Videnskabet: De nødvendige tabu-krænkelser

Alle menneskelige samfund reguleres blandt andet af regler for hvad man må og ikke må, hvad der socialt acceptabelt og ikke acceptabelt. Af og til er sådanne regler helt fundamentale, andre gange vedrører de forhold af mindre betydning.

Under alle omstændigheder er reglerne med til at udvikle og opretholde de sociale systemer vi som mennesker færdes i. Det ligger i sagens natur at vi som enkeltindivider har en dobbelt funktion i disse processer: Dels er vi hver især underkastet reglerne, dels er vi alle sammen med til at producere dem.

Samfundet er dog ikke én ting med de samme regler overalt: Alt efter hvor vi befinder os, gælder forskellige regler for hvad man kan og må, og universitetet er naturligvis underlagt den samme type regler, for også her er der fra A til Z tale om en social organisme.

Universitetet er imidlertid ikke en hvilken som helst social organisme. Universitetet er – selv i en smålighedens tid – samfundets hjerne. Her finder man statsansatte forskere, eksperter, specialister der i modsætning til folk flest har årtiers studier og evigheder ved skrivebordet eller i laboratoriet, bag sig.

Universitetets ansatte får deres løn for at vide besked, for at tænke, eksperimentere og erkende på vegne af hele samfundet. Universitetet producerer tankekraft, brugbar tankekraft, på samme måde som andre dele af samfundet producerer service, omsorg, sikkerhed, materielle goder og alt muligt andet.

I nogle sammenhænge kan universitetets vidensproduktion omsættes i konkrete produkter, andre gange kan den bruges til at udvikle særlige strategier – og i visse tilfælde producerer vi en langt mere abstrakt form for viden og forståelse hvis anvendelighed ikke tegner sig entydigt.

I alle tilfælde næres arbejdet af den uopgivelige forskningsfrihed som er selve livsnerven i de ansattes kreative engagement.

Interesse kontra frihed
Hvis forskningen er fri – og det skal den være for at være ægte – ligger det i sagens natur at den kan føre alle mulige steder hen.

Friheden betyder jo netop at forskeren kan afsøge nye grænser i bestræbelserne på – på vegne af hele samfundet – at vinde ny indsigt.

Af samme grund må og skal universitetet være et intellektuelt fristed hvor der, principielt set, ingen grænser er for hvilke emner der kan behandles, og hvilke spørgsmål der kan stilles.

Universitetet er kun sit navn værdigt hvis der drages omsorg for netop dét: At forskere og undervisere nyder en principiel frihed fra de barrierer der i andre sammenhænge viser sig i form af sociale konventioner eller socialt pres.

Når dette er sagt, må det tilføjes at visse videnskabelige resultater ikke desto mindre må betragtes som decideret uønskede. Jeg erkender at det er vanskeligt at sætte grænsen for hvornår det er tilfældet, men alligevel: Samlet set kan samfundsinteresser overtrumfe forskningsfriheden.

I et demokratisk samfund må den åbne debat afgøre hvornår det er tilfældet. I naturvidenskaberne og medicin er problemet størst, i kultur- og samfundsvidenskaberne, som jeg vil tale lidt om, formentlig mindst.

Forskningsfriheden er derfor altid ledsaget af forskerens ufravigelig ansvar over for det samfund han eller hun arbejder i.

Som udgangspunkt bør en af universitetets opgaver under alle vilkår være at udfordre sociale og intellektuelle tabuer gennem undersøgelse og argumentation. I den forbindelse må man ikke glemme at videnskab kun er ét af de elementer der aktiveres når der forskes.

Forskere og undervisere på universitetet er mennesker som alle andre, og der er derfor andet og mere på spil end netop videnskab og faglighed i forskningsprocessen. Eller sagt helt simpelt: Forskning kan aldrig være fuldstændig objektiv.

Jeg bekender gerne selv at mine egne videnskabelige dispositioner i høj grad involverer mine personlige synspunkter. Prisen for denne frihed er naturligvis at jeg medgiver mine kolleger den samme ret – selv om de mener noget forkert!

Pointen er at universitetet ikke opstiller barrierer for hvordan fagligheden og videnskabeligheden forvaltes – bare den netop er faglig og videnskabelig. På universitetet underkaster vi os således ét vilkår, og vi gør det med glæde: Vores forskning og undervisning skal være bundet af faglighed eller videnskab.

Videnskab som tabu-brud
Faglighed og videnskab er dog ikke ufarlige eller tamme størrelser. For eksempel vil udfordringen af hævdvundne tabuer ofte ligge indlejret i selve det videnskabelige projekt, i naturvidenskaberne såvel som humaniora.

I mit eget fag, religionshistorie, er tabu-brud på det nærmeste en konstituerende mekanisme. Opgaven består nemlig i, på et videnskabeligt grundlag, at undersøge hvorfor og hvordan mennesker producerer religion, og hvad der egentlig sker når de gør det. Svarene på disse spørgsmål fremkommer i alle mulige varianter, sådan som en lang række humanistiske og samfundsvidenskabelige discipliner producerer dem, og meget ofte vil det videnskabelige svar provokere sociale konventioner uden for universitetet.

Religiøse mennesker kan med god ret føle sig støt på manchetten eller ligefrem krænkede i deres grundvold. Som forskere konkluderer vi som noget fuldstændig selvfølgeligt at religion skabes af mennesker i sociale processer, således også de guder som religiøse mennesker typisk giver æren for det meste.

Det er ikke altid dette perspektiv vækker begejstring uden for universitetet. Men man kan helt enkelt ikke forestille sig en videnskab om menneskenes religioner uden denne indbyggede konflikt. Videnskab om religion er nemlig videnskab, resultatet af den frie, kritiske tankes beskæftigelse med et socialt og historisk fænomen.

Religiøs beskæftigelse med religion er noget ganske andet. Det er ikke videnskab, og tanken er (for nu at sige det kort) ikke fri, men derimod – frivilligt og intenderet – afgrænset af de præmisser som den pågældende religiøse tradition stiller (hvilket i øvrigt gør Det Teologiske Fakultet til en paradoksal størrelse på Universitetet).

Religionshistorie er i kraft af sin systematisk-kritiske tilgang til stoffet tabu-brydende i forhold til de spørgsmål der normalt stilles inden for rammerne af religiøse systemers selvforvaltning.

Sagt lidt mere akademisk, er der tale om to forskellige systemer der kolliderer. På den ene side et socialt system som indgår i levende menneskers måde at forstå sig selv og deres verden på, nemlig den pågældende religion, og på den anden side videnskaben hvis opgave er at analysere disse forhold.

Når det er sagt, skal det straks indrømmes at videnskab om religionerne også er udtryk for menneskers sociale foretagsomhed, og at der naturligvis også er regulerende mekanismer på spil her.

Disse mekanismer, som i høj grad kan dele de faglige vande, har imidlertid først som sidst til hensigt at fastholde det videnskabelige – dokumentation og argumentation i et fortløbende erkendelsesprojekt. Videnskab som ikke udfordrer visse tabuer står næppe distancen.

Selve ordet ‘tabu’ stammer fra Tonga, og nåede i 1700-tallet de europæiske sprog i et semantisk mix med nært beslægtede begreber fra andre Polynesiske øer, ikke mindst begrebet ‘kapu’ fra Hawai’i.

Grundbetydningen kan for dem alle oversættes med ‘forbudt’, men betydningen kan også være ‘urørlig’ eller ‘ukrænkelig’. Det er naturligvis derfor vi også kan bruge det til at analysere spørgsmål om ytringsfrihed i Danmark i 2005.

Nu er der naturligvis et gevaldigt spring fra 1700-tallets Tonga eller Hawai’i til København i dag. Ambitionen i det følgende er derfor ikke at importere et religiøst begreb fra Polynesien, men blot at lade begrebet tabu inspirere os til visse overvejelser.

Krænkede mennesker
Når vi i det hele taget afholder dagens arrangement, er det fordi en kollega på universitetet, sådan som vi alle har forstået det, fik bank af ukendte gerningsmænd fordi han havde reciteret fra koranen uden selv at være muslim.

Episoden er ikke klarlagt i alle detaljer, men lad os nu bare holde os til dette simple: En mand læser op af en bog, men i andre menneskers øjne er dette utilstedeligt og krænkende fordi den pågældende mand ikke har de særlige kvaliteter der, efter deres opfattelse, skal til for at måtte gennemføre denne handling. Derfor skal han straffes – dels for at undgå gentagelser og dels for at rette op på den krænkelse der har fundet sted.

Manden havde altså begået et tabu-brud ved at beskæftige sig med det forbudte eller berøre det urørlige. Nu kender vi som sagt ikke enkelthederne, men det er næppe urimeligt at anføre følgende som forudsætninger for det ulykkelige reaktionsmønster: Voldsmændene mener 1) at den pågældende bog har en ganske særlig status som gør at den ikke kan sammenlignes med noget andet i hele verden, 2) at den derfor skal behandles på en særlig måde og kun af mennesker med særlige forudsætninger og 3) at det er deres opgave at sikre dette.

Af samme grund kan bogen ikke betragtes som tekst i elementær forstand. Ej heller kan den have plads i verden på samme måde som alle mulige andre bøger. Dogmatisk betragtet er bogen en åbenbaring fra den gud som tænkes at have skabt verden, og hvis plan det er at ødelægge det hele igen engang i fremtiden.

At det forholder sig sådan henter man bevis for det eneste mulige sted, nemlig i bogen selv. På den måde bliver koranen og dens forudsætninger til én og samme sag, og alternative perspektiver bliver meningsløse.

En indfaldsvinkel til koranen der ikke hviler på disse præmisser, kan altså tolkes som en grundlæggende fornægtelse af teksten selv såvel som af tekstens påstand om sig selv. Og ikke nok med det: Hvis ikke koranen accepteres som en ufejlbarlig og entydig åbenbaring, så accepterer man heller ikke den idé om magt og autoritet der gælder for dem der ubetinget accepterer disse dogmer.

At benægte tekstens autoritet er altså det samme som at afvise en særlig gruppe menneskers autoritet. Og så er vi ved sagens kerne, for hvad er det i grunden der krænkes når en hellig tekst dekonstrueres i en akademisk analyse eller håndteres rituelt af folk uden dogmatisk set formel kompetence? Det er naturligvis de mennesker der hævder at have magt til at definere tekstens status og betydning.

Man siger ganske vist at den hellige bog eller guden der står bag den er blevet krænket, bespottet eller hånet, men sådan er det jo ikke. Tekster og mytiske væsener kan ikke krænkes – det kan kun mennesker. Det blasfemiske tabu-anslag er med andre ord sociologisk. Det handler om menneskelige følelser, om identitet og forholdet til andre. Det kan ikke handle om andet. Et tabu-relateret reaktionsmønster sætter en handling, en ting eller en idé i centrum som genstand for krænkelsen, men handlingen, tingen og idéen kan ikke reagere. Det kan kun de mennesker der mener at herske over handlingen, tingen eller idéen.

I tilfældet med den ulykkelige universitetslærer der fik bank, var perspektivet, sådan som jeg har forstået det, primært rituelt. Han havde, mente man, uretmæssigt reciteret fra den hellige tekst. Det er muligt at netop dette – at der var tale om en handling – var den udløsende faktor for overfaldet.
At gøre noget er ofte en stærkere manifestation end at sige eller mene noget.

I så fald kan vi indsnævre tabu-krænkelsen til at have med religiøs adfærd at gøre eller rettere mangel på samme. Forskellen er jo at koranrecitation i forbindelse med undervisningen på universitetet, gennemført af en mand som ikke selv er muslim, er en illustration af en rituel adfærd. Det er ikke selve ritualet.

Dermed kan handlingen tolkes som en parodi, en forfladigelse eller en krænkelse selv om intentionen har været en helt anden: Ingen må recitere fra koranen med mindre man gør det af et ærligt, gudfrygtigt hjerte – det er tabu. At læse i den er formentlig noget andet, for hvordan kan et menneske vækkes for den eneste sandhed hvis ikke man i sin søgen må læse i koranen?

Nu er muslimer jo så forskellige som alle andre, og det triste eksempel med tæskeholdet er naturligvis ikke repræsentativt. I det perspektiv er det ikke ‘islam’ som sådan vi har med at gøre, men om en ikke nøjere defineret gruppe muslimer.

Det er altså en afgrænset gruppes tabu der blev krænket, en ganske lille gruppe må man tro. Alle ved det, men i dagens Danmark er det vigtigt at understrege. Der er nemlig intet alment tabu der beskytter samfundets uskyldige muslimer mod anklager for hvad som helst.

Urørlig frihed
Når vi som universitet alligevel har reageret så voldsomt, er det fordi episoden har krænket et af vore egne tabuer: Den urørlige akademiske frihed er blevet mødt med tørre tæsk.

Tabuet om den urørlige forsker og underviser er blevet anfægtet på det skammeligste. Det er derfor vi rykker sammen i dag. Vi har brug for at manifestere vores foragt, men vi har først og fremmest brug for at regenerere den orden der ligger i vores eget tabu.

I andre kulturer kan det være kongen, en bestemt slægtning eller tvillinger der er tabueret. I det videnskabelige samfund er det os alle sammen, hver især.

Når det kommer til den akademiske frihed, er vi ‘forbudte’ eller ‘urørlige’ så længe vi netop overholder de akademiske spilleregler. Eller rettere:
Det er som forvaltere af forskningsfriheden vi må insistere på et ukrænkeligt frirum.

Videnskabens, og dermed universitetets, integritet kan kun opretholdes hvis man accepterer at den videnskabelige erkendelse af og til kommer i konflikt med interesser uden for det videnskabelige samfund. Dermed står det også klart at egentlig videnskab kun er muligt i et frit og åbent samfund der accepterer den type konflikter og er i stand til at håndtere dem.

Alene af den grund, men også af utallige andre er det også kultur- og samfundsforskningens opgave at understøtte et system der giver plads til alle, også hårdkogte religiøse grupper.
På demokratiets vilkår, så klart.

Forskningsfrihed implicerer frihed i det hele taget, og fjender af den akademiske uafhængighed er derfor fjender af uafhængighed i det hele taget. At demokratiet må kunne huse sine egne modstandere for netop at være demokrati er klart.

Til gengæld er det ikke klart at de skal have magt som de har agt. Som forskere lever vi af frihed (om ikke absolut, så i det mindste udstrakt). Som borgere insisterer vi på at leve i frihed.
De to ting hænger sammen. Derfor er universitetets interesser på dette punkt også samfundets interesser.

Det er derfor med rank ryg og oprejst pande vi dagligt provokerer andre systemers tabuer og forsvarer vores egne.

Kronikken er en let bearbejdet udgave af Mikael Rothsteins indlæg ved ‘Konference om ytringsfrihed i forskningen’ på KU den 24. februar.

Mikael Rothstein er lektor, ph.d. ved Afdeling for Religionshistorie.