Videnskabet: Forstår vi stadig hinanden i Norden?

I 1976 undersøgte Øivind Maurud hvor gode rekrutter i København, Oslo og Stockholm var til at forstå nabosprogene. Han kom frem til at nordmændene var bedst, danskerne lå på andenpladsen og svenskerne lå i bunden.

Den vanskeligste sprogkombination var en københavnsk taler og en stockholmer der lyttede. Det har siden da været den standardundersøgelse vi har henvist til når vi skulle udtale os om internordisk sprogforståelse. Indtil nu.

På opdrag fra Nordisk Kulturfond er man nemlig ved at lægge sidste hånd på en undersøgelse af hvor godt dansk, norsk og svensk forstås af 18-19-årige i alle de nordiske lande.

1825 unge mennesker over hele Norden, fra Nuuk til Jyväskylä, har set videoklip, lyttet til nyhedsudsendelser, læst en avistekst og besvaret spørgsmål om indholdet og om hvad enkeltord i teksterne betyder.

Det er en kvantitativ undersøgelse med Lars-Olof Delsing og Catharina Lundin-Åkesson fra Lunds Universitet som projektledere.

Endnu er ikke alle kombinationer gennemregnet og analyseret, men visse hovedlinjer tegner sig.

Danmark i bunden
Som det ses af søjlediagrammet med de samlede resultater er nordmændene som sædvanlig bedst med 6,14 point af 10 mulige, svenskerne scorer 4,38 mens danskerne kun klarer 3,87 point.

Også finlandssvenskerne med 4,20 point klarer sig bedre end vi gør. Hvad angår rækkefølgen er der sket den ændring at Danmark og Sverige har byttet plads.

Danskerne er nu notorisk de dårligste i Skandinavien til at forstå nabosprogene.
Det er ikke bare Danmark der sakker bagud. Undersøgelsen viser også at vi generelt i Norden er blevet lidt dårligere til at forstå hinanden i løbet af de små 30 år, men man kan ikke sammenligne tallene umiddelbart da der er forskel på undersøgelsernes oplæg.

I undersøgelsen har vi imidlertid ikke kun testet de unges sprogforståelse. En del af deres forældre er også blevet testet (dog kun for så vidt som de var indfødte).

Denne del af undersøgelsen er ikke helt færdig, men det ser ud til at forældrene er dygtigere end de unge til at forstå nabosprogene.

Mindst er forskellen i Norge. Sverige placerer sig i midten. De svenske forældre er bedre til dansk end til norsk – det er formentlig malmøboerne der trækker gennemsnittet op. De danske forældre adskiller sig mest fra de unge.

Nu kan vi ikke tage forskellene mellem børn og forældre som udtryk for hvor meget dårligere man er blevet i de forløbne 25-30 år til at forstå naboerne.

Forældrene kan meget vel være
dygtigere til det i dag end de var som 19-årige simpelthen fordi de i de mellemliggende år har haft lejlighed til at kommunikere med folk på nabosprogene, og derved er blevet bedre til at forstå disse nabosprog.

Inden vi lader det nordiske sortsyn tage helt over, bør vi også huske på at 1960’erne og 1970’erne nok er den periode i nyere historie hvor flest skandinaver ugentligt – ofte endda dagligt – hørte og læste et af nabosprogene fordi man så fjernsyn fra nabolandet.

Rekrutterne i 1976 hørte netop til den generation der allerede som børn havde set meget fjernsyn fra nabolandet – hvis de boede så tæt ved at det kunne lade sig gøre.

Det kunne det i Oslo og København, men ikke i Stockholm. Det skyldes derfor ikke kun den danske udtale at de unge stockholmere havde sværest ved at forstå nabosprogene.

I dag er der mange flere kanaler at vælge imellem, og der ses formentlig mindre nordisk fjernsyn i nabolandene. Derfor er det heller ikke mærkeligt hvis den umiddelbare nabosprogsforståelse er knapt så god i dag da fjernsynsvanerne er anderledes og mere internationalt orienterede.

Internationalisering og sprogforståelse
Siden 1976 er de nordiske lande blevet internationaliseret. Omkring en fjerdedel af testpersonerne i den nye undersøgelse har indvandrerbaggrund, og disse unge er knapt så gode til at forstå nabosprogene som de indfødte unge.

Forskellen er dog mindst i Danmark (indfødte 4,01 mod 3,70 for indvandrere) mens forskellen i Norge er så stor som mellem 6,65 og 4,59. Bemærk dog at indvandrerne i Norge scorer højere end indfødte danskere!

Når talen er om internordisk kommunikation, skelner man mellem et primært og et sekundært nordisk sprogsamfund. Danskere, nordmænd og svenskere (inklusive finlandssvenskere) kommunikerer ved at tale deres respektive modersmål.

Folk fra det øvrige Norden kommunikerer ved at tale et af de tre skandinaviske sprog som de har lært.
Indtil nu har vi udelukkende beskæftiget os med de testpersoner der har et af de skandinaviske sprog som modersmål, det vil sige det primære nordiske sprogsamfund, men den nye undersøgelse har også inddraget de øvrige nordiske lande og sprog (dog ikke samisk, blandt andet fordi der ikke er ét samisk standardsprog, men flere, indbyrdes meget forskellige).

De unge med finsk, færøsk, islandsk og grønlandsk modersmål blev testet i både dansk, norsk og svensk, så heller ikke i dette tilfælde kan der sammenlignes direkte på point med de tidligere nævnte resultater.

Men det er her i det sekundære nordiske sprogsamfund vi finder mestrene i internordisk sprogforståelse: Færingerne scorer 7,01 og overgår altså langt nordmændenes 6,14 point, og både islændinge og grønlændere scorer højere end danskerne.

Men så skal vi lige huske på at det ene af testsprogene er dansk, og det har de unge i disse lande haft på skemaet i årevis, mens undervisningen i nabosprog er minimal de fleste steder i Skandinavien.

Når man drøfter internordisk kommunikation, dukker der altid et forslag op om at gå over til engelsk. Forståelsen af engelsk er også inddraget i undersøgelsen.

På engelskforståelsen topper finlandssvenskerne med 7,66 mens danskerne må nøjes med beskedne 5,70. Også her er vi i bunden.
Resultatet af undersøgelsen er altså at det er så som så med engelskforståelsen, men dertil kommer at undersøgelsen ikke måler kommunikationseffektivitet, men forståelse.

Når vi kommunikerer med svenskere på engelsk, skal vi både tale og forstå et fremmed sprog. Med den sædvanlige nordiske form for kommunikation er det kun modtageren, den lyttende, der skal anstrenge sig.

Den talende kan bruge sit modersmål og har dermed maksimale udtryksmuligheder til rådighed. Helt gratis.

Dovne ører
Som det typisk er tilfældet i humanistisk forskning, må man regne med flere samvirkende årsager til at de tre nationer placerer sig forskelligt.

Jeg vil pege på fire områder hvor der kan findes forklaringer: sprog, sprogbrug, kontakt med nabolandet og socialpsykologi.

Der er gode sproglige grunde til at nordmændene klarer sig bedst: det store flertal der skriver bokmål har stort set ordforråd fælles med os danskere mens lydsystemet ligner det svenske overordentlig meget.

Danskere og svenskere skal derimod overvinde både lydforskelle og forskelle i ordforrådet. Dertil kommer forskelle i sprogbrugen. Nordmændene har et større sprogligt beredskab fordi der er betydeligt større variation inden for det norske sprogsamfund end der er i Sverige og specielt i Danmark.

Der er større dialektforskelle, og man må derfor hele tiden være beredt på at den næste ærede taler lyder anderledes end den forrige.

Når man er vant til at agere i et sprogsamfund af den type, lader man sig ikke slå af pinden af dansk eller svensk.

Det er blot en dialekt der er lidt anderledes. For de nordiske nabosprog er jo ikke mere forskellige end de kan opfattes som dialekter af samme sprog.

I Danmark hvor vi har afskaffet det meste af den traditionelle dialektvariation, er vores ører blevet så dovne at de giver helt op så snart noget lyder lidt anderledes end moderne københavnskpræget rigsmål.

Blaserte københavnere
Et interessant resultat i undersøgelsen er at danskerne har overtaget bundplaceringen fra svenskerne.

De sproglige forskelle er konstante eller svagt øgende så forklaringen er næppe rent sproglig.

I den nye undersøgelse er hovedstæderne blevet suppleret med Bergen, Århus og Malmø. Malmøboernes kontakt med Danmark og motivation for at forstå dansk gør dem så dygtige til dansk at de trækker det (stadig) lave stockholmergennemsnit gevaldigt op.

Forholdet mellem dansk og svensk i Øresundsområdet er asymmetrisk: svenskerne er mere optaget af at lære dansk end omvendt. Det ser oven i købet ud til at københavnerne ikke er spor bedre til svensk end århusianerne – faktisk lidt dårligere! Det er baggrunden for at Danmark og Sverige har byttet plads.

Om københavnernes dårlige resultater så skyldes større hovedstadsblaserthed, skal jeg lade være usagt, men feltarbejderne kunne berette at de unge århusianere tog opgaven mere alvorligt end de mere henslængte københavnere.

Forståelse eller kommunikation
Undersøgelsen giver ikke noget svar på hvor gode vi er til at kommunikere. Den siger kun hvor gode vi er til at forstå en tekst vi får forelagt i en skolesammenhæng.

Meget tyder på at når vi står ansigt til ansigt med en fra nabolandet, så går samtalen bedre end man måske skulle tro ud fra de tal vi har set. Det skyldes flere ting: man er mere motiveret når det er en levende person man taler med end når man lytter til et bånd.

Man har mulighed for at spørge hvis der er et helt uforståeligt ord i sammenhængen (som fx svensk grodor ‘frøer’ i en af teksterne) og måske anstrenger den talende sig også for at blive forstået, taler lidt langsommere, prøver at tale tydeligt eller at undgå ord som erfaringsmæssigt volder vanskeligheder.

Man må derfor håbe at der bliver lejlighed til at følge undersøgelsen op med en analyse af den internordiske kommunikation, og af hvor gode vi er til at kommunikere, og hvilke strategier der fungerer godt.

Afslutningsvis kan man spørge om undersøgelsen kan fortælle os andet end hvem der er bedst til at forstå naboen?
De der er bedst til at forstå nabosprogene er de gennemført tosprogede færinger, fulgt af nordmændene der er vant til stor sproglig variation.

I begge tilfælde kan man regne med en stærkere sproglig bevidsthed end hos den udpræget ensprogede gennemsnitsdansker eller -svensker.

Nordisk ensprogethed styrker heller ikke engelskkundskaberne. Her er det finlandssvenskerne der er bedst, fulgt af færinger, islændere, nordmænd, svenskere og finner, med danskerne i bunden.

Det er ikke tosprogethed i sig selv der er problemet. Tværtimod øger det at kunne flere sprog eller dialekter de sproglige resurser.

Men hvorfor er de tosprogede elever med indvandrerbaggrund så dårligere? De har endda ofte slægt og venner der bor i et af de andre nordiske lande.

En af forklaringerne er at de (lige som finnerne) kun kan trække på deres ene sprog når de skal forstå naboerne, mens færingerne kan trække både på færøsk og dansk.

Når danske Yusuf besøger sin fætter i Oslo, vil de typisk tale tyrkisk sammen selv om de måske er bedst til dansk og norsk. Derfor får disse kontakter ingen betydning for deres evne til at forstå de nordiske nabosprog.

En anden og mere almen – og dybt beklagelig – årsag er at disse unge sjældent eller aldrig oplever at deres flersprogethed ses som en resurse. Den betragtes kun som et problem.

Måske ender danskerne i bunden fordi vi har været bedst til at afskaffe dialekterne og dårligst til at indse at alle sprog er værdifulde, og alle sprogkundskaber kan nyttiggøres: direkte til kommunikation, indirekte til et langt større sprogligt beredskab end hvis man er ensproget og kun (aner)kender én dialekt.

Det fører til en indsnævring af den sproglige horisont som ikke opvejes af engelskundervisning fra 3. klasse.

Test din nabosprogforståelse på www.nordkontakt.nu.

Inge Lise Pedersen er lektor ved Afdeling for Dialektforskning og formand for styringsgruppen bag den nye internordiske sprogundersøgelse, INS-projektet.