Vi er stadig langt fra ligestilling på KU

Vi er to studerende fra to af Danmarks mest socialt skæve uddannelser.

Emma læser psykologi – Danmarks syvende mest socialt skæve studie. For hver gang der sidder én studerende i forelæsningssalen med forældre uden en længere videregående uddannelse, sidder der måske ti med.

Nicoline læser statskundskab – hvis tal, måske ikke mod forventning, ser endnu mere skæve ud. Det er nemlig den mest socialt skæve uddannelse i hele Danmark. Her har akademikerbørn 23 gange så store chancer for at opnå en kandidatgrad som børn af ikke-akademikere.

Det vil i praksis sige, at der kun er nogle få studerende per hold, der ikke er vokset op i et akademisk hjem. Det mærker jeg, Nicoline, tydeligt i min hverdag.

Ude på det dybeste vand

Ofte forsøges disse tal reduceret til et spørgsmål om, hvem der har gjort sig mest umage. At de, der har klaret sig bedst i gymnasiet, ’fortjener’ at være på universitetet. Vi er sikre på, at vi alle er enige om, at vi gerne vil ende med kompetente færdiguddannede både psykologer, kirurger og økonomiansvarlige.

Men når tallene er systematisk skæve, er der altså ikke bare tale om, at det er de mest arbejdsomme, der kommer ind. Der er tale om et fænomen, hvor nogen har bedre forudsætninger med hjemmefra – forudsætninger, man ikke nødvendigvis kan tilegne sig i hverken grundskolen eller gymnasiet.

Som to, der er vokset op med blandt andet førtidspensionister, fængselsindsatte og voldsramte tvangsfjernede og ikke ligefrem har fået den universitære tankegang og selvtillid ind med modermælken, kan vi nikke genkendende til følelsen af at være ude på det dybeste vand, når det kommer til universitetets univers.

Tankerne om ikke at søge ind – ikke fordi, man ikke kunne følge med fagligt, men fordi man ikke tænkte, der var plads til en, var reelle tanker, der fyldte for os. Følelsen af ikke helt at høre til, selvom man kan være ansat som instruktor og være førsteforfatter på forskningsartikler, hænger stadig ved.

Oven i det fylder blandt andet bolig og økonomiske udfordringer så meget, at sociale fællesskaber er noget, der virkelig skal kæmpes med overskuddet for at skabe plads til.

Der er mere, KU kan gøre

Heldigvis er der meget, universitetet kan gøre.

Ulighedsbevarende processer forstærkes, når studerende ikke får en ordentlig introduktion til, hvordan man tackler den akademiske opgave, og når feedbacken halter, efter den er afleveret. Når universitetet samtidig prioriterer placeringer på internationale forskningsranglister højere end kvaliteten af undervisningen, bliver de sociale og faglige forskelle større.

Alligevel mener vi stadig, der hviler et ansvar på universitetets skuldre

Selvfølgelig må vi erkende, at en stor del af grundlaget for uddannelsesvalg er noget, der sker længe før, ansøgningen bliver sendt afsted til KU. Alligevel mener vi stadig, der hviler et ansvar på universitetets skuldre.

Vi er dem, der på tæt hold mærker, når der kun sidder akademikerbørn i forelæsningssalen, og bliver pinligt bevidste om, at de liv, som dem vores familier har levet, primært er nogen, de andre har læst om i bøger. De liv bliver til ’specielle cases’, der skal analyseres i psykologiundervisningen, og til røde tal i statskundskabernes økonomiopgaver.

Folk dropper i højere grad ud, hvis de er fra arbejderklassen. Og vi synes desværre for nuværende, det giver god mening. Hvis universitetet vil fortsætte med at skåle for inkluderende milepæle, må vi sammen gøre KU’s ambitioner om lige adgang og socialt inkluderende fællesskaber til virkelighed.

Det sker ved inddragelse af de minoriteter, som oplever barriererne på egen krop. Derfor er strukturer som Studenterrådet essentielt for reel, transformativ forandring. Vi har demokratisk valgte repræsentanter på alt fra fag-niveau til hele universitetet, der netop kan hjælpe KU på rette vej.