Afskaffelsen af store bededag ryster arbejdsmarkedsmodellen

Arbejdsmarkedsforsker Christian Lyhne Ibsen blev overrasket over, hvor langt den ny SVM-regering var klar til at gå for at lave indgreb i overenskomstaftaler, som arbejdsmarkedets parter allerede har indgået.

I øjeblikket er overenskomsterne i gang med at blive genforhandlet i den private sektor, og de er vigtige, for de vil få afgørende betydning for lønmodtagernes indkomst- og arbejdsvilkår i de kommende år samt for virksomhedernes konkurrenceforhold.

»Det exceptionelle er, at en helt ny regering afskaffer store bededag som en fridag op til en overenskomstforhandling, selv om arbejdsmarkedets parter slet ikke har været med til at forhandle om det,« siger lektor Christian Lyhne Ibsen fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet.

Og det er ikke bare fagforeningerne, der er vrede.

»Arbejdsgiverne er også utilfredse med, at regeringen griber ind i deres forhandlingsautonomi,« siger Christian Lyhne Ibsen, der er en af Danmarks førende eksperter i arbejdsmarkedsforhold.

Alligevel anede hverken han eller andre arbejdsmarkedsforskere noget som helst om, at store bededag var i spil.

»Andre arbejdsmarkedsforskere, jeg kender, havde ikke heller forestillet sig det her før valget, fordi der i forvejen er mange politiske skænderier i gang om den danske arbejdsmarkedsmodel. Derfor gik vi bare ud fra, politikerne ikke ville rokke yderligere ved forholdet mellem det politiske system og overenskomstsystemet. Og slet ikke op til en overenskomstforhandling,« siger Christian Lyhne Ibsen, der heller ikke tror, at ret mange politikere vidste noget.

Det er et kæmpe indgreb

Christian Lyhne Ibsen sagde til Uniavisen fire dage inden sidste folketingsvalg, at hvis politikerne underminerer arbejdsmarkedets organisationers ret til selv at aftale løn- og arbejdsvilkår, kan nogle lønmodtagergruppe på længere sigt ende med at få dårligere vilkår end i dag. Derfor er der så meget i spil.

LÆS OGSÅ: »Arbejdsmarkedsforsker: Hårdt opgør om den danske model kan komme efter valget«

Ifølge Christian Lyhne Ibsen står nogle lønmodtagere allerede i dag i en svækket position på arbejdsmarkedet, og hvis overenskomstsystemet ikke dækker dem mere, kan de ende i fattigdom, også selv om de arbejder. Det er ellers et fænomen, vi hidtil har været forskånet for i Danmark.

I forvejen er arbejdsmarkedsmodellen – den danske model eller bare modellen – hvor arbejdsgivernes parter i videst muligt omfang selv skal bestemme løn- og arbejdsmarkedsforhold, med mindst mulig indblanding fra politikerne, presset af de igangværende ændringer og udfordringer, siger Christian Lyhne Ibsen.

Med udspillet om store bededag bliver det altså bestemt ikke nemmere at fremtidssikre modellens autonomi:

»At fjerne store bededag fra politisk hold er et politisk indgreb i modellen. Det er der ingen i tvivl om under den forudsætning, at det er arbejdsmarkedets parter, der skal regulere deres egne løn- og arbejdsvilkår, herunder betalt frihed fra arbejde,« siger Christian Lyhne Ibsen og fortsætter:

»Man kan sige, at udfordringerne begynder at akkumulere, for vi har i forvejen en udfordring på arbejdsmarkedspolitikken om de såkaldt offentlige lønkroner, og vi har også spørgsmålet om EU’s minimumslønsdirektiv – som regeringen i øvrigt selv har valgt at tage op ved EU-Domstolen for at få vurderet dens betydning for Danmark.«

Det er oven i de problemer, konflikten om store bededag nu lander, og det kan ifølge Christian Lyhne Ibsen ende med at føre til en storkonflikt ved overenskomstfornyelsen, fordi lønmodtagerne har mistet en fridag – også selv om det er politikerne, og ikke arbejdsgiverne, der har fjernet den.

Regeringen kunne nok kun få sin vilje med et indgreb

»For fagbevægelsen handler det lige nu om at signalere, at det her er et indgreb, som de er meget imod, for det skader direkte deres medlemmer. Det er selvfølgelig samtidig et indgreb i danskernes frihed, ferier og øvrige erhvervede rettigheder,« siger Christian Lyhne Ibsen.

Og selv om arbejdsgiverne gerne vil have et højere arbejdsudbud, der er et vigtigt formål med indgrebet, og som arbejdsgiverne derfor i udgangspunktet godt kunne støtte, vægter de det alligevel højere at beholde aftaleautonomien, derfor er de skeptiske over for regeringens forslag.

»Regeringen forsøger til gengæld at begrunde indgrebet med faktorer som Ukrainekrigen, økonomisk krise, mangel på arbejdskraft og et ønske om at skabe større finanspolitisk holdbarhed. Det er argumenterne for, at politikerne skal gå ind og tage store bededagsferien fra lønmodtagerne uden først at have taget arbejdsmarkedets parter i ed, og uden at politikerne har givet lønmodtagerne noget til gengæld,« siger Christian Lyhne Ibsen.

Det kan til gengæld vise sig at give problemer i fremtiden, for det politiske diktum kan være med til at true arbejdsmarkedsmodellens overlevelse.

Ikke den første krise

Modellen er som sagt allerede under pres, og der kan sagtens komme endnu flere udfordringer i fremtiden, hvis Danmark fx lader sig inspirere af lande rundt omkring os, hvor minimumslønnen er vedtaget ved lov af politikerne.

Ifølge Christian Lyhne Ibsen er der i EU lande, hvor politikerne allerede bestemmer minimumslønnen. Det gælder fx i Tyskland. I Danmark er det anderledes, men det kan ændre sig, og hvis der kommer sådan et indgreb, mener han, at det vil komme til fundamentalt at true arbejdsmarkedets parters autonomi – og dermed hele meningen med modellen.

Selv om den danske model er truet, understreger Christian Lyhne Ibsen dog, at det er meget svært at forudsige udviklingen.

»Arbejdsmarkedsforskere er enige om, at der har været kriser for modellen før, særligt mellem fagbevægelsen og regeringen, og de er blevet løst tidligere. Derfor er det også en mulighed, at de bliver løst i fremtiden,« siger Christian Lyhne Ibsen.

Han henviser til, at vi lige har fået et gennembrudsforlig inden for industriens område, og i det tager forligets parter – DI og CO-industri – slet ikke stilling til store bededag. Dermed  signalerer de, at modellen fortsat kan producere løsninger – også selv om regeringen laver uro på arbejdsmarkedet.

En risiko er, at parterne bliver opportunistiske

Som et eksempel på den uro, der kan opstå, nævner han, at i 1970’erne blev det næsten sådan, at lønmodtagerne og arbejdsgiverne – repræsenteret ved LO og DA – kun forhandlede indkomstpolitik og løndannelse med den siddende regering, for uoverensstemmelserne imellem parterne var blevet for store til, at de kunne tale sammen.

Der er ifølge Christian Lyhne Ibsen en reel risiko, at det kan ske igen, og i yderste konsekvens kan sådan en udvikling føre til, at arbejdsmarkedets parter begynder at handle opportunistisk og hver for sig, når de ikke længere vil tale med hinanden.

»Selv om man i 1970’erne talte om en model, der var i dyb krise, blev systemet genoprettet i 1980’erne og i 1990’erne, hvorefter det kunne levere overenskomstresultater med autonomi, uden indblanding fra det politiske system,« siger Christian Lyhne Ibsen.

Han mener faktisk heller ikke, at situationen i dag er helt så slem som for 45 år siden.

»Det er et åbent spørgsmål, om vi nu igen har en situation, hvor parterne vil begynde at orientere sig mere mod politikerne end mod forhandlinger med hinanden. Men dér mener jeg ikke selv, vi er endnu,« siger Christian Lyhne Ibsen og henviser igen til det netop indgående industriforlig som et eksempel på modellens robusthed.