Wæver-sagen udstiller venstrefløjens interne stridigheder, og højrefløjen udnytter det

»Det er en catch 22-situation på mindst tre niveauer,« sagde Ole Wæver, da Uniavisen først interviewede ham om den racismeanklage, der har hængt over hovedet på ham siden august 2019, da to yngre kvindelige akademikere, Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit, i fagtidsskriftet Security Dialogue udråbte Wævers teoretiske livsværk til at være helt og aldeles racistisk.

Og Wæver fik ret. Eller måske er tre niveauer en underdrivelse. For da først Ole Wævers svar-artikel var udgivet, og han havde trykket send på en kavalkade af tweets, tiltog SoMe-stormen til en akademisk orkan. På under en uge havde debatten fået sine egne memes, en podcastepisode i Whiskey and International Relations Theory og, mest alvorligt, tre underskriftindsamlinger mod Ole Wæver og hans samarbejdspartner Barry Buzan. Hundredvis af anerkendte forskere har skrevet under på, at han mobber og krænker to yngre, kvindelige forskere og underminerer hele kampen mod strukturel racisme.

LÆS OGSÅ: Hundredvis af forskere beskylder Ole Wæver for mobbekampagne

Særligt på Twitter har det føget med anklager og krasse ord, og Ole Wæver og Barry Buzan er blevet kaldt »internationale studiers storpatriarker« og beskyldt for at gøre alt i deres magt for at straffe to forskere i stedet for at bære kritikken med »lidt værdighed«.

Men hvordan endte debatten der? Uniavisen har talt med to forskere og Ole Wæver om deres bud på, hvad der gik galt, og hvorfor Ole Wæver siger, han er »endt i en græsk tragedie«.

»Det er dét, man også kan kalde hvid skrøbelighed«

Ph.d.-studerende Julie Wetterslev er en af de få danske kritikere af Wæver, der har blandet sig i debatten. Hun forsker i oprindelige folks rettigheder og international ret på Det Europæiske Universitet, og har selv overvejet at skrive under på de lister mod Wæver, der har cirkuleret. Det har hun ikke gjort indtil videre. Hun begrunder det med, at også Wævers modparter, Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit, har begået fejl ved eksempelvis at fejlcitere Ole Wæver.

Men Ole Wæver og Barry Buzan er »selv ude om det«, når de modtager kritik fra det anti-racistiske akademiske miljø, fordi de nægter at lytte til deres kollegaer, siger hun. Det er nemlig tydeligt, at Wævers teori om såkaldt sikkerhedsliggørelse mangler et fokus på racisme og koloniale strukturer, siger Julie Wetterslev.

»I stedet for at være villig til at gå ind i debatten, skal det pludselig handle om, at Ole Wæver og Barry Buzan er blevet anklaget og »min karriere er ovre«, og hvad de ellers melder ud. Det er dét, man også kan kalde hvid skrøbelighed,« siger Julie Wetterslev.

Udtrykket hvid skrøbelighed eller white fragility, er opfundet af en (hvid) amerikansk akademiker, Robin DiAngelo, til at forklare, hvorfor hvide mennesker – ifølge DiAngelo – ofte reagerer defensivt, med vrede, frygt og skam, når de skal forholde sig til racisme.

Og netop begrebet hvid skrøbelighed bliver nævnt gentagne gange i debatten på Twitter og sociale medier. Det handler ifølge Julie Wetterslev om, at Ole Wæver afviser muligheden for, at også han og hans teori har racistiske tankemønstre eller analyser, fordi han er en del af en global racistisk magtstruktur, siger hun.

Julie Wetterslev siger også, at den hvide skrøbelighed er tydelig, når Wævers udmeldinger er »så bastante«; fordi han vil have et tidsskrift til at trække en fagfællebedømt artikel tilbage; og fordi han har sendt breve rundt til 400 kollegaer, hvor han ifølge Wetterslev opfordrer til at boykotte tidsskriftet Security Dialogue.

»Hvem er det så egentlig, der lukker munden på hvem?« Spørger Julie Wetterslev.

Det kan være, at Ole Wæver bliver såret og ked af det over, at noget af det, han har skrevet i sin lange og velbetalte forskerkarriere, er blevet forstået lidt forkert eller anderledes, end han havde tænkt det.

Julie Wetterslev, ph.d.-studerende

Det er korrekt, at Ole Wæver og hans væsentligste samarbejdspartner professor Barry Buzan har sendt en række kolleger en e-mail, hvori de skriver, at de ikke selv vil udgive artikler i tidsskriftet eller være fagfællebedømmere for det. Ej heller vil de opfordre kolleger at publicere i tidsskriftet. De skriver også, at sikkerhedsliggørelsesteori-miljøet »måske kunne overveje at finde andre steder at udgive deres arbejde.« Men Ole Wæver afviser, at det skal tolkes som en opfordring til ligefrem at boykotte tidsskriftet.

Kravet til Security Dialogue om at trække artiklen tilbage findes i Wæver og Buzans svarskrift i samme tidsskrift.

Det er tydeligt, at Ole Wæver er blevet ekstremt såret af den her kritik. Er det ikke okay at sige, at man er såret, hvis man er en hvid, privilegeret mand?

»Det er da helt okay at have følelser. Men det er jo desværre ikke alle menneskers følelser, der er lige interessante for aviser og sociale medier. Det kan være, at Ole Wæver bliver såret og ked af det over, at noget af det, han har skrevet i sin lange og velbetalte forskerkarriere, er blevet forstået lidt forkert eller anderledes, end han havde tænkt det,« siger Julie Wetterslev.

Hun fortsætter:

»Andre er måske sårede og kede af det, fordi deres ægtefælle ikke kan komme ind i landet på grund af en forkert hudfarve og kriminaliseret nationalitet, eller fordi de sidder i en fangelejr som asylansøgere, efter at deres hjemland er faldet fra hinanden, eller efter at deres familiemedlemmer er blevet slået ihjel i en krig. Men ofte er det hvide menneskers smerte, der fylder mest i debatten.«

Less is more

På Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) er Rens van Munster splittet. Mest af alt er han – der er seniorforsker i fred, risiko og vold – ærgerlig over, at debatten er blevet en forspildt mulighed for at tage en vigtig intern debat i akademia og for at forholde sig til strukturel racisme, siger han.

Rens van Munster kender tre af hovedpersonerne, Ole Wæver, Alison Howell og Mark Salter, der er redaktør på tidsskriftet Security Dialogue, personligt. Inden debatten for alvor brød løs, havde han indsendt en kortere artikel til et forum om racismekritik i Security Dialogue.

Han siger, at han er overrasket over, at Alison Howell og Melanie Richter-Montpetits artikel Is Securitization Theory Racist? blev udgivet i sin nuværende form. Det er den simpelthen for fejlbehæftet til, og det burde fagfællesbedømmerne have spottet:

»Det er en ren, negativ stempling af Københavnerskolen som racistisk, der sker på baggrund af en mangelfuld og selektiv læsning af litteratur i feltet. Det er der ikke rigtig nogen, der er tjent med,« siger Rens van Munster.

Men samtidig forstår han godt, hvorfor især udefrakommende har afkodet debatten som endnu et eksempel på en kendt, mandlig professor, der har overreageret, siger han. Og at debatten er foregået på Twitter, hvor der sjældent er plads til nuancer, har ikke hjulpet Ole Wæver. Her er det nemt at blive misforstået eller kapret af andre dagsordner. Også Ole Wævers svar på svimlende 98 sider kan nemt misfortolkes, siger Rens van Munster:

Det er nemt at skrive under på sådan et brev, fordi det pludselig kommer til at handle om at tage afstand fra white male-bullying eller old boys-bullying.

Rens van Munster

»For Ole har det nok handlet om at dokumentere meget nøje, hvorfor han synes artiklen er videnskabeligt uredelig – hvilket jo er en stor anklage. Men andre har nok spurgt sig selv: Hvis noget er så dårligt, at der tydeligvis er store fortolkningsfejl i en artikel, skal man så skrive et 100-siders langt forsvar om det? Jeg tror på en måde, at hans omfattende svar er blevet fortolket som et personligt angreb på to yngre kvindelige kollegaer.«

Det ville måske ikke være sket, hvis Ole Wæver havde holdt sig til et kort svar, tænkt less is more. Men det er nemt at være bagklog, siger van Munster.

»Det er også nemt for mig at sige, fordi jeg ikke har mærket det, Ole har været udsat for. Jeg forstår derfor også godt Oles behov for at svare detaljeret på kritikken. Og det var nok også svært at forudse, at debatten ville tage så skarp en drejning på Twitter «

Ole Wæver og Barry Buzans 98 sider lange svar indeholder, ud over svar på tiltale, også overvejelser om, hvordan man kan analysere systemisk racisme, herunder hvordan man kan studere racisme med sikkerhedsliggørelsesteori.

Nu er debatten desværre blevet reduceret til et spørgsmål om mobning og krænkelser, siger Rens van Munster. Og det forstår han på en måde godt, for situationen er genkendelig i forskerverdenen, særligt for unge kvindelige akademikere, som dagligt oplever, at de ikke bliver taget lige så seriøst som deres mandlige kollegaer, eller bliver strukturelt diskrimineret:

»Hvis du ikke er bekendt med sikkerhedsliggørelsesteori og den substantielle debat og bare bliver præsenteret for en ældre, mandlig professor, der har udarbejdet et svar på 100 sider og skrevet i et brev til 400 kolleger, at et tidsskrift burde trække en artikel tilbage, så læser du det måske ud fra dine egne erfaringer med professorer og kolleger og ud fra den kamp, du har skullet kæmpe hele dit akademiske liv,« siger han.

Det er en helt intuitiv respons, siger Rens van Munster. Og måske har seniorakademikere skrevet under på underskriftsindsamlingerne, fordi de netop gerne ville tage afstand fra den type adfærd, siger han. Lige her er det bare ikke så sort/hvidt:

»Det er nemt at skrive under på sådan et brev, fordi det pludselig kommer til at handle om at tage afstand fra white male-bullying eller old boys-bullying. Det er jo en legitim sag, men det er også svært at presse igennem lige i forhold til denne konkrete artikel, som jo er problematisk,« siger Rens van Munster.

Den kolde skulder

Rens van Munster siger altså, at debatten er blevet reduceret til at handle om mobning og krænkelser. Men hvem er det lige, der mobber hvem? Og hvem er blevet hårdest ramt? Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit er blevet udskammet og chikaneret online, og Ole Wæver er sygemeldt på grund af situationen.

Alle parter i sagen er tilsyneladende ofre. Og det er desværre sådan, debatter hurtigt ender i moderne tid, skriver queer-aktivisten Sarah Schulman i den anerkendte bog Conflict Is Not Abuse.

Hendes påstand er, at konflikter i dag lynhurtigt bliver set som voldelige, og det gør det svært at løse dem. For i stedet for at sige undskyld, når man har gjort eller sagt noget forkert, vender man den kolde skulder til. Det er simpelthen nemmere at give igen, skyde skylden på den anden, ignorere, ekskludere eller afvise at tale med modparten, skriver Sarah Schulman. Det gælder for højre- såvel som venstrefløjen.

Der er gået så meget lejr-logik i den, at alle føler, at de skal forsvare deres egen position

Ole Wæver

I debatten om Ole Wæver er det tydeligt, at konflikten er blevet sat lig med vold. Det er det, Wæver beskriver, når han siger, at hans kritik per definition vil blive anset som et angreb på antiracisme generelt. Ligesom Ole Wæver ifølge hans kritikere fremstiller sig som offer og overreagerer.

Debatten på Twitter bærer netop præg af to sider, som ikke taler med hinanden.

En amerikansk forsker, Lisa Tilley, skriver eksempelvis på Twitter, at hun er blevet kontaktet af en hob af unge forskere, der føler sig intimideret af det »backlash« mod racismekritik, som Ole Wævers svar angiveligt har affødt. Et svar, der er »fjendtligt« ifølge Lisa Tilley, som kalder Ole Wæver og Barry Buzan for »the Grand Patriarchs of IR«, altså internationale studiers storpatriarker, og beskylder dem for at »mobbe« Security Dialogue til at trække artiklen tilbage.

Wæver svarer i kommentarerne: »Not meant to be hostile«, undskylder og forsøger at etablere en dialog med Lisa Tilley. Men Lisa Tilley responderer ikke på Ole Wævers kommentarer, selv om hun svarer andre i kommentarfeltet.

Uniavisen har kontaktet Lisa Tilley og en række andre profilerede forskere, der har udtrykt kritik af Ole Wæver på Twitter. Ingen ville kommentere sagen. Lisa Tilley svarede aldrig. Heller ikke folkene bag underskriftindsamlingerne og de åbne breve har villet stille op til interview om deres synspunkter.

Nok er Twitter-mediet ikke oplagt til at håndtere dybdeborende akademiske debatter, for 200 tegn sætter en begrænsning på, hvor nuanceret noget kan være. Men hvor er forudsætningerne for en givtig debat, når forskerne end ikke vil tale med hinanden?

»En fest for den højreorienterede«

Og så kommer vi tilbage til den velkendte debat om, hvorvidt der er noget gruelig galt på den akademiske venstrefløj.

Selv om det eksplicit ikke var Ole Wævers erklærede intention, er hans svar på tiltale alligevel blevet et stort emne på højrefløjen. Her har man grebet historien om den anklagede forsker og gjort den til et symbol på et generelt problem på den akademiske og identitetspolitiske venstrefløj, der truer med at halshugge forskningsfriheden og dialogen på universiteter verden over. Det siger seniorforsker Rens van Munster og peger blandt andet på Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, der har skrevet en leder om debatten.

Ifølge Krasnik viser sagen, at »det akademiske fundament er ved at smuldre«. Adskillige kilometer længere ude til højre har debattøren Morten Uhrskov Jensen på sin blog kaldt Ole Wæver for en »klynkende mandsling« (i et sjovt ekko af venstrefløjsteorien om white fragility) og sagen for »en fest for den højreorienterede, for sådan en som mig«.

Ifølge Rens van Munster, bliver sagen misbrugt til at symbolisere et påstået problem med krænkelsespoliti og ytringsfrihed i klasselokalerne. Også selv om der bare er tale om én enkelt artikel i en akademisk debat, der normalt ikke ville interesse almindelige danskere, siger han.

»Det har aldrig været Oles pointe, at hans kritik skulle bruges til det. I stedet bliver han og Barry Buzan taget til gidsler i debatten af nogen, der fører til deres egen identitetspolitiske krig,« siger Rens van Munster.

Så når hundredevis af akademikere skriver under på, at der er foregået mobning i situationen, handler det også om andre ting end Ole og Barrys svar. I den offentlige debat er der blevet fremført krænkende, mobbende og nedladende ting, siger Rens van Munster, og hvis der er nogen vindere i den kamp, er det nok kun højrefløjen.

»Det tragiske er nok, at Ole Wæver og de to kvindelige forskere er enige om mange ting: At kritisk teori er vigtigt, og at det er vigtigt at bekæmpe strukturelle former for diskrimination og vold, deriblandt racisme.«

Ekkokamre

Rens van Munster vil ikke tage klar stilling i debatten, som han siger bærer præg af, at man deler sig op i to lejre og lader nuancen og empatien blive hjemme. Han drejer i stedet kritikken over på fagfællebedømmelsen, og hvordan videnskabelige tidsskrifter er skruet sammen i dag.

»Det er blevet svært at deltage i debatten uden at erklære sig enige med ét af yderpunkterne. Men måske er virkeligheden bare lidt mere grå-kedelig og prosaisk. Måske handler det bare om, at peer review-processer svipser nogle gange.«

Han siger, at tidsskrifter kan blive for optaget af at udgive kontroversielle artikler, som får mange klik og øger tidsskrifteternes impact factor. Og det er ærgerligt for alle, også for Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit, der egentlig burde være blevet bedre beskyttet af fagfællebedømmelsen, siger han. Alison Howell har nemlig tidligere lavet god og solid forskning, siger han, og det også er synd for hende, at »den her svipser kan komme til at definere hendes karriere«.

Han går videre i sin kritik og siger, at akademiske publikationer og discipliner på hver sin fløj kan blive så fragmenterede, at de bliver »ekkokamre«.

Der er en udbredt frygt i alle hjørner for at blive udsat for et eller andet voldsomt og få underkendt legitimiteten af det, man lever af og for.

Ole Wæver

»Jeg er stærk tilhænger af metodologisk og teoretisk pluralisme. Men der er en risiko for, at pluralisme medfører fagfællebedømmere, som tænker helt på linje med forfatterne og derfor ikke længere udfører den kritiske funktion, der skal til. I sidste ende er det tidsskriftets ansvar,« siger Rens Van Münster.

Selv om ph.d.-studerende Julie Wetterslev er kritisk over for Ole Wæver, hævder hun langtfra, at den akademiske venstrefløj er ufejlbarlig.

Wæver mener, at det er svært at forsvare sig mod racismeanklager i det miljø. Har han ret i det?

»Det kan han måske godt have ret i. Jeg mener eksempelvis ikke, at det er sådan, at fordi man er hvid eller mand, så må man ikke udtale sig om international politik eller sikkerhedsliggørelse eller racisme. Selvfølgelig må man det. Faktisk er det vigtigt, at hvide mennesker forsøger at arbejde med at forstå racisme som en magtstruktur, som vi i allerhøjeste grad er en del af. Det er en af forudsætningerne for at gøre op med racismen og for at skabe bedre teorier om international politik. En anden forudsætning er, at man lytter mere til de akademikere og aktivister, som oplever racismen på egen krop,« siger hun.

Skakmat

Ole Wæver siger, at han føler, at han er sat i skakmak. Hver gang han forsøger at svare igen på en kritik – som i denne artikel – bliver det fremstillet, som om han forsøger at undertrykke eller udøve vold på nogen, siger han. Underskriftindsamlingerne har bare gjort det endnu tydeligere. Da han så dem, vidste han, at det var »håbløst«, siger han:

»Det er jo en Twitter-verden på mange måde, og Twitter-logikken gennemsyrer meget af det. Det skal være hurtigt at vælge side og se, hvem man helst skal holde med.«

Oveni kommer en skuffelse over, at meget få inden for feltet for såkaldte kritiske racestudier vil nuancere sagen offentligt. At de siger: Det er vigtigt, at man går racekritisk til teori, men jeg synes, at den her artikel gør det forkert. I hans optik kan det skyldes, at miljøet føler, at »de er så meget under pres og kæmper fra så svag en position, at der ikke er plads til at vise intern strid«, siger han. Og det, mener han, er uhensigtsmæssigt:

»Der er gået så meget lejr-logik i den, at alle føler, at de skal forsvare deres egen position«, siger Wæver.

Betyder det, at højrefløjen har ret? At der er et problem i de her anti-racistiske miljøer med at håndtere intern kritik?

»Jeg tror lidt, at der er problem. Men det er desværre nok meget mere generelt.«

Angst og frygt fylder meget på begge fløje, siger han. I det ikke-radikale miljø frygter man at præsentere noget til en konference og blive anklaget i meget voldsomme termer af de radikale miljøer. Og i de radikale miljøer er man bange for, at ens forskning ikke bliver anerkendt som legitim:

»Der er en udbredt frygt i alle hjørner for at blive udsat for et eller andet voldsomt og få underkendt legitimiteten af det, man lever af og for. Det er jo det største problem. At man går ud over faglig kritik, og kommer til helt at trække tæppet væk under nogle andre,« siger Ole Wæver.

Personligt veksler han mellem at føle sig vred over det, han er blevet udsat for, og at »punke« sig selv over, det han måske kunne have gjort anderledes, siger han. Det er lidt ligesom en græsk tragedie, hvor man altid ender med at hidkalde det, man forsøger at undgå, siger han. Men han tror ikke, at det havde gjort den store forskel:

»Jeg minder mig selv om, at jeg var fucked fra starten. Når jeg begynder at klandre mig selv for vej A til helvede, så glemmer jeg, at alle veje førte til helvede. Jeg var framet fra starten.«