Videnskabet: Halvt københavnsk, halvt persisk - om kulturforskning

Det er ikke kun universitetet der kan fejre årsfest i dag. Også kulturen holder fødselsdag, endda rund fødselsdag. Det er i år 200 år siden at ordet kultur første gang registreredes i en dansk ordbog, nærmere bestemt i Jacob Badens Alphabetisk Ordbog over de af fremmede, især af det græske, latinske og franske Sprog i det Danske indførte Ord med Forklaring af deres Bemærkelse og Anviisning til Deres Retskrivning: udgivet til Brug for Ustuderte og unge Mennesker.
Som bekendt har kulturen også gjort karriere på universitetet.

Her tales om kulturantropologi, kulturgeografi, kulturhistorie, kultursociologi, kulturfag i det hele taget, og selv er jeg ansat ved et Institut for Kunst og Kulturvidenskab, så i dagens anledning er det nærliggende at slå et sving ind over kulturfeltet og måske endda slå et slag for kulturforskningen.

Som ordet kultur er indført fra det ‘fremmede’, er fænomenet kultur selv et resultat af udveksling mellem det hjemlige og det fremmede, og jeg vil bruge lejligheden til at sige lidt om udvekslingen mellem det danske og det østerlandske, sådan som den har taget form mellem 1806 og 2006, mellem Oehlenschlägers Aladdin og Jyllandspostens Muhammedtegninger.

Den nationaliserede kultur
Man kan skelne mellem tre faser i denne udveksling. I den første udfolder den sig inden for det jeg vil kalde den nationaliserede kultur, i den anden inden for den internationaliserede kultur, og i den tredje inden for den globaliserede kultur. Jeg begynder selvfølgelig med den nationaliserede kultur.

Som man forstår, var kultur en importvare, men ordet oplevede en hurtig og smertefri integration i det danske sprog, og snart blev kultur og danskhed to sider af samme sag. Men kulturen gjorde jo også sin entré samtidig med de institutioner der blev bygget for at bære den danske kultur, altså skolen og universitetet.

I Wilhelm von Humboldts mønsterdannende universitet som om fire år kan fejre sin 200. årsfest, blev kulturen på én gang forudsætning og formål. Kulturen var det selvfølgelige grundlag for universitetets arbejde, men samtidig var kulturen det som var studiernes genstand. Man studerede for at danne sig til et kulturmenneske og dermed en værdig statsborger.

I løbet af det 19. århundrede udkrystalliserede denne dobbelthed sig. Kultur blev et spørgsmål om at være og at have. Kultur var både noget man kunne være en del af, sådan som man for eksempel kunne være en del af den danske kultur, men også noget man kunne have del i, fx ved at læse det bedste der var skrevet og tænkt i Danmark.

Ligesom kulturen delte sig i en folkelig kultur og en finkultur, delte kulturbegrebet sig i et etnografisk og et æstetisk kulturbegreb, men trods al deling handlede begge begreber om helhed. Som det fremgår af en vis kulturkanon der kan fås for 100 kroner i enhver velassorteret boghandel, skulle den æstetiske kultur danne mål for den enkeltes dannelsesvej.

Og som det fremgår af et begreb som danskhed, skulle den etnografiske kultur identificere selve det etniske område som dannelsesvejen gik igennem.

Stoddere, studenter, persere
I Danmark blev universitetet en del af den guldalder der, som Leif Grane engang formulerede det, forvandlede studenterne fra stoddere i staden til herrer i åndernes rige.

Kultur blev det der samlede; man talte om enhedskulturen; man forenedes i idealerne om det gode, det sande og det skønne; og fra 1829 rejste universitetets nye hovedbygning sig på Frue Plads som en monumental erklæring om at kulturen og videnskaben kunne måle sig med kirken.

Professor H.N. Clausen formulerede målet således:

»En universitetsbygning bør uden tvivl, fremfor de fleste andre offentlige bygninger, stå som mindesmærke om konstens inderlige samfund med videnskaben, om det sandes og skjønnes højere enhed.«

Men hvordan stod det i virkeligheden til med denne enhed? Tidens ironi ville at den figur, man samledes om, var af østerlandsk oprindelse og bar navnet Aladdin. I 1805, året før Jacob Baden gjorde sin indføring om Cultur, publicerede Oehlenschläger Aladdin eller den forunderlige lampe, og med denne navnkundige perser var grundmønstret lagt for den kulturelle udvikling i det 19. århundredes Danmark.

Som Georg Brandes udtrykker det:

»Aladdin er Udgangspunktet for nyere dansk Aandsliv, Grundstenen, over hvilken den Bygning er opført, som udgør dansk Litteratur i dette Aarhundredes første Halvdel”, ja han står “med den straalende Lampe højt i sin Haand, som Indgangsskikkelse til Danmarks hele Aandsliv i dette Aarhundrede, lig en gigantisk Fyrtaarnsstatue, der belyser Indløbet til en Havn.«

I sit store værk Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Literatur præciserede Brandes dette signalement. Han skrev at i modsætning til den lidenskabelige orientalisme i Byrons England og den lærde orientalisme i Goethes Tyskland var den barnligt-eventyrlige danske orientalisme »halvt persisk og halvt kjøbenhavnsk,« og det københavnske og det persiske smeltede ubesværet sammen.

Det er i Aladdin man finder det udtryk der bedst rammer den selvtilstrækkelige holdning som i dag giver persere og andre østerlændinge problemer når de søger ly i Danmark. Jeg tænker selvfølgelig på det humoristiske portræt af slagteren der siger:

»Gaa hen for mig og henret hvem I vil, Naar I kun spare mig, min Hustru og Min lille Hassan med de skieve Ben.«

Den internationaliserede kultur
I Hovedstrømninger skrev Brandes at »det er fra Universitetet i København og Præstegaardene paa Landet, at vor Literatur som vor Kultur er gaaet ud,« men med Brandes skete der en internationalisering af kulturen, og det fik konsekvenser for Aladdin.

Brandes følte sig hverken hjemme i Danmark eller i Orienten og indledte da også Hovedstrømninger med at afskedige Aladdin som nationalhelt. Den gamle, halvt københavnske, halvt østerlandske livsstil skulle vige for en helt igennem moderne, europæisk livsstil.

Den geniale lediggænger måtte vige pladsen for den geniale arbejder. Hvis Aladdin fortsat var et forbillede, var det for de Haabløse Slægter som man kunne læse i Herman Bangs debutroman fra 1878. Det moderne gennembruds helte var lægen, ingeniøren, videnskabsmanden.

Det betød dog ikke at østerlændingen forsvandt fra den danske litteratur og kultur. Tværtimod orientaliserede man på livet løs, i klunkehjemmene vidner divaner, ottomaner og mekkaplyds, alt det Otto Rung kaldte pude- og paschastilen, om Orientfascinationen, og Georg Brandes’ egen bror studerede orientalistik og skrev sågar et skuespil om Muhammed (1895).

Men grænserne blev trukket op, og østerlændingene repræsenterede nu snarere end det halvt hjemlige det helt igennem fremmede.

Det er et paradoks at enhedskulturen hyldede en hybryd, men når Oehlenschlägers Aladdin med Brandes’ ord blev som »en gigantisk Fyrtaarnsstatue, der belyser indløbet til en Havn,« beroede det på i hvert fald to ting: at der i den virkelige verden stadig var en afstand mellem det danske og det østerlandske; og at der i tiden før englændernes bombardement af København rådede en kulturel rummelighed.

Når man anbragte en østerlandsk eventyrskikkelse ved indløbet til Københavns havn, havde det en komisk effekt samtidig med at det rykkede ved de forestillinger som københavnerne havde om sig selv.

Det er også et paradoks at den kulturradikale europæer Georg Brandes var så afvisende over hybriden Aladdin, men det beroede formentlig på at i den virkelige verden var Orienten rykket tættere på, jf. fx den nyanlagte Suezkanal, men vel at mærke som et stykke fjendtligsindet fortid lige uden for det europæiske hus.

For Brandes gjaldt det om at afgrænse europæeren fra såvel det halvt københavnske som det halvt persiske.
Som et paradoksernes paradoks kunne det fremmedartede i det østerlandske også fungere som en metafor for det fremmedartede i den modernisering som datidens københavnere oplevede.

En vis J. Plenge skrev i bogen Nogle Træk af Livet i Kjøbenhavn for en Menneskealder siden i 1873 om forskellen mellem Guldalderens København og det moderne gennembruds København at »man dengang følte sig hjemme baade i sit eget Hus og hos sine Venner, og at man nu altid er ude baade hos sine Omgangsvenner og sig selv.«

Men københavnerne nød, som Herman Bang skrev, at lege »komme Fremmede med sig selv,« og i et forlystelsesetablissement som Tivoli blev de efterhånden helt fortrolige med det fremmedartet-østerlandske.

Den globaliserede kultur
I dagens globaliserede kultur ville det være absurd at konstruere en kulturhero der var »halvt kjøbenhavnsk, halvt persisk«, for persere og andre »Østerlændinge« færdes i hundredtusindvis blandt os.

Det ville også være absurd at »lege komme fremmede med sig selv« når sagen er at bare det at konstruere et hjem kræver opbuddet af al vor energi, jf. både massekulturens opdyrkning af hjemmets indretning og den aktuelle danske litteraturs interesse for ‘Hus og Hjem’, jf. forfattere som Helle Helle og andre.

Det gik ganske smertefrit for sig da fremmedordet kultur anmeldte sin ankomst i det danske sprog. Mindre smertefrit gik det for sig da en jysk avis som et rent dansk anliggende eksperimenterede med karikaturer af Muhammed. Globaliseringen betyder at kulturer ikke længere er bundet til nationer eller lignende afgrænsede områder.

Nu krydser kulturer uafladeligt hinanden, og kulturforskningens blik er rettet mod disse kryds.

Man kan selvfølgelig stadig muntre sig med idealet om den rene, nationale kultur der lader sig samle i en kulturkanon.

Men forskningen i kulturelle brydninger og blandinger er unægtelig noget mere presserende, og derfor er et af de kryds som er særligt trafikeret af kulturforskere, netop udvekslingen mellem det vesterlandske og det østerlandske sådan som det manifesterer sig i de mest forskelligartede kulturelle udtryk – fra den videnskabelige orientalistik over kunst, litteratur og musik til arkitektur og massekultur.

Kulturstudier
Skiftet fra kultur til kulturstudier er af nogen blevet som en følgevirkning af skiftet fra det nationale og statsregulerede universitet til det globaliserede og markedsregulerede universitet.

Dette skifte er i sig selv et interessant emne for en kulturforsker, og Harvard-professoren Bill Readings har beskrevet den ekspanderende kulturforskning som et symptom på universitetets forvandling til en ruindynge med følgende argument:

»Når begrebet kultur ophører med at have nogen vital betydning for universitetet som helhed, kan humanvidenskaberne gøre, hvad de vil med kulturen. De kan bedrive kulturstudier, netop fordi kulturen ikke længere betyder noget som ide for institutionen.«

Man kan imidlertid også hævde at skiftet har vitaliseret kulturforskningen og dermed en vigtig side af universiteternes arbejde; at de har rettet søgelyset mod kultur som noget man ikke bare er eller har, men noget man gør (ved hinanden), ofte i voldsomme opgør med tænkte eller virkelige fjender.

Gerald Graff er oven i købet gået så vidt at han har foreslået at man ikke gør kulturen, men kulturkampene, Culture wars, til grundlaget for arbejdet i det moderne universitet, jf. bogen Beyond the Culture Wars: How Teaching the Conflicts Can Revitalize American Education.

Årsfester som denne er et kulturelt ritual der minder om at i Danmark ligger universitetet endnu ikke i ruiner, ja universitetet og kulturen har stadig betydning, og siden jeg er blevet inviteret til at tale ved denne lejlighed, kunne noget tyde på at også kulturforskningen tildeles en betydning.

Men selv om universitetet ikke ligger i ruiner, så ligner det heller ikke et palads og slet ikke på de institutter hvor der bedrives kulturforskning.

Så, hr. videnskabsminister, vi kan nok mobilisere en turban hvis nogen skulle ligge inde med et par appelsiner.

Martin Zerlang er professor på Institut for Kunst og Kulturvidenskab.