Videnskabet: For eller imod klimaforandringer?

I marts mødtes alverdens klimaforskere i Bella Centret, og til december slår COP15 dørene op for alverdens statsledere. 2009 står i klimaets tegn, og sjældent er en diskurs accelereret så hurtigt som denne. Emnet var tidligere forbeholdt klimaforskere på polare forskningsbaser eller subpolitiske miljøaktivister, men er nu et storvidenskabeligt og – ikke mindst – storpolitisk indsatsområde på globalt niveau.

Klimadebatten er i dag en del af elementære politiske områder som økonomi, sundhed og sikkerhed. Klimadebattens rejse fra subpolitisk opråb til globalt storpolitisk indsatsområde har været tre årtier undervejs. Debatten er blandt andet vokset i takt med tilkomsten af stadig flere og mere troværdige videnskabelige undersøgelser der påviser at der finder en global opvarmning sted som konsekvens af et stigende indhold af CO2 og andre drivhusgasser i atmosfæren.

Menneskeskabte problemer
Selv om der de seneste årtier har været stigende enighed blandt klimaforskerne om at mennesket i væsentlig grad er årsag til klimaforandringerne, har der i perioden også været kritiske røster. Disse tæller internationalt: forskere, virksomheder, interesseorganisationer og politikere.

Kritikerne har i forskellige kontekster delvist eller fuldstændig afvist at klimaforandringerne er menneskeskabte. Kritikerne lykkes med at så tvivl om rigtigheden og troværdigheden af klimaforskernes konklusioner ved på succesfuld vis at kritisere den etablerede konsensus inden for klimavidenskaben. Dette ved i vid udstrækning at argumentere mod klimaforskningens hovedargument: at mennesket i væsentlig grad er årsag til de seneste årtiers klimaforandringer.

At mennesket er den væsentligste årsag til klimaforandringerne er afgørende for hele det argumentationskorpus der knytter sig til klimaforskernes hovedargument. Finder accepten af hovedargumentet ikke sted, vil politiske spørgsmål som er afledt heraf, heller ikke kunne accepteres. Fx hvordan skal mennesket reducere udledningen af CO2? Hvilke fælles mål skal opsættes for reduktionen? Det har derfor været et centralt og væsentligt konfliktpunkt mellem ’tilhængere’ og ‘modstandere’ hvorvidt menneskets emission af drivhusgasser i væsentlig grad er årsag til klimaforandringerne.

Accepten af hovedargumentet er altså afgørende for at tilknyttede argumenter i debatten skal forblive overbevisende. Først internt blandt klimaforskere som finder belæg for denne påstand i videnskabelige undersøgelser og herigennem overbeviser i det videnskabelige miljø, fx i form af forskningssynteser i IPCC-rapporter (FN’s klimapanel, red.). Dernæst eksternt i forhold til interessenter (politikere, virksomheder og organisationer) der handler ud fra klimaforskernes ekspertvurderinger som blandt andet formidles i rapporternes Summary for Policymakers.

Mange af de konklusioner klimaforskerne præsenterer, baserer sig på fremtidige effekter af klimaforandringer. Det skyldes at klimaforskningen ofte konkluderer på post-videnskabelige data. Det vil sige at forskningen på baggrund af nuværende data fremskriver prognoser for hvad der kommer til at ske alt afhængigt af om menneskets emission af CO2 reduceres eller forøges og med hvilken acceleration eller deceleration dette sker.

Disse fremskrivningsprognoser ses blandt andet i IPCC’s fremskrivningsrapporter. Det betyder at der kan være forskel i udfaldet af klimaforandringerne, fx om CO2 emissionen reduceres med 10, 15 eller 20 procent over de næste 50 år. Dette øger kompleksiteten i formidlingen af forskningen fordi forskernes fremskrivninger ikke er umiddelbart synlige og indeholder et utal af mulige udfald alt efter hvornår og hvordan der handles på klimaforandringerne.

Usynligt trusselsbillede
Målingerne indeholder store usikkerhedsfaktorer, fx i beregningsmetoderne. Det betyder at klimadebatten bliver kompleks på grund af mængden af mulige udfald. Men det betyder samtidig at klimaforskningen kan have vanskeligt ved at overbevise omverdenen fordi forskerne i sagens natur ikke kan føre synligt belæg for noget der endnu ikke indtruffet.

Dette problematiserer klimadebatten. Ikke blot formidlingsmæssigt fordi det er svært at anskueliggøre sandsynlige risici ved klimaforandringerne, men også i forhold til dens overbevisningskraft. For kritikere kan med frihed vælge at ignorere klimaforskernes advarsler da de kun har en begrænset nutidig synlig effekt. Her tænker jeg ikke på de forskere som ud fra videnskabelig metode og praksis gendriver den etablerede konsensus’ argumenter. Forholdet gælder de forskere eller andre aktører, fx politikere, som ikke kan tilvejebringe resultater der legitimt kritiserer den etablerede konsensus i klimavidenskaben, men som alligevel kan afvise forskningens resultater med kravet om kausalt bevis for at klimaforandringerne har denne eller hin risiko for Jorden og dens indbyggere.

Konsekvensen af disse vilkår er at klimaforskningen ikke kan bevise sin argumentation, men må overbevise modtagerne om sine påstande hvilket kan fastlåse en debat om hvorvidt klimaforandringer er menneskeskabte eller ej.

Medieskabte tilhængere og modstandere
En afgørende institution der bygger bro mellem klimavidenskaben og klimapolitikkens vindinger og disputter, er medierne. Og her findes beklageligvis en række eksempler på at medier forvirrer mere end de formidler. Fx bliver ovenstående hovedargument anvendt som en ubrydelig modstilling mellem ‘klimatilhængere’ og ‘klimamodstandere’.

Og her har man svært ved at skelne videnskab fra politik. For det er i sandhed svært at være modstander eller tilhænger af klimaforandringer. Det er i bedste fald ligegyldigt. Ligesom det er ligegyldigt om man er tilhænger eller modstander af at solen står op hver morgen. Det der er relevant at diskutere, er hvad vi vil gøre ved dette forhold.

Er jeg fx modstander af tidlige solopgange i sommermånederne, kan jeg hænge et rullegardin op i mit soveværelse så det skærmer for solen. Jeg har hermed handlet i forhold til det vilkår at solen står op. Dette forhold mellem vilkår og handling fremstilles ikke altid så overskueligt i klimadebatten. Og visse yndlingstalsmænd på den ene eller anden side af tilhænger-modstander aksen fremdrages frivilligt eller ufrivilligt som skyts i denne efterhånden tyndslidte polariserede udlægning af debatten, hvor for og imod fremstilles som – tilstræbt objektiv – journalistik.

Resultatet af denne i sandhed falske dikotomi er at læsere med avisen i hånden, selv om de er oplyste og vidende, efterlades med en skepsis over for selve troværdigheden af klimaforskningen. For hvordan skal man tilslutte sig en videnskab der tilsyneladende har lige mange tilhængere og modstandere?

Sådanne over- og underdrivelser er en del af den daglige redaktionelle virkelighed på enhver avisredaktion. Ingen nævnt, ingen glemt. Og faktuelle fejlslutninger kan nu en gang påtales og rettes. Langt sværere er det at skelne mere komplekse og sammenvævede størrelser som eksempelvis værdier i forhold til fakta i klimadebatten.

Det kræver en forståelse af de vilkår som klimavidenskaben og dermed klimadebatten indeholder. Jeg listede tre af dem tidligere: at klimavidenskaben ikke kan føre demonstrativt bevis; at den baserer sig på fremskrivninger; og at den er usynlig i sit trusselsbillede.

Samtidig er klimadebatten en sammenvævning af videnskab og politik fordi videnskabelige observationer i reglen følges af politisk handling. Forholdet vil til stadighed være gældende hvad enten man hylder eller dadler dette vilkår i videnssamfundet. Men det er vigtigt at være bevidst om hvornår man refererer noget som fakta, det vil sige målinger eller observationer, og hvornår man giver udtryk for sine meninger, altså hvorvidt man finder klimaforandringerne vægtige i en sådan grad at man vil handle på disse.

Det gælder sådan set i begge lejre af klimadebatten. Både blandt de som mener der skal sættes aktivt ind, og de som mener at der sættes mindre aktivt ind for at dæmme op for klimaforandringer og de risici de medfører. Hvis politiske beslutningstagere, virksomheder eller andre med forandringskompetence i klimadebatten vægter det som værende mindre betydeligt end andre politiske problemstillinger, er det et udtryk for en værdimæssig vægtning, og ikke nødvendigvis et udtryk for at man som kritiker ikke tror på klimaforandringerne.

Balanceakt mellem værdier og fakta
Politikeren, virksomheden eller organisationen der vægter handling på klimaforandringer som en tungtvejende værdi er ikke nødvendigvis 100 procent overbeviste om samtlige udmeldinger fra klimavidenskaben. Det er her vigtigt at skelne mellem fakta og værdier.

Fakta må vi acceptere, men vi vælger selv at relevansbetone og vægte disse fakta i det omfang vi ønsker at handle på klimaforandringerne. En sådan opdeling er i praksis ganske svær at efterleve. For som på alle videnskabsområder har også klimavidenskab og politik sine overlap og fællesdomæner. De sover i samme seng, men behøver dog ikke af den grund elske hver nat. Dermed mener jeg at en bevidsthed hos debattøren eller måske ligefrem en kommunikeret eksplicitering af hvornår man taler fra et faktuelt videnskabeligt ståsted, og hvornår man taler fra et værdibaseret, politisk ståsted, er tiltrængt.

En debattør som viser et eksempel på at dette svære krav kan efterleves, er Bjørn Lomborg. I forordet til sin seneste bog COOL IT skriver Lomborg:

»That humanity has caused a substantial rise in atmospheric CO2 levels over the past centuries, thereby contributing to global warming, is beyond debate. What is debatable, however, is whether hysteria and headlong spending on extravagant CO2-cutting programs at an unprecedented price is the only possible response. Such a cause is especially debatable in a world where billions of people live in poverty, where millions die of curable diseases, and where these lives could be saved, societies strengthened, and environments improved at a fraction of the cost.«

Omend postulerende, indrammer citatet essensen af min argumentation: Det er vigtigt at afsenderen anskueliggør hvilken information der er til debat og hvilke fakta der ikke er til debat. Og dette gælder både modstandere og tilhængere af denne eller hin klimapolitiske overbevisning. Hvad jeg efterspørger, er en redelig og saglig klimadebat hvori alle aktører bestræber sig på at skelne mellem værdier og fakta. Den vigtigste læring er her at benævne sine verber som værende enten at mene eller at tro.