Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

BRIC's nye direktør hedder Anders H. Lund

Navne — Biotech Research and Innovation Centre, også kaldt BRIC, har fået ny direktør 1. juli.

Professor Anders H. Lund er tiltrådt som direktør for forskningscentret Biotech Research and Innovation Centre (BRIC) ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Siden juni 2018 har han fungeret som konstitueret direktør for Kristian Helin, der startede forskningsscentret tilbage i 2003.

Jeg skal ikke være den nye Kristian Helin. Jeg skal se på, hvor BRIC er i dag, og hvor vi gerne vil hen

Anders H. Lund

Den nye direktør har været med længe: Siden 2004 har Anders H. Lund været gruppeleder på BRIC. I årene 2011-2017 var han direktør af ph.d.-programmet Molecular Mechanisms of Disease og har desuden været medgrundlægger af ph.d.-karriereprogrammet PCAD, som han fra 2014-2019 har været leder af.

»Det er en enorm ære, og noget som jeg glæder mig rigtig meget til. Det er jo et institut, jeg har været på i mange år, så jeg kender arbejdspladsen rigtig godt,« siger Anders H. Lund til Uniavisen.

Dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet Ulla Wewer kalder Anders H. Lund for et »naturligt valg« til direktørposten.

»Anders Lund har længe været en vigtig del af BRIC’s historie og udvikling og repræsenterer i høj grad BRIC’s fokus på excellence, nyskabelse og en høj faglighed. Derudover er han en vellidt og nærværende lederfigur med en stor forståelse for BRIC’s særlige kultur, fællesskab og udvikling og dermed et naturligt valg til posten,« siger Ulla Wewer i en pressemeddelelse.

Til kamp mod kræft

BRIC er epicenter for biomedicinsk forskning på Københavns Universitet. De tilknyttede forskningsgrupper har alle sygdomsorienteret forskning som hovedområde. Anders H. Lund er uddannet biolog og forsker i kræftbiologi – hvordan proteinproduktionen i vores celler bliver reguleret, eller ‘kapret’ af kræftceller, og hvad vi kan gøre for at ændre dette.

Forskningsgrupper i BRIC har med den tidligere direktør i spidsen vundet priser på stribe. I 2015 solgte BRIC biomedicinsk forskning til et amerikansk lægemiddelfirma for en halv milliard kroner. Det var direktør Kristian Helins forskningsgruppe, der stod bag de solgte forskningsresultater, som kan vise sig at være vigtige i behandlingen af for eksempel kræft.

Anders H. Lund bestræber sig dog ikke på at blive den nye Kristian Helin, selv om de overordnet deler visioner for BRIC:

»Jeg skal ikke være den nye Kristian Helin. Jeg skal se på, hvor BRIC er i dag, og hvor vi gerne vil hen,« siger han.

»Min overordnede vision er at videreudvikle BRIC som et center for excellent forskning som har en samfundsmæssig relevans, og samtidig at udvikle excellente forskere. På den måde har vi et ben i begge lejre – vi skal både lave produktet, forskning, og vi skal også udvikle dem, der skal lave morgendagens forskning.«

Seneste