Vi vælger kandidat i blinde – og håber på det bedste

For en måned siden skulle jeg beslutte mig for, hvilken fremtid jeg gerne ville have. Sådan føltes det i hvert fald. 1. marts var der ansøgningsfrist til kandidatuddannelser, og for mig og mine medstuderende stod spørgsmålene i kø: Hvad vil jeg? Hvad vil jeg trives med? Og måske vigtigst: Hvad tør jeg satse på?

Allerede i folkeskolen blev vi præsenteret for fremtiden, som var den et katalog. Der var en forventning om, at vi tidligt kunne vælge retning. Samtidig fik vi at vide, at vi altid kunne vælge om. I dag føles det som en sandhed med modifikationer.

LÆS OGSÅ: Studerende i opråb: Stop med at styre universitetet som en fabrik!

Kritisk tænkning og mulighed for at undre sig

Jeg har aldrig rigtig været god til at gå i skole. Mine tre år på gymnasiet kan ikke ligefrem betegnes som en succes. Når jeg alligevel ikke kunne leve op til idealet om ’den gode elev’, der præsterede jævnt på tværs af alle fag, begyndte det at føles meningsløst at forsøge.

Et par år senere startede jeg på en bachelor i pædagogik på KU. En beslutning baseret på udelukkelsesmetoden, som dog viste sig at være et godt valg. Uddannelsen introducerede mig til en anden måde at lære på, hvor der var plads til kreativitet, kritisk tænkning og en mulighed for at stille sig undrende overfor etablerede systemer og rammer.

Jeg har brugt timevis på at spekulere, planlægge og forsøge at regne mit fremtidige arbejdsliv ud

Her til foråret skulle vi så vælge igen, og det forventes, at mig og mine medstuderende nu kender os selv godt nok til at træffe et valg, der giver mening både nu og i fremtiden.

Det forventes, at vi skal forholde os til et arbejdsmarked, som de færreste af os reelt har erfaring med, til ledighedstal (som i øvrigt kan skræmme alt og alle væk fra en humanistisk uddannelse) og fremtidige kompetencebehov, som ingen reelt kan forudsige.

Men hvad baserer jeg egentlig det valg på? En mavefornemmelse? En følelse? Et specifikt job, jeg knap nok kender? For vi vælger kandidat i blinde – og håber på det bedste.

LÆS OGSÅ: Ungdomsoprør? Vi har for travlt med at opdatere LinkedIn

Man kan ikke planlægge sig til fremtiden

Jeg har brugt timevis på at spekulere, planlægge og forsøge at regne mit fremtidige arbejdsliv ud. Afskaffelsen af det 6. SU-år betyder, at vi har mindre økonomisk råderum til at skifte retning undervejs uddannelsen. Kandidatreglen betyder, at når man først har taget en kandidatuddannelse, lukker muligheden for at starte forfra på en ny bachelor, medmindre der er ledige pladser.

Vi får at vide, at arbejdsmarkedet er i konstant forandring, men vi indskrænker muligheden for at reagere på den forandring. Resultatet er ikke større afklaring, men en voksende usikkerhed. Jeg kan selv mærke, hvordan mine overvejelserne om valget af kandidat ikke længere kun handler om nysgerrighed men om at undgå at vælge forkert. For tvivl og omveje har ikke gode vilkår i et system, hvor vi forventes at komme hurtigt videre og vælge rigtigt i første forsøg.

Hvad blev der af idéen om, at uddannelse ikke kun handler om at kvalificere sig til de bedste jobs, ikke blot handler om tal i politiske puljer og vækststrategier, men om at udvikle reflekterede mennesker?

Vi indskrænker mulighederne for at udvikle os

Uddannelse bliver i stigende grad behandlet som en investering, der konstant skal give konkrete afkast. Det afspejler en bredere bevægelse, hvor uddannelse kobles tættere til arbejdsmarkedets behov, og hvor politiske målsætninger om hurtigere gennemførsel fylder mere og mere.

Uddannelse bliver i stigende grad behandlet som en investering, der konstant skal give konkrete afkast

På papiret er mulighederne mange. I praksis bliver de hele tiden færre. Det er ikke et frit valg. Det er et styret valg, der implicit forsøger at regulere mennesker til at træffe ’fornuftige’ beslutninger ud fra nytteværdi. Et valg, der skal få os til at passe ind i et system, hvor tempo og nytteværdi vejer tungere end nysgerrighed og dannelse.

I jagten på effektivitet og målbare resultater synes dannelsesprojektet i stigende grad at være gledet i baggrunden. Vi bliver bedt om at vælge rigtigt den første gang, samtidig med at muligheden for at vælge forkert systematisk indskrænkes gennem mål om effektivisering, optimering, vækststrategier samt politiske reformer.

LÆS OGSÅ: Lær at skrive gode debatindlæg til Uniavisens debatkursus 15. april

Presset for at vælge rigtigt

Men hvad hvis man løbende finder ud af, at den uddannelse, som man startede på, ikke var noget for en? Jeg mærker det, når jeg undgår at svare på spørgsmålet: »Hvad for en kandidat, har du søgt?«

Jeg mærker det, når jeg næsten ikke tør sige, at jeg har søgt ind på journalistik. At jeg faktisk drømmer om noget. For et valg af en kandidat i journalistik er bestemt ikke det mest sikre. Mediebranchen er presset og jobudsigterne er usikre. Og jeg ved stadig ikke, om jeg kommer til at trives med det på sigt. Men jeg drømmer om at være en stemme for dem, der ikke altid har følt sig set eller har passet ind i de etablerede rammer.

Vi bevæger os i retning af et samfund, der kun fungerer på papiret. Et samfund, hvor den lineære karrierevej er normen, men sjældent er virkeligheden. Ved at begrænse muligheden for at vælge om, risikerer vi et system, hvor tvivl og omveje bliver tabuiseret frem for noget, der bliver anerkendt som en naturlig del af det at uddanne sig. Det er måske det største paradoks: Vi forventes at være afklaret i et system, der ikke giver os mulighed for at blive det.

Problemet er ikke, at vi er i tvivl. Problemet er, at der ikke længere er plads til tvivlen.