Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Amalie deltog i tv-serien De Perfekte Piger for at vise, at hun ikke havde styr det

Vi vil være de bedste, men vi føler, at vi faker. Politikerne taler om en perfekthedskultur. Vi har talt med fem studerende, der lever med den. En af dem er Amalie Wessel på 22 år, som er blogger og arbejder på The Wall Market på Vesterbro.

Jeg droppede ud af CBS efter seks måneder i februar 2017, og så havde jeg en slags sabbatår i et halvt år, hvor jeg arbejdede og søgte ind på Dansk på Københavns Universitet. Jeg gik der i halvandet år, og så droppede jeg ud i december. Nu er jeg så tilbage til … ja, det er lidt, som om det kører i et mønster, så nu arbejder jeg.

Da jeg droppede ud af Dansk, var det en beslutning om at vægte min egen sundhed højere end at blive bachelor, inden jeg fylder 25

Amalie Wessel, blogger

Jeg droppede ud, fordi alt muligt andet kom til at fylde for meget. Blandt andet det DR-program, jeg har medvirket i, De Perfekte Piger, der blev sendt i foråret 2018. Det var livsomvæltende.

Da jeg stoppede på CBS, havde jeg det virkelig, som om jeg gav op og havde fejlet. Det er uvant for mig at have det sådan, for jeg er ambitiøs omkring de ting, jeg laver. Det tog hårdt på min selvtillid.

Da jeg droppede ud af Dansk, var det en beslutning om at vægte min egen sundhed højere end at blive bachelor, inden jeg fylder 25. Jeg havde fået det, man kalder en belastningsreaktion, og jeg måtte reducere stress i min hverdag.

På studiet følte jeg, at der skulle være et mål med alt. Man skulle have en handleplan og vide, hvad man ville bruge det til, og det gjorde jeg ikke. Det er en sårbar situation. Man kan føle sig mindre værd end dem, der har styr på det. Det ved jeg ikke, om der er nogen, der har, men det kan man hurtigt bilde sig selv ind: De andre har det godt, de er ikke pressede og stressede.

Folk med stress og belastningsreaktioner, de står også på natklubben, og de poster også fine ting på Instagram og drikker kaffe de smarte steder
Amalie Wessel, blogger

Det var også derfor, jeg deltog i det program. Jeg har fået at vide gennem årene med min blog, at folk så mig som en, der havde styr på mit liv, og derfor var det vigtig for mig at stå frem og fortælle, at man sagtens se smart ud uden at være det. Folk med angst og depressioner og stress og belastningsreaktioner, de står også på natklubben, og de poster også fine ting på Instagram og drikker kaffe de smarte steder.

Hvornår er man mest sig selv?

Engang brugte jeg mit udseende som et skjold for min tvivl. Hvis du ligner en, der har styr på det, så er det sværere for folk at spotte, at du faker. Hvis du faker godt nok, så tænker folk, at det er sådan, du har det.

Jeg synes ikke, man behøver at lade være med at gå op i, hvordan man ser ud for at være ærlig og nede på jorden. Jeg går stadig op i, hvordan jeg ser ud, fordi jeg synes, det er sjovt, og jeg kan godt lide at udtrykke mig på den måde.

Efter De Perfekte Piger, fik jeg et nyt succesparameter, hvor jeg hele tiden skulle minde om, at jeg ikke er perfekt, at jeg tvivler og kan få angst – og pludselig begyndte jeg at fratage mig selv min selvtillid. Det krævede et endnu større overskud hele tiden at være sårbar og ærlig, end det krævede at opretholde min rustning. Det er mega komplekst og et kæmpestort identitetsspørgsmål, for hvornår er man så mest sig selv? Hvornår er man nogensinde helt backstage, helt privat? Jeg er det efterhånden kun omkring, hvem jeg dater, og nogle familieforhold. Det er stort set det eneste, man ikke kan læse om på mine sociale medier.

Det er for nemt at sige, at det er Instagrams skyld, for det handler om, hvordan vi bruger det

Amalie Wessel, blogger

Når jeg har skrevet om at droppe ud af studierne, er der nogle, der synes, at det er modigt, at jeg taler om det. Jeg får sjældent beskeder à la, nå ja, det gjorde jeg også, fred være med os, vi finder på noget andet. Jeg kan slet ikke med ordet modigt i den sammenhæng. Hvis det er modigt at skrive offentligt, at man er droppet ud, så er det jo vildt tabuiseret.

Det er for nemt at sige, at det er Instagrams skyld, for det handler om, hvordan vi bruger det. For nylig lå jeg på mine forældres sofa og slappede af en søndag, og så kunne jeg se på Instagram, at der var andre, der gik en tur i skoven. Jeg syntes på en eller anden måde, at de var bedre til at slappe af, fordi de havde overskud til at tage i skoven og poste billeder på Insta. Det er jo skørt.

Jeg prøver at lægge nogle ting op, som er mere hverdagsagtige – den anden dag var det en kedelig bolle med ost – men så får jeg heller ikke så mange kommentarer og reaktioner, som når jeg lægger en flot avocadomad op, jeg får faktisk ingen.

Jeg kunne godt tænke mig at studere igen. Måske allerede til september. Jeg prøver at lade være med at forhaste mig ud i at træffe en beslutning om, hvad og hvornår det lige skal være.

Fortalt til Lene Munk.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste