Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Arbejdsmiljø

»Kampgejsten skal ikke fejle det mindste«

Humaniora — Hun arvede Det Humanistiske Fakultet, da forgængeren løb af pladsen. Med den ene hånd skal hun genskabe tilliden internt på fakultetet, med den anden skal hun nedlægge 300 studiepladser. Hvad har dekan Kirsten Busch Nielsen egentlig tænkt sig?

Kirsten Busch Nielsen skulle kun flytte sine Montanareoler få hundrede meter, da rektor Henrik C. Wegener i forsommeren 2020 bad hende rykke ind på dekankontoret på Det Humanistiske Fakultet.

På det tidspunkt var hun, der er professor i dogmatik, dekan på ottende år på Det Teologiske Fakultet, der deler campus med humanisterne på Amager.

Vi besøger Kirsten Busch Nielsen dagen derpå. Altså dagen efter et flertal i Folketinget har godkendt regeringens regionaliseringsplan, der betyder, at Københavns Universitet skal nedlægge 625 studiepladser og flytte 304 ud af København.

Københavns Universitet bad om, at politikerne ville tage hensyn blandt andet til sprogområdet, og selv om forliget tog højde for dette ønske, skal Humaniora stå for 300 af de 625 studiepladser, der skal nedlægges på Københavns Universitet frem mod 2030.

Kampgejsten skal ikke fejle det mindste.

Dekan Kirsten Busch Nielsen

»Som mange har sagt, er aftalen om regionalisering ikke opfundet af universiteterne. Og det ville da være ærgerligt,« siger Kirsten Busch Nielsen, »hvis det var samfundets eneste blik på universiteterne, at vi helst ikke må vokse. Det er heldigvis ikke mit generelle indtryk.«

Nedskæringer i den størrelsesorden giver uro. Kirsten Busch Nielsen har en intern jætteopgave i at betrygge medarbejdere og studerende. Men spørgsmålet er, om ikke der også venter dekanen en opgave med at genoprette Humanioras prestige udadtil.

Dekanen har takket ja til Uniavisens forslag om et interview om den offentlige samtale om Humaniora.

For at komme til dekankontoret skrår vi over Karen Blixens Plads, der er badet i yndigt forårslys. De humanistiske studerende er tilbage på campus efter den lange nedlukning. Bøgerne ligger i stofnet med cool grafiske statements, og smøgerne ser ud til at smage godt i solen. Altså kun i rygezonerne. Corona er sendt på skrammelpladsen, campus vibrerer.

Dekanen kommer småløbende fra et andet møde ned ad den lange gang i det lyse nybyggeri med den djøffede vibe, der »udstråler alt for blid og venlig effektivitet, som sådan noget moderne byggeri jo gør.« Ordene er Kirsten Busch Nielsens egne, og de faldt til Uniavisen i 2018, da hun sad på Teologi.

Blå bog

Kirsten Busch Nielsen er 60 år.

Professor i dogmatik med økumenisk teologi.

Konstitueret dekan på Det Humanistiske Fakultet i otte måneder, indtil hun blev fastansat i januar 2021.

Ansat på Det Teologiske Fakultet siden 1995 som adjunkt, lektor og professor.

Dekan på Teologi 2013-2019.

LÆS OGSÅ: Dekanen i frafaldsstatistikken

Dekanen anviser mig en plads på en bestemt side af mødebordet, fordi »kunsten på den der væg er så kedelig.«

Kirsten Busch Nielsens forgænger på Humaniora, Jesper Kallestrup, havde kontrakt indtil 2022, men trak sig allerede efter to år »af både personlige og professionelle grunde,« som han formulerede det i en ordknap afskedssalut, inden han rejste tilbage til Skotland, hvor han kom fra.

Hans exit fulgte efter en besk konflikt med de studerende, der lukkede mere eller mindre ned for fakultetets administration, da en gruppe vrede aktivister fra HUMrådet, de studerendes fagråd, blokerede dekanens kontor i 38 dage i 2019.

Da Kallestrup tiltrådte i 2018, var det ellers som manden udefra – fra Skotlands University of Edinburgh – der skulle bringe et presset humanistisk fakultet på ret køl.

LÆS OGSÅ: Dekanens ilddåb

Striden i 2019 stod om dekanens centrale opgave med at udstikke en kurs for fakultetet. Ledelsen havde en plan om at lægge fag sammen og skabe fælles brede indgange på bacheloruddannelserne. De studerende mente, det ville udvande deres uddannelser, men de følte ikke, at ledelsen tog dem alvorligt, og konflikten udløste den største studenterpolitiske manifestation på Københavns Universitet siden studenteroprøret i 1968. Kampen sluttede først, da Kallestrup underskrev en fredsaftale med de studerendes repræsentanter.

»Kompetent og lyttende«

Konfliktniveauet peakede under blokaden i 2019, men det er ikke første gang, en humanistisk dekan er gået uden at blive klappet ud. Det har nærmest rutinemæssigt stået øverst på opgavelisten, når der skulle ansættes en dekan på Det Humanistiske Fakultet i dette årtusind, at vedkommende skulle genoprette tilliden blandt ansatte, studerende og ledelse på fakultetet, der somme tider er blevet beskrevet som Københavns Universitets problembarn.

I otte måneder var Kirsten Busch Nielsen vikar, men efter konstitueringsperioden søgte og fik hun dekanstillingen. Ved ansættelsen i 2021 sendte rektor Henrik C. Wegener hende fremad med ordene:

Kirsten har igennem en årrække formået at samle folk om gode og holdbare løsninger i mangfoldige universitetsmiljøer.

Rektor Henrik C. Wegener

»Kirsten har igennem en årrække formået at samle folk om gode og holdbare løsninger i mangfoldige universitetsmiljøer. Siden juni har hun – trods udfordringen med corona og nedlukning – vist sig som en yderst kompetent og lyttende leder for Det Humanistiske Fakultet.«

Hun havde selvfølgelig lang ledelseserfaring fra det lille homogene søsterfakultet, men sin crash test som en samlende figur, der kan forhandle og forene over kløfter, bestod Kirsten Busch Nielsen, da hun i 2019 som formand for Personalepolitisk Udvalg stod i spidsen for arbejdet med at formulere Københavns Universitets retningslinjer om krænkende adfærd i en tid, hvor universitetets interne diskussion om krænkelser havde udviklet sig til en offentlig kulturkamp.

Og det er ikke bare medierne, der interesserer sig for, hvad der foregår på indersiden af Københavns Universitet. Det gør politikerne også, og deres intervention har gjort nas, ikke mindst på Det Humanistiske Fakultet.

Jesper Kallestrup havde kun været dekan i få måneder, da han ytrede, at politikerne overlader et meget trangt ledelsesrum til universitetets ledere:

»Det har overrasket mig meget, hvor meget ministeriet og regeringen mikrostyrer os. De blander sig i alle mulige små ting. I Storbritannien er der langt mere selvstyre, man kan ret hurtigt oprette nye uddannelser; bestemme hvordan og hvor mange man optager; hvordan man underviser og eksaminerer; og hvordan pengene skal prioriteres,« sagde han til Uniavisen.

De seneste år har Humaniora, ud over de generelle besparelser på uddannelsesområdet, været genstand for skiftende regeringers krav om at nedskalere studierne, så de matchede en politisk analyse af arbejdsmarkedets behov.

Den dystre sammenfatning af udviklingen er, at stillinger er blevet nedlagt, forskere er blevet fyret, fag er blevet lukket, mens andre er blevet sammenlagt, og det var årsagen til at de studerende gik på barrikaderne og sågar kaprede talerstolen ved universitetets årsfest i 2019.

Relationsarbejdet

Kirsten Busch Nielsen siger, at hun ikke havde forbehold, da hun aftalte med rektor, at hun skulle forlade teologi til fordel for humaniora, der er over ti gange større .

»Nej, det havde jeg ikke. Der lå en vigtig og dermed også fristende opgave, så det var ikke svært for mig at springe til. Jeg er jo teolog, og jeg var meget, meget glad for at være dekan på Teologi, men det har været en optur at flytte, for jeg synes Det Humanistiske Fakultet har så utrolig meget at byde på. Jeg ser fakultetets fagligheder som et hav fuldt af spændende muligheder.«

Men hvis Humaniora er et hav, var det oprørt, da hun blev skipper. Om samarbejdsklimaet på fakultetet efter forgængerens abrupte exit siger Kirsten Busch Nielsen, at en af opgaverne i den første tid var at gøre den midlertidige samarbejdsaftale, der var med til at afslutte konflikten, permanent.

»Det fik vi drøftet på plads i efteråret 2020,« siger hun og får det til at lyde smooth. Og hun giver samtidig et kæmpe nik til fakultetets medarbejdere og studerende for deres store lyst til og engagement i det samarbejde.

Men det er en blivende opgave, understreger dekanen, der stadig dealer med nedarvede konflikter, at inddrage og kommunikere med studerende og ansatte, ikke mindst om de svære ting. For eksempel siger hun, at »blokaden hverken må blive et traume eller et tabu i fakultetets historie.«

Jeg blev bare dumpet ned her som sådan en genbrugsdekan.
Dekan Kirsten Busch Nielsen

Hun har fået mindre direkte kontakt med studerende og ansatte, end hun havde på Teologi, medgiver hun, men hun betegner de forskellige inddragelsesorganer, råd og udvalg på tværs af hele fakultetet som »meget velorganiserede«.

»På den måde har det været mindre anderledes, end jeg troede. Og så må man jo også selv gøre noget for at bringe sig steder hen, hvor man møder folk og har mulighed for at tale med dem. Det er min opgave at være nysgerrig og forstå så meget, som jeg kan af, hvad der foregår på institutterne.«

Kirsten Busch Nielsen siger, at hun »sprang ind og tog opgaverne, som de lå der«.

Ud over det indlysende – arbejdet med at udvikle uddannelserne og forskningen – siger Kirsten Busch Nielsen, at hun også arbejder for, at Det Humanistiske Fakultet bidrager til, at universitetet hænger godt sammen som organisation. Hvad betyder det?

»Vi skal tage vores del af ansvaret på Københavns Universitet. Jeg har nogle gange hæftet mig ved, at vi her på fakultetet har en tendens til at sige ’dem inde i byen’ – og med dem, mener vi ledelsen ved Frue Plads – men hvis vi siger det om dem, skal vi overveje, hvad de mon siger om os, os ’herude’.«

Nedlæg 300 studiepladser

Man nåede dårligt at glæde sig over, at de årlige toprocentsbesparelser er indstillet, og at politikerne er enige om, at taxameterbidraget (den sum, det udløser, når de studerende består deres eksamener) til humanisterne skal have et fast løft, før regeringen for et lille år siden lancerede planen om at udflytte cirka ti procent af uddannelsespladserne for at revitalisere regionerne uden for de fire store universitetsbyer.

Protesterne var til at høre, men uanset hvor meget rektorer, studerende og politiske modstandere sprællede, blev planen vedtaget af et bredt flertal i Folketinget den 22. marts. Aftalen endte for universiteterne med en samlet reduktion på 6,4 procent efter tovtrækkerierne.

Så mange studiepladser skal KU nedlægge og udflytte

HUM skal lukke 300 pladser. SAMF skal lukke 135 og udflytte 25. SCIENCE skal lukke 110 og udflytte 76, SUND lukke 27 og udflytte 203, mens TEO skal lukke 53.

»Vi har bygget universiteter op i tillid til og berettiget forventning om, at universiteterne er nogle af de bedre drivere til at sikre en god samfundsudvikling med sundhed, vækst, uddannelse, ligestilling,« siger Kirsten Busch Nielsen.

LÆS OGSÅ: Hvorfor poster Norge penge i humaniora, når Danmark sparer?

På dekankontoret hersker der snarere virkelyst end lammelse dagen derpå.

»Nu er det altså en politisk aftale, der er indgået af et bredt flertal i Folketinget, og universiteterne har ikke andre muligheder end at arbejde videre. 300 pladser er en stor reduktion for os, men jeg ser frem til det arbejde, vi nu skal i gang med, som handler om fremtidens humanistiske uddannelser.«

Fakultetet har endnu ingen konklusioner om, hvilke studiepladser, der skal nedlægges, ud over at det bliver 180 bachelor- og 120 kandidatpladser, siger dekanen, som sammen med dekanat og institutledere har planlagt en proces, der skal vare de næste måneder, og som skal drives af et arbejdsudvalg med både medarbejder- og studenterrepræsentanter fra studienævnene og ledelsesrepræsentanter. Fakultetet har brugt marts måned på en høring om procesplanen.

»Vi vil helst undgå at lukke pladser, hvor det er irreversibelt. Nu skal udvalget have arbejdsro til at tænke sig rigtig godt om og beskrive nogle scenarier for, hvordan vi kan sikre et bredt og sammenhængende uddannelseslandskab fremover. Det er en meget væsentlig ressource, at der er medarbejdere og studerende, der vil lægge deres tid og engagement i det.«

På bundlinjen har Det Humanistiske Fakultet i dag et såkaldt strukturelt underskud. Altså noget der bliver ved med at komme. Kirsten Busch Nielsen fortæller, at det i 2021 blev beregnet til 13 millioner kroner, og at der ligger en plan for at afvikle underskuddet med opsparede midler over de næste år, så der bliver en »fladere udjævning«.

Bevis dit værd, humaniora

Men hvordan pokker endte vi her, hvor Det Humanistiske Fakultet skal nedlægge studiepladser, allerede før de dimensionerede årgange har ramt arbejdsmarkedet? Kirsten Busch Nielsen peger på, at der allerede optages op mod 40 procent færre studerende i dag i forhold til de årgange, humanisternes ledighedstal bliver målt på. Ledigheden er ellers et argument, man hører brugt, når der er blevet skåret ned.

Hvorfor kan politikerne ikke holde snitterne fra humaniora? Har de svært ved at få øje på Humanioras relevans og samfundsnytte?

»Hvis nogen har svært ved at se os, kan det være, fordi vi gemmer os lidt,« siger Kirsten Busch Nielsen. Men ellers køber hun ikke min præmis om, at humaniora har tabt prestige og at både politikere og skatteydere lader til at have svært ved at få øje på humanisters positive bidrag til samfundets vækst.

Er den årelange nedskæringsdagsorden ikke et udtryk for, at Humaniora har bevæget sig hen et sted uden for den økonomiske konsensus?

»Jeg oplever en positiv og saglig nysgerrighed i samfundet efter humanistisk viden. Et konkret eksempel kan være fremmedsprogsområdet, som fik et lille såkaldt sprogløft i vinter med 40 millioner til bacheloruddannelserne i tysk og fransk på universiteter og professionsuddannelser. En mindre ting, men alligevel udtryk for en anerkendelse af, at fremmedsprog er helt, helt nødvendige for et samfund som det danske.«

»Et andet eksempel er al den forskning, der er i gang og i stigende grad kommer til at foregå i forbindelse med den grønne omstilling. Det er en bunden og vigtig samfundsopgave, som vi ikke kan løfte med naturvidenskabelig eller teknisk viden alene, for omstillingen kræver viden om mennesket i historien, naturen og samfundet.«

Filosoffen Morten Ebbe Juul Nielsen har sagt i Uniavisen, at Humaniora jo ikke er nyttig på samme måde som fx den medicinske videnskab, der udvikler nogle piller, så vi kan kurere sygdomme og tjene penge. Men hvor lægevidenskaben kommer med evidens og handlingsanvisninger, kræver det humanister at skabe de nødvendige adfærdsændringer i befolkningen, fordi det er dem, der ved, hvordan folk lever, og hvilke værdier og omstændigheder de har. Altså kræver det humanister at højne folkesundheden.

LÆS OGSÅ: Op med halen, Humaniora

»Ja!« Siger Kirsten Busch Nielsen. »Og teologer, kunne jeg tilføje. Selvfølgelig! Sundhed kræver, at mennesker forholder sig til sig selv, så det er et godt eksempel. Humaniora bidrager med viden om mennesket, ikke om biologien, men bevidstheden og om, hvordan vi forholder os til verden, naturen og historien.«

Jeg har hørt dig citeret for at sige, at humaniora er samfundets åndedræt.

»Ja, det er jo et billede, også på, at ting forandrer sig, og humanister har en opgave i at bære vores viden videre – det ser jeg som et åndedræt.«

Det er poetisk …

»Jeg ved nu ikke, om det har nogen speciel slagkraft at bruge poetiske billeder, men jeg kan ikke forestille mig et godt og levende samfund, hvis ikke der er kunst og kultur og opmærksomhed på egne historier og sprækker og konfrontationer i historien – og alt dette vedligeholdt og videreført også videnskabeligt.«

Afviser du, at humaniora-bashing er en ting?

»Selvfølgelig er der konjunkturer i samfundet, der forandrer sig, men jeg oplever en positiv nysgerrighed efter humaniora, som vi skal respondere på. Humaniora bidrager til, at vi kan takle de samfundsproblemer, som fylder meget på dagsordenen lige nu. Vi har talt om bæredygtighed og folkesundhed. Vi kunne også have talt om digitalisering. Og de seneste triste uger siden krigsudbruddet i Ukraine viser, hvor vigtigt det er, at Danmark har et sprogligt, men også vidensmæssigt globalt beredskab med folk, der kan analysere, forstå, fortolke, udlægge og forklare, hvad der sker i verdens regioner, også når de støder sammen.«

»Humaniora er ikke bare en kustode for kulturarven«, skrev tre humanioraprofessorer, Dan Zahavi, Marie Louise Nosch Bech og Vincent Hendricks, i et flammende forsvar for humaniora i en kronik i Politiken i november 2021 (kræver login), og den tråd tager Kirsten Busch Nielsen op:

»Tradition handler ikke om at støve noget af og lade det urørt. Det består i at videregive arv og viden til andre generationer. Jeg synes ikke, jeg uddanner kustoder, men innovatorer, forvaltere og forandrere,« siger hun og minder om, at en tredjedel af de humanistiske kandidater bliver undervisere, mange i gymnasiet, men ikke kun:

»Det er en kæmpe samfundsindflydelse. Vores største forskningsaftryk sættes gennem vores kandidater, og en tredjedel af dem arbejder som undervisere, siger hun,« inden hun nok engang vender pilen indad:

»Og så må vi frem i skoene og fortælle om de forskningsresultater, vi har. Om vores uddannelser og om, hvad det er, vores kandidater kan. Og det synes jeg til gengæld er en opgave, vi skal tage på os. Selvfølgelig skal vi forsvare os. Det skal jo alle videnskabsområder. Det er derfor vi er her. Der er en konkurrence imellem os. Der kan være konkurrence helt ned i det enkelte fagmiljø om teorier og ressourcer. På den måde skal kampgejsten jo ikke fejle det mindste.«

Nonsensfag og pseudovidenskab

Når den humanistiske forskning finder vej til den politiske dagsorden, er det sjældent i fejrende termer. Politikere som Henrik Dahl, Morten Messerschmidt og Rasmus Jarlov har kaldt hele forskningsområder – fx migrationsstudier, kønsforskning og postkoloniale studier – ud for at bedrive pseudovidenskab og være nonsensfag.

LÆS OGSÅ: »Vi skal gøre alt for at bekæmpe den totalitære identitetspolitiske bevægelse«

Retorikken toppede, da Henrik Dahl fra Folketingets talerstol i juni 2021 kaldte KU-islamforsker Jakob Skovgaard-Petersen »notorisk enøjet«.

Det ville Kirsten Busch Nielsen og prorektor for forskning David Dreyer Lassen ikke være med til, og de tog til genmæle i Politiken:

Politikerne bør holde sig for gode til at fremsætte løsrevne anklager mod navngivne enkeltforskere.

Kirsten Busch Nielsen og prorektor David Dreyer Lassen

»Ingen forsker ved Københavns Universitet har problemer med at få kritik af substansen i deres forskning. Men politikerne bør holde sig for gode til at fremsætte løsrevne anklager mod navngivne enkeltforskere eller forskningsfelter og til at skose enkeltforskere, fordi de falder over en udtalelse, der ikke falder i deres smag.«

 

»Det var en beklikkelse af forskningen generelt,« siger Kirsten Busch Nielsen, »men det var humaniora og samfundsvidenskab, der især blev ramt.« Og hun tilføjer, at kønsstudier og migrationsforskning netop undersøger områder, der har stor politisk og samfundsmæssig bevågenhed, og at det derfor er naturligt, at der er mange, der forholder sig til det.

»Det er jo paradoksalt nok også et udtryk for en stor nysgerrighed. Her er den så iblandet en skepsis, og i den debat er der blevet sagt ting, vi fandt urimelige. Ligesom vores forskere skal belægge deres udsagn med dokumentation, bør politikerne forholde sig til realiteter. Men samtidig kan kritikken være den anden side af, at vores forskning faktisk er blevet mere udadvendt.«

LÆS OGSÅ: »Mine studerende kan læse, at deres underviser er totalitær og pseudovidenskabelig«

Forskere i hobetal kritiserede både Henrik Dahls udtalelse og debatten i det hele taget. Blandt andet berettede 262 forskere fra nogle af de fagområder, der er under beskydning, om chikane, intimidering og selvcensur i et åbent brev (kræver login) til daværende uddannelses- og forskningsminister Ane Hasboe-Jørgensen (S).

Ikke desto mindre bakkede et stort politisk flertal op om en udtalelse fra ministeriet, der løfter en finger over for universitetsledelserne: De skal sørge for, at der ikke forekommer ensretning eller politik forklædt som videnskab i nogen fagmiljøer.

»Vi har gjort, hvad vi kunne for at tale med forskerne om det og klæde dem, der er meget aktive i debatten og flittige på sociale medier, på, så de kan deltage i hurtige eller skarpe diskussioner om deres forskning uden at skade sig selv,« siger Kirsten Busch Nielsen.

Flere forskere har over for Uniavisen fortalt, og de føler sig nødsaget til at trække sig fra debatten om politisk ømtålelige emner, især på sociale medier, fordi de er ladet med tæsk. Forstår du dem?

»Selvfølgelig skal debatten ikke være sådan, at man holder sig tilbage af frygt. Men jeg synes samtidig, at det er helt legitimt, at en forsker passer på sine ressourcer. Arbejdstiden er også en ressource, og forskerne skal undervise, publicere og øve akademisk medborgerskab. De videnskabelige stillinger har seks meriteringskriterier, og man kan ikke køre med samme intensitet med plæneklipperen ud over alle seks plæner hele tiden. I et forskerliv kan der selvfølgelig både på kortere og længere sigt være ting, man skruer op og ned for.«

Et trangbrystet studiemiljø

Kirsten Busch Nielsen holder en for hende usædvanlig lang pause, da jeg spørger, hvad hun gerne vil måles på.

»Det er en meget vigtig opgave at sikre, at der i Københavns Universitets samlede bidrag til samfundet er et tydeligt og stærkt og ikke nødvendigvis enigt, men sammenhængende humanistisk aftryk. Det kan man jo ikke sætte mål for.«

LÆS OGSÅ: Sandt eller falsk? Vi prøver fem fordomme om Humaniora af på dekanen

Vi skal minde de studerende om, at de ikke bare er kunder i en uddannelsesbutik.

Kirsten Busch Nielsen

»Og så vil jeg gerne sige, at jeg er meget optaget af, at vi har de studerende godt med. Studiemiljøet blev – apropos åndedræt – noget trangbrystet under nedlukningen. Vores studerende har været virkelig brave og taget deres eksamener, men til det at være en del af universitetet hører noget andet end at sidde isoleret bag en skærm. De har heldigvis genindtaget campus nu, men vi er meget opmærksomme på at blive ved med at understøtte studiemiljøet og få de studerende til at se sig selv som skattede samtalepartnere, når det handler om at diskutere, hvad fakultetets fremtidige opgaver er. Vi vil også gerne udvikle nye faste, uformelle dialogmøder med de studerende, så de bliver mindet om, at de ikke bare er kunder i en uddannelsesbutik, men medskabere af universitetet.«

»Det er også vigtigt, at medarbejderne bliver ved med at orke den form for engagement. Der er en meget stor vilje til at trække med, og det er, synes jeg, et ledelsesansvar fortsat at overveje, hvordan vi kan understøtte det engagement.«

Her kommer et lidt skabelonagtigt spørgsmål, der somme tider giver interessante svar. Hvordan ville dine nærmeste medarbejdere beskrive dig som chef?

»Det synes jeg, du skal spørge dem om. Det er det skabelonagtige svar,« siger hun.

Blokaden må hverken blive et traume eller et tabu i fakultetets historie.
Dekan Kirsten Busch Nielsen, Humaniora

Sit eget kulturforbrug vil hun hellere end gerne tale om:

»Jeg er storforbruger af litteratur, det har jeg altid været. Jeg læser hele tiden. Skønlitteratur, biografier, historie- og debatbøger. For mig er det bevidsthedsudvidende og batteriopladende, og hvad det nu hedder, at læse skønlitteratur. Man kommer andre steder hen. Man kommer i samtale med nogen, man måske ellers ikke ville høre fra. Og man får et andet blik på sig selv.«

Kirsten Busch Nielsen fortæller, at hun lige har læst Marilynne Robinsons bog Jack. Robinson er kendt for at være en af Barack Obamas yndlingsforfattere, og Jack er en fortælling fra 1950’ernes segregerede St. Louis om skyld, skam, kærlighed, skuffelse og et møde i poesien.

»Den var jeg meget optaget af. Og så vil jeg, for at nævne noget helt andet, pege på Luka Holmegaards Look, der for nylig gjorde stort indtryk på mig. Fortælleren kobler historien om en ansættelse som lærer sammen med tekstilhistorie, tøjproduktion og en meget, meget fin beskrivelse af tøjets betydning for køn og identitet.«

Kirsten Busch Nielsen siger, at hun også går til en del koncerter, fordi hendes mand er musikmenneske.

»Men bøgerne er mit foretrukne kulturmedie. Og det er heldigvis sådan i dag, at man kan have dem på sin telefon, og når man er nærsynet, kan man gøre sådan her …«

Laver du ting, når du har fri, som ikke er ånd? Strikker du? 

»Ha! Jeg er så heldig, at jeg lige har fået et barnebarn, og så sagde min familie: Du kan da ikke strikke. Det måtte jeg modbevise: Det kan jeg. Så jeg har strikket en babysweater. Tjek.«

Så skal du til jo til at holde tidligt fri en dag om ugen og hente barnebarn i vuggestue …

»Ærlig talt, interesserer Uniavisen sig for det? Men nej, lige det bliver nok ikke mig.«

Hvad har overrasket dig mest ved jobbet som dekan på Det Humanistiske Fakultet?

»Jeg er blevet befæstet i min forestilling om, at det her er et sted med superdygtige folk, og jeg synes, vi har fundet hinanden godt, det gjorde vi hurtigt. Jeg skylder fakultetet tak. De tog så godt imod mig, der bare blev dumpet ned her som sådan en genbrugsdekan. Det var jeg meget glad for. Det synes jeg, jeg skylder tilbage for.«

Annonce

Seneste