Fra strand til samling: Kaskelotkæber er havnet i hænderne på KU’s konservator

Døren til kølerummet bliver åbnet, og en sødlig, halvrådden lugt glider ind i næseborene. En svag antydning af noget, der før har været levende. På paller i det skarpe lys fra loftslamperne ligger fire enorme underkæber fra kaskelothvaler, placeret som varer på et lager.

»Der har vi dem,« siger biolog og samlingsmedarbejder ved Statens Naturhistoriske Museum, Daniel Johansson, og nikker mod gulvet.

»Og så er der to mere, der ligger hos dyrlægerne ude på Frederiksberg. Dem skal vi ud at hente senere.«

Vi står i dissektionsrummet på Statens Naturhistoriske Museum, hvor dyreknogler og tænder bliver bearbejdet, registreret og gjort klar til at indgå i museets enorme samling.

Ved siden af kæberne i fryseren ligger en luffe, og langs væggen står kasser med andre knoglestykker. Alt sammen dele af det, man kan få ud af et dyr på omkring 25 tons, når det først er skyllet ind på en strand.

Og det er sket igen og igen de seneste måneder.

Siden årsskiftet er otte kaskelothvaler strandet i Danmark – navnlig omkring Fanø i Vadehavet.

Seks af underkæberne er nu sikret og endt her på Statens Naturhistoriske Museum, der hører under Københavns Universitet. De skal bruges til forskning og indgå i samlingen, hvor de kan blive bevaret i århundreder.

Nordsøen er som en tragt

Kaskelothvaler lever normalt på dybt vand nær ækvator, hvor de dykker efter blæksprutter og navigerer med kliklyde og ekkolokalisering.

Når det bliver efterår, drager hankaskelotterne mod polerne i et sandt ædegilde. Når det igen bliver varmere, svømmer de tilbage mod ækvator, hvor de største får lov til at parre sig med hunnerne.

Men på tilbagevejen fra Nordpolen svømmer de unge hanner sommetider forkert. I stedet for at svømme vest om De Britiske Øer og ud i Atlanterhavet, kommer de i stedet ind i Nordsøen, hvor de bliver fanget, så de ikke kan komme ud.

»Nordsøen er som en tragt. Og når hvalerne først kommer herind, er vandet lavt, lige meget hvilken vej de vender,« siger Daniel Johansson.

Samtidig er kaskelotterne sociale dyr, så når en hval strander, kalder den på de andre, som følger efter, hvilket blot bringer flere af de store dyr op på land langs kysterne.

Når først en stor hval ligger fast, er der sjældent meget at gøre, for det lave vand i Vadehavet gør det umuligt at få dyrene ud i havet igen.

Derfor må forskerne lade dem dø på stranden, hvorefter de kan skære dem op for at blive klogere på deres biologi. Ved en dissektion deltager ofte over 20 forskellige fagfolk, især dyrlæger og biologer. Men arbejdet handler ikke kun om forskning. Det handler også om at komme først.

Stjålne underkæber

»Det første, der blev gjort, var at skære underkæberne af,« siger Daniel Johansson om arbejdet med hvalerne ved en af strandingerne.

Det var folk fra Naturstyrelsen, der fjernede kæberne for at sikre tænderne – af frygt for, at nogle andre ellers ville skære dem af.

»Vi vidste, at det desværre var noget, der kunne ske.«

Det skulle hurtigt vise sig, at risikoen var reel. Kort tid efter den var skyllet op, savede ukendte gerningsmænd nemlig underkæben af en strandet kaskelot ved Blåvandshuk Fyr i starten af februar.

»Det er formentlig tænderne, de går efter,« siger Daniel Johansson.

»Det eneste, jeg ved, man bruger dem til, er tupilakker (små figurer oprindeligt fra inuitkulturen udskåret i for eksempel ben eller tand fra hvaler, red.). Om det er nogen, der vil prøve at sælge dem, eller hvad de har tænkt sig, ved vi ikke,« siger han.

Men tænderne har også stor værdi for forskerne, da de blandt andet kan bruges til at aldersbestemme de strandede dyr.

Strandede hvaler er statens ejendom, og det har stor forskningsmæssig værdi at sikre så meget af dyrene som muligt. Hver en tand og hver en knogle rummer data.

Og det er præcis derfor underkæberne nu ligger i kølerummet på Statens Naturhistoriske Museum.

Et arbejdsliv i forrådnelse

Fra kølerummet går turen ind i et stort rum fyldt med kar, spande, værktøj, knogler og mærkningssedler.

Der er her konservator ved Statens Naturhistoriske Museum, Mikkel Høegh Post, arbejder med at ’omdanne’ dyr til skeletter, der kan indgå i samlingen.

»Det mest effektive og billige er at lade det rådne,« siger han uden omsvøb.

Metoden kaldes maceration. Dyret – eller dele af det – lægges i vand, og så klarer bakterierne resten. Kødet løsner sig. Brusken følger efter. Og til sidst kan man tage knoglerne op.

»Vi kan accelerere processen ved at sætte varme på,« siger Mikkel Høegh Post.

»Så hvis vi har noget, hvor det skal gå lidt hurtigt, sætter vi temperaturen på 35-40 grader.«

Men hurtigt er ikke altid godt. Især ikke, når det handler om tænder.

»Hvis det bliver varmt, falder de hurtigt ud. Og så kan du ikke se, hvilken tand der skal sidde hvor,« forklarer han.

I praksis kan det betyde forskellen på et skelet, der kan genskabes, og et skelet, der bliver et puslespil, som ikke kan samles.

Netop med kaskelotkæberne har rækkefølgen stor betydning. Tænderne ligner hinanden, så når de undervejs i processen dratter ud, kan det være vanskeligt at se præcis, om en tand sad før eller efter en anden.

»Jeg har fundet ud af, at det faktisk er relativt nemt at skrive på tænderne med en sprittusch og få det af igen. Så nu markerer jeg dem, og så kan de ellers få lov at rådne og falde ud. Men nu kender jeg rækkefølgen og ved, hvordan de skal sidde,« siger Mikkel Høegh Post.

Det er systematisk håndværk, hvor en forkert nummerering eller en sløset indpakning kan betyde, at et dyr ikke kan samles korrekt.

»På den måde er forarbejdet ret omfattende og vigtigt. For det med bare at smide noget ned og lade det rådne, er meget nemt. Men bagefter har du et uløseligt puslespil, hvis det ikke er registreret korrekt,« siger konservatoren.

Det sværeste at rense fra knoglerne er ikke kødet, men fedtet. Det trænger ind i porerne og kan blive ved med i årevis at sive ud og samle støv og snavs, så selv et renset skelet langsomt bliver misfarvet.

Rundt omkring i dissektionsrummet ligger flere år gamle knogler, der stadig langsomt ’drypper’ en smule fedt og olie.

Og hvalernes enorme mængder af spæk og olie, der trænger ind i knoglerne under renseprocessen, gør dem derfor blandt de sværeste skeletter at få pæne.

»Det er svært at planlægge mit arbejde, fordi der hele tiden kommer dyr ind,« siger Mikkel Høegh Post og beskriver, hvordan arbejdet afbrydes, når der pludselig kommer fem jyske ulve, en ung flodhest eller en krokodille fra en zoologisk have eller seks underkæber fra strandede kaskelotter.

Den enorme samling

Nogle få af de mange knogler og tænder, som renses i dissektionsrummet, bliver udstillet på museet. Men de bliver alle en del af samlingen.

»Det er kun den lille top af isbjerget, publikum ser. Men samlingen er det, vi er her for,« siger Daniel Johansson.

Hvis udstillingen rummer tusind genstande, rummer samlingen millioner. Det er her, forskere kan følge udvikling over tid, undersøge variation i bestande og måle effekter af miljø, jagt og forurening.

Med materialet kan man lave dna- og isotopanalyser, undersøge sygdomme og måle forskelle i køn, størrelse og alder. Tænder og kranier er særligt værdifulde, for de kan afsløre både fødevalg og alder og er altafgørende for artbestemmelsen i flere dyregrupper.

Derfor samler museet ikke kun ind efter det, der er aktuelt nu og her. Om årtier kan nye metoder og nye spørgsmål gøre selv en gammel hvalkæbe til en nøgle til viden, man endnu ikke ved, man mangler.

Efter Uniavisens besøg er Mikkel Høegh Post gået i gang med selve renseprocessen: De største klumper af kød og brusk fjernes, tændernes rækkefølge markeres, og kæberne nedsænkes i vand. Efter gentagne vandskift, opvarmning og skrubning tørres knoglerne, før de til sidst finder deres endelige plads i samlingen.