Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

»Vi sidder i en bil, der kører med 200 km/t ud over en skrænt, og der er ikke nogen, der stopper den«

Klimastrejke — Hundredvis af KU-studerende dropper undervisningen fredag den 15. marts for at demonstrere for klimaet. Ifølge fire arrangører handler klimastrejken ikke kun om at hanke op i politikerne. Den handler også om at få mere klimaundervisning på pensum – af den type, der nedbryder faggrænser og peger på løsninger.

Fredag den 15. marts vil mange klasselokaler på Københavns Universitet i bedste fald være halvfulde.

I stedet for at tage til undervisning vil studerende fra forskellige uddannelser stimle sammen og strejke for klimaet – både på SCIENCE-fakultetet, CSS og KUA. Dermed melder den globale FridaysForFuture-bevægelse for alvor sin ankomst på Københavns Universitet.

Det betyder dog ikke, at universitetet bare er en belejlig ramme om demonstrationen. De studerende bag strejken retter nemlig ikke kun deres frustration mod det politiske system, som de siger til stadighed forsømmer at handle, de kræver også mere af den undervisning, de får på universitetet.

»Jeg tror, der er en generel følelse af, at der ikke undervises nok i klima på alle fakulteter og på alle institutter,« siger 24-årige Frederik Baun Christensen, der studerer samfundsfag og er medlem af SIMA, en studenterforening, der »arbejder for at skabe flere klimarelaterede aktiviteter på CSS«.

Ved siden af Baun Christensen sidder et andet SIMA-medlem, den 22-årige psykologistuderende Marie Skovbye, samt Oskar Munk Kronik og Elvira Borgman, der begge studerer naturressourcer med specialisering i miljøvidenskab. De har alle været med til at sørge for, at hundredvis af KU-studerende den 15. marts vil droppe undervisningen – og det er der et signal i.

Signalet er, siger de, at klimaspørgsmålet bør blive en mere fremtrædende del af undervisningen på universitetet. Derfor vil klimastrejken ikke kun byde på bannere og skilte med slagord om en grønnere planet, der vil også være »alternativ undervisning« fra en række foredragsholdere.

Nogle gange møder man folk på universitetet, der ikke synes, klimaundervisningen hører til det samfundsfaglige. Det er vi meget uenige i. Vi synes ikke bare, vi kan klatte det hele hen på SCIENCE.

Marie Skovbye, Psykologi

Fokus vil blandt andet være på de konkrete løsninger, som de studerende savner i undervisningen.

»Jeg sidder tit med en følelse af, at man forventer, det er os studerende, der skal komme med løsningerne, men hvis man kigger tilbage på de kurser, vi har haft, og kigger på den værktøjskasse, vi har fået, så må jeg fortsat spørge: Hvordan skal vi gøre det?« siger Elvira Borgman.

Hvem andre end os?

Timingen for klimastrejken er ikke tilfældig. Den kommer i forlængelse af en sand bølge af strejker, der har ramt snart sagt alle afkroge af kloden, hvor unge mennesker i protest over politikernes fodslæben har skippet undervisningen – i skoler, på gymnasier og på universiteter.

Det hele startede, da den nu 16-årige svensker Greta Thunberg ene pige satte sig ud foran Rigsdagen i Stockholm, kun bevæbnet med et skilt: »Skolstrejk för klimatet,« havde hun skrevet på det.

Senere formulerede hun den basale præmis bag strejkerne, blandt andet over for Danmarks Radio: »Hvorfor skal jeg gå i skole for at studere til en fremtid, som måske snart ikke findes?«

De fire studerende siger, at de oplever den samme frustration som den unge svensker:

»Vi sidder i en bil, der kører med 200 km/t ud over en skrænt, og der er ikke nogen, der stopper den. Det er ret absurd,« siger 23-årige Oskar Munk Kronik.

Det, de studerende kan gøre, siger han, er at bruge deres lokale ståsted på universiteterne til at rette en kritik mod det politiske system, men altså også mod universiteterne selv.

Frederik Baun Christensen uddyber:

»Selv om vi har haft den nødvendige viden længe, er klimabevægelsen noget, der virkelig er taget til i de sidste to år, så det er derfor, at vi råber op nu. Det tager tid at ændre universitetets struktur, og det tager tid at ændre undervisningen og pensum, men det er det, der skal til.«

»Det kan godt være, at forandringerne sker langsomt på universitetet,« indskyder Elvira Borgman. »Men universitetet er jo også det sted, hvor ny viden og dermed forandringer udspringer. Hvis ikke det er os, der skal løse problemerne, hvem er det så?«

Skal ikke ’klattes’ af på SCIENCE

Netop de konkrete løsninger har Borgman indtil videre savnet på sin uddannelse. Men det er ikke det eneste: Hun siger også, at undervisningen bør blive mere tværfaglig.

Det er en absurd krise, vi står i, for vi har løsningerne, men vi tager dem ikke i brug.

Oskar Munk Kronik, Naturressourcer

Det er alle rundt om bordet enige om. De har samme mission, men vidt forskellige tilgange som repræsentanter for i alt tre fag og to fakulteter. De siger også, at ansvaret ikke kan tørres af på de uddannelser, der i selve deres essens handler om klima og miljø.

»Vi har oplevet rigtig meget støtte, også fra ledelsen på SAMF, men nogle gange møder man folk på universitetet, der ikke synes, klimaundervisningen hører til det samfundsfaglige. Det er vi meget uenige i. Vi synes ikke bare, vi kan klatte det hele hen på SCIENCE,« siger Marie Skovbye.

Hvorfor er I uenige i det?

»At redde hele vores klode handler også om at ændre nogle større strukturer, ligesom vi skal helt ned på individplan og arbejde med, hvordan den enkelte oplever de her klima- og miljøforandringer. Hvordan hjælper vi bedst individet med at ændre sine vaner og blive en del af et andet samfund? Det er en kulturændring, der skal til.«

»Det vil jeg gerne støtte totalt op om,« siger Oskar Munk Kronik, mens han læner sig ind over bordet.

»Det er en absurd krise, vi står i, for vi har løsningerne, men vi tager dem ikke i brug. Det er jo ikke, fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre. Derfor er vi også nødt til at se på, hvordan vi har indrettet vores samfund og hvilke økonomiske strukturer, der er med til at understøtte den fossile energisektor.«

Ifølge Frederik Baun Christensen kan de samfundsvidenskabelige uddannelser særligt bidrage på to måder: Det ene handler om administration, nærmere bestemt at sørge for, at de løsninger og nyskabelser, der kommer ud af fx SCIENCE og DTU, bliver rullet ud i samfundet på en fornuftig måde.

Det andet handler om den kulturændring, som Marie Skovbye taler om. Hvilke konsekvenser har klimaforandringerne for vores måde at leve og tænke på, og hvordan omstiller vi os som personer og som samfund til en ny virkelighed? Her har den humanistiske forskning også sin berettigelse, siger både Skovbye og Baun Christensen.

SCIENCE-folkene slutter sig til koret:

»Jeg tror, det er sindssygt afgørende, at de humanistiske og samfundsfaglige uddannelser er med til at vurdere, hvilke løsninger vi satser på, så vi bevæger os i en retning, vi som samfund kan stå inden for. Og er med til at finde ud af hvem, der eventuelt ville komme til at bære konsekvenserne for det? Da det som udgangspunkt ikke er det, vores undervisning handler om på SCIENCE. Vi tænker over det, men det er ikke det, vi bliver uddannet i,« siger Oskar Munk Kronik.

Undervurder ikke fællesskabet

Kronik er selv en del af Den Grønne Studenterbevægelse, det samme er Elvira Borgman, mens Frederik Baun Christensen og Marie Skovbye er en del af SIMA, der arrangerer klimastrejken på CSS.

For et par uger kom en ny bevægelse så til verden, Generation Grøn, hvis talsmand, Carl Valentin, også studerer Samfundsfag på KU. Og det er bare et udsnit af de grønne ungdomsbevægelser, der er startet på og rundt om universiteterne i de seneste år.

De fleste af organisationerne vil nogenlunde det samme: skabe opmærksomhed om klimaforandringerne, invitere til foredrag om løsninger og hanke op i beslutningstagerne med kampråb og bannere.

Man skal ikke underkende den primitive menneskelige følelse at være en del af et fællesskab og få optur over at indgå i noget, der er større end én selv.

Frederik Baun Christensen, Samfundsfag

Hvorfor så ikke bare samle det hele under den samme fane?

»Fordi følelsen af at spille en rolle er vigtig,« siger Frederik Baun Christensen.

»Styrken i, at der er mange små organisationer er, at man giver ejerskab til flere, og den enkelte tager aktivismen på sig. For hvis det bliver samlet under én stor organisation, så tror jeg, der vil være en tendens til, at initiativet dør lidt ud.«

Hvordan sørger man så for at holde initiativet i live? Hvordan sørger man for, at de studerende, der kommer til klimastrejken den 15. marts, ikke bare hygger sig i nogle timer uden undervisning og bagefter går selvtilfredse hjem og ser Netflix? Hvordan fastholder de grønne bevægelser dem, der dukker op?

De fire studerende tænker alle lidt over spørgsmålet. Elvira Borgman tager så ordet:

»Vi har ikke en klimafaglig gruppe på SCIENCE, så vi kunne godt tænke os at starte én i forbindelse med klimastrejken. Simpelthen skyde det i gang på dagen og se, hvor mange der er interesserede.«

Frederik grubler videre, mens Borgman snakker og siger så:

»Man skal heller ikke underkende den primitive menneskelige følelse at være en del af et fællesskab og få optur over at indgå i noget, der er større end én selv. Det er det samme, der sker på et klimamøde, som der sker i bog- eller film- eller fodboldklubben. Man får meget ud af at indgå i et socialt fællesskab.«

»Klimastrejken kan måske give en fornemmelse af, at man ikke er alene. Sådan: ’Wow, der er 300 andre mennesker, der går op i det her’,« tilføjer Oskar Munk Kronik.

»Aktivisme handler jo både om den idealistiske og politiske mission, men det handler netop også om fællesskaber. At se, at ens venner eller kæreste kommer til den samme strejke som én selv, det tror jeg har stor betydning.«

SCIENCE- og SAMF-fakultetet kommenterer på klimastrejken og fagkritikken her.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste