Videnskabet: Fra selvrefleksion til selvdannelse

Vi lever i en tid af tumultagtige forandringer. Til forskel fra tidligere tiders sociale udviklingsprocesser indvirker dagens forandringer på den enkelte i en sådan grad, at mange mennesker oplever en stigende rodløshed, der påvirker deres identitet og selvopfattelse.

Vi mangler svar på mange af dagligdagens spørgsmål, som vore forældre, læremestre, ledere og andre autoriter tidligere let kunne give os respons på. I dag kan de kun dele deres mening med os – uden at det nødvendigvis hjælper os videre. Vi kastes tilbage til os selv for at finde svar på de mange udfordringer, vi dagligt skal forholde os til.

Den kendte engelske sociolog Anthony Giddens siger i sin bog om modernitet og selvidentitet at »Modernitet er en posttraditionel orden, hvor spørgsmålet ‘Hvordan skal jeg leve?’ må besvares gennem dag-til-dag beslutninger om, blandt meget andet, hvordan man skal opføre sig, hvilket tøj man skal tage på, hvad man skal spise … «

Og Giddens analyserer situationen således: »Modernitetens refleksivitet strækker sig helt ind i selvets inderste. I en post-traditionel orden bliver selvet med andre ord et refleksivt projekt.«

Ifølge Giddens og mange andre samfundsforskere hviler en stor byrde på den enkelte; en byrde, der tidligere kunne løftes gennem vores deltagelse i stabile sociale fællesskaber (familien, landsbyen, gaden, menigheden etc.), der ikke længere eksisterer i en stabil form, og som vi derfor ikke kan referere til og få støtte fra. Nu om dage er vi nødt til selv at reflektere over de fleste ting, såvel i vores privat- som i vores arbejdsliv: Der kan være tale om påklædning, fritidsinteresser, opdragelse, karriereveje, arbejdsmæssige udfordringer, ledelsesstil osv.

Vi skal imidlertid ikke bare selvreflektere, vi skal også iscenesætte os i de mange sociale og virtuelle rum vi i løbet af dagen befinder os i. Spørgsmål som ‘Hvordan holder jeg mig i form?’ og ‘Hvordan skal jeg løse denne ledelsesopgave?’ – hvor man beder om svar og handlingsanvisninger – bliver til spørgsmål om hvem man gerne vil være. Man kan ikke længere fremstå som en person, der bare er på én måde. Vi skal være forskellige afhængige af hvor vi er, og hvem vi er sammen med.

Man taler om patchwork-identitet. Identitet bliver hermed til et livslangt projekt og til en form for selviscenesættelse – en livslang søgen efter hvem vi vil være, og hvor vi bevæger os hen. Vi er rastløse nomader, som den amerikanske socialpsykolog Kenneth Gergen uddyber det.

Den norske psykiater og forfatter Finn Skårderud taler om uro, og han belyser hvordan et stigende antal mennesker i vort samfund eksperimenterer med sig selv i en søgen efter renhed, kontrol og mening. Denne søgen fører dog i stigende grad til ekstreme teknikker og livsformer, lige fra deltagelse i en tredobbelt ironman til anoreksi.

Samskabelse gennem dialog
Det bliver mere og mere nødvendigt at kultivere vores måde at reflektere over os selv, vores handlemåder og vores måder at være menneske på. Det er ikke længere nok med selvrefleksion. Vi udfordres til permanent udvikling – på arbejde og privat. Her kan man tale om selvdannelse, hvor man udvikler sig selv, sine værdier, sine levemåder på baggrund af egne refleksioner og i et samspil med de sociale omverdener, man lever i.

I gamle dage var dannelse både institutionaliseret og en del af forældrenes ansvar: En bestemt kulturel kapital kunne gives videre til den næste generation af dannede mennesker.

Men i dag kan vores forældre, vores uddannelsessystem og andre aktører i vores kompetenceudvikling i bedste fald kun støtte os i vores selvdannelsesprojekt. Der er for mange veje at vælge imellem, og det kan være svært at tage beslutninger på basis af andres råd. Både som unge og som voksne har vi brug for at finde støtte baseret på vore egne præmisser.

Samme vilkår gælder i arbejdslivet. Tidligere blev man oplært i en profession, som man formodentlig udøvede resten af sit liv. I dag tager man en uddannelse, og med en vis sandsynlighed ender man et helt andet sted i sin erhvervskarriere. Livslang kompetenceudvikling og efteruddannelse er centrale faglige udfordringer, men beslutningen om hvilken vej vi skal gå, kan kun træffes af os selv.

Min antagelse er at coaching og coachingpsykologi er opstået på baggrund af disse nye, posttraditionelle udfordringer. Coaching er ikke navlepilleri, men hjælp til selvhjælp.

Coaching kan defineres som coachens støtte til fokuspersonens eller -gruppens lærings- og udviklingsproces. Coachen og fokuspersonen – den coachede – sam-skaber et rum til fælles refleksion og faglig og/eller personlig udvikling.

Coachen er ikke en rådgiver, men en samtalepartner, der stiller spørgsmål, som får fokuspersonen til at reflektere over bestemte udfordringer på en ny og anderledes måde for derigennem at skabe muligheder til egen læring, dannelse og udvikling.

Når målet er ukendt
Coaching associeres traditionelt med sportens verden, og her ligestilles coaching ofte med undervisning og træning, hvor man tager hensyn til psykologiske faktorer i atletens eller teamets målsætninger og optimale præstation.

Selvom man helt sikkert kan bruge enkelte elementer fra den traditionelle sportscoaching, så tilbyder coachingpsykologi i den her præsenterede form et meget bredere perspektiv. I sportens verden kendes målet ofte. Den ‘virkelige’ verden opleves derimod meget mere diffus og kompliceret, hvor simple løsninger ikke går så rent ind på lystavlen som i sportens verden.

Coachingpsykologi bygger blandt andet på en ny psykologisk erkendelse. Den traditionelle psykologi fokuserer på neuroser, psykoser og andre psykiske forstyrrelser med det formål, at patienten kan genvinde kontrol over sit liv. I coachingpsykologien er fokus på refleksioner over egne tanker, følelser, handlinger og reaktioner på permanente livsændringer.

Coachingpsykologien er dermed udviklingsorienteret: Man ser på sine styrker, positive undtagelser, mulige fremtider, opløftende historier, og søger i sidste ende efter en mening med det, man gør eller drømmer om. Men den fulde kontrol over situationen skal man faktisk ikke stræbe efter. Man skal være i flow.

Coachens værktøjskasse
For at kunne igangsætte sådanne coachingsamtaler skal man som coach have en videregående psykologisk (coaching)uddannelse bag sig.

En sådan uddannelse sikrer, at man har opbygget en forståelse for sit fag – både med henblik på kendskab til relevante teorier, empiriske undersøgelser og udvikling af praktisk ekspertise. Gennem uddannelse og supervision skal man have lært at kunne sætte sig i et andet menneskes situation og se livet fra dette menneskes perspektiv. Her drejer det sig om empati og især medmenneskelighed. Som coach skal man kunne stille begavede spørgsmål; det er hovedopgaven for en god proces.

Disse spørgsmål skal hjælpe fokuspersonen, den coachede, til at blive tilpas forstyrret i sin gængse livsanskuelse og i de udfordringer, han eller hun er konfronteret med. Denne forstyrrelse er udgangspunkt for at kunne anskue sin verden på en ny måde.

I samspil med coachen begynder fokuspersonen nu at skabe sin verden på en ‘ny’ måde. Den måde, man har anskuet bestemte udfordringer på, har kun været én af mange. Coach og fokuspersonen sam-skaber denne ‘nye verdensanskuelse’ – en kendt fortælling bliver nyfortalt: Plottet rykkes en smule, personerne i historien får en ny betydning, glemte begivenheder får en ny plads i historien, og verden begynder at forandre sig – måske ikke lige med det samme, men en ny fornemmelse begynder at brede sig hos fokuspersonen.

Når der følger handling efter ord, og andre begynder at kunne se denne forandring, så øges sandsynligheden for at forandringerne manifesteres i fokuspersonens ‘virkelige liv’.

Men som god coach skal man ikke bare være en psykologisk fagperson, man skal også være filosof. Sammen med fokuspersonen ‘filosoferer’ coachen over livet: at finde ind til sig selv, mærke øjeblikket, leve med forvirring – for en tid i hvert fald – og sanse nye perspektiver, som pludselig åbner sig for én.

At finde mening i tilværelsen er særlig påkrævet for at kunne håndtere de posttraditionelle udfordringer, der giver så mange muligheder for at blive forvirret. Mening er i mindre grad givet på forhånd. Mening og stabile værdier er ikke længere defineret af lærere, præster, ledere eller læremestre. Mening og værdier skal findes gennem egne oplevelser og refleksioner og i samspil med andre, i familien, på arbejdspladsen, sammen med vennerne og dem man omgås.

Meningen er blevet flyvsk. Den skal hele tiden genfindes og forankres i tanker og handling og skabes og genskabes i lokale fællesskaber. Forældres, læreres eller lederes coachende tilgang kan her hjælpe i den daglige kommunikation. Gennem meaning-making skaber man en lokal kultur – i familien, i skolen, på arbejdspladsen, eller hvor man nu er sammen med andre mennesker.

Det brogede coachingmarked
Læsere med kendskab til det brogede coachingmarked fornemmer sikkert forskellen mellem det, jeg skriver her og det, de muligvis har hørt fra andre eller selv har erfaring med. Alt for mange coaches lover dig et quick fix. Efter min mening findes dette ikke, i vores omskiftelige tid er det nærmest den rene illusion. Den der lover en hurtig løsning, er helt sikkert en charlatan!

Udvikling, forandring og læring er oftest langsomme og til tider seje processer, både i privatlivet og i professionelle sammenhænge. Den vigtigste grundsten til udvikling er, at man som fokusperson har en parathed til at udvikle sig. Det er klart det mest centrale succeskriterium.

Der skal være en vilje til forandring – også med de omkostninger, det kan indebære, måske er man nødt til at opgive behagelige vaner, sin tryghed og det velkendte. Den der ikke er beredt herpå, skal lade være. Det bliver dermed tydeligt, at man ikke kan tvinge nogen til at blive coachet.

Forudsætningen for enhver form for coachingproces er en klar kontrakt og etiske regler. Således kan coaching i ledelsessammenhænge for eksempel være en farlig cocktail. Det skal stå meget klart for alle parter, hvilken rolle man som leder påtager sig, og om man nyder tillid hos alle de involverede medarbejdere, før man succesfuldt kan fungere som coachende leder. Generelt kan en god og tryg relation mellem coach og fokusperson anses for den anden grundsten til en mulig coachingsucces.

Coaching er et fænomen i vores tid – en samtaleform der kan skabe noget nyt for alle parter, og som kan være en vigtig forudsætning for personlig og/eller faglig udvikling. Jeg tror ikke, at coaching er en døgnflue. Min kobling til de samfundsmæssige og sociale udfordringer på alle livets områder skal synliggøre, at der er et behov for andre måder at tale sammen på – hvad enten det er på tomandshånd eller i grupper, privat eller på arbejde.

Det drejer sig ikke om at få ret eller nå et kompromis. Det vigtigste er, at vi tillader forskellighed og bruger denne forskellighed til en berigelse af den enkeltes position. På denne måde kan coaching og coachinglignende samtaler være med til at skabe en ny samtalekultur i familien, på skolen, på arbejdspladsen og socialt med venner og bekendte. Det er ikke altid så ligetil at nå dertil, men er klart et forsøg værd. Det langsigtede mål er at skabe et humant samfund, hvor der er plads til alle.