Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Arbejdsmiljø
Tilbagetog — Modne medarbejdere vil gerne blive længere på arbejdsmarkedet, men uendelige omstruktureringer får dem til at give op, siger lektor på Saxo-Instituttet.
Mange ældre medarbejdere stopper med at arbejde, selvom de egentlig føler, at de fortsat har meget at byde på.
Det sker blandt andet, fordi de er trætte af konstante forandringer på deres arbejdspladser.
Sådan lyder en konklusion i et nyt studie, der er udgivet af Ældresagen og udarbejdet af Aske Juul Lassen, som er etnolog og lektor ved Saxo-Instituttet på KU, hvor han forsker i aldring. Det skriver Politiken.
Studiet bygger på kvalitative interviews med 14 pensionister, som Aske Juul Lassen har foretaget.
»Nogle af interviewpersonerne havde siddet og lavet lister over de forandringer, de havde oplevet på arbejdspladsen i løbet af de sidste ti år. Og det kunne sagtens være ti store og gennemgående forandringer. Og det var svært for folk at blive ved med at være i,« siger lektoren.
Fremtidsstudiet
Det nye interview, som består af 14 kvalitative interviews, bygger videre på Ældresagens Fremtidsstudie, hvor 4.990 danskere i alderen 50-89 år har udfyldt et spørgeskema om deres forventninger til arbejdslivet. Her svarede cirka seks procent, at de havde valgt at trække sig fra arbejdsmarkedet på grund af organisatoriske forandringer.
Han fortæller, at gruppen, der trækker sig tilbage af denne årsag, har en højere indkomst end gennemsnittet, længere uddannelser og bedre helbred end gennemsnittet. Desuden arbejder størstedelen af dem, som har bidraget til studiet i den offentlige sektor.
Men det giver ikke nødvendigvis anledning til at konkludere, at tendensen er mere markant i det offentlige end i det private, understreger Aske Juul Lassen.
»Samlet set var der en tendens til, at konstante forandringer på arbejdspladsen ofte førte til meningstab for medarbejderne på den ene eller anden måde. Når folk fortalte om konkrete forandringer, var der en følelse af, at før den ene forandring var gennemført, var der allerede en ny på vej,« siger han og tilføjer:
»Der var med andre ord aldrig ro til at arbejde.«
I efteråret valgte KU’s ledelse at afblæse den fyringsrunde, som ellers havde været varslet i forbindelse med administrationsreformen. De forudgående ‘afværgeforanstaltninger’ havde virket så godt, at det ikke var nødvendigt at opsige administrative medarbejdere.
118 medarbejdere valgte at takke ja til tilbuddet om en frivillig fratrædelse. Og blandt de fratrådte medarbejdere, Uniavisen har talt med, var flere seniorer.
Mange af de seniorer, jeg har interviewet, kunne sagtens se sig selv fortsætte på arbejdsmarkedet mange år endnu, men så ville de være nødt til at acceptere forandringer uden faglig begrundelse
Aske Juul Lassen, lektor, Saxo-Instituttet
Aske Juul Lassen understreger, at han ikke kan udtale sig om administrationsreformen eller tidligere kollegaers tilbagetrækningsårsager, men kun kan påpege generelle dynamikker.
LÆS OGSÅ: Et arbejdsliv er forbi
»Ved frivillige fratrædelser lægger man ofte op til, at det er de ældre medarbejdere, som kan vælge trække sig tilbage. Der vil også være en vis solidaritet blandt ældre medarbejdere, som typisk vil tænke: Hellere mig end en af de unge,« siger Aske Juul Lassen.
Han tilføjer dog, at det ikke skal forstås som om, at ældre medarbejdere ikke er omstillingsparate. Det handler nærmere om, at mange af dem har oplevet et væld af forandringer gennem et langt arbejdsliv.
»Og for nogle af dem giver forandringerne bare ikke mening længere,« siger han.
LÆS OGSÅ: Chefkonsulent: Jeg kan ikke se mig selv i den nye KU-administration
Det nye studie tyder på, at der på mange arbejdspladser er en tendens til, at man knapt har implementeret en forandringsproces, før man er i gang med den næste, siger lektoren.
»Mange af de seniorer, jeg har interviewet, kunne sagtens se sig selv fortsætte på arbejdsmarkedet mange år endnu, men så ville de være nødt til at acceptere forandringer uden faglig begrundelse, og det kan de ikke se sig selv i,« siger Aske Juul Lassen.
LÆS OGSÅ: Tillidsrepræsentant efter afblæste fyringer: »Ledelsen skulle have gjort mange ting anderledes«