Det akademiske prekariat slår igen

Et oprør ulmer på Københavns Universitet. En ny forening vil slås for de løstansatte akademikeres rettigheder på landets største universitet.

Fælles for foreningens medlemmer er deres status som T-VIP’er, midlertidigt ansatte videnskabelige medarbejdere, idet T står for temporary.

Postdocer burde egentlig være fastansatte, fordi de er forsknings-kvalificerede, men på grund af konjunkturer og skift i universitetspolitikken er der ikke plads til dem, så de får midlertidige stillinger.

Dan Hirslund

Medlemmerne er først og fremmest postdocer, men foreningen er også åben for videnskabelige assistenter, ph.d.-studerende og eksterne lektorer – alle folk med forskerkompetencer og -ambitioner, hvis fælles problem er, at de mangler en fast stilling og de rettigheder, der følger med.

Som 35 postdocer formulerede det i et brev til den humanistiske dekan og øvrige ledelse fra januar 2017, da foreningen endnu kun var på tegnebrættet:

»Trods postdoc-gruppens størrelse og betydning for fakultetet, uden hvilken fakultetet ikke ville fungere, har vi få eller ingen muligheder for karriereudvikling på fakultetet, ligesom vi har begrænsede muligheder uden for universitetet.«

Ifølge underskriverne af brevet betyder indførelsen af postdoc-universitetet, at det akademiske arbejde »i praksis er blevet outsourced til forskere i prekære job, i stedet for, at midlerne bliver kanaliseret over i faste stillinger på universitetet.«

Voksende gruppe af prekære

Dan Hirslund er ph.d. i antropologi, ansat som postdoc på Det Humanistiske Fakultet på KU, og tillidsrepræsentant i den nystiftede T-VIP-klub på (indtil videre) Det Humanistiske Fakultet.

Tidsånden er med Dan Hirslund og hans kolleger. Prekariatet er på få år blevet et allemandsord – som betegnelse for den løstarbejdende samfundsklasse, dem, der ofte ikke har arbejdsgiverbetalt pension, ret til sygedage, opbakning fra en fagforening eller den lidt diffuse status, der i mange brancher knytter sig til at være med på holdet frem for blot arbejdskraft på gennemtræk.

130.000 har i skrivende stund delt en aktuel artikel i den engelske avis The Guardian om vilkårene for ikke-fastansatte akademikere i USA. De har det hårdt, konkluderer artiklen. Hårdt arbejde, mangel på basale arbejdstagerrettigheder og økonomiske vilkår, der gør, at de må tage flere job for at kunne betale regningerne. En af The Guardian-artiklens kilder siger, at hun supplerer sin underviserindkomst fra uni med et job som sexarbejder.

Vi kommer med flere penge, end vi koster. Flere institutter på Humaniora finansierer fastansatte medarbejdere med overhead fra forskningsbevillinger til postdocer

Dan Hirslund

Udtrykket prekariatet er populariseret af den britiske økonom Guy Standing, der imødeser, at de løstansatte en dag vil vride armen om på de herskende klasser og kræve et charter –  et sæt progressive rettigheder og en omfordeling af samfundets værdier.

Guy Standing udtrykker en vis optimisme herom i et essay fra 2014:

»I hver en tidsalder har progressive kræfter genopfundet fremtiden. Det er de også i gang med nu. Op med humøret.«

De løstansattes store fordel; de bliver flere og flere. Også i akademia.

Mens der i 2009 var omkring 900 ph.d.-studerende, postdocer og adjunkter på Københavns Universitet, var denne gruppe i 2013 vokset til 3.000 personer. KU udvidede også antallet af fastansatte lektorer og professorer i samme periode, men kun med 500 personer.

Det betød, at gruppen af ph.d.-studerende og postdocer i løbet en periode på blot fem år blev den største gruppe forskningsansatte på Københavns Universitet.

Tendensen er fortsat, i hvert fald for postdoc-gruppen. I 2011 havde Københavns Universitet 724 postdocer, og i 2016 var der 1.043.

KU oplyser dog i et svar per e-mail, at der siden 2014 er blevet ansat færre ph.d.’er og flere lektorer, heraf en del i midlertidige stillinger.

Løstansatte udfører skjult arbejde

Universitetet følger overordnet de seneste årtiers samfundsøkonomiske udvikling, hvor ikke mindst private firmaer har skåret ned på deres faste udgifter og tjent flere penge ved at outsource opgaver og ansætte medarbejdere via vikarbureauer og i midlertidige stillinger.

»Det ser jeg som en redistribution fra arbejderne og til – typisk – aktionærerne,« siger Dan Hirslund, der kalder det et resultat af den ‘neoliberale revolution’, som han definerer som markedsgørelsen af staten og en omfordeling af samfundets ressourcer fra staten til private aktører, og en stigende ulighed, der flytter ressourcer fra bunden til toppen af samfundet og undergraver traditionelle lønmodtagerrettigheder.

»Det har sat fagforeningerne under et enormt pres, og derfor er vores intention også at komme med et opråb til fagforeningerne, om at deres måde at føre politik på har svækket dem. Der er brug for en ny form for samfundskontrakt, der kræver, at vi tager de prekariserede arbejderes problematikker op,« siger Dan Hirslund.

I Danmark er de løstansatte akademikeres problem ikke lønnen – postdocer får omtrent det samme som de fastansatte – det er primært usikkerhed, stress og skjult arbejde, siger Dan Hirslund.

»Postdocer i særdeleshed er en mellemkategori, der egentlig burde være fastansatte, fordi de er forskningskvalificerede, men på grund af konjunkturer og skift i universitetspolitikken er der ikke plads til dem, så de får midlertidige stillinger.«

Ifølge Dan Hirslund udfører de midlertidigt ansatte postdocer i stort omfang skjult arbejde – altså ved siden af den forskning, de får løn for – blot for at få en fod i døren.

»For postdocerne føles det enormt stressende. De skal løbe hurtigt og arbejde for at opføre sig som fastansatte. Som postdoc får man tit at vide mellem linjerne, at den bedste måde at sikre sig et job på er ved at opføre sig, som om man allerede var ansat ved at påtage sig administrative opgaver, starte nye forskergrupper og arbejde for ledelsen.«

For forskningen betyder de korte ansættelser, at forskerne løber fra projekt til projekt uden tid til at skabe dybe netværk eller engagere sig længerevarende i forskningsproblemer, siger Dan Hirslund.

»Det skaber manglende fordybelse i forskningen og svage samarbejdsstrukturer, og det gør det svært at skabe strategiske satsninger på universitetet,« siger han. »Det kan let tage et år at få en stilling på plads. Så hvis du har en to-årig postdoc, kommer du hurtigt til at skulle bruge en stor del af tiden på at søge næste stilling, og de to-årige postdocer er de gode postdocer.«

Universitetet skylder

Det er ikke mindst de offentlige og private forskningsfonde, der bestemmer, hvad universiteterne skal satse strategisk på, når de uddeler forskningsmidler – blandt andet til postdocerne.

Mange bliver ansat, fordi de selv har søgt og fået en forskningsbevilling, hvorefter universitetet opretter en stilling og indkasserer en del af pengene, kaldet overhead. Disse penge skal dække udgifter til kontor, administration, kaffe, kopipapir osv.

»Vi kommer med flere penge, end vi koster. Flere institutter på Humaniora finansierer fastansatte medarbejdere med overhead fra forskningsbevillinger til postdocer,« siger Dan Hirslund.

Hans egen karriere består af en serie korte ansættelser.

»Min første postdoc var to måneder,« siger Dan Hirslund. »De eneste kategorier, jeg ikke er røget i endnu er videnskabelig assistent og lektor, der begge bruges til midlertidige ansættelser.«

Traditionelt er et lektorat ellers den faste position, man tilbyder en forsker, der har fået erfaring som adjunkt og har taget en underviseruddannelse. For mange forskere er lektoratet en slutstilling.

Men årsagen til de midlertidige lektorater er, lidt paradoksalt, at KU i disse år forsøger at skabe mere overskuelighed og forudsigelighed for yngre forskere ved at udbyde adjunktstillinger med tenure track, altså et indbygget tilbud om en fremtidig lektorstilling, hvis ellers kravene til adjunkturet er opfyldt.

Problemet for Dan Hirslund og de andre postdocer er, at KU kun udbyder ganske få af disse adjunkturer, og i stedet ansætter folk i den formelt set finere kategori som lektor, blot midlertidigt.

I praksis har KU altså ved siden af tenure track-systemet opbygget et parallelt system af midlertidige ansættelser.

Hovedbrud for fagforening

Når en stor – og voksende – gruppe af ansatte på universitetet organiserer sig som en AC-gruppe, betyder det også et domænetab for de tillidsfolk, som allerede i dag varetager forskellige ansattes interesser over for ledelsen.

»Vi stiftede AC-klubben vel vidende, at det er et kildent spørgsmål, for der findes jo allerede en fagforeningsstruktur på universiteterne,« siger Dan Hirslund.

Især Dansk Magisterforening organiserer forskerne på Humaniora, og ifølge Dan Hirslund har DM’s tillidsfolk haft svært ved at forholde sig til en gruppe ansatte, der per definition er i bevægelse, og som i antal er vokset de fastansatte over hovedet.

Desuden stod løstansatte (kaldet D-VIP, hvor D’et står for ’deltid’) førhen ofte (men bestemt ikke altid) i en anden situation end de forskere, Dan Hirslund repræsenterer.

»Det er nyt, at de løstansatte typisk er forskningskyndige, mens tidligere tiders eksterne lektorer ofte var folk med et andet arbejde uden for universitetet. De var ikke primært forskere, der ønskede en universitetskarriere, og hvis primære udfordring er, at de ikke er fastansatte, og at de udfører usynligt arbejde,« siger Dan Hirslund.

»Men vi ser i høj grad os selv som nogen, der skal styrke det eksisterende fagforeningsarbejde.«

Han siger, at T-VIP-klubben forventer at blive anerkendt i Dansk Magisterforening.