Et nyt wokeistisk professorvælde på Humaniora?

Mens min såkaldte ’plagiatsag’ kører på sjette måned (jeg tænker, at en antaget doktorafhandling på KU nok sjældent er blevet gransket så nidkært og grundigt, som min bliver det), vil jeg gerne benytte lejligheden til at knytte et par kommentarer til et nyere interview med humanioradekan Kirsten Busch Nielsen i Uniavisen.

LÆS OGSÅ: »Kampgejsten skal ikke fejle det mindste«

For her findes nemlig måske noget af forklaringen på, hvorfor min arbejdsplads gennem 25 år valgte at gå frem mod mig på en måde, der efter min opfattelse er helt uhørt – og vistnok også uden fortilfælde. Jævnfør også det oplæg, jeg holdt på Christiansborg i begyndelsen af marts i forbindelse med en høring om kulturen på universiteterne.

I interviewet siger Kirsten Busch Nielsen noget, som fik mig til at studse, fordi jeg ikke har hørt andre universitetsledere sige det, og fordi jeg heller ikke kan få det til at harmonere med, hvad der skal foregå på et universitet, herunder et fakultet som det, Busch Nielsen selv står i spidsen for.

Da journalist Gry Bartroff Gaihede spørger hende, hvad hun gerne vil måles på, svarer dekanen: »Det er en meget vigtig opgave at sikre, at der i Københavns Universitets samlede bidrag til samfundet er et tydeligt og stærkt og ikke nødvendigvis enigt, men sammenhængende humanistisk aftryk.«

Det, jeg hæfter mig ved, er formuleringen »sammenhængende humanistisk aftryk«. Jeg kan simpelthen ikke få det til at stemme med den akademiske frihed, som er det absolut essentielle for universitetet, og som institutionen da også pålægges at overholde i Universitetsloven.

Når det lige inden i interviewet hedder, at denne sammenhæng skal udspringe af et »ikke nødvendigvis enigt« forskerkollegium, lyder det da også mest som noget, man skal sige, mens man i øvrigt tromler frem mod det ’sammenhængende aftryk’. Altså mod det fælles fodslag.

Hvem dekanen repræsenterer

Hvad dét så går ud på, kan man måske få et indtryk af ved at læse resten af interviewet, hvor Kirsten Busch Nielsen tager tråden op fra nogle af de humanioraforskere, hun tydeligvis selv er meget enig med, og hvis akademiske linje, hun derfor efter alt at dømme sætter højt.

Det gælder fx de tre KU-professorer Vincent Hendricks, Marie Louise Nosch og Dan Zahavi, som i en kronik i Politiken den 20. november 2021 (kræver login) var ude med et bud på, hvad det er, Humaniora kan og helst også skal byde ind med til løsning af nutidens samfundsproblemer, i stedet for blot at være en kustode for kulturarven.

Ganske vist er det ikke dekanen selv, men journalisten, der bringer kronikken på bane, men det er svært ikke at drage den konklusion, at hun er temmelig enig i, hvad der står i den.

Kirsten Busch Nielsen indleder med at sige, at »Humaniora bidrager til, at vi kan takle de samfundsproblemer, som fylder meget på dagsordenen lige nu. Vi har talt om bæredygtighed og folkesundhed. Vi kunne også have talt om digitalisering«. Hvorefter hun fortsætter med at påpege, at også Ukraine-situationen kalder på humanistisk ekspertise.

Det får intervieweren til at referere til den omtalte kronik i Politiken, »og den tråd tager«, som det hedder, »Kirsten Busch Nielsen op.« »Tradition handler«, siger denne ordret, »ikke om at støve noget af og lade det urørt. Det består i at videregive arv og viden til andre generationer. Jeg synes ikke, jeg uddanner kustoder, men innovatorer, forvaltere og forandrere.«

LÆS OGSÅ: Hvorfor kan politikerne ikke holde snitterne fra Humaniora?

Hvis man ser ordentligt efter, er det et bud, der imidlertid ingenlunde kan siges at være repræsentativt for alle forskere og forskningsmiljøer på fakultetet, skønt kronikørerne, som Busch Nielsen for mig at se lægger sig i nydelig forlængelse af, er gode til at puste sig op og bryste sig af alle de millioner, de har formået at skaffe til huse – måske ved at sætte sig så hårdt på fondene, at det er vanskeligt for kolleger med anderledes tanker og ideer at komme til fadet.

I hvert fald må jeg konstatere, at den humanistiske forskning, jeg selv har bedrevet gennem årtier, falder helt udenfor. Kronikørerne skriver, at »det, vi debatterer i aviser og over middagsbordet, det, som interesserer danskerne, og som skaber alt fra samhørighed og glæde til oplysning og offentlig debat, kommer ofte fra humaniora: sprog, identitet, erkendelse, fællesskab, kultur, køn, kunst og historie.«

Jeg er fuldkommen enig i, at det er nogle af de spørgsmål, vi står over for, og som vi humanister kan bidrage med nogle skarpe svar på. Mine spørgsmål – og svar formoder jeg – er blot nogle andre end såvel kronikørernes som dekanens.

Humaniora er også frihed og liberalt demokrati

Jeg anerkender, at mange af nutidens udfordringer og problemstillinger er indeholdt i de globale programmer, udmeldinger og dagsordener, der nævnes. Men de er jo langt fra de eneste. Selv er jeg således stærkt optaget af, bl.a. i min doktorafhandling Den ny mimesis, at sætte fokus på noget af det, der er mærkeligt fraværende her.

Nemlig sådan noget som frihed og liberalt demokrati – og ja, hvis nogen skulle være i tvivl: disse emner findes simpelthen ikke nævnt blandt FN’s ellers ret lange liste over verdensmål, som også KU er på vej til ukritisk at tage til sig.

Frihed og liberalt demokrati, som vores vestlige samfund jo hviler på, men som en kæmpestor del af verdens befolkning fortsat må savne, er tillige udfordringer og problemstillinger, der i høj grad kræver et globalistisk orienteret humanistisk bidrag. Ikke mindst fordi selve udgangspunktet for disse tabuiserede, fristes man til at kalde dem, verdensmål, nemlig borgeren, falder direkte ind under humanioras centrale genstandsfelt og kompetenceområde.

Mit bud på, hvad humaniora kan bidrage med i nutiden, er derfor heller ikke det samme som hverken Kirsten Buschs eller de tre professorers, idet Dan Zahavis Center for Subjektivitetsforskning ganske vist kan synes at pege i retning af det, jeg nævnte ovenfor, men ikke rigtigt gør det, eftersom centrets forskning de senere år har været mere optaget af interaktionel end af individuel og autonom subjektivitet, selve forudsætningen for sådan noget som borgerbegrebet.

For mig er det bedste og vigtigste, humaniora kan bidrage med i nutiden, således styrkelsen af den enkelte samfundsborgers jeg- eller selvidentitet gennem bl.a. dannelse i form af en grundig og solid indføring i kulturarven – det Kirsten Busch Nielsen – med formuleringen fra Politiken-kronikken – kalder ’at uddanne kustoder’.

Igen jævnfør det, såvel min doktorafhandling som de øvrige bøger og artikler, jeg har publiceret igennem det seneste kvarte århundrede – og som i øvrigt må siges at have haft en temmelig stor samfundsmæssig impact, skønt jeg aldrig har modtaget en krone i fondsstøtte til min forskning – handler om. Og som forskningen på Center for Subjektivitetsforskning i øvrigt også oprindeligt handlede om. Ligesom det er det, den grundforskning, der (heldigvis) stadig foregår på flere de gamle filologiske institutter, handler om. Altså de institutter, der samlet set ser ud til at blive de store tabere i det nye humanioras ensrettende cultural studies-udformede ’5-års-plan’.

Mennesket er genstandsfeltet, ikke kulturen

Den senere fyrede navnkundige filosofiprofessor Finn Collin, der var en af de første til at modsige den forskning og de anskuelser, som nu er kørt ind som en almen rettesnor for humaniora, ikke bare i København, men også andre steder, påpegede på et tidspunkt, at humanioras vigtigste genstandsfelt ikke var culture (i den anglosaksiske, socialkonstruktivistiske og relativistiske forståelse), men mennesket. Som navnet ’humaniora’ jo også siger.

Men ser man på den liste over væsentlige humanistiske emner, som de tre professor-kronikører opremser, er der nærmest kun eksempler på det første, ikke på det sidste, ikke på det, der er selve kernen i humaniora.

Det ligger mig fjernt, som den betondemokrat og betonpluralist jeg er, at anfægte, at ’deres humaniora’ skal have lov at være her. Men det er mig lige så magtpåliggende at gøre opmærksom på, at hvis det er det eneste, der må være på KU, giver det ikke mening at have et fakultet af det navn længere.

Desuden kunne man spørge: Hvordan skulle politikere kunne bruge den nødvendigvis ensidige viden, der herefter kommer ud af universitetet, hvor bestemte aspekter ikke må blive belyst, til noget?

I den forbindelse er det, jeg så ikke kan lade med at spørge Kirsten Busch Nielsen: Er det mon dybest set, fordi jeg ikke passer ind i det »sammenhængende humanistiske aftryk«, hun gerne vil måles på, at jeg og min forskning er blevet behandlet på en måde, der vistnok ikke findes fortilfælde for på fakultetet?

Og i næste ombæring: Er det i givet fald ikke fuldstændig ude af trit med den type institution, både Københavns Universitet generelt og Det Humanistiske Fakultet mere specifikt skal være? For ikke at tale om på direkte kollisionskurs med Universitetsloven?

Er det ikke netop institutionens – herunder Kirsten Busch Nielsens – opgave at sikre, at der er styr på rammerne for den forskning, der foregår her, mens den burde holde snitterne – for nu at bruge et udtryk fra interviewet – langt væk fra indholdet? Sådan tror jeg i hvert fald nok mange politikere, herunder en god del af dem til venstre for midten – for ikke at tale om almindelige mennesker – vil opfatte det.

Når de hører udtrykket ’sammenhængende aftryk’, tror jeg de vil tænke: Her har vi jo det endegyldige bevis på, at beskyldningerne om ensretning og mangel på evne til selvregulering indenfor rammerne af den kontrakt, universiteterne har indgået med samfundet og på hvis præmis, de eksisterer, ingenlunde er grebet ud af luften.

Med god grund, mener jeg. For den lille tilføjelse »ikke nødvendigvis enigt« er faktisk det, der burde være nøgleordet for Busch Nielsen, mens »sammenhængende humanistisk aftryk« ingen steder hører hjemme og burde være parkeret på middelalderuniversitetets losseplads.

Tomme ord

Helt tilbage fra den enevældige konges indførelse af stænderforsamlinger og hen over forfatningskampene og vedtagelsen af Grundloven i 1849, som Universitetsloven er direkte koblet til, har det være demokratisk børnelærdom, at det eneste – siger og skriver eneste – der har ført til al den fremgang og velstand, vi har oplevet i vores samfund de sidste 250 år, præcis er det, Kirsten Busch Nielsen nu reducerer til et lille forkølet forbehold i sin personlige måltale; et nødvendigt onde, noget man jo skal sige, men som ikke rigtigt betyder noget.

Ligesom det heller ikke rigtig synes at betyde noget, når hun på et senere tidspunkt som svar – eller ikke-svar skulle man måske hellere sige – på interviewerens spørgsmål om, hvorvidt det er sandt, når »lektor emeritus Marianne Stidsen, der har sagt sit job op på dette fakultet, turnerer med historien om at neomarxistiske kulturkrigere har frosset hende ude af akademia«, snakker om, hvilken »kæmpe opgave« det er at »arbejde med mangfoldighed«, også i forhold til »forskningsspørgsmål, tilgange og metoder«.

Det virker ærlig talt som fuldstændig tomme ord. Fordi begge dele logisk set ikke kan lade sig gøre.

En god leder for alle

I starten af interviewet begrunder rektor Henrik Wegener, hvorfor man i sin tid valgte at ansætte ’genbrugsdekanen’ (Busch Nielsens eget udtryk) som permanent leder af Det Humanistiske Fakultet på KU. Nøgleordet er her ’lyttende’. Det er jo et ord, der ofte opfattes som et udelt plusudtryk, når det gælder ledere. Men bagsiden af al denne ’lytten’ kan være, at man er svag og let til fals for de til enhver tid stærkeste pressionsgrupper og lobbyister i ens nærhed. For mig er det ikke den bedste lederegenskab.

Jeg mener således, en leder først og fremmest skal være den, der til enhver tid er i stand til at hæve sig over den slags og se, hvad der er bedst for organisationen som helhed. Og så ellers gennemføre det, uanset hvor højt visse pressionsgruppe måtte råbe og skrige.

Som en (god) leder, jeg kender, plejer at sige: Hvis dem, der er tættest på mig, er for tilfredse, ved jeg, der er noget galt. Herved signalerer hun, at hun lige så meget er leder for dem, der måske bruger mere tid på at udføre deres faglige arbejde end på at netværke, lobbye, manipulere og spille magtspil.

Når jeg får det indtryk, at Kirsten Busch Nielsen ikke tænker på den måde, skyldes det bl.a. noget, hun siger til sidst i interviewet om, hvad hun så lystlæser i sin fritid.

Her falder det i øjnene, at hun tilsyneladende er meget optaget af en forholdsvis smal ny dansk bog, som ikke desto mindre er blevet lidt af en bibel for de såkaldt woke aktivister, herunder dem, der findes på Humaniora, og som jeg opfatter som de reelle afsendere af det budskab om et sammenhængende, dvs. ufrit og umangfoldigt, aftryk, som Humaniora skal afsætte på KU’s forskning, nemlig Luka Holmegaards Look.

»Fortælleren kobler«, med dekanens ord, »historien om en ansættelse som lærer sammen med tekstilhistorie, tøjproduktion og en meget, meget fin beskrivelse af tøjets betydning for køn og identitet.«

Jo, det er bestemt altid godt at være lyttende. Men det er ikke godt at være marionet for nogle stærke, højtråbende professorer med megaloman ekspansionstrang i forhold til deres egne personlige fagområder og (måske?) deres egne politiske anskuelser.

Så er man ikke en god leder for hele organisationen, sådan som man nu engang er ansat til at være. Så varetager man ikke ånden i både Grundloven og Universitetsloven, sådan som man ligeledes er ansat til at gøre.

Man ender ikke alene som en genbrugsdekan; man ender som en stikirenddekan for de professorer, der nu reelt – tror jeg, man må konstatere – har overtaget roret på skibet og ønsker at sejle det i en retning, der ikke tager højde for helheden, men mestendels for deres egne forskningspolitiske særinteresser.

Jeg kan personligt godt overleve det og er allerede kommet videre. Men jeg synes ærlig talt, det er temmelig synd for min gamle arbejdsplads – og ikke mindst for alle de hårdtarbejdende ansatte og studerende, der stadig tager deres metier så alvorligt, at de tillader sig at stille andre forskningsspørgsmål, end dem penge- og magteliten på bjerget synes, der skal stilles. Til både universitetets og samfundets bedste.

Woke humanistisk forskning

Mit håb er derfor, at man vil få skuden tilbage på ret kurs igen. Også selv om jeg ikke længere selv sejler med. Måske det da også ville blive lettere at få såvel politikere som almindelige skattebetalende borgere til at forstå, hvorfor det giver god mening at putte penge i sådan noget som humanistisk forskning og uddannelse.

Komplekse spørgsmål kræver komplekse og langsigtede svar, som de tre professorer ganske rigtigt skriver i deres kronik. Det fordrer dog lidt mere af universitetet og dets ledere at udmønte det, end bare at sige ordene ’kompleksitet’ og ’mangfoldighed’ tilstrækkelig mange gange.

For ord kan som bekendt – er der en bestemt, sikkert ikke særligt woke humanistisk forskning, der har vist – blive så tomme, at de til sidst absolut ingenting betyder. Nemlig når de mister enhver forbindelse med virkeligheden.

I hvert fald kunne man da starte med at bruge humanioras angiveligt så slunkne midler på lødige faglige formål, frem for at smide dem ud på at forfølge anderledes tænkende dissidenter som undertegnede (hvad det allerede nu må have kostet at gennemføre den bizarre undersøgelse af min førnævnte afhandling, tør jeg slet ikke tænke på).

Det er nok ikke ligefrem dét, der skaber større forståelse for fagområdets vigtighed derude, hvor sund fornuft, tolerance og rimelighed stadig er en forholdsvis udbredt drivkraft.