Jeg er pissedårlig til at tage beslutninger. Læs med her, hvis du har det ligesom mig

Hvad vil du helst? Hvad vil du overhovedet? Hvad vælger du? Og endnu vigtigere, hvad vælger du fra?

Forårssemestret er over os, og som store, fede klodser i en kæde om halsen, hænger de der, spørgsmålene, og tynger mig ned. Studietvivl er næppe noget nyt fænomen. Men som ung i dag vælter valgmulighederne ned over os – og overvælder os.

Hvilken ske skal jeg spise min is med?

Jeg har læst på mit studie i snart to år. Jeg er glad for det, jeg er ikke droppet ud. Men at jeg har haft studietvivl, er jeg ikke i tvivl om. Så længe jeg husker, har tvivlen været en fast følgesvend. Både når det kommer til små beslutninger som, om jeg vil spise min bøtte cookie dough-is med teske eller spiseske. Og når det kommer til store livsbeslutninger som min uddannelse.

»Hvis du skal tage én ting med herfra, så er det, at du skal blive bedre til at tage beslutninger.« Sådan lød afslutningen på mine forældres konfirmationstale til mig. Da jeg otte år senere skulle holde morgensamling på min højskole og – surprise – ikke kunne beslutte mig for, hvad jeg ville bruge mine ti gyldne minutter fra talerstolen på, valgte jeg at snakke om netop det: Stadig at være dårlig til at tage beslutninger.

Uddannelsesvalget bliver en jagt på det helt rigtige studie frem for ét rigtigt studie

Matilde Nordal

Mange tror, at jo flere valgmuligheder du har, jo bedre beslutninger kan du tage, og desto mere tilfreds bliver du. Af den grund gik jeg selv i mange år og var frustreret over, at jeg har så svært ved at træffe et valg. Og at jeg i hvert fald ikke følte mig mere tilfreds oven på en beslutning, selvom jeg havde alle muligheder at vælge mellem.

Jeg pegede fingrene indad – indtil min daværende gymnasielærer kom mig til undsætning. Fra tavlen introducerede han os nemlig til en teori, der skulle vise sig at være den øjenåbner, jeg ville ønske alle tvivlere fik.

LÆS OGSÅ: 10 ting jeg gerne ville have vidst, inden jeg begyndte på universitetet

Du har kun dig selv at bebrejde

Teorien med det fængende navn ’The Paradox of Choice’ er skabt af psykologen Barry Schwartz. Og den er et modsvar til antagelsen om, at flere valgmuligheder gør alting bedre.

Kort går teorien på, at et valg ikke ’kun’ består af det antal valgmuligheder, der knytter sig til det. I stedet ganges der for hver valgmulighed en række andre faktorer på regnestykket, som hjernen skal tage stilling til: Potentielle fordele, potentielle ulemper, sandsynligheder for, at potentielle fordele og ulemper faktisk indtræffer og så videre. Det ultrakomplicerede regnestykke til hver af de uendelige valgmuligheder risikerer at føre til handlingslammelse.

Teorien trækker også på den økonomiske logik opportunity costs, som vil sige omkostningerne ved alle vores fravalg. Jo flere valgmuligheder, jo flere fravalg og dermed jo større omkostninger ved hvert eneste valg, vi træffer. Og jo større omkostninger, jo større risiko for at fortryde sit valg.

Risikoen for fortrydelse er essentiel, for hvis du har haft al frihed og alle tænkelige valgmuligheder – og du efterfølgende fortryder, hvem har du så at bebrejde? Kun dig selv. For bagsiden af valgfrihedens medalje er blank som et spejl og viser kun os selv, når vi vælger forkert.

Studievalget paradoks i tre trin

Med teorien her gav det pludselig mening for mig, hvorfor jeg altid har peget skylden i én retning, indad. Samtidigt ved jeg nu, at når tvivlen prikker mig på skulderen, kan jeg i stedet vende mig rundt og pege på større samfundskræfter bag.

Selvom teorien tager udgangspunkt i forbrugerismens hav af muligheder, vil jeg alligevel forsøge at gennemgå studievalgets paradoks, så vi forhåbentligt bedre kan forstå, hvordan det på snu vis spænder ben for mig og alle mine medtvivlere.

Trin et: Handlingslammelsen rammer

Du har endnu ikke valgt et studie, eller måske overvejer du at skifte. Her møder du det første bump på vejen: Handlingslammelsen. Mængden af valg har oversteget din evne til at træffe ét. Måske er der så mange uddannelser at besøge til Åbent Hus, at du slet ikke kan overskue at tage af sted. Måske er der så mange studieordninger, du kan læse, at du slet ikke magter at downloade én. Eller måske er det bare så uoverskueligt at tage stilling til noget som helst, at du ville foretrække, nogen tog beslutningen for dig. Uanset hvad, er den handlingslammelse, du oplever, ikke unik. Den er en grundlæggende konsekvens af, at uddannelsesmulighederne er mange, og du er ikke alene om den.

LÆS OGSÅ: Sådan sælger forskellige KU-uddannelser sig selv til Åbent Hus

Det er mængden af valgmuligheder, der får os til at fortryde hvad end, vi vælger

Matilde Nordal

Det er klart, at hele verden ikke ligger fri for fødderne af os, når det kommer til videregående uddannelser. Nogle døre blev lukket, dengang du stod i en lignende situation og skulle vælge ungdomsuddannelse. Flere døre blev siden smækket i, da du snævrede dig ind på en studieretning. Drømte du dengang om at blive idrætslærer, den næste arkæologiske Indiana Jones eller at forske i klimaforandringer på Arktis? Det begrænser dig nu. Og endelig er du sandsynligvis begrænset af karaktergennemsnit, adgangskrav eller den nye SU-lov, der gør studieskift sværere økonomisk.

Alligevel er der overvældende mange uddannelser at vælge mellem. Og med muligheden for både at læse fag op og søge kvote 2, kan vi endda genåbne døre, der ellers havde fået drejet nøglen om.

Selvfølgelig er det privilegeret at kunne vælge temmelig frit fra uddannelseshylderne. Pointen er, at uddannelsesvalget bliver en jagt på det helt rigtige studie frem for ét rigtigt studie. Perfektionismen har sit faste greb om os og presser os til at vælge det allermest tilfredsstillende. Men hvordan ved man, at man befinder sig på det helt rigtige studie? Vi skal videre på trin to for at imødegå dén udfordring.

Trin to: Din hjernes lommeregner på overarbejde

Okay, handlingslammelsen har slået dig ud, men du må alligevel forsøge at tage stilling til mulighederne. Forestil dig, at hjernen laver en lynhurtig liste over fordele og ulemper ved samtlige mulige uddannelser: Jobsikkerhed, lønudsigter, studiemiljø, transporttid, boligsituation, læsebyrde, eksamensformer, forventninger fra familien, forventninger fra dig selv, social prestige – og listen kunne fortsætte og fortsætte.

Det giver din hjerne et utal af kombinationer, som tilmed skal vægtes efter, hvad der er vigtigst – en ny beslutning i sig selv – hvilket gør regnestykket urimelig svært. Foruden fordele og ulemper ved det valg, du tager, skal du også regne på alle de muligheder, du ikke vælger. Opportunity costs lige dér. Forpligter du dig til idrætslærervejen, undgår du alternativernes ulemper, men går samtidig glip af deres fordele. Og hvor sikkert er det overhovedet, at du undgår dén og dén ulempe, og hvor vigtig er dén og dén fordel egentlig?

Det er ikke underligt, at med flere valgmuligheder og endnu flere fravalgsomkostninger, gløder vores indre lommeregner i en grad, der næsten får hjernen til at brænde sammen af overarbejde.

Trin tre: Prisen for dit valg er selvbebrejdelse

Du har nu overvundet handlingslammelsen, foretaget endeløse, udmattende udregninger og er søgt ind på det studie, der virkede mest rigtigt. Så langt så godt. Og så alligevel ikke helt.

Bagsiden af valgfrihedens medalje er blank som et spejl og viser kun os selv, når vi vælger forkert

Matilde Nordal

For jo flere uddannelser du har haft at vælge imellem, jo større er risikoen for, at du fortryder dit valg. Hvad nu, hvis jeg ville trives bedre på et andet studie? Hvad nu, hvis jobsikkerheden ville være bedre i en anden branche? Hvad nu, hvis kandidatdelen på en anden uddannelse ville være mere spændende?

‘Hvad nu hvis’-spørgsmålene fodrer din tvivl som supergødning, når fortrydelsens prøve skal stå. Og før du ved af det, har tvivlen vokset sig så stor, at den kaster sig ind over dig i ny beklædning: Selvbebrejdelsens omklamrende klæder. For når du sidder der, midt i forelæsningslokalet, fortvivlet over dit studievalg, skal skylden jo skydes på nogen. Men så længe det er dit eget valg, laver skylden en lynhurtig u-vending, og som en boomerang rammer den dig lige tilbage i smasken. Du har kun dig selv at bebrejde. Og det resonerer ikke ligefrem med antagelsen om, at mere valgfrihed skulle føre til større tilfredshed, vel?

Mod mindre fortrydelse

Det er ikke, fordi den her teori har gjort mig til en bedre beslutningstager. Jeg er stadig splittet omkring min foretrukne skestørrelse til isbøtten. Og jeg har stadig ikke et stålfast svar på det store spørgsmål om, hvad jeg egentlig vil med mit studievalg.

De store, fede klodser af tvivl hænger altså stadig om min hals. Men hver gang jeg minder mig selv om, at valgfriheden er et paradoks med større samfundskræfter på spil, samler tvivlen sig snarere som små perler på en snor. Og det gør dem noget lettere at bære. Derfor er jeg stoppet med at bebrejde mig selv for at være såkaldt dårlig til at tage beslutninger, som mine forældre så velmenende påpegede, at jeg er.

Ja, jeg studerer sociologi, og ja, onde tunger kunne klandre mig for at være endnu en sociolog fortabt i stærke samfundsstrukturer som forklaringen på alt ondt i verden. Men sådan tænker jeg nu engang, og det må vel være tegn på, at jeg trods alt er på det rigtige studie. Eller vent, betyder det, at jeg burde skifte til noget, der udfordrer min måde at tænke på?

You get the point. Det er ikke det, vi vælger, der får os til at fortryde. Det er mængden af valgmuligheder, der får os til at fortryde hvad end, vi vælger. Eller på en mere positiv note: Du er ikke dårlig til at tage beslutninger, beslutningerne er pissedårlige til at blive taget.