Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Videnskabet: Det skønsomme pedanteri

Tekster som er grundlaget for næsten al humanistisk forskning, bør selvfølgelig læses i videnskabelige udgaver. Men udgaverne må benyttes med omtanke fordi de allerede er fortolkninger. Uskyldig omgang med tekster burde ikke være mulig

Grundlagsmaterialet for de fleste humanistiske studier er tekster: skønlitterære værker, kritiske afhandlinger, historiske beretninger, dokumenter, kildeskrifter med videre.

Som et middel til at sikre studiernes standard findes der videnskabelige udgaver af sådanne tekster: udgaver med en kritisk etableret tekst og dertil hørende apparat, varianter samt kommentarer af forskellig art.

Videnskaben bag sådanne udgaver hedder med et ord som er nyt i dansk sammenhæng editionsfilologi. Tidligere talte man gerne om tekstkritik, men editionsfilologi er et rummeligere begreb fordi det ud over den kritiske etablering af en tekst med eventuelle varianter også omfatter disciplinerne
kommentering og elektronisk udgivelse.

Vigtigt eller virkeligt
Det burde høre til de elementære regler for humanistisk forskning at man bruger videnskabelige udgaver hvor de findes. Men sådan er virkeligheden ikke.

Som basis for fortolkningen af et værk vil studerende og forskere ikke sjældent vælge den første den bedste udgave – det vil sige den der er at få hos boghandleren eller på biblioteket.

Uvidende om tekstens tilblivelses- og overleveringsproblemer behandler de denne udgave som om den var værket selv. Jeg har set kvalificerede forskere basere deres analyser af litterære eller filosofiske hovedværker på en udgave der var uden tekstkritisk apparat, ja uden kritiske principper overhovedet, og notorisk fejlbehæftet.

Undertiden kan man have held til at åbne nogle øjne. Som den dag da jeg midt i gennemgangen af Peter Seebergs roman Fugls føde med et hold danskstuderende bad en om at læse en central passage hvor personen Hiffs stiller sine betingelser til den eksistentielt vægtløse hovedperson Tom.

Vedkommende læste efter den Tranebogsudgave som de fleste på holdet sad med: “- Du skal skrive noget, der er vigtigt,
sagde Hiffs”. Men en studerende der sad med førsteudgaven af romanen, kunne oplyse at der stod: “- Du skal skrive noget, der er virkeligt”. Det gør trods alt en forskel.

Selvfølgelig er det ikke sådan at fordi man benytter en videnskabelig udgave med en kritisk etableret tekst, er man i salveten. Tekstkritikken har sine skoler, sine moder og sine valgmuligheder, både hvad angår valget af den grundtekst som danner basis for udgaven, og hvad angår principperne for rettelser af grundteksten.

Der er ofte stor forskel på om en udgave er baseret på forfatterens manuskript eller på det første, korrekturlæste tryk – for ikke at tale om et senere tryk der måske er stærkt omarbejdet af forfatteren selv.

Visse udgaver, især i England og USA, følger en eklektisk metode og kombinerer ordlyden fra en eller flere trykte versioner med tegnsætningen fra manuskriptet. Det gælder med andre ord om at gøre sig klart hvilke principper for grundtekstvalg der kendetegner den udgave man har i hånden.

Sammenbrud i teksten
Alene definitionen af hvad der er en tekstfejl, kan variere. Er det fx en fejl når Søren Kierkegaard staver ‘Bevidsthed’ uden det første d: ‘Bevisthed’? Det sker flere steder, fx i Om Begrebet Ironi og i manuskriptet til Begrebet Angest.

En tilfældig fejl er det altså ikke, måske er det snarere en personlig, ortografisk variant? Tidligere Kierkegaard-udgivere har betragtet det som en fejl, men i den nye udgave, Søren Kierkegards Skrifter, ser vi det som en ortografisk variant og undlader at rette.

I de fleste ældre udgaver, i hvert fald frem til cirka 1960, har man defineret en tekstfejl intentionalistisk. “[M]an retter de Feil, om hvilke man antager, at Forfatteren vilde have rettet dem, hvis han var bleven opmærksom paa dem”, skrev filologen A.B. Drachmann i 1903.

Det er et princip, som siden er draget i tvivl, blandt andet i lyset af Hans-Georg Gadamers opgør med den nyidealistiske indlevelseshermeneutik i Wahrheit und Methode fra 1960.

I nyere udgaver er man mere tilbøjelig til at definere tekstfejl formalstrukturalistisk, det vil sige som et sammenbrud i tekstens meningsstruktur. Her er det snarere læserens perspektiv der bestemmer hvad en fejl er, og det anses i vore dage for mindre tvivlsomt.

Men det er heller ikke tilstrækkeligt, for der findes mange fejl hvor meningen ikke er brudt sammen, men bare lidt forskubbet eller forstyrret i en grad som er svær at få øje på.

Skal man sige det tilspidset, er de rigtig interessante tekstfejl dem hvor teksten tilsyneladende giver mening, men hvor den ikke desto mindre er fejlbehæftet. Og her spiller udgiverens personlige skøn, det vil sige hans forståelse af teksten en afgørende rolle.

En særlig faldgrube er de såkaldt stiltiende rettelser: rettelser af fejl som udgiveren anser for så indlysende og entydige at de ikke behøver noteres i det kritiske apparat. Det vil sige at læseren fratages den kontrolmulighed som ellers kendetegner den kritiske udgave.

Hvis man i dansk sammenhæng vil notere alle rettelser, anses det for ‘uskønsomt pedanteri’ som en ældre kollega i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab engang sagde til mig.

Men praksis varierer: Hos vores svenske naboer, i Svenska Vitterhetssamfundet, er stiltiende rettelser rent ud forbudt i henhold til de editoriske retningslinjer.

Værk og varianter
Som nævnt er der ofte betydelige forskelle mellem det første tryk af forfatterens manuskript og senere, omarbejdede tryk. Sådanne forskelle mellem flere stadier af samme værk – fra kladden til det sidste tryk – kaldes varianter (ordet bruges også om stadierne selv).

En hovedopgave for den såkaldt historisk-kritiske udgave er at redegøre for varianterne og så vidt muligt bringe dem i forbindelse med grundteksten.

Hertil findes udviklet forskellige former for variantapparater. Ambitionen er at læseren ved at kombinere den etablerede, fuldstændige tekst og variantapparatet skal kunne danne sig overblik over ordlyden på samtlige værkets stadier.

Man kan godt ignorere varianter, men det er ikke klogt. Psykiateren Ib Ostenfeld der skrev flere portrætter af danske digtere, kunne fx fastslå at Frederik Paludan-Müllers ungdomsværk Dandserinden fra 1833 paradoksalt nok var båret af en “overmoden Aftenstemning”.

Digtet som blev skrevet af en 23-årig, er ifølge Ostenfeld præget af livsforsagelse og dødslængsel (Det besjælede Univers, 1948). Konklusionen er opsigtsvækkende, men forkert, for Ostenfeld havde overset at Paludan-Müller livet igennem reviderede sine ældre værker, så de blev tilpasset hans stadigt stærkere idealistisk-kristelige livsanskuelse.

Dandserinden oplevede syv revisioner og blev med tiden grundigt renset for sin oprindelige byronisme og sin erotiske dristighed. Digtet findes altså som Paludan-Müllers øvrige ungdomsværker i adskillige varianter, og Ostenfeld havde læst det i en af de seneste.

Mere principielt kan man spørge hvem der tør hævde at netop den version af værket som han eller hun har læst, er identisk med værket selv? I moderne editionsfilologi er man tilbøjelig til at mene at et værk er identisk med summen af sine varianter, både før og efter den første publicering.

Den der fortolker et værk, må altså kende varianternes mængde. Men hvor tit ser man at litteraturvidenskabelige fortolkninger af et værk inddrager eller tager højde for dets transformationer?

Måske kan det ikke formuleres som et krav at varianterne positivt skal indgå i fortolkningen; men man kan i det mindste forvente at fortolkeren er bevidst om at hans eller hendes forståelse bygger på en variant blandt flere.

Variantapparater før og nu
Det skal indrømmes at især ældre variantapparater kan være hård kost. I udgaver der var henvist alene til bogmediet, nøjedes man gerne med at trykke selve afvigelserne i de tidligere eller senere versioner og hænge dem op på et lemma, det vil sige et udsnit så lille som muligt af den etablerede tekst.

Resultatet var et atomiseret og svært overskueligt billede af værkets øvrige stadier. Desuden blev apparaterne ofte trykt kompres og i afsides tillæg ligesom de blev fyldt med forkortelser og tegn der gjorde dem svært gennemskuelige.

Men her har den elektroniske udgivelse betydet et stort fremskridt. I vore dages udgaver der i stigende omfang består af både en bogversion og en edb-version – de såkaldte hybridudgaver – er bogen typisk reserveret til den etablerede tekst mens variantapparatet er henvist til edb-versionen.

Her hvor plads ikke er noget problem, kan man gengive alle versioner af samme værk i deres fulde udstrækning – det vil sige både med variant og invariant tekst.

Det bliver et såkaldt synoptisk variantapparat der naturligvis også rummer værktøjer til at sammenligne de forskellige versioner indbyrdes og udpege afvigelserne.

Et primitivt eksempel kan ses i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave af Henrik Pontoppidans Det forjættede land fra 1997; et mere avanceret er under udarbejdelse på Søren Kierkegaards Skrifter.

Editionsfilologi og hermeneutik
Mangelen på editionsfilologisk viden eller refleksion gør den studerende og forskeren forsvarsløs over for tilfældigheder, som han eller hun ikke selv kender til.

Den udleverer vedkommende til den første, den bedste tekstudgave og til de interesser – ofte af ganske uvidenskabelig art – som ligger bag udgavens tilgængelighed på markedet.

Omvendt kræver det altså et vist intellektuelt arbejde at benytte en videnskabelig udgave. Brugeren må gøre sig klart hvilke principper den er udarbejdet efter, hvad der fx defineres som fejl, og hvilket forhold der råder mellem grundtekst og varianter.

Det er nødvendigt at være sig bevidst at videnskabelige udgaver også allerede er fortolkninger – om end regulerede og kontrollerbare for den der vil gøre sig umagen. Tekstkritik og fortolkning, editionsfilologi og hermeneutik, er uadskillelige størrelser.

Som Friedrich Schleiermacher formulerede det: “Hermeneutik og [tekst]kritik, begge filologiske discipliner, hører sammen, fordi udøvelsen af enhver af dem forudsætter den anden.”

Johnny Kondrup er dr.phil. og lektor i dansk litteratur. Han er medlem af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Det Norske Videnskaps-Akademi og har netop modtaget 1,25 millioner kroner af Velux Fonden for at kunne skrive en bog om editionsfilologi.

Seneste