»Det er ikke alle, jeg gider at fortælle, at jeg har rettet min uddannelse mod køn«

Sarah Hodde Friland

Historiestuderende og forskningspraktikant på Center for køn, seksualitet og forskellighed

Hvorfor har du valgt at fokusere på køn, seksualitet og forskellighed?

»Jeg beskæftiger mig primært med kvindehistorie, og det giver bare nogle nye begreber, der gør mig skarpere på det. Jeg skrev for eksempel en opgave om debatten om Queen Mary-statuen. Mens hun på De Vestindiske Øer bliver fremstillet som heltinde med gadenavne opkaldt efter sig, blev hun i debatten i medier som Kristeligt Dagblad fremstillet som barnemorder på baggrund af datidens politirapporter. Og her stolede man altså generelt mere på politirapporterne end på fortællingerne fra de Vestindiske Øer, der blev kaldt ’vilde historier’. På Historie lærer vi altid at være kritiske over for vores kilder, men med eksempelvis anti-racistisk feministisk teori er jeg blevet i stand til at se mange flere detaljer om magt-hierarkier, og hvordan kolonialistiske strukturer også har betydning i dag for, hvordan man eksempelvis i debatten har brugt samtidens politirapporter som sandheden.«

Hvorfor tror du, at så mange let bliver stødt af kønsforskningen?

»Når jeg møder folk og fortæller, hvad jeg læser, så tror folk tit, at jeg kan bedømme, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert – at det er det, vi lærer herude. Men i bund og grund beskæftiger vi os med analyser og teorier – og ikke med om noget er sexistisk eller ej. Men forestillingen om, at der står nogen med en løftet pegefinger et eller andet sted på universitetet, den støder nok folk.«

Hvad er det dummeste, du har hørt om kønsforskning?

»Man hører så meget. Jeg er ofte lidt forsigtig med, hvem jeg fortæller, at jeg læser herude. Jeg kan nemt sige, at jeg læser historie – det er der jo ikke nogen, der har en holdning til. Men det er ikke lige alle, jeg gider at fortælle, at jeg har rettet min uddannelse mod køn, forskellighed og seksualitet, ikke fordi jeg er flov over min uddannelse, men fordi det faktisk er trættende at skulle forsvare den i tide og utide.«

Sarah-Sofie Schou Schaufus

Historiestuderende og forskningspraktikant på Center for køn, seksualitet og forskellighed

Hvorfor har du valgt at fokusere på køn, seksualitet og forskellighed?

»Det talte meget til mig, at ’forskellighed’ er en del af studiet. Det her med at kulturmøder ikke kun handler om køn og kvinder, men også om seksualitet, etnicitet, klasse, handicap og alt muligt andet, der har en stor betydning for, hvordan vi oplever verden. Jeg oplever for eksempel ikke kun verden på baggrund af mit køn, men også på baggrund af min hudfarve, uddannelse og en masse andre nuancer.«

Hvorfor tror du, at så mange let bliver stødt af kønsforskningen?

»Jeg tror, at man ser det som, at kønsforskningen er præget af holdninger, at det er aktivistisk. Men kønsforskning i sig selv er ligesom andre forskningsfelter mere præget af metoder og analyser end af, at vi har alle mulige holdninger.«

Hvad er det dummeste, du har hørt om kønsforskning?

»Når folk hører ’køn’, så tænker mange, at det handler om feminisme og at fremme kvinder i samfundet, men det er langt mere videnskabeligt. Når jeg skriver en opgave, hvor en teoretiker argumenterer for, at køn er biologisk og en anden gør det modsatte, så er det ikke min opgave at sige, at det ene eller andet er svaret. Min opgave er at analysere og fremhæve pointerne fra begge sider, så læserne kan fælde deres egen dom.«

Astrid Helene Nielsen

Historiestuderende og forskningspraktikant på Center for køn, seksualitet og forskellighed

Hvordan er dit syn på verden blevet ændret af at være herude?

»Man får en masse fede ting ud af historiske kilder ved for eksempel at se på køn. Jeg skrev på et tidspunkt en opgave om mediernes dækning af det kvindetog, der fandt sted i forbindelse med, at kvinder fik stemmeret i Danmark i 1915. Dengang var journalisterne jo mænd, og man kan læse, hvordan kvindetoget virkede helt overvældende på dem – de skrev om, at byen pludselig skiftede karakter, for man var ikke vant til at se og høre så mange kvinder samlet. Men journalisterne fokuserede også på kvindernes udseende – de skrev, at det var smukke danske kvinder med langt lyst hår, som symboliserede det særligt danske. Jeg kunne godt have skrevet om den begivenhed uden kønsteori, men Laura Mulveys teori om the male gaze gav mig eksempelvis et meget større fokus på, hvad det betød, at det var gennem det mandlige blik, at begivenheden blev beskrevet i kilderne.«

Hvorfor tror du, at så mange let bliver stødt af kønsforskningen?

»Jeg tror, at folk har svært ved at se det som andet end politik. Det er blevet en ting, vi alle forholder os til og har en holdning til. Og så tror jeg, at folk har svært ved at se, at der på universitetet bliver arbejdet med det videnskabeligt, og at vi ikke bare sidder og har en masse holdninger. Vi bruger et teoretisk blik til at læse efter nogle ting i kilder, ligesom man også gør i andre fag.«

Hvad er det dummeste, du har hørt om kønsforskning?

»At det ikke er vigtigt, og at det ikke er en videnskab. For jeg tror, at de fag, jeg har haft herude, er nogle af de mest teoretiske fag, jeg har haft. Vi lærer både at forstå og arbejde med teori samtidig med, at vi lærer at være kritiske over for, hvad forskere skriver. Og de opgaver, vi skriver herude, er altså lige så videnskabelige som de opgaver, jeg har lavet på Historie.«