbejde. Vi skal understøtte forskere, der oplever chikane og trusler på baggrund af deres udtalelser, og vi skal understøtte forskere og forskning, som indgår i samfundsdebatten.

Lad os alle sammen forsøge at skabe de bedst mulige rammer og størst mulige incitamenter til, at forskerne deltager i den offentlige debat. Uden deres viden bliver vi fattigere – både som individer og samfund.

Seneste