»Vi burde kunne tale med hvalerne«

Reinhardt Møbjerg Kristensen holder meget af hvaler. Men hvalerne er allerede fundet og beskrevet, så han leder i stedet efter mikroskopiske havdyr i sin jagt på manglende grene i Livets Træ og forståelsen af, hvordan livet opstod på jorden. Det er nysgerrigheden efter det nye der driver ham, og han er sikker på, at man i fremtiden vil gøre de største nyopdagelser i verdenskortets store, uudforskede blå.

I en alder af 61 år har han navngivet to børn og tre splinternye dyrerækker, ledet Galathea 3-ekspeditionen i Salomonhavet, Arktisk Station på Diskoøen i Grønland og er blevet udnævnt til forskningschef for Statens Naturhistoriske Museum.

Han har beboet halvdelen af verdens kontinenter, fundet ligheder mellem vestjyder og grønlændere og vendt op og ned på tidligere klippefast viden ved at opdage et dyr, som lever helt uden ilt. Han mener, menneskene bærer skylden for, at vi endnu ikke taler med hvalerne, og så er han lydhør for skipperskrøner om altædende bedstemødre og dræbermuslinger, fordi han har erfaret, at der sjældent er røg uden ild.

Klemt i provinsen

»Godt – skal vi sige, det var det?« Reinhardt slår let i bordet og famler efter den lille mikrofon, jeg har sat fast på hans skjortekrave.

»Men …« piber jeg.

Efter tre timer på Zoologisk Museum er jeg en overrumplet journalist. Styringen er mistet for længst, og min spørgende rolle udskiftet med en lyttende. Interviewet er blevet til fortælletime.

Nogle gange taler han med en så minutiøs, detaljeret langsommelighed, at jeg glemmer, hvad det hele begyndte med, og andre gange går det så tjept, at han har været på Mars og tilbage, før jeg konfust når at krølle panden.

Han smiler meget, og når han gør det, blinker en guldtand fra den ene kind. I hans studietid blev tre faktorer præsenteret som nødvendige forudsætninger for liv. De to er siden afkræftet – det var ilt og solenergi. Den sidste forudsætning er vand – og det er der jo nok af på Den blå Planet.

Han møder mig med brune øjne, sort skjorte og grønt slips, og tøjet er dekoreret med tryk. Det forestiller Ballonbjørnedyret – et mikroskopisk bamselignende væsen med runde ting på fødderne.

Tilværelsen startede han som ordblind bondesøn i Vestjylland. Der var lavt til loftet og langt til skole. Selv om Reinhardt ikke vidste, hvad han skulle i livet, var det ikke en del af planen at arve familiegården:

»Det stod helt klart. Det var et meget lukket samfund. Alt for snævert. Man var ikke godkendt før efter fem generationer. Johannes V. Jensens beskrivelser er som taget ud af virkeligheden.«

Naturen var et plus blandt minusser, og det var også der »i hullet vest for Brande,« at unge Reinhardts opdagelsestrang fødtes.

»Vi var meget fattige, og så dyrker man eskapismen. Min bror var interesseret i stjerner, så han kiggede op, og jeg kiggede ned under kokasserne.«

Broderen blev senere astronom og opfandt en radio, man kan høre stjerneskud i.

Sexede søslanger

På Reinhardts kontor er væggene plastret til med postkort, billeder af børn, børnebørn og bjørnedyr. På tavlen hænger farvestrålende tegninger af den første opdagelse, det lille korsetdyr, som i anledningen af efterårsferien på Zoologisk Museum er blevet farvelagt af kreative børn med gul, blå og pink. I en træramme står hans første insektsamling – biller fra Tyrkiet og Iran.

For at gøre sine opdagelser umiddelbart forståelige har Reinhardt måttet udvikle en teknik til at lave modeller af de mikroskopiske dyr. Dyrene er blevet forstørret utallige gange og er nu repræsenteret i 3D i en glasblok, hvor bittesmå bobler agerer pixels. Bjørnedyr, kæbedyr og korsetdyr er blevet til smukke mønstre.

I samme lokale sidder en studerende, Henriette, og gennemser en prøve fra den omdiskuterede Galathea 3-ekspedition i sit mikroskop. Hun viser stolt et nyt bjørnedyr frem fra Solomonhavet.

»Jeg bliver så vred, når folk siger, at der ikke kom noget ud af Galathea 3,« erklærer Reinhardt. »Alle siger det. Der skulle jo helst komme et havuhyre op med det samme.«

»Hvis der står en i en våddragt og holder en havslange, er det sådan noget man filmer. Det er sexet. Problemet er, at det ikke er sexet at sidde og udsortere dyr, og at det tager lang tid. Men til gengæld kan jeg garantere for resultater!«

Den afskyelige snemand

Men hvad forventer du da at finde?

»Det er Livets Træ, det drejer sig om. Hvordan opstod livet, og hvordan udviklede det sig på jorden? Ser man på en globus, er det meste jo dækket af hav, og de fleste have er over 4.000 meter dybe, det vil sige, at cirka 60 procent af Jorden ikke er undersøgt.«

Men hvorfor blev det netop dig og de bittesmå dyr?

»Fordi det er der, der sker mest i dag. Meiofaunaen er the last frontier, og det tiltrækker mig. Jeg kunne da godt tænke mig at tage til Himalaya og finde den afskyelige snemand. Det er sikkert en orangutang, vil jeg tro.«

De største opdagelser venter dog i dybhavet.

»Og vi snakker om rigtig store opdagelser. Mest spændende er det helt nye. Det er en slags opdagelsesrejse at sidde med sit mikroskop og finde nye former for liv, som ikke er set før.«

Kæmpekrabber og skræmmeskrøner

Han viser mig hjemmevant rundt på sit museum og erklærer, at jeg ikke forlader stedet uden at have set hvalkælderen.

»Det får du simpelthen ikke lov til, det gør du altså ikke.«

Rejsen til kælderen går i zigzag ned gennem bygningen. Vi passerer reol efter reol med dyr i spritlage.

Han hilser på alle vi passerer. Her virker rart og lugter lidt af muld. En japansk kæmpekrabbe hænger i sin glasramme ved siden af store, trætte planter. På en tavle hænger et skrumpehoved, som Reinhardt guldtandsglimtende præsenterer som museets tidligere kurator. Og så når vi til det, han vil vise mig.

»Killer clams! Ja, de bliver ikke så store i dag, for de smager enormt godt.« Han slår armene ud i retningen af en kæmpemæssig muslingeskal med bølget kant.

Hvorfor hedder de sådan?

»Hvis en dykker stikker sit ben derind og den lukker i – så bliver han hængende. Jeg ved ikke om det passer, men jeg har hørt om en, der skar sit ben af, det ville han hellere end at drukne. Det er nok en skrøne som meget andet, men det er en god historie.«

Tilfreds fortæller han, at meget eksisterende viden hele tiden udfordres. Et nyligere fund af skeletter af dværgmennesker i Indonesien underminerer hidtidige antagelser om menneskets evolution. Blandt andet idéen om menneskers og chimpansers evolutionært helt tætte forbindelse.

»Dværgmenneskets hjerne er mindre end chimpansens. Og spørgsmålet er, om ikke dværgmennesket levede indtil for ganske nylig? Der florerer en historie om en lille glubsk bedstemor på de kanter. Der fortælles om små mennesker, som kom og tog børnene – og spiste dem. Og på præcis de øer har man nu fundet dværgskeletterne.«

Smilende tilføjer han: »Vores nisser var nok bare neandertalere.«

Hvalkælderens hemmeligheder

»Sesam, luk dig op!« Reinhardt taster koden til kælderen. Hvalkælderen er en gammel parkeringskælder, hvor bilerne har måttet vige for gigantiske skeletter. Skiltet på væggen formaner, at man ikke må røre ved knoglerne.

Reinhardt fortæller, at når en grønlandshval rasler med barderne, så lyder det som en raslen af gardiner, og at den første babyhval i knap 200 år er spottet i Diskobugten sidste vinter. Den sidst kendte unge kigger på mig med sine glasøjne. De harpunerede den og dens mor i 1843.

Reinhardt mimer hvalernes sang.

»Jeg synes, det er dybt fascinerende, at nogle af de mest intelligente dyr, der lever sammen med menneskene, har vi ikke lært at snakke med. Og jeg mener, det er menneskenes skyld.«

Mener du, at vi kommer til at kunne kommunikere med hvaler?

»Altså – det burde vi kunne!« Men det gider han ikke snakke mere om. I stedet spørger han, om jeg ved, hvor gammel en grønlandshval bliver. Det gør jeg ikke.

»Den sidste blev skudt i 1973, da jeg kom derop første gang, og så troede man, den var udryddet. I dag har vi over 3.000 dyr omkring Disko om vinteren, og vi ved ikke, hvor de kommer fra. Og her kommer rygterne så: da jeg var deroppe, blev der fundet en harpun i en af grønlandshvalerne. Den var dateret 1785, og der gik alle de her skipperskrøner om, hvor gamle hvaler blev, men jeg tænkte, at harpunen nok var blevet genbrugt.«

Skepsis blev dog hurtigt vendt, da en harpuneret hval fra Alaska viste sig at have en stenharpun i sit skind. Harpunen tilhørte en inuitkultur, der var uddød 200 år forinden.

Hvalen viste sig at være 211 år gammel.

»Det er helt vildt uhørt! Det er sikkert de hvaler, der var omkring Disko, som er stukket af, fordi der blev skudt for meget på dem. Jeg synes, det er sådan en fantastisk historie – og den er næsten rigtig. Det kan godt være, jeg overdrev lidt,« griner han.

Levende, frosne bjørnedyr

På vejen op fra kælderen støder vi på en kummefryser med skiltet: ’Indeholder levende, frosne bjørnedyr – Reinhardt’. Fra de største dyr til de mindste. Flere af prøverne er opbevaret i gamle Carte d’Or-bøtter.

»Dem her liver jeg op igen – de er i et stadie, hvor de kan genoplives. Det er derfor vi kan sende dem ud i rummet. Det er det, jeg får de fleste af mine forskningspenge til, fordi NASA og navnlig ESA er meget interesseret i det.«

Skal Mars da besættes af bjørnedyr?

»Nej! Det er mennesker, vi tænker på. Hvorfor kan de her dyr klare det, når vi ikke kan? Hvis man fryser mig ned, er jeg jo stendød, så hvorfor kan det her dyr så overleve? Vi kommer tættere og tættere på, og det er faktisk ikke så mærkeligt. Meget af vores væv kan nedfryses, så hvorfor ikke det hele?«

Jeg kender ikke svaret, så Reinhardt skynder sig at fortælle, at man for tiden arbejder på fryse rottehjerter ned, og at nedfrysning af menneskelige organer er lige om hjørnet. Hvad det betyder i forskerår, ved jeg stadig ikke.

En jyde i Grønland

Som videnskabelig leder af Arktisk Station 1976-1979 blev Grønland Reinhardts Møbjerg Kristensens nye hjem, og selv om byen Qeqertarsuaq/Godhavn var lille og naturen barsk, faldt han og familien godt til.

»Jeg passede så godt ind deroppe, fordi det var samme lille slags samfund, som hjemme i Jylland. På en eller anden måde vendte barndommen tilbage. Det var nok derfor, jeg overlevede så godt som jeg gjorde, mens andre gik ned på det.«

Hvad var hårdt?

»At alle kendte hinanden, intrigerne og sådan. Og så også, at der var så mange mennesker, der døde. Ens bedste venner er pludselig væk – man falder gennem isen, man forsvinder. Det er slet ikke noget, vi kender i vores samfund. Naturen er så barsk.«

Han fortæller om elværksbestyreren, som tog ud for to år siden og aldrig blev fundet; om arkæologen, der blev overfaldet af en isbjørn her i sommer; og om geolog-vennen, der gik for langt ind under en gletsjerfront, selv om isen lød forkert.

Helte, skurke og ansvar

Da jeg spørger ham, om der er noget, han er bange for, svarer han uden betænkningstid.

»Jeg er ikke bange for at miste mit eget liv. Døden har jeg set i øjnene så mange gange, at det ikke betyder noget længere. Men mit job kræver, at man er lidt bange. Så det, jeg frygter mest hos mig selv er, at jeg til sidst tror, jeg kan gå på vandet. Der er visse grænser, man skal lade være med at overskride. Jeg kan blive angst for at fejlvurdere mig selv og komme til at trække andre med ind i det.«

Derfor er hans helte også de historiske ekspeditionsledere, som, når de nåede det muliges grænse, forstod at vende om. De gode helte skilles let fra de onde ved deres varetagelse af ansvaret for deres medrejsende. Mistede de livet eller blot tæerne?

Den største af de største er Ernest Henry Shackleton, der måtte opgive at nå til Sydpolen som den første.

»Grunden til, at jeg beundrer ham, er, at han kun var 156 kilometer fra målet, men kunne se at det ville gå galt, så han vendte om for at hans ekspedition ikke skulle omkomme. Det er en mand, man må tage hatten af for.«

Superskurken finder han i briten Robert F. Scott, som skød en af sine mænd som straf for, at han havde spist sine snørebånd, da han var sultedøden nær.

Fortælletimen er slut. Skrøner og science – hvad er hvad? Det gør ikke indtryk på Reinhardt, da jeg fortæller ham, at det er svært for mig, at skrive om ting, han har hørt, som måske er rigtige. Han griner bare, og guldtanden glimter:

»Der er masser af skrøner, men der er næsten aldrig røg uden ild.«