Bacheloropgave vækker international opsigt: Studerende opsøgte pædofile for at forstå dem

Få mennesker er mere forhadte i vores samfund end dem, der begår overgreb mod børn.

Under den netop overståede amerikanske valggyser lærte vi konspirationsteoretikerne i QAnon at kende for et opsigtsvækkende fjendebillede, nemlig forestillingen om at en satanistisk ring af pædofile styrer USA. Vi kan afskrive fjendebilledet som gak, men historien cementerer den udbredte opfattelse at pædofile befinder sig længst ude på ondskabens akse.

Fordi man har tanker der kan kategoriseres som pædofile, behøver det ikke at betyde, at man før eller senere vil udvikle sig til et monster.

Kandidatstuderende Line Aaskov

Pædofile er af samme grund den mest stigmatiserede gruppe mennesker i vores samfund. Men det er ikke alle pædofile, der krænker børn, og det er ikke alle overgreb mod børn, der begås af pædofile. Sådan skelner i hvert fald et sociologisk bachelorprojekt, der studerer et onlinefællesskab for folk, der er ufrivilligt tiltrukket af børn.

På det lukkede internetforum Virtuous Pedophiles (Dydige Pædofile) støtter medlemmerne hinanden i ikke at realisere deres seksuelle fantasier rettet mod børn. Og i 2018 fik de to københavnske sociologistuderende Line Aaskov og Marie Haarmark Nielsen lov til at kigge med i nogle af de samtaler, der foregik blandt de cirka 5.000 brugere.

Deres studier til bacheloropgaven blev et nybrud på et underbelyst område, og derfor er deres projekt nu blevet publiceret som en artikel i det internationale videnskabelige tidsskrift Sexualities.

Ufrivillig tiltrækning

Line Aaskov fortæller, at ideen til projektet blev plantet i hende for cirka fire år siden, længe før hun skulle skrive bachelor. Hun befandt sig i England, da hun så en dokumentar om pædofile, der undertrykte deres lyst til børn.

»Det overraskede mig helt vildt, for det stemte ikke med mit eget blik på pædofile. Jeg tænkte at folk med pædofile tanker også er dem, der voldtager børn og ikke kan eller vil gøre noget for at forhindre det.«

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Hun kom hjem til Sociologisk Institut og talte om, at der blandt de pædofile findes mennesker, der kæmper mod deres lyst, og så blev også hendes medstuderende Marie Haarmark Nielsen nysgerrig. Sammen gik de to i gang med at søge i litteraturen og fandt – ingenting.

»Det her studie fandtes ikke. Vi blev enige om, at det kunne være spændende at lave. Det krævede selvfølgelig nogle overvejelser. Var det en god ide at gøre det til vores bachelorprojekt eller skulle vi vente? Vi brugte et halvt år på det inden vi overhovedet gik i gang med at skrive, for vi ville være sikre på at vi havde de data vi skulle bruge, og vi ville have læst alt, hvad der fandtes, så vi ikke kom til at argumentere for noget, vi ikke kunne stå inde for,« siger Line Aaskov.

Men før de gik i gang med skrivningen, havde de brug for at vende emnet med nogle af de ansatte på Sociologisk Institut, for var det i virkeligheden en dårlig idé?

»Vi snakkede med flere af instituttets forskere, for vi var meget i tvivl. Vi var bange for at blive misforstået af mennesker, som ikke skelner mellem pædofili og overgreb på børn. Vi havde fulgt en engelsk forsker, der udlægger det sådan, at hun blev fyret, fordi hun havde lavet forskning på det her område. Var emnet for stigmatiseret til at vi skulle bevæge os ud i det, og ville det kunne få personlige konsekvenser for os at skrive os ind i feltet,« siger Marie Haarmark Nielsen.

Svaret var nej ifølge de ansatte, de talte med. Sociologisk Institut ville godt kunne lægge ryg til denne type projekt. De fandt en vejleder, og de gik i gang. De endte med datamængder, der var omfattende nok til at udgøre et helt speciale, men de siger, at de blev så optaget af emnet undervejs, at det gik fra at være opgaveskrivning til også at blive en fritidsinteresse.

»Vi fik at vide mange gange, at det var et meget ambitiøst projekt vi havde kastet os ud i, og at man ikke behøvede gå så meget op i et bachelorprojekt,« siger Marie Haarmark Nielsen.

»Men det virkede absurd på os, at den forskning ikke var lavet. Det var besnærende at studere et område, der var så vigtigt, men så underbelyst. Måske kunne vi hjælpe med at mindske seksuelle overgreb på børn! Derfor var vi villige til at lægge så meget tid i det,« tilføjer Line Aaskov.

Selvhadende og marginaliseret

Det var barsk læsning, der mødte de studerende i debatforummet, fortæller de. Det var hårdt at se de pædofiles tanker om børn. Nogle skrev, at de var bange for om de ville kunne styre sig selv. Men det var også tragisk for de studerende at opleve, hvor marginaliserede og alene de pædofile føler sig, og mange af dem kæmper med selvhad og selvmordstanker.

»De fleste tør ikke snakke med deres forældre eller venner. Mange tør heller ikke gå til en terapeut eller psykolog for at få hjælp til at finde nogle coping-strategier, og derfor føler de sig helt alene,« siger Line Aaskov.

»Derfor er det her netværk så vigtigt,« tilføjer Marie. »Her kan de vise alle sider af sig selv og få hjælp til noget af det, de har allermest brug for, fordi de kan diskutere de svære livsdilemmaer der er forbundet med deres pædofile tanker.«

Hun siger, at brugerne i Virtuous Pedophiles møder hinanden med en anden fortælling om, hvad det vil sige at være pædofil end den gængse:

»Mainstreammedierne fremstiller tit pædofile synonymt med nogle der begår overgreb på børn. Men bare fordi man har tanker der kan kategoriseres som pædofile, behøver det ikke at betyde, at man før eller senere vil udvikle sig til det monster, medierne fremstiller. I Virtuous Pedophiles finder de et håb og en accept, som ikke findes andre steder.«

Mainstreammediernes monstre

Der er to sideløbende fortællinger om pædofiliens mulige årsager i Virtuous Pedofiles, siger Line Aaskov:

»Nogle af dem er selv blevet krænket som børn. Omvendt bruger mange af dem energi på at understrege, at de ikke er blevet misbrugt. Det er egentlig min opfattelse, at de bruger ret meget krudt på at finde nogle svar, og de vil meget gerne have hjælp og viden til at støtte hinanden bedst muligt, også for at beskytte børn, men de oplever at det er svært at få hjælp fra officielt hold.«

Studiet konkluderede, at der findes gode pædofile fora, der kan støtte pædofile både i at undgå at skade sig selv og undgå at skade børn, siger forfatterne.

»Alle pædofile fora kan ikke skæres over en kam bare fordi der finder uheldige rationaliseringer sted på andre fora, fx at det kan hjælpe at se børneporno. Det tager de dydige pædofile skarpt afstand fra, og her skal man følge loven for at være medlem,« siger Line Aaskov.

I dag er både hun og Marie rykket videre til deres kandidat. Men det betyder ikke, at de har taget en pause fra de pædofile.

Da deres vejleder hev dem til side og sagde, at deres opgave nok godt kunne blive udgivet, »tog de sig sammen« og gik i gang med at formidle studiet på engelsk i artikelform. Og det er de glade for i dag.

Hele projektet har også givet dem en indsigt, som de stadig trækker på.

»Alt det man siden læser, relaterer man til det her. Vi har også begge to i hvert vores fag skrevet en ny opgave om det i dette semester, det er noget, der bliver ved med at fascinere os,« siger Marie Haarmark Nielsen.

Og Line Aaskov fortæller, at hun bruger krudt på at uddanne medierne i, at der er forskel på pædofile og folk, der krænker børn:

»Så længe man hører diverse medier omtale folk der er dømt for overgreb mod børn som pædofile, så har jeg tænkt mig at blive ved med at skrive til dem og gøre opmærksom på, at det altså ikke er pædofile, de snakker om, men kriminelle.«