Bestyrelsesmedlem svarer på kritik: »Uniavisen har en tendens til at trække tingene for skarpt op«

Jeg går en tur i Nørrebroparken med bestyrelsesmedlem Ida Karoline Bach Jensen, fordi Uniavisens chefredaktør har skrevet noget, hun mener er uretfærdigt.

I en leder i det seneste magasin kritiserede han bestyrelsen for at være for lukket og skrev, at de demokratisk valgte forskere, ansatte og studerende har tendens til at blive tavse, så snart valgkampen er slut, og de sætter sig til rette ved mahognibordet.

Tydeligst, skrev han, kom det til udtryk hos de studerende.

»De kan være nok så vilde og blodige, men når de smukke trædøre i bestyrelseslokalet lukker sig bag dem, bliver der stille. Bestyrelsen er et rum, hvor ingen kan høre dig skrige. Tro mig, jeg har forsøgt at få de studentervalgte til at fortælle om alt det spændende, der foregår derinde! Men de siger nej, fordi de er loyale mod, ja hvad?«

LÆS OGSÅ: I bestyrelsen kan ingen høre dig skrige

Det er ikke, fordi jeg synes, vildskaben er forsvundet. Overhovedet ikke.

Ida Karoline Bach Jensen, afgående bestyrelsesmedlem for Studenterrådet

Det var det afsnit, der provokerede Ida Karoline Bach Jensen.

»Han skriver, at han adskillige gange har forsøgt at få de studerende i tale, men at de ikke vil svare. Det passer simpelthen ikke. Jeg har siddet bestyrelsen i to år, og jeg er aldrig blevet kontaktet af ham eller andre fra Uniavisen, der har spurgt mig om mine holdninger til noget. Så det er ikke en retfærdig kritik.«

Det betyder dog ikke, at hun er uenig i alt, der står i lederen.

Når Ida Karoline Bach Jensen, der studerer medicin, kigger tilbage på sine to år som Studenterrådets repræsentant i bestyresen, kommer hun frem til, at for mange diskussioner er foregået bag lukkede døre – særligt det seneste år:

»Jeg er egentlig ret enig i, at bestyrelsen er et meget lukket rum, der godt kunne være mere åbent. Der har været mange lukkede punkter i år til bestyrelsesmøderne, der sagtens kunne have været åbne. Det er så også noget, vi har snakket om i bestyrelsen, og jeg tror, det kommer til at ændre sig.«

Men der er også nuancer, siger hun. Dels har bestyrelsesmedlemmerne tavshedspligt, når det drejer sig om personsager og kontraktforhandlinger. Dels er der sager, som politisk kan være uhensigtsmæssige at udtale sig for åbent om.

»Nogle af de ting, vi diskuterer kan have personalemæssige konsekvenser, og det skal man kunne tale fortroligt om, indtil beslutningerne er taget. Man skal også sørge for, at det, man siger, ikke er politisk usmart,« siger Ida Karoline Bach Jensen.

»Det er ikke sort og hvidt, og nogle gange synes jeg, Uniavisen har en tendens til at trække tingene for skarpt og unuanceret op.«

Uniavisens redaktør, Christoffer Zieler, erkender, at formuleringen om de studerende i lederen var for kategorisk. »Jeg skrev ud fra en del års erfaringer med lukkethed i bestyrelsen, så det var ikke ment som en kritik specifikt af de studerende, der sidder der i øjeblikket, men jeg skulle have taget højde for, at det ville blive læst sådan,« siger han. »Så den leder fik for meget kul lige der.«

Forsvinder vildskaben?

Lederen, vi taler om, kom i kølvandet på et interview, som Uniavisen lavede med Jesper Grodal, professor i matematik og repræsentant for forskerne i bestyrelsen.

Sammen med sin medkandidat, dna-professor Eske Willerslev, blev han valgt til bestyrelsen, efter en valgkamp, hvor duoen med krasse ord kritiserede ledelsen for topstyring og magtarrogance.

»Det er, som om dem, der tager beslutninger, ikke ved, hvad de laver,« sagde Jesper Grodal dengang.

I det nye interview sagde han, at forskerne stadig mener det samme, men retorikken var noget mindre besk, her et år efter valgkampen.

LÆS OGSÅ: Bestyrelsesmedlem et år efter valget: »Nu må rektoratet vise, at de kan leve op til det, de har lovet«

Ida Karoline Bach Jensen vil dog ikke kritisere sine kolleger for at nedtone retorikken.

»Alle repræsentanter kommer ind i bestyrelsen, fordi de synes, at der er noget, der ikke er retfærdigt på universitetet, at noget bør ændres. Men bestyrelsen er jo et rum, hvor der er meget fortrolighed, og hvis vi skal have indflydelse, er vi nødt til at respektere de spilleregler.«

»Man ved ikke, hvordan det er at sidde i bestyrelsen, før man prøver det, og der er måske nogle, der har behov for at løbe hornene af sig, inden de kommer derind.«

Hvis man læser lederen i Uniavisen, kan man få et billede af nogle vilde løver, der bliver lidt tamme, så snart de kommer ind i de fine lokaler. Er det også din oplevelse af, hvad der sker?

»Nej, det synes jeg faktisk ikke. Jeg synes sådan set, at vi er rimelig gode til at få sagt de ting, der nager. Hvis vi hører noget, betyder rigtig meget for de studerende eller medarbejderne, så er det ikke, fordi vi er tilbageholdende.«

Så der er vildskab inde i lokalet?

»Ja, det er der. Særligt fra Jesper og Eske, som i valgkampen var meget vilde. Det er ikke, fordi jeg synes, den vildskab er forsvundet. Det er ikke mit indtryk. Overhovedet ikke.«

Men du siger også, at I som valgte medlemmer kunne være mere åbne om, hvad I arbejder for?

»Ja. Det synes jeg egentlig.«

»Men det betyder jo ikke, at det er rigtigt at sige, at vi slet ikke vil snakke med jer. Hvis nogen vil have vores take på noget, så vil vi jo gerne stille op. Det er jo ikke, fordi vi klapper fuldstændig i.«

Store bogstaver – uden for bestyrelsen

I de seneste måneder har både studerende og ansatte på Københavns Universitet givet udtryk for, at de føler sig overhørt og forbigået, når ledelsen tager beslutninger.

Jeg er egentlig ret enig i, at bestyrelsen er et meget lukket rum, der godt kunne være mere åbent

Ida Karoline Bach Jensen, afgående bestyrelsesmedlem for Studenterrådet

Det var præcis den kritik, som Eske Willerslev og Jesper Grodal – og en hel stribe af deres modkandidater – affyrede under valgkampen. Det er da også et oplagt emne at bringe op i bestyrelsen, for universitetsloven slår fast, at det netop er det organ, der skal sørge for, at ansatte og studerende har medbestemmelse i væsentlige beslutninger.

Nu er det dog ikke længere forskerduoen, der bruger de heftigste gloser, det er medarbejdere uden for bestyrelsen. Ligesom det ikke var Ida Karoline Bach Jensen, der skrev Studenterrådets klumme om et universitetsdemokrati, »der sejler« under coronakrisen.

Spørgsmålet er, om hun burde have gjort det?

»Jeg synes godt, at os i bestyrelsen kan melde ud, når vi savner inddragelse i en proces. Man skal bare huske på, at det tit er nogle meget konkrete sager, der ikke er bestyrelsesanliggender. Overvejer man for eksempel at lægge to institutter sammen et sted på universitetet, så er det jo ikke bestyrelsens beslutning. Det foregår ude på fakulteterne.«

»Det vi kan gøre er at melde ud, hvis processen viser sig at gå galt. Så kunne man måske skrive en klumme. Men jeg ved ikke, om jeg synes, det giver mere mening, at jeg skriver den end to repræsentanter for Studenterrådets forretningsudvalg.«

Men giver det ikke mening, at det nogle gange er medarbejdernes repræsentanter i bestyrelsen, der blander sig i den offentlige debat på den her måde? Så både forskere, administrativt ansatte og studerende bliver mindet om, at okay, vi har faktisk nogle folk i toppen af universitetet, der taler vores sag?

»Jo, det har du en pointe i. Helt sikkert. Jeg kan godt tage noget af kritikken til mig. Set i bakspejlet kunne vi være bedre til at melde ting ud og sige: Nu skal vi snakke om det her i bestyrelsen, og det her synes vi faktisk er enormt vigtigt,« siger Ida Karoline Bach Jensen.

Dårlig til at kommunikere

Skal hun pege på en af sine største sejre i bestyrelsen, fremhæver hun netop arbejdet for at sikre medbestemmelse og inddragelse af ansatte og studerende.

Det er ikke sådan, at hun føler, at missionen er slut, siger hun, slet ikke. Hun kalder Københavns Universitet en supertanker, der ikke kan lave en U-vending, i hvert fald ikke natten over.

»Men det er en sejr i sig selv, at vi har formået at få det på dagsorden – og det har vi. Når det kommer op i bestyrelseslokalet, så betyder det, at ledelsen bliver nødt til at tage det enormt seriøst,« siger Ida Karoline Bach Jensen.

Hvis man ikke sidder i bestyrelsen, kan det måske være svært at se. Ofte ser man jo historier om medarbejdere, der ikke har været tilfredse med inddragelsen, senest her under corona – og Studenterrådet har jo også selv været kritiske. Så hvilke tegn ser du på, at det bliver taget seriøst?

Københavns Universitet er for dårlig til at kommunikere tydeligt nok

Ida Karoline Bach Jensen, afgående bestyrelsesmedlem for Studenterrådet

»Kritikken er jeg sådan set enig i. Der har været nogle ting under corona, der ikke har været fine i kanten. Men det var jo også en tid, hvor beslutninger skulle træffes meget hurtigt.«

»Tit tror jeg problemet er, at Københavns Universitet er for dårlig til at kommunikere tydeligt nok. Bare et eksempel: En ting er at sige, at vi skal lave campusplaner – det er fint. Men hvornår og hvordan og hvor i processen kan medarbejderne og de studerende få indflydelsen? Den kommunikation mangler, og derfor hopper kæden ofte lidt af.«

»Hovedsagen er, at der virkelig er fokus på det, og velviljen fra ledelsen er steget over de seneste to år. Det er et godt tegn. Generelt er der sket en ændring i bestyrelseslokalet, så vi ikke bare fokuserer på, hvad resultatet er. Vi spørger også: Var processen god nok? Nu mangler man at finde ud af, hvordan man gør det på den rigtige måde.«

Ida Karoline Bach Jensen har netop haft sit sidste bestyrelsesmøde nogensinde. Hun siger, at hun er tilfreds med det, hun har opnået, og hun fremhæver, at hun som noget af det sidste var med til at vedtage nye klima- og bæredygtighedsmål for universitetet.

Sagen er dog nok, at mange af de studerende, hun har repræsenteret, næppe ved, hvad hun har lavet i bestyrelsen. Hvis de overhovedet ved, hvem hun er.

Kan du ikke ærgre dig over det?

»Det kan jeg godt ærgre mig over. Man kan da også undre sig over, at så få procent stemmer til bestyrelsesvalget, men det er også, fordi det er sindssygt svært at forklare, hvad vi laver. Det bliver tit noget med økonomi og bygninger, og det er måske ikke det, der optager folk mest.«