Videnskabet: Det fremmedes politik

Under krigen i Bosnien i første halvdel af 1990’erne kæmpede europæiske og amerikanske politikere hårdt om hvilken politik Vesten skulle føre.

Danmark, Storbritannien og Frankrig havde fredsbevarende styrker udstationeret og koblede deres humanitære indsats med international mægling, hvorimod Clinton og den amerikanske kongres pressede på for bombardementer af bosnisk-serbiske stillinger og en afvikling af den bosniske våbenembargo.

Under denne politiske konfrontation udspandt der sig samtidig en kamp om hvordan krigen skulle repræsenteres: Var der tale om en barbarisk balkansk krig mellem uforsonlige folkeslag eller et folkemord på den bosnisk-muslimske befolkning?

‘Balkan’ placerede krigen geografisk og symbolsk; den etablerede et politisk rum hvor alle parter delte en fælles – balkansk – identitet som var ude af stand til at overvinde barbariet.

Det var samtidig en identitet som var modstillet Vesten der netop havde overvundet sin egen voldelige historie.

Hvis krigen derimod var et folkemord, var der et fundamentalt skel mellem den bosnisk-muslimske befolkning på den ene side og den serbiske ledelse på den anden. Bosniernes tolerante, demokratiske og multi-kulturelle sindelag var her lig Vestens, og deres truende udslettelse rejste et etisk krav om international indgriben.

Den balkanske repræsentation gjorde vestlig sikkerhedspolitik til et spørgsmål om konfliktens konsekvenser for regional og europæisk sikkerhed.

Hvis der ikke var trusler mod vestlige interesser, var der ingen grund til at intervenere i en århundrede år gammel konflikt. Folkemordsrepræsentationen derimod indebar et øjeblikkeligt normativt og politisk krav om vestlig intervention, uanset om der var direkte trusler mod vestlig sikkerhed eller ej.

Den konstruerede identitet
Den vestlige debat om Bosnien viser at udenrigspolitikker altid formuleres med reference til et sæt af identiteter, at disse er placeret i tid og rum, og at de har etiske implikationer.

I teoretiske termer betyder det at udenrigspolitikker ses som diskurser, det vil sige som argumentationskæder hvor identiteter etableres og forbindes til bestemte politikker.

Identiteterne er forudsætningen for politikken, men det er også gennem de politiske diskurser at identitet reproduceres. Det vil sige at identiteter ikke er endeligt givet – at der er én sand balkansk, amerikansk, vestlig eller dansk identitet – men at forestillingen om hvad der udgør det ‘rigtige’ danske og balkanske, er et produkt af historiske og politiske processer.

Da identitet samtidig er en social størrelse, det vil sige at den dannes gennem kollektiv meningsudveksling, har både historie og kontekst en afgørende betydning for hvilke identitets-repræsentationer der har den største chance for at sætte sig igennem.

Identitetsrepræsentationer med en længere historie, og som er brugt af mange og markante aktører, har mere ‘diskursiv power’ end dem som sjældent og spagfærdigt fremføres.

Når man dykker kritisk ned i historien viser det sig imidlertid ofte at et begreb som fremføres med stor styrke og en klart defineret identitet, rent faktisk har en kortere og mere omdiskuteret fortid.

Balkanbegrebet blev fx brugt i 1990’ernes debat til at betegne en region hvor folkeslag har kæmpet og hadet i mange hundrede år, men det begreb sætter sig først afgørende igennem i Vesten i kølvandet på 1. Verdenskrig.

Selve betegnelsen Balkan bliver almindelig i sidste halvdel af den 19. århundrede, og indlejres her både i en romantisk diskurs der ser de balkanske folkeslag som stolte, seje krigere og i en civilisatorisk diskurs der ser balkansk tilbageståenhed som et produkt af tiden under det osmanniske imperium, der kan overvindes.

I begge tilfælde, og i modsætning til 1990’ernes Balkan-begrebs brug, etablerer diskurserne et klart vestligt ansvar for Balkans skæbne og udvikling.

Selv og Anden
Et første blik på udenrigspolitikken afslører konstitueringen af ‘de andre’, af regioner, lande, folkeslag og religioner som underudviklede, barbariske, voldelige, uciviliserede, truende, fundamentalistiske, udemokratiske eller uoplyste.

Eller, i andre tilfælde, som allierede, venner, familiemedlemmer, eller endog som rollemodeller.

Uanset om ‘den anden’ ses i positive eller negative termer, er der altid tale om en identitet som er sat i forhold til ‘vores’. Det udviklede Vesten overfor den underudviklede tredje verden, det civiliserede Europa overfor det barbariske Balkan, eller det ligestillede Danmark overfor det undertrykkende Islamiske.

Udenrigspolitikken bidrager dermed på afgørende vis til at producere ikke bare vores forhold til resten af verden, men vores forestilling om hvad ‘vi’ er.

Men selv om udenrigspolitikken i traditionel forstand handler om den pågældende stat, om dens overlevelse og forsvar, udfolder politiske beslutningstagere oftest en diskurs hvor aktioner ikke udelukkende handler om egen overlevelse, men også om andres sikkerhed og om universelle principper.

Da præsident Bush fx argumenterede for krigen mod Saddam Hussein i 2003, henviste han ikke kun til amerikanske interesser, men til den globale sikkerhed og til det irakiske folks undertrykkelse.

Den amerikansk ledede koalition var dermed ikke i krig med det samlede Irak, men ‘bare’ med Saddam Husseins regime. ‘Irak’ var en identitet splittet i et ondt, uciviliseret og uforanderligt Saddam-regime, og et irakisk folk som ønskede udvikling og vestligt demokrati. Vesten, i Bush’s diskurs, havde ikke blot en ret til at intervenere, men en pligt.

Når udenrigspolitikken ses som diskursiv, lægges det analytiske fokus på hvordan politikere legitimerer deres politikker, og hvordan de søger at imødegå kritik fra medier, andre stater, ngo’er og debattører.

Det bliver en politisk kamp, hvilke identiteter som skal sættes i spil, og hvordan de udvalgte identiteter skal indholdsudfyldes.

Kritiske røster får ofte næring fra begivenheder som udvikler sig på en sådan måde at de lægger pres på den officielle diskurs. I Irak gjorde fx det manglede fund af masseødelæggelsesvåben at Bush’s diskurs lagde mere vægt på forpligtelsen overfor det irakiske folk; da ‘folket’ viste sig at gøre mere oprør end først forudset, måtte diskursen konstituere ‘oprørerne’ som ‘Saddam-støtter’ og terrorister, og dermed ikke en del af det egentlige irakiske folk; og da amerikanske soldater blev fanget i Abu Ghraib-skandalen, måtte de defineres som ikke-amerikanske.

Disse skift har dog ikke forhindret Bush i at komme under et stigende pres i den amerikanske offentlighed.

Videns-mix
Muligheden for kritik og destabilisering gør at officiel udenrigspolitik altid skal formuleres ind i en bredere politisk offentlighed.

Udenrigspolitikere trækker på repræsentationer som findes i medierne og hos det diplomatiske korps af embedsmænd, men de er samtidig også med til at producere de identiteter som medierne sandsynligvis om ikke overtager så dog forholder sig til.

Når man ser på udenrigspolitiske debatter, kan man finde begreber, repræsentationer, slagord eller udtryk som går igen og binder de politiske, mediemæssige og akademiske aktører sammen.

I den amerikanske og engelske Bosniens-debat var det fx udtrykket ‘ancient hatred’ (urgammelt had), og i mange af de seneste ti års diskussioner er det ‘civilisationernes sammenstød’.

Dette begreb stammer oprindeligt fra en artikel af Samuel P. Huntington fra 1993, men det er nu så alment udbredt at det kan bruges som en selvstændig forklaring på fx mellemøstlige reaktioner på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.

Når politikere inddrager sådanne prægnante udtryk, bygger de bro til en bred debat. De indikerer også indirekte at de har en viden om hvordan det pågældende udenrigspolitiske problem skal fortolkes.

Oven på denne indirekte viden bygger politikere ofte mere eksplicitte henvisninger i forsøget på at styrke deres vidensmæssige, og dermed politiske, autoritet.

Hvis man lægger en diskursanalytisk vinkel på politikernes ‘vidensdiskurs’ og spørger hvilke vidensformer som anvendes her, vil mange akademikere nok blive overraskede.

I debatten om Bosnien lagde Robert D. Kaplans rejsebeskrivelse »Balkan Ghosts« grunden til at daværende præsident Clinton opgav en aktiv indgriben, og NATO’s hjemmeside henviser til en anden rejsebeskrivelse, Rebecca West’s »Black Lamb and Grey Falcon« fra 1941, som en guide til Bosniens historie.

Selvbiografier er en anden ikke-videnskabelig genre som benyttes flittigt, både som legitimering af tidligere politikker og argument i aktuelle debatter.

For både rejsebeskrivelser og selvbiografiers vedkommende er der tale om genrer som befinder sig mellem det faktuelle og fiktive, og som i udstrakt grad benytter en subjektiv og personligt erfaret vidensform.

Når disse genrer inddrages i politiske diskurser, opstår der et vidensmæssigt miks som overskrider den normale opdeling i faktuelle, akademiske og objektive kilder på den ene side, og subjektive og æstetiske på den anden.

Og som sagen om Muhammed-tegningerne har vist, kan det være fatalt at gøre en vestlig genreforståelse universel: tegninger kan være politisk væsentlige, og en religiøs diskurs kan have international gennemslagskraft.

Udenrigspolitikken indebærer altid en forståelse af andres og vores identitet, den væver modstående vidensformer sammen, og den stiller det etiske spørgsmål om hvem ‘vi’ ønsker at være.
Udenrigspolitikken er kompleks selv når den formuleres enkelt.

Kronikken er baseret på Lene Hansens bog Security as Practice: Discourse Analysis and the Bosnian War der for nyligt udkom på forlaget Routledge.

Bogen præsenteres på et seminar, »Diskursanalyse og udenrigspolitik: metoder og udfordringer«, på Institut for Statskundskab, CSS, 4.2.26, 21.4. kl. 14.15-16.00.
Lene Hansen er lektor i International Politik ved
Institut for Statskundskab.