Arbejderne mod akademikerne

Ifølge Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti skal 95 procent af danske unge have en uddannelse. Sker det ikke, vil Danmark stå med et stort overskud af arbejdsløse ufaglærte mennesker. Tanken er ikke rar. Overskud er godt, men det er ikke rart at være i overskud. Uddannelse er efterhånden blevet et krav til alle, et borgerligt ombud.

Og det er der ikke meget nyt i; alle går ind for uddannelse. Det interessante er, at S og SF frem for de 95 (snart) uddannede procent vælger at tale direkte til de fem, der er tilbage. Det handler om at sende et ’signal’. Og i det nye økonomiske program fra de to store venstrefløjspartier lyder signalet, at:

»gratis uddannelse er et privilegium. Jo længere og dyrere uddannelsen er, jo større er privilegiet. Regningen betales af hårdt arbejdende danskerne, hvoraf mange kun har 7 eller 9 års skolegang bag sig.«

Universitetsavisen studser. Er det sådan en rolleinddeling S og SF ønsker at anskue vælgerbefolkningen ud fra – hvor den videreuddannede gruppe italesættes som modtagere og det øvrige samfund som bidragsydere?

Forvrøvlet

Hvad mener modtagerne? Hos Akademikernes Centralorganisation (AC) siger formand Erik Jylling:

»Jeg spørger – med et skævt smil – om det er det, der er tilbage af klassekampen.« Han tilføjer: »De højtuddannede betaler i høj grad tilbage i kraft af marginalskatterne, så tilgangen er lidt forvrøvlet.«

Erik Jylling minder om, at det er til gunst for samfundet, at folk tager en videregående uddannelse.

»Vist er det et privilegium at få en uddannelse, men det er jo et privilegium for hele samfundet. Det, der giver værdiskabelse, er jo, at folk tager længerevarende uddannelser,« siger Erik Jylling. »Og hele målsætningen om, at 95 procent skal have en uddannelse, hviler på, at vi skal løfte fra bunden. Men vi skal også sikre kvaliteten i toppen.«

Ifølge AC trækker en akademiker placeret i det private erhvervsliv fire andre job med sig.

LÆS: Artikel fra Berlingske Tidende om akademikeres bidrag til virksomheders omsætning.

»Velfærdsstaten bygger på lige og gratis adgang til uddannelser – det er med til at sikre social mobilitet og sammenhængskraft, og det skal der værnes om,« siger Erik Jylling.

Noget lignende mener Dansk Magisterforening.

Her er man også – på nær når det gælder visse knaster som den såkaldte kandidatpant – venligt indstillet over for S og SF’s bestræbelser på at uddanne danskerne.

Kan man opnå en tidligere kandidatalder med positive stimuli, som planen foreslår, er det naturligvis en positiv effekt, mener DM, som dog bemærker, at det ikke er kandidaternes alder, men overgangen mellem studium og job, der er det springende punkt rent samfundsøkonomisk.

Om formuleringerne om uddannelse som privilegium siger formand i DM Ingrid Stage:

»Jeg kan ikke lide den populistiske og antiakademiske / antielitære tone, som ligger i den formulering. Men jeg må gå uf fra, at det ikke er sådan, det er tænkt.«

Så hvordan er det tænkt? Hvad mener S og SF selv? Er det dampene fra klassekampen, vi skal gå og inhalere?

Kan ikke genkende retorisk om klassekamp

Hvorfor har I valgt at udtrykke jer på denne måde?

SF’s universitetsordfører, Jonas Dahl, kan slet ikke genkende, at En fair løsning skulle indeholde elementer af klassekamp. Tværtimod.

»Du får det lidt til at lyde som en model, hvor nogen giver, og andre tager – at hvis vi har skullet slå på fagbevægelsen, så har vi også skullet slå på de studerende,« siger han. »Men hele pointen er, at alle skal bidrage.«

Hos Socialdemokraterne er universitetsordfører Kirsten Brosbøl heller ikke til sinds at acceptere, at En fair løsning etablerer retoriske modsætningsforhold. Hun forsvarer synet på gratis uddannelse som et privilegium. »Et privilegium, der er betalt af alle skatteydere, herunder dem som aldrig fik en uddannelse.«

»Vi appellerer til de studerende om at hjælpe Danmark med at komme igennem krisen ved at gøre deres studier færdige lidt hurtigere,« siger Kirsten Brosbøl. Og der er ingen modsætning mellem de mål, S og SF stiller, mener Brosbøl og eksemplificerer:

»Vi har også et ønske om, at flere tager toget frem for bilen. Her tager vi stadig penge for togbilletten. Vi har et ønske om, at flere får strøm fra vindmøller. På trods af det skal man stadig betale penge for el produceret af vindmøller.«

En fair løsning er baseret på et helhedspersektiv, mener SF’s Jonas Dahl.

»Der er ikke én knap, vi kan skrue på, hvis vi skal finde de 50 milliarder, der mangler, hvis Danmark skal ud af krisen. Folk vil skulle arbejde mere, de studerende skal lidt hurtigere gennem uddannelsen, og vi skal have flere til at tage en uddannelse. Det her er et forsøg på at sige, at vi skal løfte i fællesskab.«

Jonas Dahl minder om, at SF og S ikke vil stille nogen ringere eller forringe SU’en, men at de videregående uddannelser netop får 600 millioner kroner mere om året.

En blød aflevering til højre

Men mon ikke den borgerlige opposition vil have en ætsende kommentar til tonerne hos rød stue? Universitetsavisen spiller den konservative uddannelsesordfører Rasmus Jarlov en softball.

Er det en ny klassekamp, S og SF lægger op til?

Men Jarlov bider ikke til bolle. Faktisk synes han, at tingene ser ret konservative og udmærkede ud hos venstrefløjens to store partier.

»Forslagene om tilretning af SU ligner meget det udspil, som Konservative kom med for et par måneder siden. Vi ser ud til at være enige om, at vi gerne vil anspore til en lidt hurtigere færdiggørelse af studierne. Det giver mig forhåbning om, at vi kan lave et SU-forlig til efteråret.«

Rasmus Jarlov ser slagsmålspotentialet helt andre steder:

»Problemet med Villy og Helle er helt generelt, at de vil bruge flere penge, end vi har. De foreslår at bruge 600 millioner mere på gymnasieuddannelserne og 2.000 millioner på folkeskolen,« siger Rasmus Jarlov. »Jeg hører ikke til den skole, som mener, at man kan lukke et hul i statskassen ved at bruge flere penge.«

Se, det var en helt anden kritik – og hvad betyder ordvalget, hvis der er penge på spil? Politik er et hårdt game.

chz@adm.ku.dk