Årets bedste albums 2009

Fordi det snart ikke længere er muligt at vride nyheder ud af 2009, er aviser og magasiner og blogs fulde af lister over ting, der har gjort indtryk på dem, der skrev listerne, på godt og ondt. Her er det godt-delen, vi skal fokusere på.

Så her er min ’Årets albums 2009-liste’, der kun indeholder én plade – også fordi alle de andre plader end lige præcis det her mesterværk er nævnt alle mulige andre steder; og hvis Universitetsavisen i et anfald af julestuekuller skal beskæftige sig med musik, så må vi hellere finde vores egne nicher til gavn for læserne.

Årets albums 2009

1
Jesca Hoop: Hunting My Dress

Jesca Hoop er sangeren og musikeren, og Hunting My Dress er titlen. Også titlen på albummets sidste, og særeste, nummer. Vi kan lige så godt begynde med dét, for det er en fantasi, en kødelig romantisk fortælling om at støve rundt i vildmarken og drikke af floderne og, æh, fange dyr og lave kjoler af dem. Komplet med kelterfraseringer og afro-chanting. Jeg elsker det, men det er måske også meget godt at være forberedt.

… I would carry an ember / And with a burning heart we’d walk / and when he’d ask me to rest with him / I would lay down my fire …

Det her album er sprængfyldt med besjælet natur og dyb løvgrøn mystik til kantede, organiske beats.

Hamskifter

Amerikanske Hoop er for nylig flyttet fra Californien til England, og det er Kate Bush og Peter Gabriels britiske druideland hun suger træsaft fra i denne samling sange. I sin fornemmelse for det dunkle og store og sære er hun også beslægtet med islandske Björk og svenske Karin Dreijer Andersson, men Hoops referenceverden er en helt anden.

Jesca Hoop spiller skuespil i alle sine sange. I udgangspunktet er hun californisk og breezy og en smule hæs, men hun skifter ham, form og stemme fra sang til sang.

I albummets måske smukkeste nummer, det akustiske Murder of Birds, synger hun (i duet med Guy Garvey fra Elbow) om at være, ikke én fugl, men a murder of birds en fugleflok. Hoop har sine dæmoner, og hun bruger deres kraft, når det er betimeligt; en poetisk sensuel heks med mange tricks og en sans for humor.

I’ve got demons / When I need ’ems / Don’t ask to see ’em / They’re not supposed to be used against huuu – uh

You?

Bibelsk feber

I Whispering Light, albummets første spor, har stemmen fået en ubestemmelig, gammeleuropæisk accent. Passende, tror jeg, for et menneske, der slås med troens mysterier, og flakker febril og forvildet rundt i ukendt bibelsk terræn. En meget amerikansk oplevelse, er det vist.

And you wrestle / How you wrestle to come to know / The whispering light / The truth is awful quiet

Tredje sang er en sang om at møde sin mors spøgelse på sin fødselsdag. Det er et rørende besøg. Meget nøgternt beskrevet … indtil det pludselig bliver stort og uventet og buldrende. Underskønt sunget. Angel Mom hedder sangen. Er det ikke smukt at pakke tingene så lidt ind?

Sangene er ikke mystiske på nogen hermetisk måde, blot sære.

Hippieflaksende

I øvrigt kan Hoop også helt prosaisk indlede en sang med at konstatere, at:

L.A. is as hot as fuck / And Manchester is about to freeze

Det er bare en sang om at være kæreste med en fyr, der bor på den anden side af et bredt hav.

Hele Hunting My Dress er sådan: på samme tid legende, hippiesk og flaksende rundt i rummet og fokuseret, sexet og selvbevidst.

Musikken er … årh, den er også lidt over det hele.

Video: Jesca Hoop spiller Enemy, fra albummet Kismet (2007):
[video:http://www.youtube.com/watch?v=ibBubG51ECw&feature=PlayList&p=97837946F912FA43&playnext=1&playnext_from=PL&index=5 width:525 height:380 align:right]

chz@adm.ku.dk