I bestyrelsen kan ingen høre dig skrige

Københavns Universitets forskere interesserer sig brændende for, hvordan deres arbejdsplads bliver styret, så da der sidste år var valg til pladserne i universitetsbestyrelsen, var valgkampen intens. Men de mange opstillede forskere havde et fælles ønske: De ville have beslutningskraften tilbage til de ansatte; de ville have indflydelse.

Og ingen udtrykte det budskab med større kraft og vildskab end professorerne Eske Willerslev og Jesper Grodal, der stillede op som makkerpar. De to ville have et opgør med ledelsens »magtarrogance« og dens inkompetence:

»Det er, som om dem, der tager beslutningerne ikke ved, hvad de laver,« sagde Jesper Grodal dengang i et valginterview.

LÆS OGSÅ: »Det er, som om dem, der tager beslutningerne, ikke ved, hvad de laver«

En kras kritik, der gik rent hjem. Begge sikrede de sig en plads i bestyrelsen, og derefter skete der det, at … ja, der blev måske lidt tavst fra valgets mest brølende løver.

Ikke at tavsheden nødvendigvis er et problem. Jesper Grodal fortæller selv – og tak for det – i den seneste udgave af Uniavisens papirudgave om de sejre, som forskerne efter hans og Willerslevs mening har opnået, efter at de selv blev del af universitetets øverste ledelse. For eksempel om ansættelsen af en ny prorektor, der har forskningens tarv som sit fokus og vil kunne medvirke til, at universitetet i fremtiden kun ansætter de bedste og skarpeste – frem for, måske, dem, der gør hvad de får besked på af dekanen.

LÆS OGSÅ: Bestyrelsesmedlem et år efter valget: »Nu må rektoratet vise, at de kan leve op til det, de har lovet«

Grodal har utvivlsomt gjort noget godt for sit bagland, men derfor kan man jo alligevel, nu endnu et univalg lige er overstået, gøre sig tanker om, hvordan medarbejderdemokratiet egentlig udfolder sig på Københavns Universitet.

Det er i hvert fald ikke usædvanligt, at hårde kritikere af ledelsen, når de bliver optaget i bestyrelsen, har det med at forsvinde en smule fra den offentlige debat. At løver bliver lidt bovlamme.

Tydeligst kommer det til udtryk hos de studerende. De kan være nok så vilde og blodige, men når de smukke trædøre i bestyrelseslokalet lukker sig bag dem, bliver der stille. Bestyrelsen er et rum, hvor ingen kan høre dig skrige. Tro mig, jeg har forsøgt at få de studentervalgte til at fortælle om alt det spændende, der foregår derinde! Men de siger nej, fordi de er loyale mod, ja hvad?

Den størst mulige åbenhed er ret lukket

Det hedder i forretningsordenen for KU’s bestyrelse, at »der skal være størst mulig åbenhed om bestyrelsens arbejde.« Og møderne i Lindegården bag universitetets hovedbygning er også åbne for offentligheden, på nær når særlige hensyn gør, at bestyrelsesformanden er nødt til at lukke døren.

Hvis man bladrer gennem de seneste års dagsordener, kan man se, at det har været nødvendigt at lukke de døre ret tit. Sådan cirka hver gang, der sker noget spændende.

Der er absolut ikke noget galt med de studerende, der bliver valgt til Københavns Universitets bestyrelse. Det er – ligesom Grodal og Willerslev – folk af høj kaliber, præcis den type overnormalt begavede og arbejdsomme personer, man ville forvente at se opnå en høj post. Men bestyrelsen gør noget ved dem.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Sådan en bestyrelse har spilleregler. Hvis man sidder i et flot rum om et kæmpe bord, og der er en nedskrevet forretningsorden, og den siger, at det er formanden, der fører ordet i offentligheden, og at »bestyrelsens medlemmer er omfattet af forvaltningslovens regler om tavshedspligt« (som er beskrevet i nogle lidt tætte paragraffer, man måske nok kan blive bange for at klemme nallerne i), så har det en socialiserende effekt, det forstår man jo godt.

Men ét er at fyre hemmeligheder af i offentligheden, noget andet er at tale om det, man gerne vil forandre og kritisere, og her kunne bestyrelsens medlemmer nok begynde at tale lidt mere.

Desuden er spillereglerne for universitetsledelse jo blevet ændret før. Det er kun 16 år siden, det gamle konsistorium, bestyrelsens 400 år gamle forgænger, holdt sit sidste fortumlede møde, så bestyrelsen er i magthistorisk forstand kun en baby.

LÆS OGSÅ: Giv en hånd til KU: Find et godt bestyrelsesmedlem

Konsistorium var langt mere direkte demokratisk end den nuværende bestyrelse, hvis flertal jo er udpeget, ikke valgt, men det var ifølge juraprofessor og ekspert i universitetets historie Ditlev Tamm ikke noget flagskib for beslutningskraft, strategisk planlægning og idérigdom.

I en kronik har Tamm beskrevet konsistorium som »et vartegn for usaglighed og dilettantisme i beslutningsprocesser, som i stedet for at fremkalde smil måtte give anledning til mere end let hovedrysten.«

Sådan forekommer den nuværende bestyrelse jo langtfra. Her er faren nok snarere, at det hele bliver lidt for tjekket. Lidt for pænt. Lidt for stille.

Ikke ligesom på universitetet.

Uniavisen bringer en af de nærmeste dage et genmæle fra et af de nuværende studentervalgte medlemmer i bestyrelsen.