Hårets hemmeligheder

Uddøde dyr som mammutten har tidligere været svære at studere fordi fundene består af gammelt dna-materiale. Nu har post.doc. på Biologisk Institut Thomas Gilbert, i samarbejde med udenlandske kolleger, udviklet en ny dna-metode som kan kaste lys over fortidens dyr ved hjælp af analyser af hår.

Hvad drejer din forskning sig om?
»Jeg arbejder med dna-materiale som er gammelt eller på anden måde skrøbeligt og derfor problematisk at analysere. Problemet er at skaffe nok af den problematiske dna til at man kan analysere det. Jo mere dna vi har, des flere spørgsmål kan vi besvare. Med vores nye projekt har vi fundet en metode til hurtigt at fremskaffe en hel masse dna. Det betyder at vi nu kan tage fat på gamle prøver og bruge dem i en hel række nye analyser. Vi bruger hår fra for eksempel mammutter, og på cirka en uge har vi frembragt mere dna-materiale end der nogensinde er blevet frembragt før.«

Hvorfor er denne metode bedre end tidligere metoder?
»Man har før analyseret genomer (som består af gener) hos for eksempel mennesket, chimpansen og andre moderne dyr. Men man har kun analyseret små mængder af genetisk information hos gamle, uddøde dyr da deres dna ofte er meget ødelagt. Ved hjælp af denne metode kan vi nu få meget mere genetisk information og endda kortlægge det komplette genom hos en gammel organisme. Mange mennesker er derfor nu interesserede i at genoplive mammutter. Det kunne ske med kloning som vi tidligere har set med får. Der findes to forudsætninger for kloning. For det første skal man have al dna-information. Med de gamle metoder ville det måske tage flere årtier at få fat på alle dna-informationerne, men vi vil kunne gøre det på to-tre måneder med den nye metode. For det andet skal man kunne gøre kloningen til en levevej. Vi har gjort det første og er ikke så interesseret i det sidste. Vi ønsker ikke at lave en Jurassic Park.«

Hvad er du særligt interesseret i inden for forskningen?
»Jeg er meget interesseret i hvordan dyr er beslægtet med hinanden. Der er mange uddøde organismer som vi ved meget lidt om. Lige nu arbejder vi med næsehornet. Der findes i dag fem slags næsehorn, men førhen var der også det uldne næsehorn. Det var ligesom mammutten meget behåret og levede i Sibirien. Det interesserer os hvordan slægtskabet er mellem det uldne næsehorn og de andre arter, og det kan vi bruge metoden til at udregne.« »Vi interesserer os også for mennesket og forsker blandt andet i hvem de første mennesker i Grønland var, og hvor de kom fra. Vi har også undersøgt børnemumier som er blevet fundet på toppen af bjerge i Sydamerika. De er for flere hundrede år siden blevet ofret og lagt der af inkaerne, og vi er interesserede i børnenes baggrund og slægtskab. Derudover har jeg også arbejdet med hiv og aids hvor jeg har set på hvor sygdommen kommer fra, og hvordan den spredes til resten af verden.«

Hvad er det vigtigste denne metode kan bidrage med?
»Det er at metoden gør det muligt at analysere en masse nye områder, og tilmed på en skånsom måde. For eksempel skulle man tidligere bore et stort hul i knogleprøver for at undersøge dna’en. Nogle prøver er meget sjældne; det betyder knap så meget at klippe en lille smule hår af en gammel mammut som at bore store huller i dens knogler.« »Personligt er jeg især interesseret i kæmpeblæksprutten. Den bliver fundet med års mellemrum, og det eneste vi ved om den er at den spises af hvaler. Derfor vil vi nu gerne finde ud af hvor mange typer der er, og hvor de bor, og det kan vi bruge denne metode til.« »Den store fordel ved metoden er at den giver os mulighed for at få meget information fra gammelt dna rigtig hurtigt. Informationen kan bruges i mange biologiske og antropologiske undersøgelser som forskningen i mammutter eller de førnævnte børneofringer i Sydamerika. Metoden kan dermed få stor betydning på områder lige fra uddøde dyr til kriminalsager. Det er let at analysere dna hvis man har en god prøve fra frisk blod eller celler, men hvis man har dårligt dna materiale som hår, har det hidtil været svært. Det vil denne metode kunne afhjælpe. Det kræver dog en del hår til dna-metoden, og inden for retsmedicin har man ofte kun et enkelt hår at gøre godt med. Derfor er det nødvendigt at modificere metoden så man kan bruge mindre dna. Problemet med retsmedicin er at man skal bruge rigtig meget dna for at få et unikt billede af en person. I dag kan man kun udelukke en mistænkt. Men med tiden vil man ved hjælp af den nye metode med sikkerhed kunne sige at et bestemt hår stammer fra en bestemt person.«

Hvordan vil dna-metoden udvikle sig i fremtiden?
»Det er meget svært at sige, for der kommer hele tiden ny teknologi. Det er jo det spændende. Jeg kunne benytte metoden igen og igen på hundredvis af arter, men det lader jeg andre om. Jeg er mere interesseret i at forske i hvad vi ellers kan bruge metoden til, og i at udvikle nye metoder.«

• Send
• Del