»Vi har hjerne og testikler«

»Halalslagteren i Istedgade har et skilt i vinduet med den æggende sætning ‘Vi har hjerne og testikler’. Så kommer jeg til at tænke på PH.«

Sådan cirka sagde litteraturprofessor Hans Hertel under et Poul Henningsen-seminar i 2006. Begivenheden var en stor succes – 17 universitetsfag deltog, og folk udefra vrimlede til. Siden har Hans Hertel brugt sin tid på at bearbejde stoffet, der vil forene forskning og formidling. Resultatet foreligger nu som et delikat tobindsværk, en biografi og en antologi, der samler 42 meget forskellige debatindlæg.

»Megen akademisk prosa er tør som sandpapir og kedelig indtil det strafbare,« mente Poul Henningsen.

Synd han ikke fik lov at læse Hans Hertels mammutværk om hans virke, der er gjort efter alle de akademiske dyder og er endt som en veritabel eksplosion af liv, leg og læring.

»Man skal næppe bruge den sædvanlige bemærkning om, at der bliver tomt efter ham. Det vil sprælle og myldre efter ham længe endnu,« skrev Informations Børge Outze i sin Henningsen-nekrolog i 1967. Yes sir. Tættere på et nationalt megabrand kommer vi næppe – multitalentet havde også selv næse for brand value, fx når han sendte sine kassedrager til himmels bemalet med kæmpeversalerne PH.

I levende live skabte han selv de fleste storme, men der har stået blæst om Poul Henningsen i et langt og også broget efterliv, hvor forskellige interessenter skiftevis har heroiseret ham og mulet hans eftermæle. I 1986 blev PH helgenkåret i Paul Hammerichs muntre Lysmageren, og når der truttes til værdikamp i Danmark, flokkes toneangivende debattører om at tage ham til indtægt for deres sag. Hans Hertel fortæller, at han med sine bøger har villet afmytologisere Poul Henningsen og vise ham som han var i al sin viltre sammensathed.

Et moderligt råd

Én eneste anekdote har sneget sig ind i biografien, men kun fordi Poul Henningsen selv har fortalt den, siger Hans Hertel, der som forsker holder sig til nagelfaste, skriftlige kilder. Gode historier af tvivlsom oprindelse eller som findes i forskellige versioneringer, er ude.

Poul Henningsen fortæller, at han under sin medvirken i Cirkusrevyen i 1954 besøgte sin gamle mor, forfatterinden Agnes Henningsen, mellem to aftenforestillinger, og at følgende dialog fandt sted:

– Poul, hvor ser du godt ud i dag.
– Jo, men jeg er også sminket, mor.
– Så bliv ved med det, min dreng! Du behøver jo ikke sige det til nogen.

»Den teatersminke bruger jeg, lidt polemisk, som symbol på de mange mennesker, der siden har smurt alt muligt på PH for at få ham til at fremstå, som de gerne ville. Min opgave har været at afsæbe ham, for tiden var inde til et uhildet, kritisk eftersyn af manden uden myterne,« siger Hans Hertel, der af samme grund er gået uden om kærlighedshistorierne.

»Jeg er ikke hoppet op i høstakken til ham.«

Kæphøj kontroversialist

Hans Hertel serverer varm mælk til stærk kaffe og croissanter i sin cool hjørnelejlighed ved Kongens Have, der er usædvanligt bohemeagtigt indrettet i betragtning af, at professoren er emeritus og født i 1939.

Ifølge Hans Hertel, som har været PH’s kæmpearkiv på Det Kgl. Bibliotek igennem med teske, var Poul Henningsen en Rasmus Modsat fuld af selvmodsigelser:

»Han var det englænderne kalder a controversialist, og når man læser ham samlet, finder man stor slingrekurs. De fleste portrætter har rettet ham ud, så udsving og skyggesider er glattet bort. Selv sagde han ‘Folk siger jeg render med trekvart vind – men den sidste kvarte overlader jeg gerne til pedanterne’.«

»Problemet er, at tit rendte han bare med en ottendedel vind. Faktisk sagde han meget sludder og vrøvl. Meget af det, der ligger forud for hans egen tid forkastes som formørket, snerpet og ubrugeligt.«

Hans Hertel kæder det hullede historiesyn sammen med Poul Henningsens sparsomme skoling: Han var ikke særligt læsende og nærmest autodidakt. Uddannet bygningskonstruktør fra Nørrebros Tekniske skole, og så havde taget et kursus på Polyteknisk Læreanstalt. That’s it.

»Men han havde en snurrig hjerne og en fantastisk evne til at suge til sig, så han blev en vægtig kulturkritiker. Han var myreflittig, og hans output er enormt, selvom han selvfølgelig primært er kendt for sine få bygningsværker, sangene og sine lamper.«

»Lamper, som vores kære universitet altså er nødt til at pille ned, fordi de ustandselig bliver stjålet og går som varmt brød på hælermarkedet,« tilføjer Hertel tørt, og Deres udsendte kommer i tanke om en utidig afsæbning, da en australsk ven engang under et besøg i København spurgte: Hvorfor hænger den grimme lampe i alle danske hjem?

Frodigt letsind og antitotalitært frisind

Poul Henningsen havde altså nosser?

»Ja i allerhøjeste grad, og jeg tænker ikke bare på hans polygame kærlighedsliv. Han havde det, vi på moderne dansk kalder cojónes: mod til at oplyse, frisætte og kræve kvalitet på alle felter. Mod til at blande sig, gå mod strømmen, tage tævene og holde hovedet koldt og højt.«

Poul Henningsen krævede først og fremmest frihed og kvalitet til borgerne og forbrugerne. Rap i replikken var han jo, når han om småborgerlighed, reklame og pop i enhver afskygning spruttede: spækhøkerkultur, tyrolerpip, bænkevælling, sypigedrømme, slipsedannelse.

Da man ikke finder stringent sammenhæng i Poul Henningsens idiosynkrasier, opfatter Hans Hertel ham først og fremmest som kunstner – også når han skriver journalistisk kulturkritik. Værket er omfattende, og jeg spørger Hans Hertel, hvad han vil fremhæve.

»De små genistreger er for det første tidsskriftet Kritisk Revy 1925-1929, der fik kolossal indflydelse på arkitektur, design og samfundsdebat. Den anden er hans ultramoderne Danmarksfilm fra 1935, bestilt af udenrigsministeriet i 1932. Det er en meget original film, som viser et stort visuelt talent,« siger Hans Hertel om filmen, der blev hamret ned af kritikken, især den borgerlige presse. Under filmens tilblivelse blev landet ramt af en heftig nationalismebølge efter Hitlers magtovertagelse, og danskerne ønskede sig en mere nationalromantisk fremstilling af landet end Poul Henningsens.

»Den tredje er hans revyfornyelse, der viser en fantastisk evne til at ramme et mundtligt talesprog, og som har givet os evergreens som Ølhunden glammer og Man binder os på mund og hånd,« siger Hans Hertel og minder om, at andre af hans viser under besættelsen gør grin med danske opportunister og blev opført i Dagmarteatret, som lå lige under besættelsesmagtens hovedkvarter i Dagmarhus ved Rådhuspladsen. Derfor protesterer Hertel, når flere kritikere – som Jesper Langballe, der også bidrager til antologien – kalder Poul Henningsens frisind totalt gratis.

»Det var livsfarligt! I september 1943 måtte PH flygte til Sverige, hvor han blev del af et frodigt emigrantmiljø. Han var sejlet over i en farlig robåd og kom hjem med en masse nye ideer og gik op imod herskende holdninger i hidsige debatter om retsopgør, udrensning, flygtningepolitik, kommunismens afhængighed af Sovjetunionen og om fornyelsen af demokratiet efter krigen. De år efter hans hjemvenden blev hans finest hour,« siger Hans Hertel og tilføjer, at disse debatter hver på sin måde gjorde Henningsen meget upopulær.

»Det krævede et stort mod og mange kræfter. Men mange har fikserede holdninger til Poul Henningsen og mener, at han ikke risikerede noget. Man kan ikke skrue gevind på Jesper Langballe, som på trods af alle kilder bliver ved at hævde, at Man binder os … handler om erotisk frisættelse. Men det er en listig frihedssang, og sådan blev den spontant modtaget af publikum.«

Gravrøvere i lange baner

»Mange vil gerne have del i lyset fra PH’s lampe,« siger Hans Hertel, som finder det kuriøst, at det i dag er Dansk Folkeparti, der påstår at repræsentere Poul Henningsens frisind og religionskritik.

»Det er naturligvis, fordi de bruger ham til at punke en etnisk minoritet med. Men der er den sandhed i det, at kulturradikalismen har haft et blindt punkt med religion. Der er siden kommet et omslag, hvor kulturradikale forsvarer folks ret til at have en religion i fred. Og i dag er det omvendt et parti med to dominerende præster, der slår et slag for religionskritik, men altså kun til antimuslimsk side,« siger Hans Hertel, der mener, at man godt kan bruge Poul Henningsen til at illustrere det omsving, for han havde ikke megen sans for religion, og han stod for en religionskritik, som Hertel kalder ‘fladpandet’.

»Men Poul Henningsen siger jo samtidig, at demokratiet kan kendes på, at det forsvarer oppositionen og minoriteters interesser imod at blive majoriseret.«
Meningerne om Poul Henningsen har været vildt delte og svingende, og Dansk Folkeparti er ikke de eneste, der har forsøgt at tage ham til indtægt:

»Poul Henningsen er en bred figur, der er kommet på frimærke, er blevet nationalhelt og her 45 år efter hans død er der mange, der gerne vil bruge hans åndelige kapital til egne formål,« siger Hans Hertel, der er træt af for 117. gang at gisne om Poul Henningsens holdning til Muhammedkrisen:

»Jeg har hverken mandat fra hans enke eller genfærd til at udtale mig på hans vegne.«

Andre har været af en anden holdning. Efter at have svinet ham til i 80 år, hævdede Jyllands-Posten at have Poul Henningsen på sin side, fordi han gik ind for ubegrænset ytringsfrihed.

Men de mange gravrøverier viser i alt fald, at Poul Henningsen også har haft sine modstanderes respekt, mener Hans Hertel.

Pædagogen og eleven der blev biografist

Hvorfor blev det dig … og ham?

»Jeg har diskuteret med ham. Den dag jeg blev student i 1957, trykte Politiken en kronik af mig, der kritiserede velfærdsstaten og var præget af mine forældres konservatisme. Poul Henningsen reagerede i et indlæg under overskriften ‘Studenten og velfærdsstaten’, hvor han i venlige toner påpegede det ulogiske i at jeg, der blev student i kraft af udvidelsen af uddannelsesapparatet, nu vendte mig mod velfærdsstaten. Han skrev drillende, at kun en forkælet ung mand kan finde på at kritisere forkælelse.«

Der ramte Henningsen plet, synes Hans Hertel, der smilende fortæller at han i PH’s arkiv er faldet over et takkebrev, han selv senere skrev, der kvitterer for den venlige belæring:

»Og så svarede han sødt tilbage, at han udmærket huskede vores diskussion, og at det glædede ham at have været til nytte.«

Som pædagog var Poul Henningsen utrættelig. Hele livet lagde han kolossale kræfter i arbejdet for at forklare nye tanker for sine læsere, når han skrev i Kritisk Revy, Politiken, Information, Social-Demokraten eller forbrugerbladet TÆNK. Han asede også ustandselig ud til lokal- og partiforeninger, fagbevægelsens lokalafdelinger, kvindegrupper, husmoderforeninger, gymnasier, højskoler og forbrugerbevægelsen – altid på farten med sine ideer om samfundets fornyelse og tankens frisættelse, fortæller Hertel.

Du ville meget gerne have mødt ham, siger du. Hvis Henningsen kom til kaffe, hvor ville du så begynde?

»Jeg tror, jeg ville tale med ham om hans sene pessimisme, der blev meget drastisk. Han siger sådan noget vanvid som at demokratiet i tresserne er mere truet af reklame og industri, end det var under Hitler. Jeg vil sige, at han blev alarmistisk på sine gamle dage, hvor han påstår, at det kun er den nyeste avantgardekunst, der kan redde os. Han siger direkte, at demokratiets situation kan aflæses på befolkningens holdning til den nyeste kunst,« siger Hertel og spørger:

»Men hvem forstår det, der laves ‘af de få for de få’, som han siger? Han pantsætter demokratiet hos kunsten, og det synes jeg ikke fører nogen vegne hen. Det ville jeg gerne diskutere. Men han var så stædig, navnlig i de senere år. Hans aversion mod småborgerligheden rev ham med, og hans idiosynkrasier kom til at virke som foragt, så hans provokationspædagogik blev kontraproduktiv og kom til at grave grøfter og kulturkløfter.«

Og hvad kan man så bruge PH til nu – 45 år efter at han slukkede sin sidste smøg?

Hans Hertel mener, at selv om man ikke kan ane, hvad han ville have ment i dag, så er der masser af inspiration i hans provokationer.

»Man kan stadig bruge ham til at kæmpe imod alt, hvad der binder os på mund og hånd. Tænk på terrorlovgivningen, der terroriserer os, på hvordan vi affinder os med totalovervågning og på, hvordan embedsmænds ytringsfrihed er truet. Her og mange andre steder kan vi hente krudt og kugler hos ham.«

gbg@adm.ku.dk