Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

100-års jubilæum for astronomisk sejr for ligestillingen

Ligestilling — Før kalenderen skifter, skal vi fejre 100-året for ansættelsen af KU’s første kvindelige embedsmand, astronomen Julie Vinter Hansen. Ansættelsen i 1922 cementerede en historisk sejr for ligestillingen, skriver kønsforsker og professor emeritus Bente Rosenbeck.

Der er ikke mange mænd, der har fået opkaldt en asteroide efter sig. Der er endnu færre kvinder, der er æren forundt. En af dem er den danske astronom Julie Vinter Hansen (1890–1960), som har lagt navn til asteroiden 1544 Vinterhansenia.

Navnet dækker også over den første kvinde, der blev ansat som embedsmand ved Københavns Universitet. Det blev hun i 1922 – for nøjagtig 100 år siden – og det skal fejres. Ansættelsen cementerede en astronomisk sejr for den danske kvindebevægelse. At det overhovedet var muligt at ansætte en kvinde i en fast stilling, var en konsekvens af en lov fra 1921, som gav kvinder adgang til offentlige stillinger bortset fra militære embeder og embeder, som krævede præstevielse.

Kometkarriere

Ansættelsen var hverken første eller sidste gang, Julie Vinter Hansen gjorde sig bemærket i en mandsdomineret verden. I 1917 blev hun den første kvindelige mag.scient. i astronomi fra Københavns Universitet. Allerede som studerende blev hun ansat som beregner på universitetets astronomiske observatorium. Hun var på vej ud i et job i forsikringsbranchen, da observatoriets direktør, professor Elis Strömgren, fik hende ind i en assistentstilling, som førte til den faste stilling som observator i 1922.

kvinder var uønskede; der var ikke brug for dem, og de skulle helst ikke blive for mange. Derfor blev der helt bevidst lagt forhindringer i vejen for kvindelige akademikere.

Ansættelsen affødte en del interesse i pressen. Vinter Hansen var ikke bare den første kvindelige embedsmand på KU, men også den eneste kvindelige observator i Europa. I 1939 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat og rejste til Japan og USA, hvor hun arbejdede på et observatorium i Californien. Hun påkaldte sig verdens opmærksomhed, da hun modtog kvindelige astronomers største hædersbevisning, Annie J. Cannon-prisen, i 1940. Året efter fik hun opkaldt asteroiden 1544 Vinterhansenia efter sig.

På grund af krigen vendte hun først hjem i efteråret 1945. Hun fortsatte sin kometkarriere og påtog sig opgaven som dansk redaktør for Nordisk Astronomisk Tidsskrift. Ved Elis Strömgrens død i 1947 overtog hun desuden formandskabet for Nordisk Astronomisk selskab. Hun publicerede adskillige artikler i danske og udenlandske tidsskrifter og blev slået til ridder af Dannebrogsordenen i 1956. To år senere blev hun afdelingsleder for observatoriet.

Julie Vinter Hansen var også aktiv i kvindebevægelsen som medlem af Danske Kvinders Erhvervsråd og international sekretær for Danske Kvinders Nationalråd fra 1929–36. Før sin død stiftede hun en fond, der uddelte rejselegater til studerende og yngre kandidater inden for fagene astronomi, matematik og fysik. Ved uddelingen blev der benyttet moderat kønskvotering; under lige kvalifikationer skulle kvinder have fortrin for mænd. Rejselegatet uddeles stadig. I dag er det sammenlagt med fire andre fonde under Niels Bohr Fondet og administreres af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Kvinder var uønskede

Kvinder fik adgang til at studere i 1875. Hvorfor skal vi helt frem til 1921 – altså 46 år senere – før de kunne bruge deres uddannelse i det offentlige? Svaret er, at kvinder var uønskede; der var ikke brug for dem, og de skulle helst ikke blive for mange. Derfor blev der helt bevidst lagt forhindringer i vejen for kvindelige akademikere.

Men de kvinder, som blev ansat, fik ikke stillinger, der svarede til deres uddannelse. De kunne kun blive assistenter – ikke embedsmænd – og de fik langt mindre løn end deres mandlige kolleger.

Den såkaldte Anordning angående kvinders adgang til at erhverve akademisk borgerret ved Københavns Universitet af 25. juni 1875, der gav kvinder adgang til at studere ved Københavns Universitet, sagde sort på hvidt, at den afsluttende eksamen ikke gav adgang til ansættelse i offentlige embeder: »Ved de afsluttende Fakultetsprøver eller akademiske Grader skal der ikke være erhvervet nogen Adkomst for Kvinder til offentlig Embedsansættelse«. De kvindelige studerende var desuden nægtet adgang til stipendier, og de skulle selv sikre sig en adgangsgivende eksamen i privat regi.

Problemet med stipendier blev hurtigt løst, idet der blev oprettet særlige stipendier til kvinder. Det holdt hårdere med at give kvinder adgang til offentlige embeder, selv om denne regel blev forsøgt ændret ved flere lejligheder.

I 1903 henvendte 29 kvindelige læger sig til kultusministeriet. De argumenterede med, at der var gået 30 år, siden kvinder fik adgang til at studere, og at reformer, der gav lige adgang til offentlige embeder allerede var undervejs i Danmarks nabolande og gennemført i Sverige.

Forslaget kom op i Folketinget men blev henlagt i et udvalg, indtil sagen blev opgivet i 1908. Det kan man kalde en syltekrukke. Der begyndte først at ske noget, efter kvinder fik stemmeret i 1915.

Undtagelser, der bekræftede reglen

Det skal siges, at kvindelige akademikere godt kunne blive ansat i staten før 1921. Det afhang af de enkelte institutioner – og ikke mindst af lederne. Elis Strömgren ansatte jo også Julie Vinter Hansen som videnskabelige assistent, før hun blev observator.

Statistisk Bureau og Rigsarkivet var begyndt at ansætte kvinder i de sidste årtier af 1800-tallet. Men de kvinder, som blev ansat, fik ikke stillinger, der svarede til deres uddannelse. De kunne kun blive assistenter – ikke embedsmænd – og de fik langt mindre løn end deres mandlige kolleger. Det gjaldt f.eks. historikeren Anna Hude, den første danske kvinde, der fik en doktorgrad. Da hun blev ansat som arkivar i Rigsarkivet i 1889, fik hun 40 procent mindre i løn end de mandlige arkivarer.

Den første kvindelige lektor på Frue Plads var svenske Valfrid Palmgren Munch-Petersen, som blev ansat på Nordisk Filologi (nu Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab) i 1916. Hun havde bosat sig i København på grund af giftermål og blev hurtigt engageret som ulønnet leder af kurser i svensk. Universitetet ønskede at beholde hende i en fast stilling, men dette kunne ikke afgøres af universitetsmyndighederne. Derfor blev hun i 1920 ansat i et personligt lektorat vedtaget af Folketinget.

Kvinder, der havde taget en doktorgrad, kunne også forelæse på universitetet som private docenter, ligesom sproghistorikeren Lis Jacobsen gjorde fra 1911 til 1912. Den slags kunne godt betragtes som en uopfordret ansøgning om et docentur. Det fik hun nu ikke, selv om hun fik en strålende karriere.

Arbejde var »imod kvindens natur«

Hvordan blev de kvindelige akademikere modtaget? Det ved vi lidt om fra en række undersøgelser, der blev foretaget i forbindelse med forsøget på at ændre ansættelsesreglerne i begyndelsen af 1900-tallet.

En af dem, der blev spurgt om sine holdninger til kvindelige embedsmænd, var chefen for den afdeling, Anna Hude var ansat i. Han var generelt skeptisk. Når kvinder havde fået adgang til arkivvæsenet, så var det fordi »de trængte til Arkivet, ikke at Arkivet havde brug for dem«.

Hans erfaring var, at kvinder havde ringere evner til at klare legemlige anstrengelser og temperaturforskelle på læsesale og i arkiver, samt at publikum og kolleger tog misforstået hensyn til en kvindelig assistent. Et sådant arbejde var i det hele taget imod kvindens natur. At have forbindelse med publikum krævede et selvstændigt initiativ, »der nu engang ikke hører til Kvindens stærke Sider, og endelig paalægge de(m) et Ansvar, som hun i Reglen vige tilbage for«.

Femten år senere var det ikke blevet stort bedre. Da Lønningskommissionen i 1917 efterlyste erfaringer med kvindelige ansatte, udtalte lederen af Det kongelige Bibliotek: »I Bibliotekstjenesten har der siden 1911 i stigende Omfang været anvendt unge ugifte Kvinder, men med en enkelt Undtagelse kun i underordnede Stillinger,… Kun én Kvinde har opnaaet Ansættelse som Underbibliotekar, Frk., Dr.phil. Ellen Jørgensen, paa Grund af hendes særlige Kvalifikationer…«

Han forudså ikke, at der ville »blive anvendt Kvinder i den højere Bibliotekstjeneste i nogen nævneværdig Grad …det er min Overbevisning, at Kvinderne kun rent undtagelsesvis vil være i Stand til at konkurrere med Mændene i mange af de Egenskaber, der her maa lægges særlig Vægt paa: Evnen til at disponere, det klare Overblik, selvstændig Optræden o.s.v.«.

Velkommen kan man altså ikke sige, at kvinder var. Vi skal frem til 1948, før Danmarks første kvindelige professor, Astrid Friis, blev ansat, og helt frem til 1968, før det første kvindelige medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Eli Fischer-Jørgensen, blev optaget.

Hvad mente hovedpersonen i denne artikel, Julie Vinter Hansen? Personligt havde hun ingen vanskeligheder mødt. Hun virkede dog en anelse ambivalent, da hun blev spurgt, om kvinder manglede »den hellige Ild? Jeg vil nødig indrømme, at vi staar under Manden i skabende Evne. Men saa mange Faktorer spiller ind for Kvindens vedkommende, at der er svært at sige noget generelt. Dog er det sikkert rigtigt, at Manden af mange Grunde i Almindelighed naar længere end Kvinden«

2022 var et stort år for kvindebevægelsen

Kronik

Dette er en kronik og et udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse kronikken til ende, før de kommenterer den på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god tone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

100-året for Julie Vinter Hansens ansættelse er ikke det eneste jubilæum, der er værd at markere i år. Vi skal også fejre 90-året for grundlæggelsen af kollegiet Kvinderegensen og 40-året for grundlæggelsen af Center for kvindeforskning (nu Center for køn, seksualitet og forskellighed). To af Centrets initiativtagerne, Tania Ørum og Lene Koch, blev interviewet i Universitetsavisen for nylig.

Denne artikels forfatter kom først til Centret to år senere, men blev der i mange år. I 2025 ser vi frem til at fejre 150-året for kvinders adgang til at studere ved universitetet, der som sagt blev stadfæstet i 1875.

Kvinders uddannelseshistorie er en historie om modstand og forhindringer. Men det er også en succeshistorie, idet kvinder har fået mere og mere magt over kundskaben. Tænk over det og send en tanke til Julie Vinter Hansen, næste gang du kigger op i stjernehimlen.

LÆS OGSÅ: Den eksperimenterende emeritus

LÆS OGSÅ: Lene Koch: Mangel på anerkendelse er måske et skjult tema

Litteratur

Bente Rosenbeck, Har videnskaben køn? Kvinder i forskning. København: Museum Tusculanum 2014.

Pelle Oliver Larsen: Universitetets køn. Kønsnormer og kvinders karrieremuligheder ved Københavns Universitets filosofiske Fakultet, 1875-1925. I Historisk Tidsskrift 112, 2013.

Vinter Hansen, Julie Marie 1890-1960. Felicity Pors i Kvindebiografisk Leksikon. Privatarkiv i RA.

Didder Nørlund i Vi Kvinder. Nationaltidende 17/1 1952.

Seneste