»Vores styrke er vores forskellighed«

Han ligner en, der lige er trådt ud af kælderen under Niels Bohr Institutet, som han står der på trappen op til Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultets hovedkontor på Bülowsvej med et stort smil på læberne under det hvide fuldskæg iklædt et par gammeldags cowboybukser, blå skotskternet skjorte og et par fodformede sorte sko.

Og det er da også lige nøjagtig, hvad han er. Der er ingen forstillelse over naturvidenskabsfolk, og som en ægte en af slagsen går 58-årige John Renner Poulsen ikke og vigter sig i jakkesæt, selv om han netop er blevet ansat som dekan for det nye naturvidenskabelige superfakultet på KU. I stedet går han med snuden lige i sporet efter den afgående dekan fra Science, Nils O. Andersen, som han også afløste som direktør og institutleder på Niels Bohr Institutet i 2005.

Der er heller ingen fornærmelse at spore over, at han i måneden op til sin tiltræden 1. juni må tage til takke med et skrabet kontor på størrelse med et kosteskab, hvor Deres udsendte lige kan klemme sig ind i hjørnet med sine spørgsmål.

»Sådan er vilkårene, når man er midt i en fusionsproces,« konstaterer han tørt.

Og at processen allerede er godt fremskreden fremgår med al tydelighed af de mange nye navneskilte, der er sat op ved siden af dørene ind til de kontorer, hvor de engagerede kommunikations- og administrationsmedarbejdere fra Det Biovidenskabelige Fakultet (Life), tidligere Landbohøjskolen, førhen sad. De er nu spredt for alle vinde og indgår i opbygningen af de to nye superfakulteter på Københavns Universitet (se boks).

I stedet er kommunikationsafdelingen og administrationen fra Det Naturvidenskabelige Fakultet så rykket ind i den gamle Landbohøjskoles historiske bygninger efter i et par år at have haft til huse i en af universitetsbygningerne på Tagensvej. Tilbage fra Life er kun enkelte medarbejdere, heriblandt den konstituerede dekan, centerdirektør for Skov og Landskab Niels Ehlers Koch.

Spørgsmålet er så, hvordan medarbejderne fra den tidligere Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole har det med at komme under kommando af en højenergifysiker fra det ’gamle’ KU.

Interesse eller behov for psykologbistand

Din forgænger, Niels Ehlers Koch, fik angiveligt et chok, da han som nykonstitueret dekan opdagede, at et tilbud om psykologbistand var den mest læste artikel i fakultetets nyhedsbrev, hvilket han tolkede som udtryk for, at mange føler sig usikre og demotiverede for øjeblikket. Hvordan tolker du situationen?

»Nu er jeg jo videnskabsmand, ikke, og man skal lade være med at sætte lighedstegn mellem dem, der klikker på en artikel om psykisk arbejdsmiljø, og dem der faktisk søger psykologhjælp. At jeg klikker på artiklen kan jo skyldes, at jeg finder emnet interessant. Hvis jeg henvender mig til psykologhjælp, er det fordi jeg har det dårligt. Så oplysningen var ikke så direkte chokerende, som man kunne få indtryk af i Universitetsavisens omtale. Men jeg er meget opmærksom på, at det psykiske arbejdsmiljø kan have problemer lige i øjeblikket, og jeg har bedt områdelederne om straks at melde tilbage til mig, hvis de observerer noget i den retning.«

Hvad kan du gøre som dekan for at modvirke sådanne bekymringer hos medarbejderne?

»Jeg kan jo for det første vise, at vi ikke begynder at lave tiltag, som nedbryder nogle af de positive miljøer, som findes på Life i øjeblikket. Og jeg skal nok få at vide øjeblikkeligt, hvis jeg kommer til at gøre et eller andet, som er negativt i forhold til de eksisterende miljøer. De studerende giver meget markant udtryk for, at de er bekymret for deres studiemiljø. Jeg har ingen intentioner om at ødelægge noget som er godt.

Men nogle vil måske sige, at skaden er allerede sket?

»Ja, men så må vi afhjælpe det,« siger John Renner Hansen, der vil have fokus på, at hver eneste medarbejder ved, hvad de har med at gøre.

»Vi har på universitetet en række hovedområder. Vi beskæftiger os med uddannelse og forskning, med udadvendt virksomhed som erhvervssamarbejde og myndighedsbetjening samt med kommunikation og oplysning til den øvrige verden. Det skal være sådan, at hver eneste medarbejder ved, hvorfor de sidder her. Mit helt klare mål er, at jeg om et stykke tid kan spørge en hvilken som helst medarbejder: Hvordan har det, du har lavet i dag, bidraget til udviklingen af det hovedområde, du er indenfor,« siger han og tilføjer:

»Når man laver fusion af den her type, hvor en række medarbejdergrupper laver stort set identiske ting på de to fakulteter, kan man godt risikere, at der opstår nogle lommer, hvor jobbeskrivelsen er blevet noget uklar. Hvorfor laver jeg egentlig det her, spørger man sig selv. Og der er ikke noget så frustrerende, som ikke at være fuldstændig klar på, hvorfor man er en del af organisationen.«

Institutterne skal have egen identitet

Den nye dekans hovedopgave bliver at skabe et nyt fakultet, der fremmer det bedste fra de to fusionerede fakulteter, fremgår det af opgavebeskrivelsen, og den proces er allerede i fuld gang.

»Der er foregået utrolig meget i det seneste halve år. Det hele er linet op og kører meget fint i øjeblikket,« siger John Renner Hansen, der har kunnet følge udviklingen tæt som institutleder af Niels Bohr Institutet, NBI.

Men NBI og ‘gamle’ KU har vel heller ikke følt sig klemt af fusionen på samme måde, som tilfældet har været ude på Life?

»Det er rigtigt. Vi har følt, at vi ikke havde så meget at tabe. Vi har haft en meget fin og stærk faglig identitet på NBI. Det er en meget velfungerende enhed, hvor man ved, hvorfor man er der, man har en vision og man har en række succesfulde forskningsgrupper, som er vældig gode til at markere sig internationalt. Uddannelserne har udviklet sig positivt over de sidste fem-otte år, der er kommet flere studerende, og vi er ikke på nogen måde bange for at drukne i en fusion.«

Nu taler du som gammel institutleder for NBI!

»Jeg ved godt, at der er en lang række grupper og personer fra Life, som er bekymrede for, at mange af de positive ting, der var på det gamle fakultet, vil gå tabt. Som ny dekan kan jeg imidlertid forsikre, at der overhovedet ikke er noget, der skal nedbrydes. Ingen er ude på at ødelægge nogens identitet. Det nye fakultet kommer til at bestå af 12 institutter med hver deres særegne interesser og særkende. Og det skal de blive ved med. Vi skal leve af diversiteten. Vi skal ikke være ens.«

»Det er diversiteten i det nye fakultet, der gør, at vi nu kan nå meget længere, fordi vi samarbejder på tværs af områder, som måske ikke før havde så meget med hinanden at gøre. Nu er de imidlertid kommet under en fælles ledelse, som måske kan være fødselshjælper til nye initiativer på tværs af institutter,« siger den nye dekan.

Er KU for lille til et storfakultet?

Et helt andet problem er så, om KU overhovedet er stor nok til at rumme så stort et fakultet med over 3500 medarbejdere, 9000 studerende og en omsætning på 2,5 milliarder kroner om året?

»Uf, det var et interessant spørgsmål. Lad mig vende det om og sige: Det bliver en styrke, at vi har et stort fakultet, fordi vi har den store diversitet, og vi har ressourcerne,« afparerer John Renner Hansen og fremlægger et lille regnestykke.

»Med cirka to promille af Danmarks befolkning immatrikuleret som studerende og med et samlet budget på cirka 1,6 promille af bruttonationalproduktet, har det nye fakultet enestående muligheder for at gøre en forskel i det danske samfund. I løbet af fem år har vi haft op imod en halv procent af befolkningen i tale. Vi har fået et natur- og biovidenskabeligt miljø, som virkelig kan rykke noget. Fordi vi har så stor adgang til det omkringliggende samfund, kan vi mærke hvad der rører sig, og vi kan kommunikere ud i samfundet gennem vores tidligere studerende. Og vi har tilmed mange ressourcer.«

Så hvad skal det nye naturvidenskabelige fakultet egentlig med KU?

»Åh, men KU er meget andet. Vi er et universitet. Vi skal huske, at et universitet er ikke sådan noget monofakultært noget. Vi har også brug for at tale med humanisterne, med økonomerne, med teologerne, vi har brug for at være netop et universitet, hvor de forskellige hovedområder beriger hinanden. Ved at stå sammen, kan vi lave nogle fine tiltag.«

Men i nogle tilfælde vil dansk naturvidenskab måske være bedre tjent med at gå selv?

»Ja, og så er der andre tilfælde, hvor vi er meget sårbare. Fx ved nedskæringer.«

Naturvidenskab nyder vel generelt mere bevågenhed hos politikerne end Humaniora og Samfundsvidenskab?

»Ja, i dag. Men hvad med om 14 år? Altså sådan noget med at skille universiteter fra hinanden skal man være yderst varsom med, fordi det politiske system kan vende i løbet af ganske kort tid. Universitetet er sådan set en meget stabiliserende faktor i samfundet. KU har eksisteret i over 500 år som en multikulturel enhed, og det skal det bare blive ved med. Så har man monofakultære universiteter som fx DTU ved siden af, og de gør det også vældig godt på deres præmisser, men jeg synes bestemt ikke vi skal lave flere af den type organisationer.«

Store institutter skaber stabilitet

Hvad vil der ske, hvis fusionen ikke bliver en succes? Kan den rulles tilbage?

»Det vil være lige så sandsynligt, som at luften pludselig forsvandt i dette rum. Et af formålene med fusionen er at få institutenheder, som også er tilstrækkelig store til at kunne tage initiativer og modstå nogle af de økonomiske udsving. Jeg kommer selv fra NBI, og det har nu den størrelse, som jeg mener andre institutter også bør have.«

Hvor stort er det?

»NBI har et budget på omkring 300 millioner kroner og beskæftiger 335 medarbejdere, heraf 70 fastansatte forskere, 125 ph.d.er, 70 postdoc’er og 70 teknisk-administrative medarbejdere. Det er en passende enhed, der giver mulighed for at tage nogle initiativer. For eksempel er en af verdens førende forskere inden for kvante-elektronik, professor Charles Marcus fra Harvard University i USA, netop blevet fastansat i et helt nyt professorat på Niels Bohr Institutet takket være en bevilling på 38 millioner fra Villum Fonden. Vi kan gå ud og støtte sådan nogle ting og håndtere store grundforskningscentre, fordi vi har en vis størrelse. Det er en af pointerne ved fusionen – at blive mindre sårbare overfor udsving og tage initiativer. Der er lige det der overskud til at kunne satse.«

Har du ellers nogen mærkesager?

»I første omgang drejer det sig om at komme rundt på alle institutter og lære fakultetet ordentlig at kende. Der er en lang række ting, vi skal arbejde på. Internationalt samarbejde om uddannelse og forskning, det psykiske arbejdsmiljø, forbedring af infrastrukturen for forskningen, udvikling af it-service for alle medarbejdere, forskningsfinansiering og udvidelse af samarbejdet med ministerier og erhvervsliv.«

Lønnen spiller ingen rolle

Den største personlige omkostning for John Renner Hansen ved at tage jobbet som dekan er, at han har været nødt til at lægge sin gamle drøm om at vende et hundrede procent tilbage til forskning og undervisning på hylden, når hans stilling som institutleder på NBI ville være udløbet om to og et halvt år.

»Jeg har jo de sidste 25 år arbejdet med at alle de ting, der nu løber af stablen nede på CERN omkring Higgs-partiklen. Og det er jo noget vemodigt nu at skulle tage beslutningen om, at det skal jeg ikke tilbage til.«

Er det ikke mere spændende at forske i universets opståen sammen med verdensklassefysikere på CERN end at være overadministrator på et nyfusioneret storfakultet på KU?

»Jo, men man skal også tage hensyn til, at der kommer en masse ufatteligt dygtige unge mennesker buldrende bagfra, som kan gøre det mindst lige så godt, hvis ikke meget bedre, end en selv. Alle de nye teknikker mestrer de jo, og det ville tage mig noget tid at komme op i fulde omdrejninger igen. I den situation foretrækker jeg at hjælpe dansk videnskab og dansk uddannelse på højt niveau, når jeg nu havde muligheden for at søge denne stilling.«

Lønnen har måske også spillet en rolle?

»Nej, overhovedet ikke,« bedyrer højenergifysikeren, der dog ikke har lyst til at oplyse, hvad lønnen er for at stå i spidsen for et af Danmarks største fakulteter.

»Men selv om hyren er relativ høj, er jeg helt sikker på, at den ikke er noget sammenlignet med det meget store og meget komplicerede stykke arbejde, der skal gøres. Man skal regne med, at det ikke er en 37-timers stilling, og at man heller ikke kan være sikker på at holde ferie eller fri i weekenden. Så man skal ville det her, og ville det hele vejen igennem.«

Et beroligende signal

Hvordan den typiske arbejdsdag bliver, kan John Renner Hansen af gode grunde ikke sige noget om endnu.

»Men jeg plejer at stå op klokken halv syv, tage kystbanen fra Nivå og normalt være fremme ved ottetiden. Så er der masser af læsearbejde, mails der skal besvares, masser af møder. For øjeblikket er vi ved at lægge min mødekalender om, så jeg ved, hvornår jeg har møder med forskellige arbejdsgrupper. Der er ikke to dage der bliver ens,« siger han

Kan han ikke beskrive, hvordan arbejdsdagen bliver, kan han til gengæld love, at hans dør som hovedregel altid står åben.

»Folk kan komme ind og snakke med mig. Jeg har ikke lukket dør, medmindre jeg ikke er der eller har møder med en anden.«

John Renner Hansen skal videre i sit program, men inden båndoptageren slukkes og notesblokken lægges i tasken, vil den nye dekan gerne være helt sikker på, at hans hovedbudskab er kommet med.

»Jeg vil gerne sende et beroligende signal om, at på dette fakultet skal ingen være bekymret for, at nogen prøver at nedbryde noget. Vi vil hellere opbygge nogle identiteter rundt omkring, der siger, at her hører jeg til, og det er godt.«

Artiklen er bragt som et interview i papirversionen af Universitetsavisen fra den 1. juni 2012.

rjb@adm.ku.dk