Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Vi går frivilligt

FRATRÆDELSESORDNINGER – 255 KU-ansatte indgik aftale om frivillig fratrædelse med deres leder forud for den igangværende fyringsrunde. Vi har talt med de tre.

I disse dage deles der fyresedler ud – præcis 209 styks. Men endnu flere har valgt at gå selv. I en såkaldt afværgeperiode har KU-ledelsen tilbudt frivillige fratrædelsesordninger til sine medarbejdere afhængig af deres anciennitet. Dem er der mange, der har takket ja til. Vi har spurgt tre af dem hvorfor.

Kasper Funch, 47, fuldmægtig, Koncern-it, Drift og Support

Kasper Funch startede på KU i 1994 som studentermedhjælp. Han stopper 30. september 2016 med 6 måneders løn.

DEN ENE DAG er jeg rædselsslagen over min beslutning, den næste er jeg fuld af gåpåmod. Jeg har overvejet et jobskifte rigtig længe, så min beslutning handler ikke om besparelserne. Jeg har været på KU uafbrudt siden 1994, hvor jeg startede som studentermedhjælp, og nu er det på tide at prøve at finde et job, hvor jeg bruger min uddannelse i film- og medievidenskab og oldtidskundskab. Jeg vil gerne ud og undervise i gymnasiet.

MIT JOB HAR udviklet sig til at være todelt. Jeg overtog ansvaret for universitetets store fælles softwarelicensaftaler fra en souschef i år 2000. Jeg blev fastansat som fuldmægtig i 2005 og har haft kommunikationsopgaver i afdelingen hele vejen igennem, jeg er for eksempel nyhedsredaktør på vores intranet pt. Jeg er rigtig glad for mine arbejdsopgaver, kollegaerne og samarbejdet med fakulteterne. Jeg ser ikke mig selv som en Nørregadetype, men som en ansat på Københavns Universitet. Det er fedt at gøre noget godt for KU, og jeg er stolt af de resultater, vi har lavet.

MEN DER HAR været dage, hvor jeg ikke har været glad for at komme på arbejde, og dem er der blevet flere af. Så min fratrædelsesaftale har også nogle politiske årsager. KU har været gennem en rivende udvikling, og it-området er vokset enormt de seneste 7-10 år. Afdelingen har fået ny ledelse, og jeg har oplevet både personligt og blandt kollegaer, der har været her endnu længere, at de nye ledere ikke altid har øje for de erfarne medarbejderes store kompetencer. Det er ikke en anerkendende ledelsesstil.

»Der er mindre tid til at være kreativ. Alt det, der er KU’s sjæl«

DER ER KOMMET ET MÅLETYRANNI, og vi har fået nogle ret rigide arbejdstidsregler. Tidligere var vi mere selvstyrende, i dag skal arbejdet tilrettelægges på en måde, hvor alt skal passe i kasser, det skal være en service, det skal kunne måles. Vi har fået en masse KPI’er (key performance indicators, red.), og det går der en masse tid med, som fjerner fokus fra det egentlige – at vi faktisk er mennesker, og at vi arbejder med mennesker. Ikke maskiner. Selvfølgelig skal man levere, men når det formalistiske er det eneste saliggørende, levner det ikke plads til kreativitet og alt det sjove og nye – alt det, der er KU’s sjæl.

NÅR FOLK SPØRGER hvad jeg nu skal lave, må jeg svare, at der er over syv måneder til jeg forlader biksen. Men at jeg nu vil søge stillinger, hvor jeg rent faktisk bruger mit speciale. Samfundet har vel også fortjent, at jeg bruger min uddannelse. Jeg har et lille firma ved siden af, hvor jeg tager ud og spiller som deejay og udlejer lydudstyr. Det er min plan B. Med godtgørelsen er jeg ikke afhængig af en indkomst lige med det samme, og mine private forhold gør, at en eventuel periode uden fuldtidsarbejde ikke får de helt store økonomiske konsekvenser.

DET DER GØR MEST ondt er at skulle sige farvel til kollegaerne. Vi er 130 i afdelingen, og jeg har et godt personligt forhold til langt de fleste. Men jeg rejser jo ikke til Langtbortistan – og jeg ved, hvor fredagsbaren ligger.

Malene Egemark Clausen, 37, studieadministrativ medarbejder, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Malene Egemark Clausen har været ansat på KU siden hun begyndte som kontorelev i 1997. Hun stopper 30. september 2016 med seks måneders løn.

JEG HAR VÆRET PÅ KU, siden jeg startede her som kontorelev i 1997. Jeg har været ansat på SAMF i alle årene, først i dekansekretariatet, så i journalen, og siden har jeg været med til at starte studenterekspeditionen op fra begyndelsen, de sidste 10 år har jeg haft ansvar for optag af full-degree studerende. I dag arbejder jeg i igen i studenterekspeditionen på Kommunehospitalet. Her kom jeg tilbage til efter en kort sygemelding med stress sidste forår.

JEG HAR INDGÅET AFTALE om frivillig fratrædelse, fordi det var en mulighed, der bød sig. Jeg har længe tænkt over, om det var meningen, at jeg skulle være på KU altid, men jeg kunne ikke rigtig blive enig med mig selv. Jeg fik faktisk et nyt job i 2008 og brugte tre dage på at græde, så der var tidspunktet ikke rigtigt for mig. Men i dag er jeg klar til at lukke den bog – for nu. Jeg smækker ikke med døren.

JEG HAR ALTID TÆNKT, at jeg gerne ville have barsel, mens jeg var på KU, og for fire år siden fik jeg så min søn. Siden jeg kom tilbage fra barsel, har jeg trængt til et skinnebensspark, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg har brug for en bagkant for at rykke. Jeg kunne godt søge videre, mens jeg fortsatte her, men jeg har brug for et puf. Nu så jeg så muligheden og besluttede at gribe den.

»Som HK-tillidsrepræsentant har jeg set, hvor meget, der er blevet strammet op gennem årene«

DET ER NEMMERE AT få nyt job som 38-årig end som 45-årig, tænker jeg. Det er ikke fordi, det er en meget lukrativ økonomisk fratrædelsesordning, men det giver mig alligevel mulighed for at gå hjemme året ud, hvis jeg ikke skulle lande et nyt drømmejob lige med det første. For mig er det et godt tidspunkt i livet at tænke mig godt om. Men jeg trykkede først send fem minutter i 12, for jeg ville være helt sikker på, at jeg havde været hele vejen rundt.

GENNEM MINE 19 ÅR PÅ KU har stedet ændret sig helt enormt. Som medarbejder og mangeårig tillidsrepræsentant for 30 HK’ere og stedfortrædende fællestillidsrepræsentant har jeg været vidne til, at der er strammet ret meget op. Der er kommet en helt ny ledelsesstil. Som KU er stykket sammen i dag, er efter- og videreuddannelse sjældent en reel mulighed. Der er mange, der får nej, fordi de ikke kan undværes i det daglige. Det er svært for HK’ere at komme videre, og jeg føler, at mine udviklingsmuligheder på KU er udtømt.

JEG SKAL IKKE ud og købe nye sko og tasker for min godtgørelse. Jeg er enlig forsørger, og jeg ejer min lejlighed. Men jeg synes at mit udgangspunkt er fordelagtigt: Jeg er ikke desperat, og jeg har god tid til at lede efter det rigtige job. Lige nu søger jeg kun stillinger, der ser vildt interessante ud, og hvor jeg igen kan blive udfordret. Men det kan jo være, jeg bliver nødt til at sænke barren. Det er en helt ny verden for mig, der skal til at skrive ansøgninger og udforme et cv. Jeg har jo været på KU altid.

JEG KOMMER TIL at savne mine gode kollegaer helt enormt.

Steen Madsen, 65, programmør, Retsmedicinsk Institut

Steen Madsen startede på KU i 1995. Han stopper 28. februar 2017 med tre måneders løn.

JEG BLEV ANSAT til at lave et helt nyt edb-system til Retskemisk Afdeling. Det var en fantastisk spændende opgave at få, fordi det skulle kunne rumme alt – lige fra vi fik blodprøverne op til resultater, vurdering, udskrivning og endelig erklæring. Det har været et ret omfattende og super spændende arbejde, hvor jeg fik lov at lave det hele fra scratch.

JEG HAVDE VÆRET ledig i en periode og søgte med lys og lygte. Da jeg så blev vækket en mandag morgen klokken 7 med et opkald fra Retsmedicinsk Institut, nåede jeg at tænke tusind ting, inden det gik op for mig, at der var tale om et jobtilbud og at ingen var døde. Jeg havde glemt, at jeg havde søgt jobbet. Men jeg fik det, og det var dejligt. Især fordi jeg i mange år arbejdede meget tæt sammen med dem, der skulle bruge systemet. Det har jeg lagt stor vægt på.

JEG ER STADIG GLAD for mit job, men arbejdets indhold er ikke helt så interessant længere. Mit system er de seneste 3-4 år blevet erstattet af et nyt system. Så nu sidder jeg og trækker data fra mit system, der er trods alt data tilbage fra sluthalvfemserne og op til 2013. I øjeblikket er jeg i gang med at analysere de erklæringer, der er relevante for forskningen – fra fx narkomaner og ofre for overgreb – så de kan indgå i ph.d.-afhandlinger i anonymiseret form.

»I dag står der robotter, hvor der før var mennesker«

TINGENE HAR FORANDRET sig meget gennem årene. Da jeg startede herinde, var der 40-50 laboranter. I dag er der under det halve, for der står robotter de fleste steder, hvor der før var mennesker. På kontoret var vi fire dengang, nu er der én. Kravet om effektivitet er meget skarpere nu end tidligere, konkurrencen med de andre retsmedicinske institutter er blevet hårdere, og nu kommer der så de nye besparelser oveni.

DE SIDSTE PAR år har jeg egentlig gået og tænkt ’gad vide, hvornår der er en, der prikker mig på skulderen og siger ’Steen, vi skal lige snakke sammen. Vi har ikke rigtig noget job til dig mere’. Og det er ikke nogen særlig rar følelse. Derfor var timingen god – nu slipper jeg for den usikkerhed.

DET PASSER I MIT KRAM som fod i hose at blive her indtil den 28. februar 2017, og så går jeg på pension. Nu har vi en dato at planlægge ud fra, og det er jo rart at kende lidt af fremtiden. Jeg glæder mig til at vækkeuret ikke ringer 4:50 hver morgen. Jeg bor i Roskilde, men jeg tager tidligt hjemmefra. Jeg har mødt min kone herinde til en julefrokost. Hun arbejdede som laborant, men i dag er hun førtidspensionist.

KONEN OG JEG er enige om, at jeg ikke bare skal gå hjemme og kukkelure. Jeg kunne godt tænke mig måske at undervise på VUC i edb. Eller lave noget frivilligt arbejde, selv om det nu kunne gavne vores økonomiske situation, hvis jeg havde lidt arbejde ved siden af pensionen. Men ellers skal jeg gå nogle lange ture, og måske det også lykkes at overbevise fruen om, at vi skal have en hund.

gbg@adm.ku.dk

Seneste