Akademia er en solstråle-historie: Ingen ubevidst bias mod kvinder

KU’s opslag i efteråret 2018 af en stilling som mangfoldighedskonsulent blev fulgt på vej af en artikel i nærværende organ hvoraf det fremgik, at konsulenten skulle beskæftige sig med konsekvenserne af ubevidst bias mod kvinder på KU. I artiklen henviste professor Anja C. Andersen til den såkaldte Orkesterundersøgelse. Jeg tillod mig at gøre opmærksom på, at denne undersøgelse ikke påviser ubevidst bias mod kvinder.

På det tidspunkt havde jeg læst Mette Korsgaards bog om samme emne og konstateret, at hun også er overbevist om eksistensen af ubevidst bias mod kvinder, men lige så lidt som Anja C. Andersen kan fremlægge videnskabelig dokumentation for fænomenet. Jeg blev nysgerrig og gav mig til at søge i den videnskabelige litteratur.

Det viste sig vanskeligt at finde primærlitteratur, men jeg stødte på en rapport fra League of European Research Universities, LERU, en sammenslutning af 23 europæiske universiteter, herunder KU. Rapporten hævder, at ubevidst bias er en af de vigtigste, hvis ikke den vigtigste, forhindring for kvinders karriere i akademia, og påstår videre, at der foreligger rigelig videnskabelig evidens for det. Jeg gik i gang med at læse de citerede videnskabelige arbejder. Til min overraskelse indeholdt ingen af dem evidens for eksistensen af ubevidst bias mod kvinder i akademia. Interesserede læsere kan finde den fulde gennemgang af LERU-rapporten her.

Som forventet diskriminerede professorerne: mændene havde større chance for at blive ansat, og de ville også få højere løn

I sin mest vidtgående form siger hypotesen om ubevidst bias, at selv hvis jeg beslutter, at jeg vil ansætte den bedst kvalificerede uanset køn, vil min underbevidsthed spille mig et puds og jeg vil ansætte manden på trods af mine bevidste intentioner om at være kønsneutral. I Korsgaards fængende formulering: vi er alle mandschauvinister. Den knap så vidtgående version hævder, at jeg vil ansætte manden, fordi mine uudtalte fordomme om, hvad kvinder kan og ikke kan, vil sætte sig igennem uden at jeg tænker over det. Disse uudtalte fordomme ville fx komme frem, hvis jeg blev spurgt om mine holdninger til kvindelige kandidater. Dette kaldes somme tider implicit bias, men det er langtfra altid klart, hvad folk egentlig mener, når de bruger disse begreber. For det meste bruges unconscious bias og implicit bias synonymt uden at forfatterne synes at være klar over, at de faktisk er ret forskellige.

Moss-Racusin et al. er formentlig den mest citerede artikel inden for feltet. De rapporterede et forsøg, hvor forsøgstilrettelæggerne skrev en ansøgning, satte et kvindenavn på halvdelen og et mandsnavn på resten, og sendte en af dem til 127 professorer, som skulle tage stilling til bl.a., om de ville ansætte vedkommende og til hvilken løn. Som forventet diskriminerede professorerne: mændene havde større chance for at blive ansat, og de ville også få højere løn.

De medvirkende professorer blev bedt om at udfylde et spørgeskema, som bl.a. indeholdt spørgsmålene ”I de senere år har regering og medier været mere optaget af behandlingen af kvinder end det er berettiget ud fra kvindernes faktiske oplevelser”, og ”Det er nemt at forstå de amerikanske kvindebevægelsers vrede”. De professorer, der var biased imod kvinder i disse spørgsmål var mindre tilbøjelige til at ansætte kvinder. Sat på spidsen fandt man, at professorer, som ikke forstod kvinders vrede og som syntes at kvinder allerede fik rigelig positiv særbehandling, havde en tendens til at ansætte mænd.

Moss-Racusin et al. kaldte dette subtle bias. De anvendte altså ikke hverken betegnelsen implicit bias eller unconscious bias. Det er også svært at se, hvordan man kan vide at de pågældende professorer ikke bare er gammeldags mandschauvinister. Hvad er der i undersøgelsen, som peger på, at der foreligger ubevidst eller bare implicit bias? Jeg kan ikke få øje på det. Alligevel udlægges undersøgelsen gang på gang som evidens for at der er ubevidst bias mod kvinder i akademia.

Det er ganske enkelt svært at måle ubevidst bias på individniveau. I stedet for at acceptere, at der ikke foreligger empirisk evidens for hypotesen, omfortolker man eksisterende undersøgelsesfund. Eller rettere, man forveksler sin fortolkning af undersøgelsen med evidens for teorien. Teorien om implicit bias passer som fod i hose til Moss-Racusin et al.’s fund, men det at en undersøgelse kan fortolkes under denne synsvinkel tryller den jo ikke straks om til evidens for teorien. Undersøgelsen kan kun fortolkes som evidens for teorien om implicit bias, hvis man allerede er overbevist om fortolkningen – hvilket er en ringslutning.

Dette gælder for Moss-Racusin et al. såvel som for de andre undersøgelser, der har været ført i marken som evidens for ubevidst bias mod kvinder i akademia. De indeholder ingen uafhængig evidens for hypotesen.

På denne baggrund er det lidt af et mysterium, at LERU, Korsgaard, Anja C. Andersen, og andre roder sig ud i påstande om ubevidst bias. Hvorfor holder man sig ikke til evidensen for bias? Hvorfor skal bias absolut være ubevidst, når der ikke er nogen evidens for det?

Hvad man har glemt i teorien om ubevidst bias

Her vil man måske indvende, at jeg må have overset noget. Det er jo åbenlyst, at vi alle reagerer automatisk og uden at tænke over det på andre mennesker og situationer hver eneste dag. Hvorfor skulle det ikke gælde når arbejdsgivere ansætter forskere på universiteterne?

Teorien om ubevidst eller implicit bias er en psykologisk teori. Hvis vi tager Kahnemans version som den beskrives i “Thinking fast and slow“, så er indholdet omtrent sådan her: vi har to systemer til at bearbejde information og tage beslutninger. System 1 træffer hurtige beslutninger, der ikke kræver bevidst overvejelse, System 2 arbejder langsommere, tager flere informationer i anvendelse, og er i princippet i stand til at foretage rationelle valg. System 2 godkender uden videre det meste af hvad System 1 foreslår, men i påkommende tilfælde kan System 2 slå bremserne i og genoverveje System 1’s respons. Men som Kahneman siger, er System 2 langsomt og dovent. Vi sidder altså fast i vores fordomme med mindre vi gør en bevidst indsats for at komme ud over dem.

De fleste af vore handlinger afgøres af System 1. Hvis vi skulle mobilisere System 2 til alting ville vi ikke få noget gjort og vi ville blive aldeles udmattede. Og System 1 kører på vores fordomme, fx om kønsroller, hvad kvinder kan og ikke kan. Voila, der er forklaringen på at kvinder har sværere ved at gøre karriere i akademia end mænd!

Hvad 2-systemteorien grundlæggende siger er, at vi konstant bearbejder information og tager beslutninger med et psykologisk setup, der kan være biased. Men, vigtigt at bemærke, i påkommende tilfælde vil System 2 være i stand til at foretage mere gennemarbejdede, rationelle beslutninger baseret på al tilgængelig information. Eller endnu kortere: enhver beslutning kan være biased, men den kan også eventuelt ikke være det. Det er fristende at overstrække teorien, for mekanismen er potentielt allestedsnærværende. Potentielt kan den forklare alt. Men om den faktisk gør det i et konkret tilfælde, kan ikke afgøres på forhånd.

Man kan nemt hævde, at vi alle bruger System 1 hele tiden, men da System 2 trods alt eksisterer og da en stillingsbesættelse normalt ikke er noget man afgør på et splitsekund, er der jo rige muligheder for, at en arbejdsgiver tænker over, om det skal være manden eller kvinden.

To-system teorier har været kendt siden 1970-erne. I slutningen af 1990-erne skete der noget afgørende. Greenwald et al. introducerede en testmetode, Implicit Association Test (IAT), der drejede opmærksomheden over på den ene side af teorien, System 1. Testen måler hvor længe testpersonen er om at associere to ord eller billeder med hinanden, fx hvor længe man er om at forbinde ”god” med et foto af en slank person i forhold til hvor lang tid man bruger på at forbinde ”god” med et foto af en fed person. Hvis forskellen i tid er større end 0,3 sekund, foreligger der ifølge testen bias.

IAT blev big business; millioner har taget testen online og oplevet den som en øjenåbner. Selv folk, der mener at være neutrale over for vægt, køn, seksuel orientering, race, etc. opdager, at de, ifølge testen, er biased.

Man så nu dette som forklaringen på racediskrimination, diskrimination af kvinder, overvægtige, homoseksuelle, etc. og en større industri af kurser, der skulle retlede folk voksede frem. I de senere år har det imidlertid vist sig, at testen ikke forudsiger, om folk faktisk opfører sig diskriminerende. System 1 reaktionerne som de måles med AIT, duer ikke til at forudsige, hvordan vi faktisk handler. Selv testens ophavsmænd/kvinder har været tvunget til at indrømme det.

I skyndingen havde man glemt mindst to ting. For det første System 2. Det, IAT-en måler, udspiller sig over mindre end et sekund, men sagen er, at der er god tid, når man ansætter folk. Det er vel muligt, at folk faktisk tænker sig om, og, hvis de ikke er direkte chauvinister, overvinder deres mere eller mindre implicitte biases og ansætter den mest kvalificerede. Mens System 2 ikke var i fokus hos hverken Greenwald & Banaji eller Kahneman, har andre haft fokus på hvordan System 2 korrigerer System 1, fx Stanovich. Stanovich nævner sjovt nok netop ansættelser i en passus om, hvor System 2 sætter ind (p. 20).

Jeg fik en fordom grundigt korrigeret, skulle jeg mene

For det andet kan kulturelt tillærte biases aflæres. Det kan tage tid, men naturligvis kan det lade sig gøre. Lad mig give et eksempel: da jeg gik i gymnasiet troede jeg at piger var dårligere til matematik end drenge. Min matematisk-fysiske klasse bestod af 5 piger og ca. 20 drenge. Pigerne klarede sig hverken værre eller bedre end drengene, ingen af dem var exceptionelt gode eller exceptionelt dårlige.

Men pigerne i sproglig linje var bestemt ikke dygtige til matematik. Jeg hjalp et par af dem, der havde svært ved det. Det var næsten umuligt, for de havde en meget kortere matematikbog end os mat-fyser, og de skulle igennem det samme pensum. Man skulle faktisk være exceptionelt matematisk begavet for at lære matematik efter den bog. Det burde måske have fået mig til at undres, men det skete først senere, da mine egne piger kom i gymnasiet. Da opdagede jeg, at pigerne fik lige så gode eller bedre karakterer end drengene i matematik. Min ene datter blev ingeniør og bruger avanceret matematik hver dag. Jeg fik en fordom grundigt korrigeret, skulle jeg mene.

Hvis jeg voksede op med andre fordomme om hvad kvinder kan og ikke kan, blev de fleste på tilsvarende vis aflært mens jeg gik på universitetet i 70’erne. Stort set alle mandlige og kvindelige akademikere på danske universiteter har gennemgået en tilsvarende socialiseringsproces.

Konklusion: automatiske reaktioner foretager vi alle i stort tal hver dag, men om de spiller en rolle for en konkret problemstilling som fx diskrimination, kan man ikke vide på forhånd. En ting kan dog siges med sikkerhed: hvis der ikke er bias, er der heller ikke ubevidst bias. Paradoksalt ser vi stigende fokus på ubevidst bias på universitetet, på et tidspunkt, hvor man med tørre tal kan påvise, at der ikke er bias mod kvinder på universiteterne. Akademia er en solstrålehistorie, 40 års feminisme bærer frugt. Hvorfor man insisterer på at omdefinere den solstrålehistorie til en fiasko, det forstår jeg simpelthen ikke.