Bare klø på. EU kommer næppe med kritik af Danmark for Inge Lehmann-programmet

Er Inge Lehmann-programmet virkelig lovstridigt? Det er spørgsmålet. Senest har juraprofessor Peter Pagh hævdet, at de danske initiativer til fremme af kvindelige forskere kan være modstrid med EU-lovgivningen. Bemærk dog, at han siger, at de kan være og ikke, at de er det.

Jeg har ikke meget forstand på jura, men det er mange år siden, at filosoffen Hans-Georg Gadamer i Sandhed og metode (1960) pointerede, at jura ligesom historie var en fortolkende videnskab, heldigvis da. Der er ikke mange love, som er mejslet i sten.

LÆS OGSÅ: Femdobbelt bevilling skal skabe ligestilling på universiteter: På høje tid eller omvendt diskrimination?

Så der er nok flere meninger om, hvad der strider mod EU-lovgivning. Retter vi blikket mod Norge, så mener professor og prodekan for forskning ved Det juridiske fakultet, Universitetet i Oslo Vibeke Blaker Strand, at EU/EØS retten har været i udvikling. Tendensen går i retning af øget handlingsrum for tiltag, som sigter mod at rette op på skævheder i kønsbalance, påpeger hun.

Hvis endelig nogen vil klage over programmet, så er det nok hele EU, der skal på anklagebænken. Mange lande i EU har haft langt flere og mere omfattende og længerevarende programmer til støtte for kvindelige forskere, end Danmark har. Det kom frem i rapporten: Et internationalt perspektiv på køns-og ligestillingsudfordringer i forskningen, som Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DEFIR) med Jens Oddershede i spidsen udgav i 2015.

Det viste sig, at adskillige europæiske lande har haft programmer i 10 til 15 år med gode resultater. Konklusionen i rapporten lød:

»Der er behov for et langt sejt træk, hvis man ønsker en reel og vedblivende forøgelse af antallet af kvinder i professorater. Det er ikke tilstrækkeligt med enkeltstående indsatser i ny og næ«. Ingen af disse initiativer eller disse lande er tilsyneladende kommet på kollisionskurs med EU.

Såvidt den danske rapport fra 2015. I 2018 kom der desuden et interessant udspil fra EU-kommissær for forskning, innovation og videnskab Carlos Moedas. Han opfordrede til, at vi tager en seriøs diskussion for at få flere kvinder ind i videnskab. Han slutter sit indlæg, som blev bragt i Altinget, med: »Bevidsthed om problemet er første skridt til at fikse det. Positiv særbehandling er det andet skridt«.

Og det er ikke af hensyn til kvinderne, at Moedas efterlyser nye initiativer, men for at få flere talenter med på holdet til at håndtere udfordringer som klimaforandringer, global forurening og kunstig intelligens.

Alle talenter i spil

Alle talenter i spil, som var titlen på en rapport fra 2005, har siden Helge Sander (V) var ansvarlig minister for forskning, været dansk ligestillingspolitik inden for akademia, som så har udmøntet sig i forskellige initiativer. Som udgangspunkt har denne hensigtserklæring haft bred opbakning. Så har man hen ad vejen været uenige om midlerne. Skal man holde sig til hensigtserklæringer, eller skal det koste noget? Nu er en bred kreds blevet enig om at afsætte penge til Inge Lehmann-programmet.

Begrundelser for at handle kan blandt andet findes i statistikken.

I Danmark er vi er verdensmestre i ligestillingsstatistik, hvad angår universiteter og højere uddannelse. Vi ved alt om samtlige stillinger siden begyndelsen af 1990’erne. Hvem der søgte, hvor mange der søgte, hvem der fik stillingerne, og hvem der sad i bedømmelsesudvalgene.

Derfor ved vi, at når kvinder søgte stillinger, havde de gode chancer for at få den. Men vi ved meget mere, nemlig at til 50 procent af de professor-, lektor- og adjunktstillinger, der blev besat, manglede der helt kvindelige ansøgere. Statistikken viste også, at de fleste af stillingerne (syv ud af ti) gik til interne kandidater, og at der til cirka 50 procent af stillingerne kun var én kvalificeret ansøger. Og man kunne til denne række af 50 procenter tilføje, at der i godt og vel 50 procent af bedømmelsesudvalgene kun var mandlige bedømmere. Statistikkens forfatter Bertel Ståhle måtte derfor konkludere, at det var så som så med konkurrence i forbindelse med besættelse af videnskabelige stillinger i Danmark. Dermed gendrives myten om, at vi i Danmark har ansat de bedste. Vi har således et system, hvor meritokratiet i mange år ikke har fungeret.

Statistik er en ren beskrivende videnskab. Derfor var der i Bertel Ståhles rapporter hverken forklaringer eller forslag til, hvad der kunne gøres. Han konstaterede dog, at problemet hang sammen med, at kvinder søgte så få stillinger. Et oplagt sted at sætte ind.

Hans Bonde ser ikke, at vi i Danmark har haft og har et ansættelsessystem, som er dybt problematisk, som har holdt ikke bare mange kvinder men også mange mænd ude.

LÆS OGSÅ: Lehmann-programmer er lovstridigt, manipulerende og uretfærdigt

Endvidere er han biased i sin læsning af Ståhle, når han hævder, at kvinders høje succesrate skyldes positiv særbehandling.  Ståhle nævner den mulighed, men han antyder også en anden mulighed, nemlig: »at de kvalificerede kvindelige ansøgere til adjunkt- og lektorstillinger i gennemsnit er bedre kvalificeret end de mandlige kvalificerede ansøgere« (Ståhle 1998:225). Om det er det ene eller det andet, ved vi rent faktisk ikke. Men Ståhle kan ikke bruges til at sige, at vi har haft positiv særbehandling i forhold til kvinder siden 1990’erne.

Det har altid undret mig, at der ikke rejste sig et ramaskrig, da denne statistik begyndte at komme i 1998. Konkrete forslag til en løsning af problemet kom der dog et par år efter i Danmarks forskningsråds Årsrapport 2000 med titlen Kvalitet og fornyelse – gennem rekruttering til den offentlige forskning.  Rådet havde læst Ståhles rapport grundigt og foreslog et bredere rekrutteringsgrundlag. Ledelsen skulle anvende beføjelserne i de respektive ansættelsesbekendtgørelser for at fremme en bred personalesammensætning med hensyn til køn, nationalitet og alder.

Rådet var heller ikke bange for at påpege, at man burde fremme incitamenter for at leve op til disse mål, og at graden af målopfyldelse burde få økonomiske konsekvenser. Dette 20-årige forslag kan meget vel inspirere i dag.

Uhensigtmæssigt ansættelsessystem skader kvaliteten

Problemerne i ansættelsessystemet har vi kendt til i 25 år, men ingen har rigtig råbt højt før i 2019, da Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR) faktisk påpegede, hvad de kaldte et uhensigtsmæssigt ansættelsessystem  i rapporten Karriere i forskningen – Sammenhæng og fleksibilitet i forskeres karriereveje.

I denne rapport nævnes eksplicit, at rekrutteringsmønstret på de danske universiteter fra 1995 til 2018 viste, at der i høj grad har været tale om intern rekruttering (70 procent), og at der stadig var en høj andel af stillinger, hvor der kun er én kvalificeret kandidat (en ud af fem stillinger bliver besat på baggrund af én kvalificeret ansøger). Andelen af stillinger, der blev slået åbent op i 2017, var desuden lavere end i 1997.

Rapporten viser også, at andelen af kvinder, som forlader universiteterne undervejs i karriereforløbet stiger. Rekrutteringsmønstrene for perioden 2011-17 viser desuden, at kvinder relativt oftere ansættes i MSO professorater (midlertidige) i forhold til ordinære professorater end mænd.

Ifølge DEFIR er der i 2019 fortsat en skæv kønsfordeling og utilstrækkelig konkurrence i forbindelse med ansættelser, og det kan på skade dansk forsknings kvalitet. Det er vigtigt for forskningens kvalitet, ligestilling og internationalisering, at stillingerne besættes på baggrund af brede, internationale opslag. Mange stillinger på universiteterne besættes altså stadig uden åbne opslag eller med én kvalificeret ansøger – og alt for ofte med institutionernes egne kandidater. Det skal der gøres noget ved ifølge DEFIR. Lad os håbe, at det lykkes denne gang.

Vi har endnu mere statistik. De sidste tre år har Forskningsministeriet udgivet et talentbarometer: Mænd og kvinder på de danske universiteter. Det seneste dækker året 2018 og viser,  at der stadig er dobbelt så mange mandlige forskere som kvindelige forskere ansat. Antallet af kvinder, der har taget en ph.d.- grad er til gengæld kommet op på 50 procent.

Kvinder på professorniveau stiger fortsat jævnt (til 23 procent i 2018), mens andelen af kvinder på adjunkt- og lektorniveau ikke er stigende. Det sidste er meget bekymrende, og der er mange gode grunde til at forbedre det danske ansættelsessystem på universiteterne og gøre en særlig indsats for at få de bedste og for at få flere kvinder ind i forskningen.

Kvalitative analyser

Ud over omfattende statistik på området, så findes der efterhånden også kvalitative undersøgelser, som kan gøre os klogere.

Mathias Wullum Nielsen skrev i 2017 en ph.d.: New and persistent gender equality challenges in academia på Dansk Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet, hvor der indgår mange empiriske delanalyser, herunder interviews med de kvinder, som har valgt at forlade universitetet, undersøgelser af ligestillingspolitikker ved seks skandinaviske universiteter og af ligestillingslovgivning. Afhandlingen indeholder også en kvalitativ analyse af kønsuligheder i bibliometriske målinger.

Wullum Nielsen blev forrige år ansat på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet og leder to forskningsprojekter om køn og karrerieveje i forskning samt om uligheder i akademia. Så vi har ekspertisen lige ved hånden på KU.

En tidligere kollega fra filosofi på KU, Kasper Lippert-Rasmussen (nu Århus Universitet) har skrevet flere bøger om diskrimination, senest bogen Making sense of affirmativ action fra 2020, hvor han argumenterer for positiv særbehandling. For ganske nylig er han blevet leder af et stort grundforskningscenter, som skal studere diskrimination.  Hvordan har diskriminationsbegrebet ændret sig og er blevet udvidet? Hvornår kan det være nødvendigt at diskriminere for at komme diskrimination til liv, er nogle af de problemstillinger som det ny center skal besvare.

Lew Skewes, som er postdoc på Aarhus Universitet, har set på den manglende opbakning til ligestillingspolitikker på et dansk universitet. Aarhus Universitet har i forbindelse med udarbejdelse af en ny handleplan for forskning igangsat flere forskningsprojekter for at understøtte ligestillingspolitikken.

#MeToo-bølgen kalder muligvis også personlige beretninger frem. Eva Gro Andersen har den 21. november i Information skrevet om, at selv om hun blev betegnet som et ’genuint forskertalent’, så kom hun ikke igennem med at skrive en litteraturvidenskabelig afhandling. Hendes emne, som handlede om kvindelitteratur, var ikke helt relevant, blev der sagt! Lærerkollektivet bestod stort set af mænd. Forhåbentlig kommer der flere af den slags beretninger.

Til sidst en rigtig glædelig nyhed fra Talentbarometeret 2018. Danmark ligger ikke længere sidst i ’den nordiske klasse’, men har overhalet Sverige, hvad angår antallet af kvindelige forskere.

Og en glædelig nyhed fra EU: Horizon Europa som starter op fra 2021 ser ud til at styrke målene for kønsbalance og kønsperspektiver i det nye program.