Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Klenodie — T-shirten er ikke en ligegyldig ’souvenir’, der ender bagest i skabet. Det er en identitetsmarkør, mange bruger længe efter, og som er med til at styrke fællesskabet på KU. Det skal vi ikke ofre for så lille en klimagevinst.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Kan det virkelig være sandt, spurgte en debattør i Uniavisen for nylig, med henvisning til de mange nye tutor-t-shirts, KU får lavet hvert år. Da jeg læste indlægget, tænkte jeg også: Kan det virkelig være sandt? Skal vi virkelig ofre KU-identiteten for så forsvindende lille et klimaaftryk?
Klimaforkæmpere bliver indimellem med rette beskyldt for at gå op i bagateller: En verdensomspændende krise kan løses, hvis du cykler lidt oftere eller tager en kødfri dag om ugen. Nu kan vi redde jorden ved, at KU genbruger deres tutortrøjer.
LÆS OGSÅ: Drop årstal på tutortrøjer
Det vil jeg ikke kalde alarmerende
Bevares, debattøren laver et ganske fint cirkaregnestykke, der på baggrund af nogle antagelser giver et bud på tutortrøjernes klimaaftryk. Resultatet er, at alle tutor-t-shirts til sammen årligt udleder lige så meget CO2 som en énkelt dansker årligt. Det vil jeg ikke kalde alarmerende.
Nuvel, jeg skal tilstå, at jeg som humanist ikke er klimaekspert, så helt skal jeg ikke kloge mig på det. Hvad jeg til gengæld ved noget om, er vigtigheden af identitetsmarkører og det, debattøren kalder ’souvenirs’ – men som jeg snarere vil kalde klenodier.
Vi har i Danmark ikke samme tradition for at være stolte af og føle tilknytning til vores universiteter, som man har i andre lande. Det er ærgerligt – og en måde at styrke det på er netop gennem merchandise. Et område, som universitetet faktisk har oprustet markant på.
LÆS OGSÅ: Ny prorektors mål er flere KU-t-shirts: »Jeg forstår godt, at det undrer folk«
Det er godt at se, ikke mindst når tøjet opnår status som eksklusive tilhørsmarkører. Et eksempel på dét så vi tydeligt sidste år, da KU og tøjmærket Bareen lavede et samarbejde om en t-shirt, der fejrede KU’s ti nobelpristagere. Den t-shirt er nu udsolgt, og kun de heldige, der fik fat i den dengang, har nu mulighed for at vise den frem.
Tutortrøjerne falder i en endnu mere eksklusiv kategori. De indikerer ikke blot, at du var hurtig på tasterne, da trøjen blev sat i salg – men faktisk, at du har arbejdet for den. Ydet en indsats. Indgået i et fællesskab med de andre tutorer og gjort en forskel for de nye studerende. Der ligger altså en særlig betydning i en tutortrøje, som debattøren ikke når omkring i sit indlæg.
Jeg tror heller ikke på påstanden om, at t-shirten bare ender bagest i klædeskabet. Vi ser mange, der går rundt i deres gymnasieklassetrøjer, længe efter de er blevet studenter, til trods for at de jo ikke indgår i det klassefællesskab længere. Grunden er nok, at sådan en trøje netop udgør en ikke uvæsentlig identitetsmarkør.
Der ligger altså en særlig betydning i en tutortrøje
Derudover er tutortrøjen også en gave til nogle studerende, som vælger at yde en indsats for deres universitet. Mange tutorer får ikke løn for deres arbejde – de får bare den her t-shirt. Det, synes jeg, vil være en skam at skulle tage fra dem.
LÆS OGSÅ: Voxpop: Ville du tage en KU-t-shirt på til gymnasie-reunion?
Det er vigtigt altid at være opmærksom på klimaaftryk og på at blive grønnere. Men forslaget om at genbruge tutor-t-shirts vil have en noget nær ubetydelig indvirkning på KU’s og Danmarks klimaaftryk. Til gengæld vil det have en ærgerlig indvirkning på tutorernes identitetsdannelse og fællesskab og på KU-alumners samlede identitet.
Tutortrøjen skal ikke leveres tilbage. Årstallet skal ikke fjernes.