Wegeners svendestykke

MANGE EFTERSPØRGER, at politikerne begynder at interessere sig for uddannelse og forskning. For hvem skal egentlig, kan man spørge, gruble sig frem til en løsning på klimakriser og andre komplekse katastrofer, hvis ikke netop landets forskere og studerende? Ja, hvordan er det overhovedet muligt at føre valgkamp i ugevis uden reelt at gøre forskning til et bærende tema?

DET ER NEMT NOK, viser det sig, vælgerne er nemlig ligeglade. Som rektor og prorektor skriver andetsteds her i bladet, var det kun 0,04 procent af vælgerne, som ved valget i 2015 anså ’forskning’ for at være et afgørende politisk emne. Det er ikke blevet meget bedre siden.

DER ER ALTSÅ EN OPBAKNING til videnssamfundet af homøopatiske proportioner. Og så meget desto mere skuffende er det, hvis man tager i betragtning, at betydeligt flere mennesker end de omtalte 0,04 procent af vælgerhavet faktisk enten studerer eller forsker ved Københavns Universitet alene. Så ligeglade med forskning og uddannelse var den seneste regering, at dens primære indsats var en flere år lang sultekur, der har resulteret i fyringsrunder og permanente forringelser.

TALER POLITIKERE ENDELIG OM uddannelse for tiden, handler det typisk ikke om uni, men om erhvervsuddannelserne, som lider under, at færre unge i de senere år har villet uddanne sig til at bruge både hoved og hænder.

IKKE AT DET NØDVENDIGVIS er den rene fryd at være centrum for politikernes opmærksomhed. Folketingets kærestebreve til universiteterne har typisk taget form af diverse New Public Management-kalamiteter som fremdriftsreformen, dimensioneringen, taxameterbevillingerne, målkontrakterne, den eksterne bestyrelseskontrol og en huslejemodel, der i praksis eksisterer for at flytte penge ud af universiteterne og retur til Finansministeriet. Dertil selvfølgelig den evige konkurrenceudsættelse af penge, som holder forskerne beskæftiget med at skrive ansøgninger.

BLIVER MAN IGNORERET, kan det dog give lidt uventet me time. Og på Københavns Universitet har ledelsen faktisk haft værktøjet fremme og selv puslet lidt med nogle boligforbedringer.

Rektor har således snedkereret en ny metode at fordele universitetets penge på. Det kaldes en ’budgetmodel’, og det er jo et kedeligt ord, der lander dumpt på opmærksomhedscentret som en væltet gipsplade; men modellen er vigtig, for den giver for første gang rektor mulighed for at få reel magt over, hvor der bliver forsket, og hvilke uddannelser der kan eksistere.

BUDGETMODELLEN BETYDER, at fakulteterne fremover skal dele de penge, de henter i forskningsfondene, med rektor. For de mest fondsfinansierede institutter kan det ifølge kritikerne være en katastrofe. Men hvis rektor omvendt ikke tager kontrollen, lyder ledelsens logik, vil de eksterne forskningsfonde gøre det for ham, og de største fonde er bare ikke så interesserede i at investere i humaniora, samfundsvidenskab, jura og teologi.

BUDGETMODELLEN ER REELT en ombygning af universitetets måde at virke på. Den kommer ikke til at blive indført uden gråd og sværdslag. Men den er vidnesbyrd om, hvorvidt rektor har sans for rektorhåndværket. Den bliver, måske, Henrik Wegeners svendestykke. Og som sådan er den mere interessant for Københavns Universitet end noget, som Christiansborg har disket op med i meget lang tid. Måske er den endda bedre?

(Dette er en leder fra Uniavisens trykte udgave 24. maj 2019)