Alice gennemførte Psykologi med en psykisk sygdom

Da Alice Bossing sad til en forelæsning på psykologistudiet på Københavns Universitet i 2015, havde hun de seneste fem år befundet sig i en boble af uforklarlig, ekstrem træthed. Midt i forelæsningen hørte hun pludselig underviseren skifte til et andet, uforståeligt sprog.

»Jeg kiggede mig undrende omkring. De andre måtte jo også kigge på hinanden og tænke ’Hvad sker der?’ Men det gjorde de ikke. Og så måtte jeg jo konkludere, at det var mig, der var noget galt med.«

Kort efter fik hun diagnosen skizotypi. De små mikropsykoser ramte hende fra tid til anden. Men det var den lammende træthed, som bremsede dagligdagen. Nogle gange sov hun 14-16 timer i døgnet. Hun huskede dårligt. Og fra at studere som »karikaturen på en 12-talspige« var det nu svært for hende at koncentrere sig om at komme gennem pensum.

Jeg gjorde mig mange tanker om, hvordan kan man overhovedet arbejde som psykolog, når man har det så dårligt selv?

Alice Bossing, tidligere psykologistuderende på Københavns Universitet

»Når det var slemt, fungerede mit hoved så langsomt, at jeg ikke engang kunne nå at læse underteksterne på en film.«

Men når hun mødte op hos studievejlederen for at høre, hvilke muligheder hun havde for at læse på nedsat tid eller få andre former for støtte, blev hun mødt af studentervejledere, som ikke havde nogen svar.

»Det var studerende fra min egen årgang. De havde fået undervisning i de mest almindelige regler, men de kunne slet ikke hjælpe mig. Jeg fik ingen vejledning, jeg kendte reglerne bedre end dem. Jeg kunne så undervise dem i, hvordan de skulle gøre, næste gang nogen spurgte.«

Næsten halvdelen dropper ud

Hvis man har en funktionsnedsættelse – hvad enten det er et fysisk funktionsnedsættelse, en psykisk sygdom eller dysleksi – støder man sandsynligvis på flere forhindringer, hvis man vil gennemføre en videregående uddannelse. Det tyder en ny undersøgelse på, som den uddannelsespolitiske tænketank Perspektiv har foretaget blandt 870 studerende med funktionsnedsættelse på lange og mellemlange videregående uddannelser.

En af barriererne er vejledning. Knap halvdelen af unge med funktionsnedsættelser i rapporten svarer, at de slet ingen vejledning har fået om muligheder for støtte og dispensation.

Tilgængeligheden af materialer er en anden barriere. 44 procent har oplevet faglige udfordringer, for eksempel at modtage pensum i sidste øjeblik, så man ikke kan nå at læse det i et langsommere tempo.

LÆS OGSÅ: Svagtsynet studerende måtte kæmpe et år for hjælpeprogram til eksamen

Så er der det sociale. 60 procent fortæller i undersøgelsen, at de aldrig eller sjældent deltager i de sociale arrangementer på deres uddannelse.

Konsekvensen kan i sidste ende blive at give op. 48 procent af undersøgelsens respondenter er droppet ud af mindst én uddannelse. Næsten hver fjerde af dem angiver stress, depression eller lignende som årsagen. Til sammenligning er det 30 procent af alle studerende på videregående uddannelser, som ikke bliver færdige.

Opfordret til at give op

32-årige Alice Bossing har overvejet at droppe ud fra psykologistudiet flere gange.

»Jeg gjorde mig mange tanker om, hvordan kan man overhovedet arbejde som psykolog, når man har det så dårligt selv?«

Faktisk er hun blevet opfordret til at droppe ud, kommer hun i tanke om.

»Jeg var inde over jobcenteret på et tidspunkt. Og her spurgte rådgiveren, om jeg mon også kunne holde til studiet. Jeg kunne jo også bare droppe ud, og så skulle hun nok hjælpe mig med at få en praktikplads, hvor jeg ikke skulle bruge mit hoved så meget. Man kunne få et udmærket liv på kontanthjælp, sagde hun.«

»Jeg tog det ikke rigtigt ind, for hun kendte hverken til mig, eller hvor fagligt stærk jeg altid har været.«

Den vejledning, som hun ikke fandt på studiet, fandt hun i sit eget netværk af unge med funktionsnedsættelser, blandt andet i organisationen Sammenslutningen af Unge Med Handicap, hvor hun er aktiv. Det var her blandt venner, at hun fandt ud af, hvilken støtte hun kunne søge.

Endeløs sagsbehandling

Tænketanken Perspektivs nye rapport kritiserer, at ansøgningsprocesserne for at få økonomisk og faglig støtte er både besværlige og langsommelige.

Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte oplyser, at sagsbehandlingen på ansøgninger om handicaptillæg til SU typisk varierer mellem en til fire måneder.

Det kunne ikke gøre det i Alice Bossings tilfælde. Da hun havde søgt om handicaptillæg til SU, hørte hun ikke noget i seks måneder. Så ringede hun for at spørge til sin sag.

»Der viste det sig, at de manglede en journal. Så min sag lå bare på standby, og de havde ikke lige tænkt, at de kunne spørge efter papiret. Da jeg fik psykiatrien til at sende papirerne, så gik der to dage, og så var det godkendt.«

Lidt på samme måde gik det, da hun søgte om specialpædagogisk støtte – en ordning, hvor den studerende får tilknyttet en mentor, som kan give støtte og vejledning med opgaver på studiet.

»Undervejs kom en erklæring tilbage med afslag, fordi papiret ikke havde det rigtige brevhoved. Hele forløbet tog 10 måneder. Da jeg til sidst fik tildelt en mentor, fik jeg en sms om, at han desværre var nødt til at stoppe på grund af personlige problemer i sin familie, hvilket han selvfølgelig ikke kunne gøre for. Jeg besluttede ikke at søge igen, for jeg kunne jo regne ud, at jeg til den tid for længst ville være færdig med specialet.«

Forsinkelse kan være en fordel

På studiet udviklede Alice Bossing forskellige teknikker, som hjalp hende med at huske og optage information. Med kognitive øvelser trænede hun sin hukommelse og koncentration langt bedre.

»Jeg kan godt arbejde lige så hårdt som andre, jeg kan det bare i kortere tid. Og i stedet for at huske alt i hovedet, skriver jeg alting ned i en kalender.«

Men det, der især hjalp hende igennem studierne, var tid. Nogle fag tog hun to gange, så hun kunne nå at læse hele pensum. Den strategi er hun ikke ene om, viser rapporten. Godt halvdelen af de studerende på lange videregående uddannelser svarer, at de er blevet forsinkede på studiet. Og ifølge rapporten er forsinkelse for mange ikke et problem, men en måde at komme igennem ved at læse på deltid.

LÆS OGSÅ: Studenterambassadør: Studerende med handicap skal kende forskelsbehandlings-loven

Men deltid harmonerer dårligt med fremdriftsreformen, og det kan være besværligt at søge om dispensation. Da Alice Bossing arbejdede med sit speciale, søgte hun om forlænget studietid og fik det godkendt.

»Men her får man at vide i brevet, at man ikke kan søge dispensation en anden gang med samme sygdom som begrundelse. Og det er lidt specielt, når det handler om psykiske sygdomme, som jo ikke nødvendigvis forsvinder.«

Alice Bossing dimitterede som cand.psych. i sommer. Sammenlagt blev hun et år forsinket på grund af sin sygdom. I dag tager hun ikke længere medicin, og hendes psykosesymptomer er forsvundet. Nu føler hun sig klar til at arbejde på fuld tid.

Hun har et råd for at gøre uddannelsessystemet mere smidigt for personer med funktionsnedsættelser.

»De personer, som behandler ansøgninger om støtte og dispensation, skal blive bedre til at vurdere den individuelle studerende i stedet for diagnosen. For to personer, der har det samme handicap, kan vidt forskellige ting. Det må være det absolut vigtigste.«

Københavns Universitets ledelse har ikke ønsket at kommentere på denne artikel inden dens deadline, da den ikke havde adgang til hele rapporten fra tænketanken Perspektiv, som først blev udgivet onsdag den 30. oktober.