Arne kommer før den unge akademiker

Solen bryder gennem skyerne på Søndre Campus og bader et dusin menneskehøje kasser i lys. På kasserne hænger fotos af tidligere humaniorastuderende, der fortæller, hvordan de fik deres nuværende job. En filosof arbejder i Deloitte, en musikvidenskaber hos Google – og så videre.

Det er solstrålehistorierne, som Københavns Universitets kampagnefolk har håndplukket for at inspirere og motivere de humaniorastuderende. Eller måske bare for at skabe lidt modvægt til de dystre fortællinger, der dominerer i samfundsdebatten. For på det seneste har politikerne ikke snakket om de dimittender, der lykkes, snarere om dem, der går ledige for længe og angiveligt er for fine til at tage de stillinger, der er.

»Vi skal aflive den lidt sejlivede myte om, at det at gå på arbejde nødvendigvis skal være lystbetonet,« sagde statsminister Mette Frederiksen, da hun præsenterede Danmark kan mere I, regeringens økonomiske udspil, der lægger op til at halvere dagpengeperioden for nyuddannede og barbere satsen med over 4.000 kroner.

Det var svært at misforstå budskabet: Det skal være slut med at føle sig hævet over rengøringsjobbet og kassen nede i supermarkedet, bare fordi man har en lang uddannelse. Underforstået: Det er der en del nyuddannede, der gør.

Hverken forslaget eller retorikken vækker begejstring blandt de studerende, der trasker rundt mellem kampagnekasserne på Søndre Campus. Heriblandt de to søstre Emma og Amanda Nathan, der endnu ikke ved, hvad de bliver, kun at de sandsynligvis får en lavere ydelse, hvis de ikke bliver noget med det samme.

»Umiddelbart vil jeg sige, det er unfair. Man rammer nogle mennesker, der allerede er under pres. Jeg synes, man fjerner tæppet lidt under os og siger, det må I selv klare,« siger Emma Nathan, der læser historie på Københavns Universitet.

Hendes søster, Amanda Nathan, der læser på Digitalt Design og Interaktive Teknologier på IT Universitetet, er enig:

Jeg synes ikke, man kan sige, at man fører en generationsmæssig skæv politik

Lars Olsen, journalist og forfatter

»Jeg tror ikke, man tænker over, hvor svært det egentlig er at komme ud som studerende bagefter og skulle ind i en helt ny hverdag og så også blive presset på den front,« siger hun.

De er ikke de eneste studerende, der føler sig misforstået af regeringen. Det gør også ham, der repræsenterer dem, forperson i Danske Studerendes Fællesråd, Mike Gudbergsen.

Og det handler ikke kun om den foreslåede dagpengereform, der flytter penge fra de nyuddannede til dem med flere år på arbejdsmarkedet. En reform, han tidligere har kaldt »generationstyveri af værste skuffe.«

Det handler også om udflytningsaftalen, der tvinger universiteterne til at flytte studiepladser fra storbyen til provinsen – eller fjerne dem.

Tilsammen giver det en tendens:

»Vi kan godt mærke, at vi ikke er en politisk prioritet. Man vil gerne lave politik, der handler om de lange videregående uddannelser, men den tilgodeser os ikke,« siger Mike Gudbergsen.

Prioriterer produktionsdanmark

Holder den fortælling?

Ja, så langt at Socialdemokratiet prioriterer produktionsdanmark og kernevælgerne på gulvet i det offentlige før unge akademikere og studerende på lange videregående uddannelser.

Det mener både Lars Olsen og Noa Redington, henholdsvis forfatter og politisk analytiker. Men de er uenige om, hvor skuffede de studerende reelt kan tillade sig at være.

LÆS OGSÅ: Minister: Studerende glemmer, at unge også bor uden for København

Vi starter med analysen:

Når regeringen tvinger universiteterne til enten at udflytte eller fjerne op til ti procent af deres studiepladser for at skabe bedre balance i landet, og når de vil sænke dimittendsatsen for at fylde det hul i arbejdsudbuddet, som Arne-pensionen gravede, er det et udtryk for, at Socialdemokratiet under Mette Frederiksen bejler til en afgrænset vælgergruppe.

Det siger Noa Redington, politisk analytiker og tidligere personlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt.

»Det vigtigste for Socialdemokratiet er at få genskabt forbindelsen til et helt særligt vælgersegment, som man tidligere havde tabt til Dansk Folkeparti og Venstre. Vælgere i det såkaldte produktionsdanmark uden for de store byer,« siger han.

»Mette Frederiksen har rekonfigureret partiet fra at være et moderne parti for hele Danmark til at være meget målrettet Arne-segmentet.«

Det er en arbejderisme, der gennemsyrer partiets politiske linje, og som ikke kun kommer til udtryk i ord, men i dybtfølt handling, siger Noa Redington. Det var det, Arne-pensionen cementerede, og udflytningen og dagpengeudspillet er bare den logiske fortsættelse.

Det er ifølge den tidligere rådgiver noget af det, der skaber succes i dansk politik: at gennemføre en strategi til punkt og prikke. Men fordi regeringen så konsekvent kigger mod kernevælgerne, skubber de andre vælgergrupper fra sig – blandt andet studerende og akademikere fra storbyen.

»Det er jo fair nok, at man gerne vil række ud til produktionsdanmark. Men fordi man arbejder i modsætninger, så kommer akademikere og universiteter til at fremstå som en modsætning til det rigtig produktive,« siger Noa Redington.

Klassesamfundet 2.0

Lars Olsen, journalist og forfatter, ser det samme kursskifte i Socialdemokratiet, men han taler om det på en anden måde: som en reaktion. Et tiltrængt opgør med en fortælling, der herskede i det danske samfund i 00’erne og et stykke ind i 10’erne.

Fortællingen lyder nogenlunde sådan her: Danmark skulle leve af viden, gymnasierne og universiteterne skulle udklække dygtige unge mennesker på samlebånd, og den kreative klasse i storbyerne blev set som fremtidens vindere. Imens blev produktion og praksis, alt det besværlige og støjende og beskidte, talt ned.

Resultatet beskriver Lars Olsen og en række medforfattere i bogen Rige børn leger bedst. Vi har fået et klassesamfund 2.0, skriver de, hvor storbyen bliver for de rigeste, og arbejderne bliver fortrængt til det perifere Danmark, mens vi udklækker for mange akademikere og alt for få faglærte arbejdere og taber de fattigste på gulvet.

Mette Frederiksen har rekonfigureret partiet fra at være et moderne parti for hele Danmark til at være meget målrettet Arne-segmentet

Noa Redington, politisk analytiker

Når regeringen laver et udflytningsudspil, der forsøger at udligne forskelle mellem storby og provins, fristes man til at sige, at de reagerer på den analyse, som Lars Olsen har talt og skrevet om i en længere årrække.

Og hvis man spørger ham, hvordan det føles, lyser han op:

»For fanden da, det er fascinerende. Det er vildt spændende at følge,« udbryder han og læner sig frem i sofaen.

Han er mest optaget af udflytningsaftalen. Den foreslåede dagpengereform ser han i højere grad som »en realpolitisk øvelse«, der skal munde ud i et forlig med de borgerlige partier. Men udspillene er udtryk for den samme overordnede kurs: Socialdemokratiet prioriterer provinsen over storbyen, den arbejdsløse tømrersvend over den nyuddannede antropolog.

Det er forkert at se det som en skæv politik, siger han. Det er snarere en politik, der forsøger at rette op på skævheder.

»Nogle storbyakademikere vil sige, hvad er der i det for os? Men det er typisk dem, der fik en hel masse i 00’erne, hvor man talte andre dele af samfundet ned.«

Er det berettiget, når studerende og nyuddannede akademikere siger, at de konsekvent ikke bliver tilgodeset?

»Nej, det synes jeg ikke, det er. Det hører med til historien, at vi har gratis uddannelse og den bedste SU i verden,« siger han.

»Jeg synes ikke, man kan sige, at man fører en generationsmæssig skæv politik.«

Kan man gå for langt?

»Det kan man da. Men der synes jeg slet ikke, vi er. Optaget på de lange videregående uddannelser er steget markant over den seneste årrække. Det kan godt være, at det ikke skal rulles helt tilbage, men vi skal finde en balance i tingene.«

Privilegieblinde studerende

Noa Redington svarer anderledes. Han forstår »100 procent«, at studerende og nyuddannede føler, at den politiske stemning er imod dem.

Det handler om regeringens tiltag, men også deres retorik. For eksempel når de taler om, at for mange går på gymnasiet, og at flere bør søge mod erhvervsskolerne.

»Det emmer af, at det er noget pjat at gå på gymnasiet og hvorfor tage en lang videregående uddannelse, når vi har brug for elektrikere. Hvor forståelsen for ungdomsliv, og hvad det vil sige at være ung i dag måske ikke er så stor, fordi det hele bliver tænkt ind i en meget skabelonagtig, men også kraftfuld strategisk fortælling. Og det er så bare ærgerligt for de unge, at det er dem, det går ud over,« siger han.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen svarer på kritikken fra Danske Studerendes Fællesråd i denne artikel.

Det er netop problemet, siger Mike Gudbergsen. For der er intet i vejen med et regeringsparti, der åbent siger, at de vil prioritere en glemt gruppe i samfundet, at de vil styrke erhvervsskolerne og polstre provinsen, men det er galt, at man samtidig laver det, han ser som et retorisk angreb på den gruppe, han repræsenterer.

Tag forslaget om at give færre dagpenge til dimittender: Det beror på en fortælling om, at de unge akademikere er blinde for egne privilegier, har det for godt og alligevel kommer til at få høje lønninger i fremtiden, siger han.

»Det gør ekstra ondt at få smidt i hovedet, at man er privilegieblind, for det anfægter ideen om, at vi gerne vil give tilbage til samfundet. Det vil vi! Vi tager ikke en lang videregående uddannelse, fordi vi vil score penge fra staten, vi er indforståede med, at det er værdifuldt at få en gratis uddannelse.«

»Men vi bliver angrebet, før vi overhovedet kommer ud på arbejdsmarkedet og bliver taget som gidsler i en negativ fortælling.«

Det er en fortælling, der betyder, at organisationer som Danske Studerendes Fællesråd slet ikke bliver taget seriøst af politikerne, siger han. Han nævner udflytningsaftalen, der ifølge ham blev vedtaget, uden at regeringen lyttede til universiteter eller studerende.

»Man får oplevelsen af, at man har sat sig en fortælling i hovedet om, at de argumenter, der kommer fra os, er illegitime, fordi vi er egoistiske og kun har blik for egen andedam. At vi ikke kan forstå den store sammenhæng,« siger han.

»Det er fair nok, at man prioriterer en bestemt gruppe, men man kan godt flytte fokus, uden at man behøver at angribe en anden samfundsgruppe. Det er det, der er ærgerligt, for det skaber splid og konflikt.«

Unge versus gamle

Hvis der er en konflikt, burde Marcus Guldager være splittet.

Han er økonomistuderende på Københavns Universitet og aktiv i fagrådet, der kæmper for bedre vilkår for studerende. Og så sidder han i byrådet i Hørsholm Kommune for Socialdemokratiet.

Nogle har en opfattelse af, at dagpenge er noget, man kan være på som en form for pause

Marcus Guldager, studerende og byrådsmedlem i Hørsholm (S)

Det er han dog ikke, splittet altså. For han køber ikke præmissen om, at Socialdemokratiets politik negligerer studerende.

Han minder om, at uddannelsesloftet er blevet afskaffet, de årlige toprocentsbesparelser sløjfet, og løftet af samfundsvidenskabelige og humanistiske fag videreført, siden Mette Frederiksen satte sig på statsministerposten i 2019.

Når Danske Studerendes Fællesråd kritiserer forslaget om at skære i dimittendsatsen, glemmer de også at nævne, at det er en del af et udspil, der poster 2,5 milliarder dugfriske kroner i uddannelsessystemet. Herunder et ukendt beløb til de videregående uddannelser.

»Jeg køber ikke billedet af, at regeringen tørrer regningen af på de unge. Vi har fået en diskussion, der lyder, som om det er de unge mod de gamle. Det er lidt mærkeligt.«

Men er det ikke noget, dit parti er med til at puste til?

Han tænker sig om i nogle sekunder: »Det er et stort spørgsmål. Hvis præmissen er, at man puster til en generationskonflikt, når man sænker en dagpengesats, hvor man skader færrest muligt for mest muligt arbejdsudbud, så er det svært at lave politik,« siger han.

Sandheden er, at det ikke er universiteternes tur, siger Marcus Guldager. Det er ikke dem, der er mest nødlidende.

Det er snarere de erhvervsuddannelser, hvor maskinerne er dårlige, og lokalerne er slidte. Her råber de studerende bare ikke helt så højt som på de lange videregående uddannelser.

»Nogle gange kan debatten blive en smule forvredet af, at studerende er en meget resursestærk gruppe, der er gode til at tale deres sag. Derfor kan man godt have et billede af, at universiteterne har det hårdest, men det er ikke nødvendigvis tilfældet,« siger Marcus Guldager.

Han er ikke selv ukritisk tilhænger af dagpengeforslaget. Han ville foretrække, at man fastholdt den nuværende dimittendsats de første tre måneder af dagpengeperioden og derefter skar den til 11.500 i stedet for 9.500 kroner.

Vi bliver taget som gidsler i en negativ fortælling

Mike Gudbergsen, forperson, DSF

Når han ikke helt afviser forslaget, skyldes det noget, som han »nok bliver slagtet for at sige«:

»Jeg har talt med studerende, som har en opfattelse af, at man lige tager tre-seks måneder på dagpenge, når man er færdig med studiet, bare lige for at få slappet af og samlet kræfter til at komme ud på arbejdsmarkedet. Det er noget, vi ser.«

Og det karambolerer med klassisk socialdemokratisk tankegods om ret og pligt. Gør din pligt og kræv din ret – i den rækkefølge.

Det betyder ikke, at studerende og nyuddannede generelt er dovne. Marcus Guldager siger tværtimod, at han er en del af en særdeles flittig generation, der tager studiejob som aldrig før og brænder for at bruge deres uddannelse, så snart de har kandidatbeviset.

Han hører heller ikke sit parti sige andet. Udfordringen er at pege på et problem, uden at det lyder, som om det gælder alle.

»Det er altså klart for mig, at nogle har en opfattelse af, at dagpenge er noget, man kan være på som en form for pause. Det er ikke alle, heller ikke flertallet, men nogle. Og det skal man kunne italesætte. Men det er en svær balance,« siger Marcus Guldager.

Kun begyndelsen

Det er dog et udsagn, som søstrene Nathan på Søndre Campus har svært ved at genkende.

»Det er ikke, fordi nogen vælger at være arbejdsløs. Det føles lidt, som om regeringen opfatter det sådan. Det synes jeg er lidt misvisende. Jeg ved ikke, hvor de får det fra,« siger Emma Nathan, mens Amanda Nathan nikker under kasketten.

»Ja, det vil jeg også gerne vide,« siger hun.

Måske skal de vænne sig til, at hverken de eller deres medstuderende vil komme i første række på Christiansborg i de kommende år.

Ifølge Lars Olsen er vi med udflytningsaftalen vidner til det første spadestik i en større omkalfatring af hele det danske uddannelsessystem. En politisk indsats, der skal rette op på de uligheder mellem storby og provins, lange og korte uddannelser, som har vokset sig dybe i klassesamfundet 2.0.

»Mit gæt er, at der kommer meget mere. Det næste kan meget vel blive en større ændring i optaget, så man begrænser antallet af pladser på universiteterne og øger det på erhvervs- og professionsuddannelserne,« siger han.

»Jeg tror, der vil ske noget, hvor man skruer på de store hjul i uddannelsessystemet.«