Vi er bagud på vores klimamål, så vi må hellere ... slække på dem?!

I sin tale til World Economic Forum advarede FN’s generalsekretær om, at industrier og institutioner var i gang med at opgive deres klimaforpligtigelser. Det er desværre ikke kun sandt for Trumps USA, men også for vores eget universitet.

I 2021 vedtog KU et mål om at halvere sine CO2-udledninger fra 2018 til 2030. Dette mål blev vedtaget efter en lang kamp fra både ansatte og studerende, som arbejdede hårdt for at få KU til at tage klimaet seriøst. Men indtil videre har universitetet ikke kunne levere mere end én procent reduktion årligt. Problemet er bare, at vi ikke har 50 år til at indfri vores 2030-mål.

Jacob Graff Nielsen, der er sat i spidsen for at indfri strategien for bæredygtig drift, har i Akademikerbladet luftet idéen om at slække på målene. Men vi kæmpede ikke blot for at få et klimamål på papiret, men for at sikre, at KU faktisk lever op til sine løfter og lytter til sine egne klimaforskere.

LÆS OGSÅ: KU’s klimamål vakler: Stigende flyrejser truer grønne ambitioner

Løsningen er sgu da ikke at give op

Jacob Graff Nielsen påpeger, at laboratorierne står for en stor del af stigningen i CO2-udledningerne. Men når vi bryder tallene ned i de specifikke kategorier, er det tydeligt, at det ikke kun er laboratorierne, det drejer sig om.

Langt de fleste områder er ikke på rette vej. Men når man ikke er på vej, er løsningen ikke at give op. Den er at handle.

For at opnå den ambitiøse 50 procents reduktion inden 2030 kræves der langt mere end de 8-10 procent reduktioner i rejse- og kontorholdsudledninger, som KU har præsenteret for perioden 2018-2023. Navnlig når de skal modregnes udledningerne fra laboratorier, kantiner, bygninger og it, som alle er steget i samme periode.

Det er et svigt, at KU ikke har taget sine klimamål seriøst. Når KU ikke kan omstille sin kernedrift, viser det, at universitetet ikke har haft den nødvendige politiske vilje til at tage de svære valg. Det eneste sted, hvor reduktionerne har været tilstrækkelige, er på energiforbrug hvor den højere andel af vedvarende energi i den nationale energiforsyning har trukket ned i KU’s samlede udledning.

Det eneste sted, hvor det rigtigt er lykkedes for KU, er med andre ord der, hvor KU intet selv har gjort.

Vi kan ikke nøjes med lette løsninger

KU har et kæmpe potentiale for at drive den grønne omstilling. Vi har landets bedste hoveder, der står klar til at levere grønne løsninger til verden. Det kræver bare, at universitetet tør satse på den grønne forskning og får sat klimakrisen på pensum, så fremtidens forskere og beslutningstagere er klædt på til at se krisen i øjnene. Men det klinger hult, hvis universitetet ikke kan tage konsekvensen af sin egen forskning og handle på sine egne klimamål

Jeg er sikker på, at der findes masser af indsatser, man kan sætte i søen derude. De er bare mere indgribende end at skrue en grad ned for varmen eller sætte energiisolerede ruder op. De kræver, at man rent faktisk prioriterer det grønne højt, også når det gør ondt. For der er grundlæggende brug for en kulturforandring, hvor universitetet, ligesom alle andre institutioner i samfundet, trækker mindre på vores fælles ressourcer og bidrager mere til dem.

Den verden, vi finder os selv i i disse år, er et kaotisk sted. Det sidste, vi har brug for, er, at de, der havde lovet, de vil gøre noget for klimaet, bakker ud i samme øjeblik, det bliver svært. Vi studerende har vist vores engagement med underskriftsindsamlinger, demonstrationer og konstruktivt arbejde lige fra kantineudvalg til universitetsbestyrelsen.

Hvor meget mere har ledelsen brug for at se, før de ved, at vi er seriøse og ikke vil lade dem slippe afsted med at opgive de grønne ambitioner? Vi er klar til at tage aktiv del i de nødvendige forandringer. Men det kræver, at universitetet også tager ansvar og handler på sine klimamål.