Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Anne Marie Shuhaiber Clemensen: For mange beslutninger er ikke gennemtænkte

KANDIDAT TIL BESTYRELSEN — Institutadministrator Anne Marie Shuhaiber Clemensen siger, at det er en fordel, at hun ikke repræsenterer en faglig organisation: »Jeg har ingen politisk agenda«.

Hvis man spørger de to TAP-kandidater til bestyrelsen, hvordan livet er som teknisk-administrativt ansat på Københavns Universitet, får man to vildt forskellige svar.

Laborant Dorte Brix har tidligere sagt til Uniavisen, at mange af hendes kolleger går rundt på universitetet og har det skidt:

»Vi kan jo se, at folk siger op, fordi de ikke kan holde ud at være her,« sagde hun.

Men Anne Marie Shuhaiber Clemensen, der er institutadministrator på Institut for Farmaci, maler hurtigt et mere farvestrålende billede:

»Jeg synes, Københavns Universitet er en fantastisk arbejdsplads, og jeg synes TAP’er er stærkt værdisatte. Når jeg hører om nogen, der har sagt op, så er det ofte, fordi de er blevet tilbudt en rigtig god stilling et andet sted,« siger Clemensen.

Hun er dog enig med sin modkandidat, så langt at hverdagen ikke er uden frustrationer.

Ifølge Clemensen bør Københavns Universitet forenkle den måde, administrationen foregår på, særligt efter at en række digitale systemer har afløst simple mailudvekslinger og kvitteringer i papirform.

Hun nævner studieadministration, rekrutteringssystemer og RejsUd, det udskældte system, ansatte bruger til at registrere deres rejser, store og små. I de systemer er der meget – også for meget, siger Clemensen – der lander på forskernes bord og forhindrer dem i at opfylde deres hovedformål, at levere forskning og undervisning.

Samtidig får det teknisk-administrative personale sværere ved at hjælpe dem, siger institutadministratoren.

»Vi skal tilbage til de aktiviteter, der understøtter forskningen og undervisningen. Det er det, vi som teknisk-administrativt personale skal bruge vores tid på. Hvis det lykkes, tror jeg, det vil skabe tilfredshed på tværs af universitet,« siger hun.

»TAP’erne er limen på universitetet, dem, der binder det hele sammen. Det håber jeg, vi får lov til også at være fremover, i stedet for at vi skal bruge tid på en masse rapporter og andre ting, der ikke er direkte værdiskabende. Det lykkes ikke altid at fordele opgaverne, ud fra hvad forskerne er bedst til, og hvad vi er bedst til.«

Ingen faglig organisation i ryggen

Anne Marie Shuhaiber Clemensen fremhæver, at hun har studeret både Statskundskab og Økonomi, og at hun har syv års erfaring med bestyrelsesarbejde, noget, hun også har taget en uddannelse i.

Samtidig er hun ikke knyttet til nogen faglig organisation – i modsætning til modkandidaten Dorte Brix, der repræsenterer HK, og forgængeren Signe Møller Johansen, der er medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Magisterforening.

Der står i nogle af overenskomsterne, at de ansatte skal have fri 1. maj. Jamen, så kan du jo ikke bare fjerne fridagen uden at ændre de overenskomster.

Anne Marie Shuhaiber Clemensen, institutadministrator, Institut for Farmaci

»Jeg synes, at det er vigtigt, at den gennemsnitlige medarbejder får en stemme, der ikke nødvendigvis er tilknyttet en organisation,« siger Anne Marie Shuhaiber Clemensen.

»Jeg repræsenterer ingen organisation, og jeg har ingen politisk agenda. Jeg vil bare gerne repræsentere den almindelige TAP’er.«

Du har til gengæld en lederstilling. Kan man ikke mene, at det er svært at repræsentere den gængse medarbejdere, når man selv er højere oppe på rangstigen?

»Ledere er også ansat som TAP’er på Københavns Universitet. Jeg kender jo de almindelige arbejdsopgaver, jeg kender medarbejderne på universitetet, og jeg er fuldt ud sikker på, at jeg kan repræsentere dem på lige fod med en, der sidder i anden stilling. Det at jeg er ansat som leder er ikke afgørende for, at jeg gerne vil sidde i bestyrelsen, og det skal heller ikke påvirke mit arbejde i den.«

Er der fordele og ulemper ved, at du ikke repræsenterer en organisation? Måske at du har større frihed, men også mindre opbakning i ryggen?

»Jeg vil ikke føle mig fri, fordi jeg føler, det er et stort ansvar og en meget vigtig opgave at sørge for, at mine kolleger bliver hørt. Det handler ikke bare om mig. Jeg vil sørge for at inddrage alle mine TAP-kolleger. Og jeg synes, det er bedst, at pladsen går til en medarbejder og ikke til en organisation.«

Beslutninger uden omtanke

Nogle gange har det knebet med inddragelsen på Københavns Universitet, siger Clemensen.

Hun argumenterer for, at bestyrelsen skal markere sig tydeligere, ikke bare når universitetsloven bliver brudt, eller når universitets rygte står på spil, men også i det daglige arbejde.

Det er ikke nok, at bestyrelsen deler en rapport efter hvert møde, siger hun, de skal give den enkelte medarbejder mulighed for at engagere sig i det, de diskuterer ved langbordet.

Jeg synes, at det er vigtigt, at den gennemsnitlige medarbejder får en stemme, der ikke nødvendigvis er tilknyttet en organisation

Anne Marie Shuhaiber Clemensen, institutadministrator, Institut for Farmaci

Anne Marie Shuhaiber Clemensen siger samtidig, at ledelsen på Københavns Universitet skal blive bedre til at inddrage medarbejderne i væsentlige beslutninger.

»Det, der bekymrer mig, er at der nogle gange bliver truffet beslutninger, uden at man har analyseret, hvordan de præcist skal føres igennem,« siger hun og nævner beslutningen om at inddrage fridagen 1. maj.

»Der står i nogle af overenskomsterne, at de ansatte skal have fri 1. maj. Jamen, så kan du jo ikke bare fjerne fridagen uden at ændre de overenskomster.«

Hun nævner også den nye budgetmodel, der har til formål at fordele midler og udgifter mere ligeligt mellem de fakulteter, der henter bunker af eksterne bevillinger hjem – især Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, hvor Clemensen holder til – og dem, der skal arbejde hårdere for kronerne.

Anne Marie Shuhaiber Clemensen kritiserer, at det stadig er uklart, hvordan budgetmodellen vil påvirke det enkelte institut, selv om den længe har været under opsejling.

»Det er noget, der kommer til at ramme direkte ned på det institut, hvor jeg sidder. Derfor ville det være rart, hvis vi kunne blive hørt og komme med vores erfaringer,« siger hun.

»Der går for lang tid, fra at beslutningerne bliver meldt ud, til at man kan forklare konsekvenserne, og det tager også for lang tid at implementere dem. Det er der mange eksempler på.«

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste