Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Vores store ønske: At systemet LDV kommer til at fungere

IT — På hele Københavns Universitet bliver medarbejdere forhindret i deres arbejde af problemer med et økonomisystem. Det skader forskerne, og det er på tide at få løst problemet, skriver to KU-ansatte.

Siden sommerferien har et af vores vigtigste arbejdsværktøjer, økonomirapportsystemet LDV, enten ikke fungeret eller kørt meget dårligt.

Dette betyder, at medarbejdere på hele Københavns Universitet, som er afhængige af LDV for at udføre deres arbejde, har haft og stadig har meget svære betingelser.

DEBAT

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Vi økonomimedarbejdere bruger dagligt LDV til at lave opfølgning på forskernes økonomi. Fungerer LDV ikke, er det umuligt at følge op på, hvor meget der er brugt på de enkelte bevillinger. Bliver vi kontaktet af en forsker, der her og nu ønsker at få et overblik over sin økonomi, kan det ikke lade sig gøre.

Vi har tit måtte meddele: »Desværre kører LDV ikke så godt lige nu, men jeg sender dig en oversigt, så snart det kan lade sig gøre.«

Det er vi rigtig trætte af, og det er utilfredsstillende for forskerne.

Ligeledes er vi afhængige af LDV, når der skal laves års- eller slutregnskaber til bevillingsgiverne.

Engang imellem kan vi opleve, at der er hul igennem til systemet, så det lykkes at køre en rapport eller to af projektoversigter. Men så fejler systemet ofte igen ved tredje eller fjerde rapport. Det er meget frustrerende og kan virkelig sætte enhvers tålmodighed på prøve.

Forskere kan heller ikke leve med et aflåst laboratorium

Vi vil prøve at sammenligne det med en forskningsgruppes arbejde på Københavns Universitet: Et af forskernes vigtigste ‘arbejdsredskaber’ kan fx være deres laboratorium.

Det viser sig, at døren til laboratoriet er gået i baglås. Døren kan ikke åbnes. Man har haft flere forskellige låsefirmaer ude, men lige meget hjælper det. Døren kan ikke åbnes.  Låsefirmaet sender nogle gange en opdatering om, hvor langt de er kommet med at finde den helt rigtige nøgle, som de håber kan åbne døren til laboratoriet.

Men forskningsgruppen må væbne sig med tålmodighed, for det tager jo tid at finde den rigtige nøgle. Samtidig bliver forskningsgruppen presset af henvendelser om deres forskningsresultater mv. Men da de ikke kan komme ind i laboratoriet, kan de ikke udføre deres arbejde.

En dag meddeler låsefirmaet så, at de har fundet en nøgle, men nøglen fungerer kun om mandagen!

Nu må forskningsgruppen arbejde videre, så godt de nu kan. Godt nok fik de kun analyseret 50 procent af prøverne, men det er der jo ikke noget at gøre ved – eller er der?

Budgetmedarbejdere og HR-medarbejdere på hele KU arbejder også med LDV, og vi formoder at de har samme udfordringer som os. Vi har så sent som i sidste uge drøftet dette emne med en gruppe af vores nærmeste kolleger, som giver udtryk for, at de oplever samme LDV-problemer og deler vores frustration.

Det kan oplyses, at vores nærmeste ledelse på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet har presset på og rykket opad i systemet på KU. Koncernøkonomi på KU har været i løbende dialog med it-virksomheden KMD og Økonomistyrelsen (der indtil marts 2020 hed Moderniseringsstyrelsen, red.), da det er her, systemet er forankret. Der er bare ikke sket noget, der indtil videre har afhjulpet problemet.

Kære julemand, det er her, vi håber på et lille julemirakel.

Seneste