Chefdyrepasseren: En blæksprutte med hajtatoveringer

»Bliver du fotograferet til Euroman?« spørger en forbipasserende kollega drillende.

»Marine Man!« returnerer Kristian Vedel Christiansen kvikt.

Fotografiet er iscenesat, for Øresundsakvariets chefdyrepasser var ikke i gang med at skrubbe biofilm og foderrester af ruden i havtaskeakvariet, da Uniavisen kom forbi. Men det kunne han meget vel have været:

»Fordi vi er så få ansatte, er vi alle sammen nødt til at være der, hvor der er mest brug for os. Direktøren underviser også førsteklasser, og jeg sidder også i billetlugen og renser akvarier. Og når der ringer en fisker og har fået en klumpfisk i garnet, skal nogen kunne rykke hurtigt ud. Vi er alle sammen blæksprutter, ellers ville akvariet her ikke fungere.«

Kristian Vedel Christiansen er uddannet dyrepasser og naturvejleder og har arbejdet på akvariet på strandpromenaden i Helsingør hele sit voksenliv. I dag står han for den daglige planlægning, og han elsker sit job.

Førstegangsbesøgende på Øresundsakvariet reagerer ofte som på den lille havfrue med skuffelse over den ringe størrelse, fortæller Kristian, men det går over, når dialogen om akvariernes indhold går i gang:

»Vores force er netop det simple: At putte en musling på en pind og bruge en dag i vandkanten med børnene. Gæsterne har vænnet sig til kæmpe oceanarier, men det er slet ikke os. Til gengæld ved vi, hvad vi taler om. Og hvis en gæst spørger om noget, vi ikke kan svare på, går vi da bare op og henter en professor, der ved alt om mikroorganismer,« siger Kristian, der nødig ville undvære det gode samarbejde med forskere og specialestuderende, som både gavner forskningen og akvariets besøgende.

Tangsprællen er den sejeste

Kristian er i sit es, når han fortæller om Øresunds dyreliv, der er overraskende rigt – meget vildere end landnaturen:

»Danske farvande virker umiddelbart lidt grønne og kedelige, når man snorkler, men fordi Øresund er forbundet med Atlanterhavet og der er masser af fødeemner, har vi i min tid set kaskelothval, pukkelhvaler, klumpfisk, havål og sågar en delfin …« Kristian stopper sig selv:

»Min chef siger, at jeg ikke må overdrive, men hvis man skal have fat i sofadanskeren, så nytter det ikke at begynde med at snakke om sandkutlinger. Du skal lige fange folk ind,« siger han og tilføjer så, at hverdagslivet på sundet er ’eksotisk’ i sig selv:

»Den blåfinnede tun er kommet tilbage. Det myldrer med blæksprutter. Og der er ikke meget, der slår en stille sensommeraften i gummibåden, hvor du ser sæler og marsvin med små diende kalve.«

Kristian banker let på akvariet, for han vil gerne vise os sin yndling: tangsprællen. En lille båndformet fyr, der er i familie med ålekvabben. Ikke nogen prangende fisk, men:

»Nu siger jeg noget, man ikke må som dyrepasser. Den har simpelthen så meget personlighed, den er nysgerrig, aktiv og kær. Og hannen er så dedikeret, at når hunnen har gydt æg, så lægger han sig i en beskyttende cirkel omkring dem. Der ligger han så og vifter frisk vand ind over æggene med sin hale. Og lige gyldigt, hvor mange store dyr, der sætter hans projekt i fare, så viger han ikke.«

Selv skal Kristian Vedel Christiansen være far for første gang til december.