Ølrevolutionens forrædere

»Øl er øl,« lyder svaret, da jeg spørger efter noget mere spændende end de pilsnere, den kvindelige fredagsbartender har hevet op fra en kasse på gulvet.

Jeg bliver naturligvis stødt over den hensynsløse forsimpling og er på nippet til at give hende en overhaling, da jeg kommer i tanke om, at hun jo blot er et offer. Et sørgeligt produkt af en fattig og tilbagestående del af den danske kulturarv, der automatisk definerer øl som tyndt og smagsløst og reducerer væsken til en tørstslukker, man ikke skal tænke for meget over, men blot sluge i store mængder til man brækker sig.

Og værre er det, at de, som skabte og nu opretholder disse udannede traditioner, er gårsdagens progressive og sandsynligvis er ubehageligt klar over, hvad de har gang i.

Gær erstattede gud

Historien er randfyldt med eksempler på befriere, der ender som krænkere. Nytænkning, der ender som vanetænkning. Og rationelle foranstaltninger, der langsomt men sikkert ender som overflødige ritualer.

I løbet af 1800-tallet blev det klart, at det ikke var guder, men gær der var på spil i forvandlingsprocessen fra urt til øl. På Carlsberg satte man sig for at rendyrke den encellede mikroorganisme, og det var utvivlsomt en befrielse, da det i 1883 lykkedes at isolere og formere Saccharomyces Carlsbergensis i bryggeriets laboratorium.

Med den nye opdagelse kunne bryggerierne sikre et mere ensartet resultat, og det blev en nærmest velsmagende og sågar sikker fornøjelse at drikke øl. Befrierne udbredte den rene væske til befolkningen, og begejstringen for det tynde sprøjt spredte sig i generationer og gjorde det til en uundværlig del af hele den nationale selvforståelse.

Befolkningens øldannelse

Selv da den såkaldte ølrevolution ramte landet i starten af forrige årti, var det med denne begejstring i frisk erindring.

De fleste af de nyåbnede bryggerier satsede fra begyndelsen på kvantitet og sikre ølopskrifter for at ramme så bredt som muligt og ikke udfordre mere end højest nødvendigt. Og en del af de bryggerier, der gjorde undtagelser, gik konkurs eller blev opkøbt for derefter at blive ensrettet til ukendelighed af ølrevolutionens forrædere.

De store bryggerier har alle dage gnedet sig i hænderne over denne udtalte romantisering af deres billige sprøjt, og de har gjort alt, hvad de kunne for at holde befolkningens øldannelse nede.

Eksklusivaftaler med barer, cafeer, restauranter, musik- og spillesteder har betydet, at det dårligt har ladet sig gøre at bevæge sig nogen steder uden at måtte tage til takke med den smagsløse saft.

Og hvis giganterne alligevel har frygtet at blive afsløret i deres krænkelser, har de tilsat kulør og smagsforstærkere til deres sprøjt for derefter skruppelløst at betegne væsken specialøl.

Den ukritiske bællekultur

Med undtagelse af visse mønsterbrydere er store dele af fredagsbarerne i København ligeledes præget af disse lavkulturelle øltraditioner. De studerende fylder og fulder sig med ligegyldigt pjask, alt imens gårsdagens progressive glæder sig over den ukritiske bællekultur og de underudviklede ølsmagsløg, der præger den. Nogle steder måske kamufleret bag stærke internationale brands, hvis flasker muligvis tager sig godt ud i hånden på en smart studerende, men indholdsmæssigt er smagssteriliseret efter samme fremgangsmåde, som det øvrige bras.

Så længe kvalitetsbedømmelsen forbliver tilbagestående, vedbliver kvalitetsbegrebet misvisende og i værste fald komplet underordnet.

Og man skal være mere end almindeligt optimistisk for at tro, at denne ignorance ikke kan have konsekvenser for andre dele af universitetskulturen. At den ene forsimpling ikke nødvendigvis må afsmitte, fremavle og følge den anden. Hvis øl er øl, er uddannelse uddannelse. Undervisning er undervisning. Forskning er forskning. Politik er politik. Ord ord ord. Skål for revolutionen og dens forrædere!