Lad os læse primærtekster frem for tekster om tekster

Universitetet bør være et sted, hvor man læser primærtekster – ikke et sted, hvor man primært læser tekster om tekster. Der er efterhånden så meget sekundærlitteratur på pensum, at man skulle tro, at primærkilderne var farlige at have direkte kontakt med.

Mit og Konservative Studerendes opråb til universitetsvalget lyder: Mere primærlitteratur, mindre teoretisk telefonsvarer. Lad os læse originalerne, før de bliver filtreret gennem fire lag affektteori og to lag uigennemskuelig diskursanalyse.

Pointen glider ud mellem linjerne

Store dele af det teoretiske apparat, der fylder pensumlisterne, er skrevet for at påvise, forstærke eller udvide identitetskategorier og magtstrukturer. Når pensum består af tekster, der i forvejen læser verden gennem en identitetspolitisk linse, bliver det næsten umuligt ikke at gøre det samme.

Det betyder, at diskussionen om teksten sjældent handler om teksten – men om dens implikationer for et komplekst system af kategorier, som ingen studerende nogensinde selv bad om at navigere i. Og som ingen færdiguddannet nogensinde kan gå væk fra igen, fordi vi ikke lærer at tænke og behandle en tekst kritisk, men kun at tolke den på en bestemt måde. Hver gang.

Problemet stopper ikke ved pensum. Det stopper først der, hvor identitetspolitikken er blevet et akademisk kredsløb i sig selv. KUA føles til tider som et sted, hvor det vigtigste ikke er, hvad der står i teksten, men hvilken epistemisk position man læser den fra.

Jeg går selvfølgelig ind for ligestilling og for, at man behandler hinanden ordentligt. Det gør alle, der kan stave til ’retfærdighed’. Men når seminarer om faglig metode bliver afløst af oplæg med titler, der kunne lyde noget à la »Affektiv situering af hvidhedsbias i postkoloniale hverdagserfaringer blandt epistemisk privilegerede subjekter,« så er der måske en pointe, der er gledet ud mellem linjerne.

Hvis nogen mener, en debat skal censureres, fordi den føles ‘ontologisk destabiliserende’, har jeg et ydmygt forslag

En dræbersnegl i salaten

Identitetspolitik på universitetet er som en dræbersnegl i en salat. Én er nok til at ødelægge hele retten. Pludselig handler det ikke længere om salaten, smagen eller kvaliteten – alt fokus flytter sig til sneglen. Hvor kom den fra? Hvor mange er der? Hvem har lukket den ind? Sådan er det også, når en faglig diskussion bliver afsporet af identitetspolitiske mikrodagsordener: alle taler om sneglen, ingen om stoffet.

Det bekymrende er, at vi i stigende grad lærer, at det vigtigste ikke er argumentet, men den ’diskursive position‘, argumentet kommer fra. Det er svært at føre en samtale med faglig dybde, når man først skal redegøre for sin intersektionelle placering i vidensfeltet, inden man må sige noget om den omtalte omtalte tekst på tavlen. Det er ikke respektfuldt, og det er ikke intellektuelt stimulerende. Det er bare et tab af fokus.

Viden er ikke truende. Uenighed er ikke vold. Og at diskutere er – tro det eller ej – faktisk ret universitært. Så hvis nogen mener, en debat skal censureres, fordi den føles ‘ontologisk destabiliserende’, har jeg et ydmygt forslag: Læs en bog. En primær én. Fra før du blev født.